Quintessence

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2014
  • Opdateret: 30 jun. 2015
  • Status: Igang
Da Quinn Masters flyttede til London, vidste hun ikke, hvad hun regnede med. Hun havde en lille lejlighed i hus, sikret et job, der var bedre end hun kunne drømme om, og hun kunne endelig begynde at leve. De gamle, sikre, kedelige lænker, der nær havde kvalt hende, var nu løsnet, og hun var klar til at tage chancer. Men hun finder hurtigt ud af, at de rammer var til for at beskytte hende, da hun får tilegnet sig opgaven at interviewe Alex Turner, den rebelske forsanger og guitarist i det succesrige indierock-band Aether Space.

6Likes
7Kommentarer
466Visninger
AA

5. IV - It's kind of complicated

"She's crying rainstorms, cause she's left alone again tonight,

she's sobbing waterfalls, cause he doesn't call in the daylight," Jeg nynnede med på den nu velkendte melodi, mens jeg lavede min morgenkaffe. Jeg havde taget en langærmet trøje på med et par sorte jeans i dag, igen parret med sneakers, der ikke ville give nogle problemer, hvis jeg skulle gå rundt en masse. 

"A tsunami of tears, because it feels so good, but hurts so bad,

never dry eyes, cause she'll never have a love as good as they had," spillede sangen videre i baggrunden, mens jeg flettede mit hår. Jeg puttede en elastik i for enden, og lod den falde ned ad ryggen. Jeg havde lyttet til deres musik i de sidste par dage, og det var i dag, vi endelig skulle møde Aether Space's publicist og manager. Simon havde været ekstremt imponeret, da han hørte, at jeg allerede havde fået en aftale ind med Alex Turner, og jeg fortalte ham, at jeg havde løbet ind i ham dagen inden, og han derfor allerede havde genkendt mig - og så sagde jeg, at han også var så imponeret over magasinet, at det ikke krævede meget overtalelse, hvilket ikke gjorde ham i dårligere humør. Helt ærligt frygtede jeg stadig, at Alex bare lavede sjov eller havde glemt det, men siden han ikke havde glemt mit navn fra første møde, håbede jeg på det bedste.

Da jeg ankom på arbejde, blev jeg ført direkte ind i Simons kontor, der var cirka fire gange større end mit og fyldt med velkendte designermøbler og flotte designs - Simon sad der allerede, og det samme med Aether Space's publicist og manager. Jeg gik hen og tog imod deres fremstrakte hænder, en af gangen.

"Quinn Masters," sagde jeg og smilede.

"Mit navn er Jeremy Rodgers, jeg er Aether Space's manager," sagde en fyr på omkring 60 år, og hans alder overraskede mig en anelse - deres laid-back attitude og nonchalante forhold til pressen havde fået mig til at regne med, at de havde en manager, der også var sådan. Ikke at jeg kunne kende manden bare ved at kigge på ham en enkel gang.

"Irene Sanders, publicist," sagde kvinden, der havde opsat rødt hår og en matchende rød læbestift. Hun så professionel ud i sit matchende jakkesæt med beige blazer og nederdel. Jeg satte mig i stolen ved siden af Simon, der bød dem begge på kaffe, og de begyndte at liste deres klienters krav. Simon kommenterede, satte spørgsmål ved og lyttede tålmodigt til hvert ord de sagde. Han skrev samtidig noget ned, og kom derefter med den plan, han og jeg havde udfærdiget sammen - et 4-siders portræt og interview af bandet, med billeder taget under en øvesession med dem. Det var både publicist og manager meget glade for, og de fik udarbejdet en kontrakt hurtigt. Jeg sad stille med hænderne i skødet indtil jeg fik besked om at skrive under, hvorefter jeg gjorde det. Jeg følte mig stadig som en meget lille fisk blandt store, professionelle hajer, da jeg fik en kopi af kontrakten og igen skulle give hånd med publicisten og manageren. Simon smilede stort til mig over skulderen, da vi førte dem ud af lokalet. Jeremy, manageren, havde med det samme sin telefon fremme, og snakkede i telefon, da vi var kommet ud. Irene fortalte mig, hvor spændt hun var på, at læse mit interview, når jeg var færdig, og jeg var i tvivl, om det var en trussel om, at hun ville tjekke det igennem inden det blev trykt, eller om det faktisk var ægte interesse. Jeg smilede til hende, og da Jeremy kom tilbage, kiggede han direkte på mig.

