Aisha og terrorkrigene

Aisha er på flugt fra krig og frygt... enjoy :)

0Likes
0Kommentarer
49Visninger

1. flugten

Luften er tyk af røg fra onkels cigarer i bilen fra Basra på vej mod hans hjem i Bagdad. Jeg spørger ham, om han ikke kan åbne et vindue, men han brummer bare med sin dybe basstemme og ser ikke ud til at ville gøre noget. Jeg ved bedre end at spørge igen, for min onkel er ikke en mand, der tager imod ordre fra små piger. I stedet ser jeg over mod min lillebror Ali, som sover ved siden af mig. Hans løbende næse, æblekinder og kulsorte hår får ham til at ligne den snothvalp han i virkeligheden er. Hans dybe og rolige vejrtrækning er næsten søvndyssende, men jeg har for travlt med at blive kvalt i røg til at falde i søvn. I stedet beslutter mine tanker at tage på langfart.

Det er to måneder siden, min mor og far blev skudt i en skudveksling mellem amerikanerne og Saddam Husseins styrker. Jeg kan stadig huske min mors skrig, da hun sad med min fars lig i armene. Hendes sorte, bløde og krøllede hår hang omkring hendes skuldrer, imens hendes krop blev gennemrystet af voldsomme hulk. Det varede ikke længe før en kugle fandt vej til hendes bryst, og hun sank også langsomt sammen. Jeg havde ligget bag ved en mur med en skælvende Ali i mine arme og set det ske. Skriget havde næsten undsluppet mine læber, men jeg pressede læberne hårdt sammen, så det blev i stedet til en hård knude i min hals. Så jeg havde bare ligget og klamret mig til min uduelige lillebror og grædt ned i hans hår. Han var min… nu hvor alt andet var blevet taget fra mig.

Det er forfærdeligt så skrøbeligt livet er. Mor og far døde, bare fordi USA vil have fat i vores land og vores olie. Det er i hvert fald hvad onkel siger. Imamen siger at det er fordi Allah er vred på os for vores synder. Så derfor straffer han os ved at sende vesten imod os. Jeg synes bare at livet er uretfærdigt. Hvorfor skulle mor og far dø når svinene, der skød dem, skulle overleve?

Det tog næsten en måned, før onkel kunne komme og hente os. Indtil da boede vi hos naboerne og mors og fars venner. De havde meget ondt af os og blev ved med at fortælle mig, at jeg måtte være stærk for min lillebrors skyld. Jeg smilede bare til dem og nikkede, men inderst inde blev jeg altid vred og irriteret på dem. Hvis jeg skal være stærk for ham? Hvem fanden skal så være stærk for mig?

Det går op for mig, at Ali sidder og kigger på mig med sine store brune øjne. ”Aisha?” spørger han. Jeg kigger ligegyldigt på ham og spørger: ”Hvad?” Han tøver lidt over mit mugne tonefald, men siger så: ”Hvor langt er der til Bagdad?” Jeg stirrer tomt på ham et øjeblik, himler med øjnene og vender mig mod bilruden for at betragte landskabet udenfor.

Himlen er skyfri, og et par falke jager hinanden, som om de danser en lufttango. Foran os strækker asfaltvejen sig langt ud i horisonten, der ikke bliver forstyrret af andet end en ensom busk en gang imellem. Asfaltvejen laver de der falske vandpytter, der kommer, når der er varmt.

Jeg sukker og tænker tilbage på min far. En stærk skikkelse med brede skuldre, stort mandigt bryst og markerede ansigtstræk. Han havde for det meste et sammenbidt udtryk i ansigtet, men på en smuk dag og med en varm, sød æblete i hånden, blev det udskiftet med et mildt og varmt glimt i øjet. Så plejede jeg at slynge armene om hans hals og bede ham om at fortælle et eventyr. Han syntes aldrig at løbe tør for dem. Han fortalte om modige og stærke prinser, underskønne prinsesser og grusomme shaher, indtil man kun kunne gispe af spænding og måbe af forundring.

Men den dag amerikanerne kom, holdt han op med at fortælle. Hans sammenbidte ansigt var altid tynget af bekymring, og når mor og far troede, at Ali og jeg sov, begyndte de at tale med dæmpede, frygtsomme stemmer. Far sagde noget til mor om hvor uretfærdigt det var, at Irak skulle lide for hvad al-Qaeda havde gjort mod tvillingetårnene. Jeg havde svært ved at genkende hans stemme, for den var ikke som den plejede. Den havde været fortvivlet og næsten… bange. At dømme efter lyden af deres stemmer, havde mor puttet sig helt ind til far. Jeg holdt mig vågen lidt længere, men da de ikke sagde mere, lod jeg søvnen komme.

Først mærker jeg et lille bump, da bilen kører over et eller andet. Bagefter kommer eks-plosionen.

Jeg vågner op med ringen for ørerne og en skarp dunken i hovedet. Langsomt klares mit syn, og jeg kan se, hvad der er sket. Bilruderne er splintret, og der ligger glasskår alle vegne. Jeg kigger på min onkel og ser en stribe blod løbe fra hans hoved. Han ser ud til at trække vejret. Jeg ser over på Ali… han er fuld af sår fra glasskår, og hans krop er helt slap. ”Ali?” spørger jeg usikkert. Intet svar…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...