Our Mistakes 3

*advarsel der kommer ubehagelige scener, læsning på eget ansvar* ''You're never going to see your prince charming again !'' ''You'll die in this house !'' ''And your little shit daughter too !'' Ordene fløg ud af deres munde, jeg kunne ikke tro mine egne øre. Ville jeg aldrig se Niall igen ? Ville jeg ende med at dø her ? Ville jeg nogensinde, komme ud fra det her hus ?

78Likes
224Kommentarer
9128Visninger
AA

10. Didn't Expect That

Monica's POV

 

Jeg vågnede op af en bibbende, og meget irriterende lyd. Jeg åbnede mine øjne forsigtigt, og så at jeg var i et hvidt rum. Der var et stort vindue på min venstre side, og en dør på min højre side. Væggene var kridhvide, og jeg lå i en seng, som lignede en hospital seng. Der var også en lille bord på begge sider af sengen. På den ene var der blomster, en bukket røde og orange roser. De var vildt smukke ! Og på den anden stod der noget chokolade med en masse breve på. Jeg rynkede panden undrende, hvem har dog sendt mig breve. Og hvem havde givet mig de smukke roser ?

Jeg tog et kig på brevene, og samlede en op. Den var i en konvolut, hvor der stod uden på : '' Til min elskede Monica.'' Jeg åbnede den stille, og foldede papiret ud. Brevet læste : 

 

Kære Monica,

jeg er så ked af alt det der skete. Jeg kyssede ikke hende blondinen, hun kyssede mig. Og hvis jeg kunne stoppe hende, havde jeg gjordt det. Du ved, jeg ikke vil have andre end dig. Du er mit livs sol, og jeg kan ikke leve uden dig. Du er pigen, som jeg vil giftes med. Du er pigen, som skal være mor til mine børn. Du er pigen, som kan få mig i bedre humør. Jeg ville ikke kunne leve uden dig, mit et og alt. Kan du huske, da vi var på vores første 'date' ? Det var en af de bedste dage i mit liv ! Og jeg kunne ikke holde øjnene fra dig, fra da jeg så sig for første gang. Jeg vidste med det samme, at hende der, hun var den jeg skulle tilbringe resten af mine dage med. Og kan du huske, da jeg friede til dig, til koncerten i London. Du skulle have set dig selv, du var den gladeste pige på jorden. Og jeg var den lykkeligste fyr på jorden. Jeg blev så glad, da du sagde ja til mig. Du ved ikke, hvor meget det betød for mig. Du skal vide, at jeg elsker dig over alt i universet ! Og at jeg altid vil være der for dig. Da du blev kørt ned, troede jeg, at du var væk for evigt. Jeg troede jeg havde mistet mit livs kærlighed. Det er nu 2 måneder siden, at du kom i koma. Jeg var ved din side, hver dag og aften, i håbet om at du måtte vågne op. Lægerne ville slukke for respiratoren, men jeg betalte dem over 1 million danske kroner, for at de ville lade den køre i 4 måneder endu. Rosella hun klare sig nu fint, hun savner dig meget. Og din mor var meget bekymret, som hun stadig er. Og det er din mor, som har taget sig af mig, hende og drengene. De har alle sagt, at det hele nok skulle gå. Men da der nu var gået så langtid, mistede drengene håbet. De kunne ikke tro på, at du nogensinde ville vågne op. Men jeg håber og tror på det hver dag. Jeg var holdt op med at besøge dig i noget tid, da turneen stadig var igang. Men jeg fik mig ud af de fleste koncerter, for at se min prinsesse. Jeg sad altid i flere timer, og stirrede på min sovende prinsesse. Jeg holdte dig i hånden, og græd det meste. At se mit livs kærlighed, ligge i koma for så langtid, dræbte mig nærmest indeni, jeg dør stadig langsomt. Hvad skal jeg gøre, hvis du aldrig ville vågne op igen. Så skulle jeg opfostre vores lille engel selv. Og hun ville vokse op uden sin mor, og det pirre mig bare ved tanken. Men hun skal nok klare sig, ikke så godt som jeg håber på. Og jeg vil altid fortælle hende, om hvor fantastisk hendes mor var. Og jeg ville altid huske Rosella på dig. Jeg savner dig vildt meget ! Jeg håber så inderligt, at du snart vågner. Min verden ville gå i stå, hvis du ikke var det med mig. Mit hjerte ville blive knust i små stykker, og aldrig være i stand til at kunne samle sig igen. Jeg elsker dig og vores lille engel, til solen og tilbage igen. 