"Miss Masters, der venter en vogn på dig nedenunder. Er du klar til at gå på arbejde?" sagde han, og jeg så nysgerrigt og en anelse forvirret på ham, men nikkede så. Jeg fulgtes med de to ned i elevatoren, hvor ingen sagde et ord, og jeg igen følte mig som en nybegynder blandt de store, og da vi kom ud på vejen, pegede Jeremy på en sort, lav sportsvogn. Irene grinede og lagde sin hånd på min skulder.

"Pas nu på, ikke?" sagde hun, og lød næsten moderlig. Jeg nikkede, forvirret, og gik hen til sportsvognen med de tonede ruder, mens Irene og Jeremy gik den anden vej. Døren åbnede, og jeg kiggede ind. Jeg kunne ikke lade være med at grine.

"Hej smukke," sagde Alex, med den ene albue lænet ind over rattet og den anden på bagsiden af sit sæde, og med hele sin overkrop vendt mod mig. Jeg satte mig ind i bilen og så nysgerrigt rundt i den. Der lå en pakke cigaretter, det nye Quintessence og et guitarplekter samt et lille bundt pengesedler. Jeg spærrede øjnene op, og han så ned og grinede.

"Drikkepenge," sagde han og trak på skuldrene. Jeg rystede på hovedet, chokeret, og så fremad. Han grinte over mit udtryk og tændte så for motoren i bilen, og den knurrede kælent under os. Han smilede til mig, da jeg imponeret kiggede på ham køre ud af parkeringspladsen og let og elegant ned ad gaden.

"Hold nu øjnene på vejen," mumlede jeg, og han grinede igen. 

"Var det sjovt?" spurgte han, med blikket på vejen. 

"Det var spændende at møde jeres manager og publicist," sagde jeg.

"Ja, de er cool, ikke? Irene er benhård, Jeremy er som en del af bandet, men også som en slags far. Bare den cool type, der lader os gå i byen efter gigs, selvom vi skal tidligt op og øve dagen efter. Jeg er glad for, at de holder styr på alt det ligegyldige for os," sagde han, smilende. "Så er der tid til det vigtige," tilføjede han, og sendte mig et lille smil.

"Såsom?" spurgte jeg, ikke helt med på den.

"Musikken, selvfølgelig," sagde han, og grinede af mig. Jeg så ned og mærkede mine kinder brænde af forlegenhed. 

"Så, øh, hvor er vi på vej hen?" spurgte jeg.

"Studiet. Ikke, fordi vi skal indspille noget, vi skal bare øve, der er en koncert i morgen aften," fortalte han.

Da vi ankom, lignede det en moderne kontorbygning. Han gik hen til elevatoren og trykkede på knappen, og jeg hev fraværende i mit ærme, mens jeg prøvede at finde en måde at undertrykke den akavede stemning. Elevatordøren åbnede med et "ping" og  vi stillede os begge to indenfor.

Da døren lukkede, mærkede jeg varmen i det lille rum, da den kolde luft fra parkeringskælderen forsvandt. Jeg så på Alex, og han kiggede på mig med samme, tvivlende blik, men vendte så fokus på elevatorsystemet, da han trykkede på knappen, der sendte os op til 4. etage. 

Min krop sitrede. 

Min krop fucking sitrede, og min vejrtrækning blev dybere. Jeg kiggede op på Alex, der lænede sig op ad spejlet, der dækkede hele væggen bag ham, og han så tilbage på mig med rynkede bryn. Et smil bredte sig på hans læber, og jeg så ned med det samme, lige så opmærksom på hans vejrtrækning som min egen, mens jeg ventede på, at elevatoren stoppede, men det gik så fandens langsom og jeg kunne stadig mærke hans kropsvarme ved siden af mig.

