Illusion - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Igang
-1D ER IKKE KENDTE- Allie Tomlinsons verden falder sammen om ørerne på hende, da hendes far omkommer i en ulykke. Med selvmords tanker og mærkelige stemmer i hovedet går hun rundt som er hun bare en krop uden hjernefunktion. Louis og hans venner prøver at hjælpe hende, men der opstår hurtigt problemer og forbudte følelser. For når man rammer bunden, så er det ikke nemt at komme op igen.

25Likes
16Kommentarer
1134Visninger
AA

5. Drenge

 

5

Allies synsvinkel

X

En hvid revne i væggen var det jeg lå og kiggede på. Det var den eneste ujævne ting i det hvide glatte loft. Hvordan kunne jeg være så dum? Jeg havde lukket ham ind. Ladet ham give mig omsorg. Jeg havde ikke kunne styre det. Overhovedet. Det var dumt. Det var en fejl og det skulle ikke ske igen. Jeg sukkede og satte mig op. Jeg måtte have sovet nok nu. Harry fik mig overtalt til at gå i seng. Han mente åbenbart, at jeg havde brug for det. Hvad vidste han om det?

Intet.

Jeg gik hen til skabet, hvor jeg endelig havde fået lagt mit tøj. Det lå ikke pænt. Jeg plejede bare at kaste mine ting ind og så på andre kedsommelige tidspunkter, ligge det pænt. Jeg fandt et par jeans og en grå sweater frem. Jeg fik jeansene på, men da jeg havde gået et skridt, fik jeg dem hurtigt af igen. Det gjorde ondt i hoften. Hvor dybt var det der? jeg vrissede af mig selv og tog et par afslapningsbukser frem i stedet. Det føltes bedre. Jeg smed min natbluse og tog min bh op. ”Allie er du vå- ” Harry stoppede midt i sin sætning og vendte sig om. Den havde han ikke været klar på og det var jeg heller ikke. Jeg nåede ikke engang at dække mig til. ”Det må du virkelig undskylde, ” sagde han hurtigt. Jeg fnisede lidt for mig selv og fik mit tøj på. Jeg kunne se på Harrys øre, at han rødmede. Jeg gik hen til ham med et let smil på læben. Jeg tog ham på skulderen og det gav et sæt i ham. ”Det er okay Harry, ” sagde jeg blidt. Jeg synes det var pinligt, det som lige var sket, men jeg ville ikke have, at han skulle se det på mig. Jeg fik kantet mig selv uden om ham og gik ind i køkkenet. Louis stod og snakkede i telefon. ”Skat... nej nej! Nej det er ikke derfor. Skat jeg elsker dig og jeg vil rigtig gerne, men jeg kan ikke. Hun er ligesom en søster jo! Jeg kan ikke bare lade hende i stikken på den måde? … ” Han stod med ryggen til. Jeg satte mig lydløst på en stol og lyttede til hans samtale. Jeg vidste, at den omhandlede mig.

Selvfølgelig.

Den syge kusine, der ikke kunne klare sig selv. Jeg kunne sagtens tage vare på mig selv. Jeg havde gjort det før, og jeg kunne gøre det igen. ”El... okay rolig. Ja, men jeg håber, at du forstår… fint… hvad? El? Hallo? ” Louis sukkede dybt og lagde telefonen fra sig. Han kørte begge hænder gennem sit hår. ”Problemer i kæreste-land? ” spurgte jeg henkastet. Det gav et sæt i ham og han vendte sig om mod mig. ”Øh, ” kvækkede han. Jeg så afventende og uskyldigt på ham. ”Det er bare Eleanor som gerne vil have mig med på weekend ophold. Det er længe siden, at vi har været alene sammen i lang tid. ” Han kiggede nervøst ned i gulvet. ”Og du sagde nej? Hvorfor? Der er ikke noget der holder dig tilbage? ” sagde jeg let. Jeg prøvede at sende ham et lille smil. Han lyste op i et svagt smil, men det nåede ikke op til hans øjne. ”Jeg kan jo ikke bare forlade dig, når jeg har tvunget dig til at være her, ” mumlede han. Jeg lagde hovedet let på skrå. Han kunne også bare lade mig være? Det synes jeg var en bedre idé.

Klart.

