Luftballonen, der steg til vejrs

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2014
  • Opdateret: 6 aug. 2014
  • Status: Færdig
// Hvis livet er en luftballon, bliver man nogle gange nød til at smide nogle af vægtposerne over bord, for at kunne stige til vejrs // Et one-shot om unægtelig kærlighed ved første blik.

11Likes
13Kommentarer
432Visninger
AA

1. Luftballonen, der steg til vejrs

Da Kaya vågnede den morgen, lå hun lidt i sengen og stirrede op i loftet. Der var helt stille i lejligheden, og den tykke søvnige tilstand hang stadig i luften. Der sad to små gråspurve på gesimsen uden for vinduet til hendes højre side. Hun behøvede ikke at løfte hoved for at se dem, men kunne bare begrave højre kind i den hvide pude. Sådan lå hun og betragtede de små fugle lidt, med den tunge hede dyne over sig.

Hun havde bevidst sat uret til at ringe ti minutter tidligere end det plejede, for hun vidste, at hun havde brug for det. Brug for bare lige at ligge lidt, berolige sit hjerte der bankede, som var hun lige vågnet fra et mareridt. Problemet var, at hun var vågnet op i et.

Hun vidste, at det var dumt, at hun var så nervøs. Alting skulle nok være helt fint, hun ville ikke fortryde det. Men frygten kørte rundt i maven på hende, og gav hende kvalme med en let hovedpine som følgesvend. Selvom det nok slet ikke var bekymringerne, der var grunden.

Kroppen ved hendes side begyndte at røre lidt på sig, satte resten af sengen i bevægelse. De langsomme vejrtrækninger blev dybere og en hånd lagde sig slapt over hendes hofte. Normalt ville Kaya smile træt og flette fingre med hånden, der var i drømmeland. Men i dag kunne hun bare ikke få sig selv til det, følte at sengen pludselig var blevet alt for trang, mennesket ved hendes side for varmt, åndedraget for højlydt, og hånden for tung.

Ikke helt ublidt flyttede hun hånden ned fra sin hofte og satte sig op i sengen. Bevægelsen nærmest løftede manden om på maven, og det slog hende, at de måske havde en for blød madras. Hendes hoved føltes tungt og snurrede let. Hun gemte hurtigt hoved i hænderne, før hun forlod det mørke soveværelse.

Langsomt, nærmest slingrende, gik hun som det første over til kogekedlen og satte vand over. Hendes krop var stadig tung, så et spark koffein i blodet var noget af det, hun havde allermest lyst til i det øjeblik. Derudover var det en af de eneste ting, der ikke gav hende kvalme.

Luften var kølig og frisk, da hun trådte ud på deres terrasse, der knap kunne huse dens ene stol og hende. Men for Kaya var en lille terrasse langt bedre  end ingen terrasse. I en lejlighed, der i forvejen ikke var stor nok til tre levende væsener, havde man brug for luft en gang i mellem. Og på hendes meget stressede dage, så en enkelt cigaret eller to derude.

Hvordan skulle de dog få råd og plads til det her? De havde ikke penge nok til at flytte, budgettet var i forvejen stramt. Hvis de skar ned et par steder kunne de vel nok godt få råd til det mest nødvendige, men hvad så med alt det, de lige pludselig ikke kunne? Alle de aftner med vennerne de ville misse, søvnige lørdag morgener, der nu startede kl. 05, deres intime og private øjeblikke. Alt det kunne hun lige så godt smide ud over gelænderet. Betragte det styrte mod jorden.

Men var det det værd? Hvad nu hvis alle de ting, hun smed ud over kanten, faldt som poser man smider fra en luftballon, for at komme højere op. For mange andre mennesker fik alt dette her dem jo op i selve himlen, mange tog afdrejningen mod den syvende.

”Kaya?”

Hun vendte sig halvt mod stemmen, men noget afholdt hende fra at svare.

”Der er du.” Stemmen var blød bag hende, og et par varme arme lagde sig om livet på hende, trak hende tæt ind i favnen. ”Du skal ikke være nervøs. Det hele er som det skal være, det ved jeg.” Hun kunne fornemme læber nærme sig hendes hals.

”Jeg går i bad, Max.” Før hun kunne nå at stoppe sig selv, havde ordene forladt hendes læber, og hun snoede sig ud ad hans greb. Med den dårlige samvittighed vejende tungt, smuttede hun indenfor og styrede direkte mod badeværelset, uden tanke for det nu kolde vand, der skulle være blevet til hendes morgenkaffe. Det sårede blik fulgte hende i ryggen hele vejen.

Hvad var der galt med hende? Hun plejede at længes efter hans kys, føle hele kroppen sitre hver gang han var nær. Han plejede at kunne få hende til at smile, kunne berolige hende med en enkel berøring og blide ord. Hvornår var han lige pludselig blevet så anmassende, entusiastisk og irriterende?

