Solskin

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2014
  • Opdateret: 5 aug. 2014
  • Status: Færdig
Hans verden er mørk, men hun tror på solskin.

10Likes
2Kommentarer
247Visninger

1. Solskin

Himlen var fuld af mørke skyer, og tusmørket havde sænket sig over os. Vi sad så tæt, at jeg kunne mærke varmen fra din hud. Mit hjerte bankede så hurtigt og så hårdt, at jeg var sikker på, at det forsøgte at bryde ud. Jeg spekulerede på, om du kunne høre det.

Dit åndedræt var hæst og regelmæssigt, mens vi sad på kajen. Mit var knap hørligt. Jeg holdt øje med dig i smug, mens vi sad der. Jeg ville ønske, jeg kunne læse dine tanker, mens du sad der fordybet i din egen verden. Du var træt af verdenen, havde du sagt. Faktisk havde du råbt det ud over havnen, og jeg havde siddet mussestille ved siden af, indtil du så vredt på mig – en vildt fremmed – og spurgte: ”Er du måske ikke også det?”
Jeg havde nok stirret lidt. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, så jeg nikkede mut. Alligevel formåede du at fange mig i dit spind. Der var noget over dig, der tryllebandt mig. Du fascinerede mig og skæmte mig på samme tid. Ikke som nogen anden, jeg havde mødt.

Du havde sådan nogle dybsindige tanker. Snakkede om mørke og evig glemsel.

”Verden er mørk.” sagde du.

”Hvad kalder du så det?” havde jeg spurgt, og min finger viste dig vej til solnedgangen. Dit svar var kort, og den smule lys jeg forsøget at bringe ind i dit liv, blev slukket med det samme.
”Løgne.”

Alligevel var du kommet ned til mit sted den næste dag. Du sagde ingenting. Tog dig ikke af mit undrende blik. Måske var det en del af din ”jeg-er-da-ligeglad” attitude, så derfor sagde jeg heller ikke noget, da du satte dig. Lige ved siden af mig. Så tæt, at jeg følte, jeg kunne høre dit hjerte banke.

Det var de tavse dage. De fortsatte i samme mønster. Du kom. Jeg sad der. Ingen sagde noget. Dyb tavshed.  Men jeg husker tydeligt, da du begyndte at tale til mig igen, og dit spørgsmål bragte varmen tilbage til mig, selvom mit ansigt var glat.

”Tror du virkelig på solskin?” Dit blik var forpint, forsigtigt, men der var et skrøbeligt håb bag de harmløse ord, og jeg vidste der lå så meget mere bag.

”Ja.” svarede jeg, og jeg mente det. Et næsten usynligt smil formede sig på dine læber, som var det så længe siden, at du havde glemt, hvordan man gjorde.

”Okay.” svarede du, som var det en udfordring du tog op. Jeg husker, jeg smilede til dig.

Nu sad vi her igen. Der var intet solskin denne dag, og du havde det værre end normalt. Jeg kunne se det på dig. Din hidsige vejrtrækning, forsøget at dæmpe vreden, men du kogte indeni. Jeg tog din hånd, og du afviste mig ikke. I stedet klemte du så hårdt fast om den, og jeg så smerten i dit ansigt.

Så kom regnen.

Dråberne gled ned i dit mørke hår, og du stirrede frem mod verdens ende, der materialiserede sig for øjnene af os. De vrede bølger slog brutalt ind mod kajen. Forsøgte at rive alt fra hinanden. Det var kaos.
 Du lukkede øjnene, og jeg holdt stadig din hånd. ”Solen kommer tilbage.” betroede jeg dig, og du løftede blikket. Da du så på mig, følte jeg den samme varme som første gang, og dine øjne var så fortrolige, at kun jeg ville kunne forstå det blik du sendte mig. Smilet bredte sig sårbart og næsten umærkeligt på de blege læber, men dine ord var som en sikker havn i stormvejr. ”Det ved jeg.” svarede du. Min hånd var dit anker, og vi slap ikke hinanden. ”Og når du er her, kan jeg faktisk tro på, at det er sandt.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...