The Immortals-Oneshot

Oneshot: Verden er blevet overtaget af udødelige kødædere. Er det nemt at være lederen i gruppen som prøver at overleve den forfærdelige tid? Linea finder det ihvertfald ikke nemt uanset hvad. Uanset hvad hun skal tage stilling til, vil det involvere bebrejdelse...

0Likes
0Kommentarer
118Visninger

1. the immortals

The Immortals

Mark sendte mig det blik vi alle kendte. Alle os der stadig eksisterede blandt menneskeligheden ihvertfald. Det blik der bare sagde at tiden var inde.

Michelle som med hendes lyse lange hår, var blevet bidt af et af de udyr som vi så fint kaldte de udødelige, var ikke længere en del af gruppen.

Vi måtte få hende på afstand fra de andre medlemmer af gruppen. Gruppen som vi så fint havde lavet efter de udødelige havde overtaget menneskehedens frihed.

Jeg nikkede sagte til Mark for at give mit samtykke. Michelle's blik fløj over på vinduet hvor blot en af de tusinder af blodige, rådne, umenneskelige menneskeædere stod og hang og ventede på det næste menneskelige offer.

Det var ikke tit man så dem æde mere.. Dog hørte man indimellem skrig og råb efter hjælp i gaderne, fra mennesker som havde formået at holde de udødelige fra sig.

Efter at have set længe på Michelle som kendte til hendes skæbne allerede da tænderne fra en udødelig havde bidt sig igennem hendes overarm, så jeg væk for at undgå at skulle udsættes for endnu et af de sædvanlige bedende miner..

Én gang var jeg faldet for den, og fordi alle i gruppen stolede på mig og mente at jeg var den stærkeste af os alle, accepterede de at jeg lod Jason blive blandt os..

Det kostede os endnu et menneskeliv da han var forsvundet ind i den sorte verden.. Siden, havde jeg givet mit samtykke til at fjerne den bidte fra alle i gruppen.

Pete gav blidt min skulder et klem som han efterhånden altid gjorde.. Vi havde alle for vane at gøre det samme hver evig eneste dag..

Når alt omkring én synes at blive ved med at give én det samme at se på, bliver man selv en del af omgivelserne.. Man begynder at føle sig som om man går i ét med de kødædende udyr som uden noget andet formål end at æde menneskekød, går rundt i de svagt belyste, længe forladte gader.

Jeg betragtede Leni lidt, før jeg så ud af den aflange sprække i vinduet.. Meget sikkert føltes det ikke længere..

Det gjorde det lidt i starten, men nu hvor alt håb var ude og gaderne synes mere eller mindre tømte for resterne af de mennesker der engang eksisterede i de rådne kroppe, gjorde det ikke længere.

"Vi må forlade stedet her snarest muligt.. Vi må søge ly i en af de mere lukkede bygninger.. Vi forlader Michelle her..".

Jeg vendte mig rundt for at aflæse alle fra gruppens mening med det der netop havde forladt min noget så tørre mund. Ingen havde tænkt sig at sige mig imod. Håbet var gået tabt for længst.

"Der er ikke andet at gøre". Ordene forlod min mund i form af en hvisken, mens mit blik hvilede på Michelle som sendte mig det sædvanlige bedende blik som jeg kendte for godt.

Michelle måtte blinke med de lange øjenvipper for at kunne se igennem vandlaget son havde lagt sig over hendes øjne.

Uanset hvor bizart det end var, så havde jeg på en måde vænnet mig til at det var den samme reaktion jeg fik hver gang..

Mit blik faldt på de resterende mad-rationer. Der var til de næste tre dage.. "Før vi tager afsted, må vi tømme butikken på den anden side af gaden.. Der er nok rationer til den næste uge.. Hvem melder sig?". Straks faldt alle blikke mod mad-rationerne.

"Dave og jeg kan gøre det" lød det fra Damen som havde rejst sig fra den halvødelagte træstol. Jeg nikkede lidt. "Spar på kuglerne.. Brug knivene hvis det bliver nødvendigt.. Jeg vil dække jer fra denne side af vejen hvis det skulle blive nødvendigt.." Mumlede jeg med blikket mod den lille halvt plyndrede butik skråt overfor vinduet som fortalte os hvad status var i gaden.

Den typiske lyd af en pistol der blev ladt, fik mig til at vende hovedet rundt for at se Madelyn række mig pistolen. Jeg tog beslutsomt et godt greb om den og gav Madelyn's hånd et klem.

"Hvil jer mens i kan.. I får brug for det når vi skal videre i en fart" sagde jeg og gik mod gangen efter at have sikret mig at Dave og Damen var fulgt efter mig og var godt armeret.