Alt dette kunne Kaya selvfølgelig selv svare på, men med de varme dråber løbende ned ad kroppen på hende og vandets brusen i ørene, nægtede hun sig selv at tænke tilbage på det. Og selvom alle sagde, at problemer ikke går væk ved at man ignorer dem, kunne Kaya ikke se, hvordan det ville hjælpe dem at grave noget op fra før telefonsamtalen. De havde i forvejen så meget at tænke på.

Hun slukkede for vandet, trådte ud af bruseren med løftet om ikke at lade Max, hendes elskede kæreste gennem mange år, se, at hun havde disse tanker. Han ville alligevel ikke kunne forstå det. Han så jo kun medaljens pæne side.

Det var med sammensyede læber og lydløse skridt, at Kaya samlede sin taske fra deres soveværelse.  Hun havde ikke orket at rede sengen, noget som gik fra kun at måtte ske en enkel hektisk morgen i starten, men nu havde stået på i fire dage.

Det virkede underligt, at det kun var højest halvdelen af deres sædvanlige morgenrutine, der stadig bestod. Tilbage var: duften af frisk kaffe, Max’ havregryn med frugt, radioen der kørte i baggrunden. Manglede: de små samtaler, kyssene, grinene, alt det der gjorde en morgen værd at vågne op til. Hun kunne mærke, at han stadig var irriteret og såret over hendes afvisning og åbenlyse dårlige humør.

Så usundt som det end var, sprang hun morgenmaden over. I en vind af få bekræftende ord om deres aftale med dr. Emma Henriksen og et halvhjertet farvel fra dem begge var hun ude ad døren. Den før så sprøde morgenluft var allerede fordampet og mættet af de mange morgentravle mennesker i Københavns gader.

De næste par timer hvirvlede forbi, alt for langsomt men alligevel flygtigt.

Kaya havde svært ved at koncentrere sig på kontoret, midt blandt skrivebordene med alle hendes velkendte kollegaer. Der snakkede. Højlydt. Hver gang at de kiggede på hende, følte hun, at de så lige igennem. Vidste hvad hun tænkte, bebrejde hende for den tøvende glæde og for at få kolde fødder. En gang imellem rystede hun næsten umærkeligt på hovedet, fortalte sig selv, at de selvfølgelig ikke vidste noget som helst.

Og hele dagen søgte hendes kolde hænder automatisk ned mod maven, fløj blidt frem og tilbage over den.

Da hun forlod kontoret sidst på dagen, kunne hun ikke lade være med at kigge tilbage på den store bygning med de mange vinduer. Mennesker kom og gik hele tiden, hun vidste at der var flere hundrede mennesker ansat i den bygning. Den havde altid i høj grad mindet hende om en myretue. Og selvom hun jo kun var én lille usynlig arbejdsmyre, en partikel i en større enhed, kunne hun godt lide det. Selvfølgelig var det ikke hendes drømmejob, men som hun stod der og kiggede tilbage, blev hun helt melankolsk.

Hun vidste at det måske var lidt dumt, men hun ville komme til at savne arbejdet. Havde hun overhovedet råd til at tage fri fra arbejde. Hun var otteogtyve år for fanden da, midt i opstarten på sin karriere. Og skulle hun være ærlig over for sig selv, så lugtede der lidt af en forfremmelse. Var hun virkelig klar til at sætte det hele på pause?

Vibrationer startede i hendes lomme, rystede hendes talje og begyndte at synge.

”Hallo?”

”Hej Baby. Hvor langt er du?” Max.

”Går ud ad kontoret nu. Dig?”

”Sidder i venterummet nu.” Begejstringen flød gennem hans stemme. ”Hvornår tror du at du vil være her?”

”Det ved jeg ikke. Ti minutter tror jeg, hvis toget ikke er forsinket.” Kaya forsøgte at undertrykke irritationen, der måtte lægge i hvert i hver ord, der kom ud ad munden på hende. ”Jeg bliver nød til at løbe. Vi ses derhenne.”

Hun skulle lige til at lægge på, da hans stemme trængte igennem igen.

”Vent vent vent! Kaya?”

”Ja?”

Der var en kort pause, hvor hun kun hørte systematiske åndedræt. ”Det hele skal nok være fint. Det ved jeg.”

”Okay, men jeg bliver altså nød til at løbe nu. Hej.”

Hun trykkede på den røde knap og lod mobilen glide tilbage ned i lommen. En let vind strøg ind over fortovet og løsnede en tot hår fra hendes nu knap så stramme knold. Togturen til klinikken var slingerfuld og tætpakket af mennesker, der alle var ivrige efter at komme hjem. Da hun kom til klinikken, følte hun sig trykket og lugtede af sved.