Jeg forstod endelig, hvorfor folk altid overfaldt hinanden i elevatorerne i film. Jeg bed mig i læben og fortrængte lysten til at hoppe på ham, kysse ham, rive læderjakken af ham og smage hans underlæbe, der stadig var trængt op i det skæve smil, der fik mit hjerte til at banke endnu hurtigere end det allerede gjorde --

Og så åbnede døren, og et køligt vindpust mødte os. Jeg trak vejret ind, lettet, og trådte ud af elevatoren hastigt. 

"Bange for elevatorer?" spurgte han mig, drillende, og jeg rystede på hovedet uden et ord. Det var Alex Turner. Den arrogante rockstjerne, der havde forkærlighed for supermodeller og stoffer. Ikke en eller anden romantisk filmfyr. Jeg pustede lettet ud.

Jeg så mig rundt i den moderne udseende reception og fokuserede på receptionisten, en kvinde, der var cirka i 60'erne med runde briller hvilende på sin næseryg. Hun sad ved et skrivebord i hjørnet og så op, da vi gik længere ind i det store lokale. Alex vinkede til hende, og hun svarede bare med et smil, vendte sin opmærksomhed tilbage på computeren og lod fingrene glide hurtigt henover tastaturet. 

"De andre venter i lokale 8," sagde hun og smilede til ham. Han nikkede og førte mig ind ad en gang, hvor der over hver dør var en rød lampe, hvor nogle få var tændt og andre slukkede.

Han så, at jeg kiggede nysgerrigt på dem, og forklarede: "Det røde lys indikerer at de er optagede, at folk er i gang med at indspille. Han stoppede brat op, mens jeg stadig kiggede på de røde lys over dørene, og jeg gik direkte ind i hans ryg, dog ikke med nok styrke til, at nogen af os mistede balance. Jeg trådte hurtigt tilbage.

"Hvad laver du?" spurgte han med et grin, mens han vendte sig om mod mig. Jeg så op på ham med et chok og rystede på hovedet.

"Hvorfor stoppede du?" spurgte jeg. Han pegede på døren, og jeg lagde mærke til skiltet med ottetallet. "Oh," mumlede jeg. Han rystede på hovedet med et lille smil og åbnede døren. Der blev spillet bas i et par sekunder før der blev opfattet, at vi kom ind, og så stoppede lyden. Det var et ret stort lokale, og i det ene hjørne var et lille køkken af en slags, med et køkkenbord, en håndvask, mikroovn og et køleskab, men uden opvaskemaskine eller ovn. I det andet hjørne stod et par instrumenter, og så ud, som jeg havde regnet med, at øvelokalet så ud, men i det tredje hjørne var der sofaer og sækkestole. Alex gik med det samme hen til sofaområdet, hvor en gruppe mennesker sad - et par stykker flere end bandet, i hvert fald. Jeg fulgte efter, men forholdt mig i baggrunden, dog til ingen nytte, da alles blikke var på mig. Jeg genkendte hans 3 bandmedlemmer, og ud over det var der 3 piger og to fyre, jeg aldrig havde set før. Den ene pige lignede en model, med hendes dukkelignende ansigt og slanke krop. Den anden sad på skødet af fyren, jeg genkendte som Lucas Simmons, guitaristen i bandet. Hans guitar lå lige ved siden af dem. Trommeslageren, Leo Huntington, sad med trommestikker i hånden, men i sofaen, med benene sat over kors og hvilende på sofabordet. Bassisten, Jason Anderson, som sad med sin bas, og som vi havde hørt lige, da vi kom ind, skubbede noget af hans skulderlange hår om bag øret og smilede.

"Venner, det her er Quinn," sagde Alex, og smilede. "Det er hende, der skal interviewe os, hvis I ikke havde gættet det, og," han så på de andre. "Du kender vel bandmedlemmerne?" han så på mig, og jeg nikkede, men de præsenterede sig alligevel.

"Jason," sagde bassisten, og smilede til mig.

"Leonard Huntington, men bare kald mig Leo," sagde trommeslageren og løftede sin ene trommestik og vinkede til mig med den i hånden. Jeg smilede.

"Lucas," sagde guitaristen, der havde en pige på skødet. Han så på pigen.

