Kings And Queens

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2014
  • Opdateret: 15 sep. 2015
  • Status: Igang
Velkommen til middelalderen. Hvor der bor prinser og prinsesser på storslåede slotte. I Bridgehaven bor den kommende konge David Bailey, der er blevet arrogant efter al opmærksomheden. Men da hans kommende hustru, Alicia Forge, kommer til slottet og ikke bryder sig om hans attitude, er han nød til at ændre sig. Men det bliver ikke uden problemer, for Alicia falder for en anden prins indenfor slottes mure. [ Historien kommer til at blive gjort lidt moderne, med sproget og tøjet ]

41Likes
25Kommentarer
6317Visninger
AA

5. "Den her aftale er ligeså vigtig for Bridgehaven, som den er for Eastwald".

"Prinsesse", råbte en stemme bag mig og jeg stoppede op, mens jeg kiggede bagud. Lucas kom løbende op til mig og jeg smilede, mens jeg nejede kort. "Du behøver ikke at gøre det der hver gang", konstaterede han og grinede, mens vi langsomt begyndte at gå igen. "Hvordan går det med David?", spurgte han nysgerrigt og jeg så op på ham, mens jeg sank en klump. "Vi skal ud og ride i dah", konstaterede jeg og han kiggede ned på mig, hvilket fik mig til at kigge væk. "Virkelig, var det hans ide?", spurgte han forvirret og jeg nikkede, inden jeg stoppede op og han gjorde det samme. Han kiggede forvirret på mig og jeg fugtede mine læber, inden jeg spurgte: "gør han da aldrig sådan noget?". Han så rundt og kløede sig i nakken, inden han så ned på mig og sagde: "han er ikke typen der gør noget så, jeg ved ikke, romantisk". "Så det er fremskridt. Jeg tror han faktisk kan lide dig", han begyndte at gå igen og jeg skyndte mig efter ham. Jeg skulle til at sige noget, men blev afbrudt af en stemme bag mig: "Alicia". Vi kiggede bagud hvor Ella kom løbende. Hun så på Lucas og rettede sig selv: "prinsesse Alicia". Jeg skævede op på Lucas, der smilede lidt og så på mig. Ella kom hen til os og nejede, mens hun så på Lucas og sagde: "deres højhed". Han nikkede til hende og sendte hende et smil, inden hun så på mig og sagde: "prins David venter på dig på gårdspladsen".  Mit blik landede på Lucas der smilede og så rundt. "Deres højhed", Ella nejede for Lucas og derefter mig, inden hun rettede sig op og forsvandt væk igen. Jeg nikkede kort og sendte hende et smil, inden jeg så på Lucas. "God tur", han gav min arm et klem og sendte mig et smil, inden han forsvandt hen mod værelserne og fløjtede en melodi. Jeg så efter ham og sank en klump, inden jeg bevægede mig udenfor. 

Da jeg kom ud, stod David med ryggen til mig, ved siden af sin hest. "Prins David", sagde jeg og han vendte rundt, hvilket fik mig til at neje. Da jeg så på ham igen, smilede han stort og gik frem mod mig. "Prinsesse Alicia", han bukkede sig lidt ned og tog min hånd, som han kyssede. Det fik varmen til at stige op i kinderne på mig og jeg smilede genert, indtil han rettede sig op og trak mig med hen til hestene. "Lad os komme afsted", han smilede stort til mig og nikkede til tjenerne, der kom hen for at hjælpe mig op på Gaia. 

•••

Det havde været en hyggelig tur. Han havde taget mig med ud til et sted i udkanten af skoven, lidt væk fra slottet, hvor der var en sø. Maden han havde med, var udsøgt pg smagte fantastisk. Han havde fortalt lidt om sin barndom og jeg havde nydt at lytte til ham, for størstedelen af historierne var omkring hans barndom med Lucas. Han snakkede ikke kun om sig selv. Jeg havde også fortalt lidt om min barndom og han havde lyttet, mens han så på mig. 