Jeg skulle lige til at tilbyde, at jeg bare kunne tage hjem, men en meget irriterende krøltop kom mig i forkøbet. ”Så er det jo godt, at hun ikke er alene her! ” Harry kom ind i køkkenet med et smil på læben. Alle tegn fra rødmen var væk. Jeg stønnede inde i mig selv. Hvorfor skulle den fnatmide også ødelægge det hele?

Louis så ud til at overveje det. ”Er i sikre? ” spurgte han glad. ”Ja. Jeg skal nok passe på hende! ” ”Nej… ” hviskede jeg. Harry så hen på mig. Han havde et glad glimt i øjet og så noget andet, men jeg kunne ikke sætte ord på hvad det var. ”Hvorfor ka- ” sagde jeg, men blev denne gang afbrudt af dørklokken. Det var bare ikke min dag i dag.

Var det nogensinde det?

Både Louis og Harry efterlod mig alene i køkkenet og inden jeg vidste af det kunne jeg høre en masse grin og drenge stemmer. Hvor jeg bare ikke orkede det lige nu. Jeg tog en dyb indånding og prøvede at smile. Det føltes forkert. Drenge stemmerne kom tættere på. ”Hey Allie, ” en velkendt stemme med irsk accent kom fra døren. Jeg så op og rigtig nok stod der en blond dreng, med blå øjne og et sødt smil, i døråbningen. ”Hey, ” sagde jeg stille og tvang et lille smil frem. Niall gik direkte hen til køleskabet og åbnede det. ”Hvad skal vi spise? ” spurgte han. Jeg så ned i gulvet og havde ikke rigtigt opfattet, at spørgsmålet rent faktisk var til mig, før han sagde mit navn og gentog spørgsmålet. ”Øh… det ved jeg ikke, ” svarede jeg bare. Jeg rejste mig op og forlod køkkenet. Jeg kunne ikke lige overskue en snak om mad lige nu.

Jeg gik ind i stuen, hvor de andre diskuterede om hvilke film vi skulle se. ”Allie… hvad vil du se? ” spurgte Liam. Han afbrød de andre og nu så de alle sammen på mig. Jeg kunne ikke lide, at de alle stirrede på mig på den måde. ”Alt andet end gyser, ” sagde jeg og satte mig i sofaen. ”Jeg vil gerne se gyder, ” sagde Harry. Han så rundt på de andre og de trak bare på skuldrene og fandt en gyser frem. Jeg så irriteret på Harry. Ingen søvn til mig i nat, men det var vel lige meget. Jeg sov alligevel ikke. Det kunne jeg ikke. Det var på en måde for hårdt, men også svært. Marridtene skræmte mig ikke. Ikke dem alle sammen. Nogle var rare at være i. De var bedre end virkeligheden. Andre… de skræmte mig. Jeg så billeder i hovedet af min far, men ikke sådan jeg huskede ham. Nej, i mareridtene var han kold. Død. Væk.

”Allie ser du filmen? ” Louis viftede en hånd foran mit ansigt. De havde allerede fået sat mad på bordet og filmen på, men jeg vidste ikke hvor længe vi var inde i filmen. ”Æh, ja selvfølgelig… ” svarede jeg hurtigt. Jeg rejste mig op og med det samme kunne jeg mærke alle drengenes blik på mig. Jeg ignorerede det så godt jeg kunne og gik så ind på mit værelse. Jeg kunne ikke klare det her. Mine hænder begyndte at ryste og jeg gik frem og tilbage på værelset. Jeg kunne ikke… kunne ikke.

Der lød en let banken på døren og efterfølgende blev den skubbet op. Jeg havde forventet at se Louis, men igen var det Harry. Havde han overhoved fortalt det til Louis? Havde han virkelig holdt hvad han havde lovet? ”Allie, kig på mig, ” hviskede han. Jeg så op i de grønne øjne. De var smukke.

Hvad?

Harry fik mig til at tage dybe indåndinger. Til sidst trak jeg vejret helt normalt. Harry holdt mine hænder og så usikkert på mig. ”Er du okay? ” spurgte han forsigtigt. Jeg stolede ikke på min stemme, så jeg nøjedes med at nikke. Harry så indgående på mig og nikkede så. Igen vidste jeg ikke om det var til mig eller til ham selv. ”Kom… ” sagde han og lavede et kast med hovedet.

”Harry? … Tak… ”

X

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...