"Mit navn er Emily, jeg er Lucas' kæreste," sagde pigen, og godkendte bare det, jeg havde regnet mig frem til.

De to andre piger, der sad ved siden af hinanden så op. Pigen, der lignede en model, hævede øjenbrynet og kiggede ned ad mig.

"Sophia Smith," sagde hun, og jeg følte mig en anelse uvelkommen fra hendes side af. Pigen ved siden af, der var mulat og havde brune krøller og grønne øjne smilede til mig. Hun var lige så køn som modellen, men på en helt anden måde. "Isla," sagde hun, og så hen på en af de fyre, der ikke var med i bandet. "Og det her er min kæreste, Charlie," sagde hun. Charlie så op.

"Vi er venner af bandet," sagde han, og hentydede til ham selv og fyren ved siden af ham.

"Og jeg hedder Thomas," fortsatte den anden fyr, som var den sidste til at præsentere sig. Jeg nikkede, og smilede til ham.

"Og mit navn er Alex," sagde Alex så og satte sig i sofaen ved siden af Lucas, der stadig sad med Emily, hans kæreste, på skødet. Jeg himlede med øjnene over hans kommentar, for vi kendte alle hans navn, og det var bare for at få lidt opmærksomhed. Han tog Lucas' guitar op til sig og begyndte at spille noget, jeg svagt kunne genkende. Et par sekunder efter begyndte bassen, og jeg så overrasket hen på Jason, der bare spillede med. Emily flyttede sig fra Lucas, som hoppede op og gik hen for at tage en anden guitar henne ved musikinstrumenterne. Trommeslageren, Leonard - nej, Leo - stillede sig selv op og satte sig hen til trommerne. Han startede med at trykke på pedalen med foden, så trommen ved hans ben buldrede imellem guitartonerne, og et halvt sekund efter var han igang med et indviklet trommebeat, jeg ikke kunne følge med i, men det ødelagde overraskende nok ikke den roligere melodi fra guitaren og bassen, der blev akkompagnieret af den anden guitar, da Lucas havde sat sin guitar til anlægget. Han satte sig dog på sin forstærker, mens han spillede, i stedet for at komme tilbage til sin kæreste, som smilede stolt, da jeg så nysgerrigt på ham. De fungerede sammen som en velsmurt maskine, og enhver lyd, der kom fra deres instrumenter spillede sammen med de andre i en simpel, men alligevel kompliceret melodi. Jeg satte mig ned på hjørnet af sofaen, et stykke fra de andre, og fortsatte med at se nysgerrigt på dem. Jeg så på Alex, der smilede over mit fokuserede ansigtsudtryk, hvorefter han igen kiggede ned på sin guitar og spidsede læberne i koncentration. Jeg så på de andre, der sad og lyttede, og de smilede til mig med et stolt smil. Charlie tog en af øldåserne fra bordet, som jeg først nu lagde mærke til, og rakte mig den. Den var uåbnet, og jeg åbnede den med det samme, trods at jeg normalt slet ikke drak så tidligt på dagen, men det virkede så naturligt, da de andre også sad og tog små tåre af deres, som var det cola eller vand.

Og sådan blev det ved i et stykke tid. Bandet spillede noget musik, nogle af melodierne kunne jeg genkende fra albummet, og selvom Alex nynnede med på nogle af numrene, sang han ikke, og jeg gættede på at han gemte sin stemme til showet eller noget. De holdt nogle pauser, drak noget øl ligesom os andre, og efter et stykke tid - jeg havde fuldstændig mistet tidsfornemmelsen, så det kunne have været ti minutter eller fem timer - begyndte de at sætte instrumenterne på plads.

"Hvem har lyst til pizza?" spurgte Leo, og alle svarede med et "ja" eller lignende. Jeg sagde ingenting, men smilede og nikkede kort, da jeg også selv var ved at blive sulten. 

Sophia, pigen, der lignede en model, ringede til en eller anden, og aftalte åbenbart, at de skulle mødes med andre. "Hvad siger I til at tage på Cortardo's? Vi kan mødes med Jamie og de andre," sagde hun. Folk svarede et enstemmigt ja igen, og vi tog afsted. Jeg var i tvivl om jeg skulle følge med, men Lucas og Isla vinkede mig hen, og jeg fulgte efter.