På turen hjem var der stille mellem os og jeg så på ham, inden jeg fugtede mine læber og spurgte: "glæder du dig". "Til hvad?", spurgte han fraværende og så på mig, inden han kiggede fremad igen. "Til brylluppet", sagde jeg og han så ned på mig, mens han fugtede sine læber. "Ja det tror jeg da", sagde han og smilede skævt, mens jeg kiggede væk og kørte hånden henover Gaia's hals. "Gør du?", spurgte David stolt og jeg bed tænderne sammen, mens sank en klump. "Alicia?", spurgte han afventende og jeg så på ham, inden jeg fugtede mine læber. "Jeg er bange", hviskede jeg og han rynkede panden, inden han forvirret spurgte: "hvorfor?". "Hvad hvis vi ikke passer sammen", påpegede jeg og han sukkede højlydt, inden han spurgte: "hvorfor skulle vi ikke passe sammen?". "Det ved jeg ikke, jeg mener bare", jeg stoppede med at snakke og han så alvorligt på mig, mens han afbrød mig: "hvis det er et problem med at vi ikke passer sammen, så er det fordi du har andre meninger end mig". "Men det skal vi nok lave om på", tilføjede han stolt og så fremad, hvilket fik mig til at måbe og fornærmet spørge: "undskyld mig?". Han så på mig med et arrogant blik og åbnede øjnene lidt, inden han bed tænderne sammen og mumlede: "Alicia, jeg, øhm".

"Påstår du at du er bedre end mig", jeg afbrød ham og han kiggede væk, inden han fugtede sine læber. "Jeg venter", jeg hævede stemmen lidt og fortrød det straks, for da udtrykket i hans øjne ændrede sig, mærkede jeg et sug i maven. "Jeg ved ikke om du er klar over det, men jeg har magten til at sende dig og din bror hjem til Eastwald igen", sagde han og rettede sig lidt op. Jeg sank en klump og fugtede mine læber, inden jeg så fremad og fik Gaia til at sætte farten op. Jeg red fra ham og nærmede mig hurtigt slottet, hvor jeg satte farten ned, da jeg kom ind på gårdspladsen. En stalddreng kom hen til mig og jeg stoppede Gaia, inden jeg gled ned af hesten og lod en anden stalddreng gribe mig. "Tak", mumlede jeg irriteret og skyndte mig ind på slottet. Folk kiggede forvirret på mig og jeg drejede om hjørnet, inden jeg skyndte mig hen mod værelserne. Jeg stødte ind i en og så op, hvor Lucas stod. "Var du ikke ude og ride med David?", spurgte han forvirret og lagde en hånd på min skulder. Jeg sank en klump og slog blikket ned, hvilket fik ham til at sukke højlydt. "Hvad sagde han?", spurgte han irriteret og jeg så rundt, inden jeg hurtigt forklarede ham det. "Nej snakker med ham", sagde han og så ud af et vindue, hvor man kunne se gårdspladsen. Jeg gjorde det samme og en kulde spredte sig i mig, da David kom ridende ind på gårdspladsen. "Faktisk tror jeg at jeg vil gøre det nu", sagde han og gjorde tegn til at gå derud, men jeg stoppede ham og han så ned på mig. Jeg så bedende på ham og rystede ivrigt på hovedet, inden jeg sagde: "for min skyld, så lad være. Han truede med at sende min bror og mig hjem". Han bed tænderne sammen og sukkede, mens han slog blikket ned. "Hvis det er til nogen trøst, så sender han jer ikke hjem. Det ved jeg", han så ud af vinduet igen og jeg gjorde det samme. David gik frustreret op mod slottet og jeg tog en dyb indånding, mens Lucas fortsatte: "han sender jer ikke hjem, for den her aftale er ligeså vigtig for Bridgehaven, som den er for Eastwald". 

•••

Jeg gik frustreret frem og tilbage foran sengen, hvor Ella sad og så roligt på mig. "Han truede mig med at sende os hjem", sagde jeg panisk og stoppede op, for at se på hende. "Bare rolig, det gør han ikke", sagde hun roligt og jeg sukkede, mens jeg trak på skulderne og tog mig til hovedet. "Jeg ved snart ikke mere", hviskede jeg uroligt og slog opgivende ud med armene. "Prinsesse", sagde hun opmuntrende og rejste sig op, inden jeg slog blikket ned og hun sagde: "han har også en aftale". Jeg så op på hende, mens jeg fugtede mine læber. "Han kan ikke bare sende jer hjem igen, det ville også ødelægge hans del af aftalen", sagde hun og smilede, hvilket fik mig til at smile lidt og sige: "det sagde Lucas også". Hun så på mig et udtryk der var en blanding af glæde og nysgerrighed. "Er du blevet gode venner med prins Lucas?", spurgte hun nysgerrigt og jeg skulle til at svare, men hun så væk og rømmede sig. Hun nejede og bukkede hovedet, inden hun smilede høfligt og sagde: "du må have mig undskyldt, jeg vil gå hjem nu hvis det er okay med dig". Jeg nikkede og tog armene over kors, hvilket fik hende til at smile taknemmeligt og forlade værelset. 