"Godt.. Hør. Jeg dækker jer mens i krydser vejen.. Skal i bruge hjælp giver i mig et vink, og så kommer jeg så hurtigt som muligt. Fyld taskerne så meget som i kan, og tøv ikke på noget tidspunkt. Vi kan leve længere på mere.. Hold altid udkig efter udødelige bag jer.. Hører jeg skud, håber jeg for jer at det var livsnødvendigt".

Jeg sørgede for at holde øjenkontakten med dem begge mens jeg gav dem de vel planlagte instruktioner.

Dave nikkede, og sendte Damen et halvt opgivende blik før han bukkede sig ned og kiggede ud af den lille sprække i døren. "Fri bane" sagde han lavt og rejste sig ordentligt op.

Han vinkede Damen hen bag ham og åbnede så forsigtigt den ellers låste dør. "Klar?" Spurgte jeg.

Damen nikkede hurtigt, og gik så udenfor i den meget gennemtrængende varme.

Dave fulgte hurtigt med, efter at have sendt mig et enkelt fordømmende blik. Den dreng havde aldrig kunnet fordrage mig, men det stoppede ham ikke fra at slutte sig til gruppen.

Jeg rykkede udenfor lige efter dem, og satte mig i ly bag en gammel bordplade som var placeret ved siden af hoveddøren.

Jeg betragtede de to unge mennesker på min alder, åbne døren til butikken og rykke indenfor. Hurtigt fik de lukket døren bag dem og rykkede så længere ind, og ud af min synsvinkel.

Mit blik strøg langsomt over den lange ensomme gade. For enden af gaden lå en bamse som så uskadt ud, selvom de udødelige havde smurt blod ud over hele gaden næsten.

Jeg orienterede mig hurtigt før jeg satte i løb mod bamsen og samlede den op. Jeg så længe på den.

Jamie ville helt sikkert blive glad for en bamse, da hun havde mistet sin dukke under vores seneste flugt.

Jeg så kort rundt inden jeg skyndte mig tilbage mod min plads bag bordpladen.

Smilet på Jamie's læber da jeg afleverede bamsen til hende, var et sjældent syn disse dage.

Alle bedårede hendes fantastiske smil og de små tænder der kom til syne en gang imellem. Jeg huskede tydligt hvordan jeg havde fundet hende.

Midt i mylderet af folk stod den her smukke lille pige på cirka syv år, og så fortvivlet ud.

Det første jeg havde gjort ved synet af hende, var at sætte mig på hug foran pigebarnet. Spurgt om hendes forældre var i nærheden, men hun sagde intet. Knugede blot sin dukke tættere ind til sig.

Fra det øjeblik havde jeg taget mig af hende. Cirka 200 dage havde hun været under mine vinger.

"Linea.." Lød det bag mig. Jeg så op på Jenny med et spørgende, mat blik. Hun sagde intet, men nikkede mod Michelle som var begyndt at lade øjnene lukke i.

Jeg nikkede sagte til hende. "Vi rykker nu". Alle fik det der nervøse blik i øjnene.

Leni greb modvilligt tæpperne og lagde dem i den falmede taske som hun havde fundet i husets baghave som indeholdt intet andet end lig fra dette hus.

Der var så småt pakket ned da jeg satte mig ned ved siden af Michelle. "Jeg er bange". Jeg gav hendes hånd et blidt klem, og rejste mig.

Jeg sagde intet da intet rigtig havde passeret mine tanker. Hvad skulle jeg sige? At hun ville ende med en rigtig smuk begravelse med roser, folk med tårer i øjnene og en tryg måde at dø på?

Vi vidste alle at det aldrig ville ende sådan for nogen af os hvis vi forlod resten af gruppen midt under den ulidelige tid.

"Held og lykke". Den lave stemme som tilhørte Michelle fik mig til at stoppe op og se ned i jorden. Der er ikke længere noget der hedder held og lykke. Der er lig før ti og kold før tolv, men intet held og lykke.

Jeg så op på Jeanne, som så medlidende på mig selvom der også var et glimt af bebrejdelse.

Jeg så stift fremad, og gik så uden at se tilbage på Michelle's krop som snart ville forrådne og jage levende mennesker.

Tanken om at jeg kunne vende rundt og ende lidelsen for Michelle nu, var bestemt fristende, men skuddet kunne tiltrække andre udødelige unødigt, og ikke desto mindre ville det være spild af ammunition...

Hvad synes i så? Følte lige for at skrive et oneshot, så her er det;-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...