"Jeg håber, du kan lide pizza, Quinn," sagde Lucas, og jeg nikkede. 

"Selvfølgelig kan hun det, hvem kan ikke lide pizza?" spurgte Isla, og både Lucas og jeg grinede. Jeg mærkede et klap på skulderen og så på Alex, der havde stillet sig ved siden af mig og så på de andre.

"Du er allerede blevet inviteret med? Super!" sagde han, og fortsatte så. Alex gjorde fortrop, og hele flokken fulgte efter. Jeg så mig omkring og forsøgte at huske på alle navnene. Isla, den kønne pige med en karamelbrun hud og de smukkeste krøller, som var kærester med Charlie - han var karseklippet og bare venner med bandet. Tog de tit venner med? Thomas, den anden fyr, havde en T-shirt med "Aether Space"-albummets cover på. Jeg kunne ikke lade være med at smile over det, men mit blik fortsatte til Lucas, der gik lige foran mig. Han var mere genkendelig fra min research, selvfølgelig, og jeg vidste endda, at han havde en kæreste - Emily var en køn pige, men med et normalt udseende, og hun smilede, da hun så mit blik. Jeg smilede tilbage, og lod blikket glide videre hen mod Leo, der havde sine trommestikker stikkende ud fra baglommen. Hans hår var lige så mørkt som Alex', men det var længere og pjusket, og han havde heller ikke et kilo gele i det. Jason, bassisten, var den eneste med langt hår, der gik til skuldrene, og han talte med Sophia, hvis gang var lige så elegant som Alex', men på en anden måde - han gik på sådan en cool, afslappet måde, som kun rockstjerner kunne udvise, mens Sophias var fin, elegant og let. Som om hun gik i stiletter ned ad en catwalk, trods at hun havde et par ballerinaer på, og vi alle var på vej ned ad gangen mod et pizzeria.

Da vi ankom til pizzeriaet, gik de med det samme ned til nogle andre mennesker, og de fleste sagde hej. De andre vinkede kort til mig, men ingen præsenterede sig før pizzaen kom, og folk pludselig havde travlt med at spise. Jeg tog et stykke af en margarita-pizza med virkelig meget ost på, og da jeg fik stillet en øl foran mig igen, tog jeg taknemmeligt imod den og drak. 

Folk talte sammen, og jeg var for genert til at sige noget. Jeg sad med en øl, og hver gang den blev tømt, fik jeg en ny i hånden, og fik smalltalket kort med folk - også nogle af de, jeg ikke var blevet præsenteret for, og som jeg stadig ikke havde fået navnet på. Da jeg så på mit ur, indså jeg at det allerede var aften, og da Lucas og hans kæreste Emily ville hjem, sad jeg til sidst alene tilbage i sofaen, og jeg indså, at jeg havde fået ret meget at drikke. Eller også var det en vandsofa, for den virkede til at bølge, og hele rummet virkede lidt ustabilt. Der blev spillet en eller anden sang i radioen, der lige akkurat kunne høres over alle de samtaler, der var, og jeg rystede på hovedet over mig selv. Flot - det lykkedes mig at blive beruset på min første dag på opgaven. Tænk hvis jeg blev fyret. Jeg tog endnu en tår af min øl og så op, da jeg kunne se nogen sætte sig ned ved siden af mig i øjenkrogen. Jeg smilede, da jeg genkendte Alex' gang, og han smed sig i sofaen så tæt op ad mig, at vores skuldre rørte ved hinanden. Rummet kørte stadig en smule rundt, men jeg havde det rart nok. 

"Hvordan går det?" spurgte Alex smilende, og jeg nåede ikke at svare, før jeg mærkede hans berøring på min kind. Han fjernede en lok hår, der var faldet lige ned i mit ansigt uden at jeg havde lagt mærke til det - var jeg virkelig så fuld? Jeg kunne mærke hans varme ånde mod min kæbe, da han lænede sig ind mod mig, og før jeg vidste af det, ramte hans læber mine. I starten var det lidt akavet, for jeg kiggede stadig ligeud, og hans ansigt var vendt mod mit, men med hånden, han allerede havde brugt til at skubbe mit hår om bag øret, vendte han mit ansigt mod mit, og jeg indså hurtigt, at jeg var for fuld til at stoppe ham. 