Din forevigt - Niall xoxo 

Skrevet D. 23 Maj 2016 klokken 07:45 PM

 

Jeg tørede stille mine tåre væk, som var løbet ned ad mine kinder. Hvad gik det her ud på ? Havde jeg lagt i koma over 2 måneder ? Tænk at jeg har ligget i den her seng i over 2 MÅNEDER !? Jeg blev skør bare ved tanken. Jeg kiggede over på væggen, hvor er hang en kaldender. Den viste D. 14 Juni 2016, vent en halv. Havde jeg været væk i næsten 3 måneder i stedet ?! Og havde han betalt så mange penge, bare for at holde mig i live ? Det skulle han da ikke.... 

Jeg tog mig sammen, og steg ud af sengen. Jeg kunne mærke det kolde hospitals gulv under mine fødder. Jeg havde ikke nogle sokker på eller bukser på. Jeg havde kun en hospitals kjole af en art på. Den var hvid med mørkeblå prikker. Den gik mig til lige under knæene. Jeg gik forsigtigt og med svage skridt over mod døren. Jeg så et spejl på væggen ved døren, og tog et kig på mig selv.

Jeg var virkelig bleg, og jeg så sløv ud. Jeg havde aldrig set mig selv sådan her før. Jeg så grim ud, en som var brugt op. Jeg kiggede på mine skrammer på arme og ben. De så ikke så kønne ud. Jeg lignede et omvandrende lig, som var stået op fra de døde. 

Jeg satte svagt kurs mod døren, jeg skulle væk herfra. Jeg ville hjem til Niall, og fortælle ham, at jeg var ok. Han løb virkelig ked af det i brevet. Jeg åbnede døren og så en lang gang. På gangen var der masser af døre, som førte ind til værelser, som lignede den jeg var kommet ud af. Jeg begyndte så at gå svagende hen ad gangen. Jeg kunne svagt se receptionen. 

''HEY STOP !'' råbte en efter mig. Jeg hørte ikke efter og fortsatte med at gå. Ingen skulle forhindre mig i at se min eneste ene. 

''Jeg sagde stop.'' sagde en mandestæmme og tog fat i min arm. Han vente mig stille om, så jeg kunne se hvem der stoppede mig. Jeg så en mand, som lignede en jeg havde set før. Vent lidt det var Grayson ?!

''Gudskelov du er okay ! Jeg troede jeg havde slået dig ihjel !'' sagde han og tog sig til hjertet. Hvad mente han med, at han troede, han havde slået mig ihjel ?

''Hvad mener du med det ?'' sagde jeg koldt. Jeg ville ikke spilde min tid. Jeg ville se Niall, og det skulle være NU !

''Det var mig, som kørte dig ned. Du må virkelig undskylde, det var ikke min mening !'' sagde han, og tog mig om hofterne. 

''Kan du tilgi' mig ?'' sagde han bedende, og rykkede tættere på mig. 

''Jeg tilgiver dig, hvis du flytter dine grabber fra mig !'' halv råbte jeg. Han fjernede sine hænder, og kiggede ned i jorden. 

''Undskyld.'' mumlede han. Hvad fanden går der af ham ? Han er jo sindsyg, at tro han kan lægge an på mig, når det var ham der kørte mig ned !? Den I.D.I.O.T. 

''Hvis du vil undskylde mig, jeg skal finde min forlovede !'' sagde jeg hårdt, og begyndte at gå. Jeg var lidt svimmel, jeg kunne næsten ikke holde min balance. Jeg blev nød til, at støtte mig op af væggene. 

''Skal jeg hjælpe ?'' spurgte Grayson. Jeg blev nu lidt irriteret, at han ikke kunne lade mig være !

''Lad mig være, jeg har ikke brug for din hjælp.'' sagde jeg uden at se min tilbage. Jeg ville ikke se på ham ,hvis han nu så ked ud af det. For hvis jeg så det, ville jeg tillade ham at hjælpe mig, og det må bare ikke ske ! Vi ved jo, hvad der skete sidst. Og den risiko, kan jeg ikke løbe igen. 

Jeg gik stille, og forsigtigt fordi receptionen. Jeg ville ikke have, at alle lægerne skulle opdage mig. Så jeg satte farten på, og løb ud fra hospitalet. Jeg kiggede mig rundt, jeg kunne ikke kende det her sted ? Jeg løb så hen til nogle telefonbokse. Jeg opdagede, at jeg selvfølgelig ikke havde nogle penge. Så jeg kiggede mig omkrig. 

Noget så da lidt bekendt ud. Jeg tror det her, var det hospital der ordnede mit brækkede ben i 0. klasse. Jeg gik stille hen af et fortov, og kunne nu tydelig huske, hvor jeg var. Mit mors hus lå ikke ret langt herfra. Så jeg satte kurs mod min mors hus. Alle folk på gaderne kiggede olmt på mig, som om jeg var en hjemløs. Jeg lod være med at lade dem genere mig. 