Jeg sukkede og gik hen til vinduet, hvor kiggede ud. Solen var ved at gå ned og det gjorde at udsigten, var utrolig smuk. David kom gående derude og så vred ud, hvilket fik mig til at rette mig lidt op og synke en klump. Det var som om at han kunne fornemme at jeg kiggede, for han lagde hovedet tilbage og så op mod værelset. Selvom han ikke ville kunne se mig fra hvor han stod, så veg jeg tilbage og fugtede mine læber. Efter et minut, gik jeg hen til vinduet igen og så ud. David var væk og jeg kune ikke se ham nogen steder. Det bankede på døren og jeg stivnede. Hvad hvis det var ham? Det bankede på igen og jeg så bagud, hvor døren åbnede. Thomas trådte ind og jeg åndede lettet ud, inden jeg smilede og sagde: "det er bare dig". Han så på mig og da han lukkede døren, opdagede jeg det vrede udtryk i hans øjne. Det fik mig til at synke en klump og frygte hvad han ville sige. "Hvorfor hørte jeg lige nogle tjenestefolk snakke om at du havde skændtes med David? At han var sur fordi du sagde ham imod?", spurgte han vredt og gik frem mod mig, hvilket fik mig til at slå blikket ned. "Kig på mig når jeg taler, Alicia", han tog fat om min hage og løftede mit hoved op, så vi havde øjenkontakt. "Hvorfor sagde du ham imod?", råbte han vredt og jeg slog hans hånd væk, mens jeg gik væk fra ham. "Undskyld, han fornærmede mig", sagde jeg irriteret og han sukkede, inden han konstaterede: "han er din fremtid". "Undskyld", hvinede jeg og vendte rundt, så jeg så på ham, efterfulgt af at jeg sank en klump og vendte hovedet ned mod gulvet. "Du skal ikke undskylde til mig", påpegede han voksent og jeg løftede langsomt mit hoved, for at se på ham. "Du skal undskylde til ham", påpegede han og sank en klump, mens han forlod værelset og efterlod mig i stilheden. Jeg ville ikke undskylde til ham, ikke efter det han sagde. Bare fordi han var prins, kunne han ikke snakke til folk som han gør. Mine hænder har knyttede og jeg bed tænderne sammen, inden jeg satte mig på sengen og så ned på mine lår. 

"Prinsesse Alicia, du ser vred ud", sagde en stemme og jeg så op. Foran mig stod Jennifer og smilede stolt. "Hvad er der galt?", spurgte han og lagde hovedet lidt på skrå. Jeg smilede og rejste mig op, mens jeg slappede af i hænderne og sagde: "intet. Der er intet galt". "Du set bare oprevet ud", konstaterede hun og trådte elegant frem mod mig. Jeg fugtede mine læber og smilede, inden jeg lagde hovedet på skrå og sagde: "det er okay nu". "Må jeg spørge om hvad det var der plagede dig?", spurgte hun formelt og lagde hovedet på skrå. Jeg smilede og rystede afværgende på hovedet. "Jeg fik bare lidt hjemve", løj jeg og grinede lidt, hvilket fik hende til at nikke og smile stort. "Jeg ville egentlig bare høre om du var faldet til", indrømmede hun og jeg nikkede, inden jeg smilede stort og sagde: "stedet er skønt, deres højhed. Jeg kommer til at elske at bo her". "Det er jeg glad for at høre", svarede hun ærligt og stolt, inden hun vendte rundt og gik hen mod døren. "Hvad end det er som sker mellem David og dig", hun stoppede op og så hen på mig, hvilket fik mit smil til at falme. "David siger mange ting, men han sender jer ikke hjem. Det har du mit ord på", sagde hun og sendte mig et alvorligt smil, inden hun forlod værelset. Jeg så efter hende og bed mig selv i læben, inden jeg sank en klump og så rundt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...