Havde jeg overhovedet lyst? Det var et let, legende kys, og han smagte af øl og pizza, og først da hans tunge let gled over min læbe, faldt en bølge af kvalme ind over mig. Og med det samme kunne jeg mærke den syrlige smag af bræk omme bag i min mund, og jeg skubbede ham væk så hårdt og hurtigt jeg kunne. Jeg mærkede, at han forskrækket faldt bagud i sofaen, men jeg nåede ikke at se på ham, før jeg var løbet ud på toilettet og ind i en bås, hvor jeg kun lige akkurat nåede at stikke mit hoved ned i kummen, før jeg brækkede al den pizza og øl op, som jeg havde spist. 

Efter det, der virkede som en evighed, og min mave føltes helt tom, fik jeg skubbet mig op og stå igen, og jeg gik ud af toiletbåsen til håndvasken og drak noget vand for at fjerne den hæslige, syrlige smag, der sved i min mund. Jeg gik tilbage til toiletbåsen, låste døren og tog noget papir, så jeg kunne fjerne den lille plet opkast, der var endt på toiletsædet. Jeg holdt mig for næsen, og skyllede så ud, hvorefter jeg igen gik ud og skyllede min mund med vand. 

Fuck. Hvordan kunne jeg nogensinde nu gå ud og se folk i øjnene? De ville alle grine af mig, hvis jeg gik ud, og jeg havde det dårligt nok i forvejen, jeg var ikke klar til at blive gjort til grin af en af de største bands i landet. Døren til toiletterne åbnede, og jeg så skræmt op. Jeg genkendte med det samme Emily, Lucas' kæreste, og jeg rødmede. Hun kom ud på toilettet og smilede til mig.

"Går du lige med mig ind og tisser?" spurgte hun, og jeg nikkede uden at sige noget, mens hun hev mig ind i den lille bås ved siden af den, jeg havde brækket mig i. Jeg så ned, mens hun hev sine bukser ned og satte sig på sædet. "Haha, det er okay, du behøver ikke at undgå mit blik, vi har alle været der," sagde Emily, og jeg så nysgerrigt op på hende. "Altså ikke med Alex, men på på knæ over kummen," sagde hun og grinede. Jeg rødmede igen og så væk. "Det er okay," sagde hun igen og grinede," og jeg bed mig i læben.

"Så alle det?" spurgte jeg, mens hun igen var ved at tage bukserne på. Vi gik ud af det lille rum og hun vaskede sine hænder med et drilagtigt smil.

"Altså, at du, øh, talte med Alex, eller at du sprang ud  på toilettet?" spurgte hun, og mine kinder brændte endnu mere. Jeg så mig i spejlet og så hurtigt væk, da jeg fandt ud af, at jeg var helt rød i hovedet. "Helt ærligt, så troede jeg ikke, han var så dårlig en kysser," sagde Emily så, og jeg kunne ikke lade være med at grine. Hun lagde en arm over mine skuldre, og vi gik ud til de andre, som alle smilede stort til os, og vi satte os hos Lucas og ham, der hed Charlie, og vi faldt hurtigt i snak med dem. Jeg fik øje på Alex, men så hurtigt væk igen, og vi talte ikke sammen igen den aften - lidt senere tog han, Thomas og Jason videre på en eller anden klub, og jeg forklarede Emily, at jeg måtte tage hjem. 

"Du er sgu god nok," sagde Lucas og klappede mig på skulderen. Jeg smilte taknemmeligt. "Men hold igen med øllene, hvis du er svagdrikker. Det kræver lidt tilvænning," sagde han så, og både Emily og jeg grinede.

"Tak," mumlede jeg fnisende, og krammede Emily farvel. Jeg tog endnu en tår af den vandflaske, jeg havde fået og holdt mig til siden mit toilet-stunt, og så tog jeg direkte hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...