''Hey du der ! Hvorfor fanden lever du stadigvæk !?'' råbte en pige på, jeg vil skyde omkring 19 år. Hun havde blondt hår og blå øjne. Jeg syntes jeg havde set hende før, men der ringede ingen klokker. 

''Hvem er du ?'' spurgte jeg undrende. 

''Mig ? Jeg er Niall's nye kæreste ! Du var i koma, så jeg måtte træde ind !'' sagde hårdt og følelses løst. Jeg stod helt stenet, havde Niall fundet e-en anden ? 

''Meningen var, at du skulle dø ! Det var derfor, at jeg betalte Grayson, for at køre dig ned.'' sagde hun og smilte ondt. Vent Grayson kørte mig ned med vilje !? Hvordan ku' han ? Jeg troede, han var en af the good guy's. Men det er han tydeligvis ikke !

''M-en hvordan ? Niall vil ikke ha' andre end mig. Han elsker mig jo...'' halv hviskede jeg, og mærkede nogle tåre, som banede sig vej ned af mine kinder. 

''Du har ret, han ''elskede'' dig, men nu elsker han mig ! Du var for længe til at vogne op.'' sagde hun og begyndte at gå væk i sine høje stilletter. 

''Hvor er han nu, har han det godt ?'' fik jeg råbt efter hende. Hun vendte sig om, og holdte sine hænder på hendes hofter. 

''Han er jo sammen med mig, og han har det bedere, end da han var med dig !'' råbte hun og gik sin vej. Jeg stod helt tom hændet på fortovet, og så hende forsvinde mellem mængden af mennesker. Hvad fanden var der lige sket i mit liv ? Niall som havde fundet sammen med hende ? Glemte han alt om vores forlovelse ? Ville han komme videre ? Hvad med Rosella ?

Jeg valge til sidst, at opsøge Harry. Han ville nok være den eneste, som ville holde af mig nu. Jeg gik stille hen af fortovet og så en af mine gamle veninder Louise. Hun var min bedste ven i børnehaven, og i hele folkeskole tiden. Jeg skyndte mig hen til hende, og krammede hende hårdt. 

''HEJ MONICA !!!'' råbte hun af glæde, og min som stadig græd. 

''Hej Louise, jeg har savnet dig vildt meget.'' sagde jeg og gav slip på hende. 

''I lige måde, hvordan går det ? og hvorfor græder du søde ?'' spurgte hun og agede min ryg. 

''En lang historie, men må jeg ikke låne din mobil ?'' spurgte jeg, og tørrede min kind. Hun nikkede og rakte mig hendes IPhone 4 s i sort. Jeg tastede Harry's nummer ind og trykkede på 'ring'. 

''Hallo det er Harry.'' sagde han og lød lidt forvirret. 

''Hvem er du ?'' sagde han. Ups jeg glemte at sige noget. 

''Hej Harry det er mig Monica.'' sagde jeg. 

''MONICA !? ER DU I LIVE !?'' råbte han, jeg kunne høre han skreg af glæde. 

''Ja jeg er, jeg vågnede for 1-2 timer siden. Og jeg tænkte på, om jeg kunne krashe hos dig lidt ? Jeg har jo fundet ud af det med Niall og hende der.'' sagde jeg trist. Jeg ville ikke få tankerne af ham og en anden ind i mit hovede. Det slog mig langsomt ihjel inden i. 

''Selvfølgelig ! Vi har 2 ugers fri inden vi tager til America og spiller koncerter. Så jeg kommer og henter dig i vores privatfly straks !'' sagde han, jeg kunne høre han løbte rundt. 

''Okay jeg vil være klar i lufthavnen så. Jeg har ligesom ikke noget at tage med mig.'' sagde jeg. 

''Ok jeg er det nok om 2 timer. Mød mig i afgangs hallen !' sagde han og lagde på. 

Jeg takkede Louise og sagde farvel. Jeg satte min kurs mod lufthavnen. Der var rigeligt langt at gå, men det ville da slå tiden ihjel. Jeg havde gået i cirka halvanden time nu, og kunne så småt se lufthavnen. Jeg havde virkelig ondt i mine fødder, der var en stor smerte i dem. Jeg bed smerten inde, og holdte håbet oppe.

Da jeg kom til lufthavnen, smuttede jeg ind i afgangshallen. Og ganske rigtigt, Harry stod og ventede på mig. 

_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_*_

Hej :)

Så kom der et lidt anderledes kapitel. 

Havde i set det her komme ? For det regner jeg ikke med :D 

Håber i kunne lide dette kapitel, for jeg brugte virkelig langtid på den ! 

Men jeg er nu godt tilfreds med resultatet ! :P

Kh.      1D.Specials <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...