Max sad og ventede på en af de blå stole, da Kaya trådte ind ad døren. Han vinkede og smilede til hende, mens han lagde Euroman fra sig. Hun tvang et smil frem, da hun satte sig på stolen ved siden af. De udvekslede nogle få ord, men sad ellers i stilhed og ventede. Nervøsiteten stjal alle deres ord, og fik Kayas muskler til at sitre. Hun havde på en gang lyst til at løbe flere kilometer væk, og så lægge sig til at sove som hun sad der, i det stille, halvfyldte venteværelse.

Efter hvad der følte som timer, men blot var ti minutter, skrattede højtalerne. Kaya Sachs og Max Hannison bedes gå til konsultation syv. De vekslede et kort blik, før de synkront rejste sig. Max lagde en hånd mod hendes nedre ryg og førte hende blidt ned ad gangen. Hans varme hånd lå let som en fjer, let nok til, at hun ikke rystede den ad sig. Hun kunne tydeligt mærke, at han ikke havde glemt den spænding, der havde ligget over dem de sidste par dage.

Dør nummer syv stod let på klem, og forsigtigt skubbede Kaya den op, usikker på om de bare skulle gå ind.

Indenfor ventede dr. Emma Henriksen, en kvinden i starten af fyrrene, med det mest venlige ansigt Kaya nogen sinde havde set. Hun var lav og lidt rund, men selv når hun en sjælden gang i mellem ikke smilede, havde hun smilerynker over alt i ansigtet, der alle lignede små solstråler.

Dr. Emma vinkede dem ind i rummet med et stort smil, da hun så dem i døråbningen. Hun stod og trykkede på forskellige knapper på en computer, der med en synlig ledning var fastgjort til en tv-skærm. Stadig smilende bad hun Kaya om at lægge sig op på den sorte briks, og spurgte hende så hvordan hun havde det.

”Fint.” løj Kaya, selvom kvalmen havde plaget hende hele dagen og hun hovedsageligt havde levet af kiks og vand. Max tog plads på stolen til hendes venstre side.

Kaya nikkede og mumlede ’okay’, ’nå’, ’spændende’ på de rigtige tidspunkter, men hørte ikke rigtig efter, hvad dr. Emma sagde. Hjertet bankede hårdt i brystet på hende og hun kunne knap styre sin mave mere, men denne gang var den ikke kvalmen der susede rundt, men små sommerfugle. Hendes blik gled rundt i rummet, nøje betragtede de hvide handsker, computeren, hvad der mest af alt lignede en barbermaskine i hånden på dr. Emma, gelen på bordet til højre for musen.

Men det var som om hendes blik var en magnet, og den sorte skærm et magnetfelt. Lige meget hvor hun så hen, gled hendes blik efter få sekunder tilbage til skærmen igen. Til sidst lå hun bare der og stirrede, indtil Dr. Emma spurgte, om hun var klar. Uden en lyd nikkede hun bare. Hjertet blokerede ordenes vej i halsen på hende.

Lægens handskebeklædte hænder var kolde mod hendes maveskind, da Dr. Emma blidt mærkede hende på maven. Så hentede hun det halvgennemsigtige gele, som om muligt føltes endnu koldere og som om hun blev slikket af en hund på maven.

Hun kunne høre, hvordan Max’ åndedrag blev hurtigere, og fornemme hans hjerte banke højt bag den blå t-shirt, da skærmen blev tændt. Langsomt, søgende begyndte Dr. Emma at føre hvad-der-lignede-en-barbermaskine over Kayas mave.

Hun turde ikke trække vejret.

Det lød som om de fløj. En svag susen, fulgt af de høje rytmiske lyde, der fyldte rummet ud, sugede alle andre lyde op. De lød som vinden højt oppe i skyerne. Bare så meget mere fantastisk. Så meget mere levende, magisk, ubegribeligt. Det var uden tvivl den smukkeste lyd, Kaya nogensinde havde hørt.

Uden at fjerne øjnene fra den lille sorte peanut på skærmen, greb hun hånden ved hendes side. Knugede den som ville hun aldrig nogensinde give slip, ligeglad med at den var varm og svedig. Det kildede som det plejede, da han plantede et ømt kys på toppen af hendes hoved.

Væk var alt der havde ligget og ulmet de sidste par dage mellem dem. Væk var alle bekymringer, irritationer, fortrydelser og stridigheder. Alt var smidt overbord. Fester, venner, karriere, cigaretter, søvnfyldte nætter. Vægten var væk, hun kunne mærke hvordan hendes hjerte begyndte at svæve inden i hende, så vægtløst som en fjer der bæres op af vinden.

Der var kun hende, Max og den rytmiske hjertebanken i kurven. Kun dem der svævede længere og længere op i skyerne. Der var kun de tre i luftballonen på den blå himmel, luftballonen, der for hvert sekund steg længere og længere til vejrs.

Hun skulle være mor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...