Quintessence

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2014
  • Opdateret: 30 jun. 2015
  • Status: Igang
Da Quinn Masters flyttede til London, vidste hun ikke, hvad hun regnede med. Hun havde en lille lejlighed i hus, sikret et job, der var bedre end hun kunne drømme om, og hun kunne endelig begynde at leve. De gamle, sikre, kedelige lænker, der nær havde kvalt hende, var nu løsnet, og hun var klar til at tage chancer. Men hun finder hurtigt ud af, at de rammer var til for at beskytte hende, da hun får tilegnet sig opgaven at interviewe Alex Turner, den rebelske forsanger og guitarist i det succesrige indierock-band Aether Space.

6Likes
7Kommentarer
463Visninger
AA

3. II - Mission Impossible

Jeg gjorde mig klar med spændt mave, nervøs for, hvordan min første dag på arbejde skulle gå, og med tankerne langt væk fra hændelserne fra dagen før. Jeg havde valgt at tage et par jeans og en T-shirt på på første arbejdsdag, af frygt for at en nederdel kunne blive formel, men jeg frygtede stadig også, at jeg var lidt for underdressed. 

Da jeg mødte op i de smarte kontorer i Soho var jeg ikke overrasket - jeg havde trods alt været der et par gange endnu, og selvom indretningen stadig var interessant, var det alligevel nærmere alt det, jeg havde forestillet mig, end noget, jeg skulle være overrasket over. Jeg smilede spændt, og da en sekretær viste mig frem til et lille rum med et skrivebord, der stadig ikke var dekoreret, fik jeg dårlig nok sat mig til rette, før døren smækkede op, og Simon Hamilton trådte ind. Simon var omkring 50 år, havde gråt karseklippet hår og så ud som en helt normal mand, men de fleste indenfor vores gren af journalistikken vidste bedre. Han var trendsetter, både indenfor kunst, musik og mode, og han havde mere magt end man troede.

"Ved du, hvorfor jeg ikke er blevet skiftet ud med en ny, bedre kreativ redaktør?" spurgte han mig, da han satte sig i hjørnet af mit skrivebord og ignorerede stolen ved siden af. Jeg lænede mig bagud i min egen stol og rystede på hovedet, mens jeg så nysgerrigt på ham og indeni skrev noter af ethvert ord, han sagde. "Fordi jeg tager chancer. Du er en ret stor chance, miss Masters. Vidste du godt det?" Jeg åbnede munden, men rystede så på hovedet, og han smilede igen. "Fordi du er middelmådig. Der er ikke meget, der springer ud. Du ser normal ud, dine karakterer var ikke banebrydende, du har ikke gjort noget, der skulle få dig til at skille ud, og der er ingen grund til, at vi skulle have valgt dig over alle de andre ansøgere. Men jeg valgte dig alligevel," sagde han. Han trak vejret ind, og forblev stille i et par sekunder, lod mig suge alle hans ord ind. Han sagde det i en tone, der ikke fik mig til at tage det så tungt som hvis enhver anden havde sagt det. Jeg mærkede alligevel en lille torn i hjertet over at blive beskrevet som det, jeg allerede vidste, jeg var, men jeg viste ingenting, så bare afventende på ham. Han smilede. "Men jeg valgte dig alligevel," gentog han, og jeg nikkede. Han fortsatte: "Jeg valgte dig ud fra 3 faktorer. Det essay, der sikrede dig dit stipendium til studiet, dit projekt om idolisering gennem de sidste årtier, og grundet det essay, vi bad alle vores ansøgere om at skrive om, hvorfor de var interesserede i os. Du skrev, du var færdig med at leve dit liv og hver dag ønske, at der skete noget spændende. Du skrev, at du selv ville gå livet i møde og tage chancen. Står du stadig inde for den udtalelse?" Jeg holdt vejret under hans sidste udtalelse og nikkede. Han så afventende på mig, og jeg indså, at jeg ikke havde talt en eneste gang siden han kom ind.

"Ja," sagde jeg, og det kom ud som en forpustet hvisken, men han hørte det.

"Jeg har din første opgave," sagde han med et smil, og jeg tog imod mappen, han rakte mig. Jeg krympede mig, da jeg så forsiden. "Ikke en fan?" spurgte han, da han så min reaktion, og jeg trak på skuldrene.

"Jeg har aldrig rigtig hørt deres sange," sagde jeg, og løftede forsiden om bagi, så jeg kunne læse videre. Selvfølgelig havde jeg hørt de største hits i radioen, men jeg kunne dårligt synge med på omkvædene. Anden side var et billede, jeg mindedes at have set før. Jeg genkendte selvfølgelig den unge mand, jeg havde talt med dagen forinden, og jeg genkendte magasinet, han havde i hånden på billedet, hvor han hastigt forsøgte at komme væk fra fotograferne med et sammenbidt udtryk. Jeg frydede mig en smule over, hvor irriteret, han så ud, og så op på min nye chef, mens jeg ventede på at han forklarede yderligere.

"Alex Turner har personligt udtalt - på film - at Quintessence er et godt magasin. Som du sikkert også ved, nægter bandet på alle måder at deltage i interviews, men jeg tror, hans interesse for vores magasin kan give os en chance. Jeg vil gerne have at du finder ham, overtaler ham og interviewer ham." Han smilede, og så afventende på mig, som havde han lige overrakt mig den bedste gave i verden. Jeg så ned på papiret og kløede mig i nakken med min frie hånd.

"Men... jeg har ikke særlig god forstand på musik, specielt ikke deres genre," sagde jeg med en lav stemme.

"Research," svarede han, en anelse utålmodigt.

"Er du sikker på, at du vil give mig sådan en stor opgave?" fortsatte jeg, tvivlende.

"Jeg begynder at tvivle på, om du faktisk var det rigtige valg," sagde han, og jeg så hurtigt, forfærdet, op på ham.

"Du sagde, du ville tage chancen, og jeg giver dig den nu. Tag den." Han så afventende på mig, og jeg havde ingen muligheder. Jeg nikkede en enkel gang, og han hævede et øjenbryn endnu engang, afventende.

"Jeg tager den," sagde jeg, som svar på begge spørgsmål - jeg tager chancen, og jeg tager opgaven.

Nu skal jeg så bare sørge for at komme på god fod med min opgave.

 

Note: Jeg undskylder for længden på kapitlet, længden på de forskellige kapitler vil variere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...