To Timer i Himlen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2014
  • Opdateret: 10 aug. 2014
  • Status: Igang

2Likes
2Kommentarer
315Visninger
AA

4. Sidste del

”Hjem kære hjem!”

Isabella strakte armene ud og så stolt udover den lille, et-værelses lejlighed der lige nu lignede alt andet end et hjem. Nogle få, store møbler lå enten på hovedet eller pakket ind i plastic, og overalt var gulvet dækket af store flyttepapkasser. Men Luka forstod hende godt. Det her var Isabellas. Hendes helt eget. Lige meget hvor trygheds-freak man end er, følger der en fantastisk følelse af frihed når man endelig flytter hjemmefra.

”Jeg ved godt at det ikke ligefrem er sådan I har det ude på uni, men det er da fint nok, ikke?”

Luka svarede ikke. Hun havde ikke snakket ret meget hele dagen faktisk, og det havde Isabella åbenbart set som sin chance for at plapre løs for at fylde hullet af akavet stilhed. Hun havde kigget væk når Luka så alvorligt på hende, og havde sørget for at holde dem begge to beskæftiget med at lege flyttemænd.

”Isa… Jeg bliver nødt til at…” Begyndte Luka med en stemme der lød helt dyster i sammenligning med Isabellas entusiasme.

”Min mor kommer over senere med bestik, så indtil videre må jeg overleve med spise havregryn med en plastic gaffel. Så forbandet dårligt for miljøet.” Mens hun talte vendte hun sig om mod nogle kasser som hun begyndte at åbne.

”Isa, vi bliver virkelig…”

”Jeg ved ærlig talt ikke hvordan man spiser havregryn med en gaffel, men det kan…” Denne gang var det Lukas tur til at afbryde:

”Isabella, jeg vil gerne snakke med dig!”

Endelig havde den anden pige fået nok. Hun vendte sig om med ansigtet mod Lukas og kiggede hende trodsigt i øjnene. ”Det vil du jo hele tiden! Og vi ved begge to hvad det handler om, og vi ved begge to at der ikke burde være noget problem.”

Lukas grænse var også nået, og hun gjorde sig klar til sit efterhånden sædvanelige argument i den efterhånden sædvanlige diskussion. ”Du bliver nødt til at være tålmodig, Isa! Du ved godt hvor svært det her det er for mig! Det er ikke dig der konstant skal sætte spørgsmålstegn ved din seksualitet.”

”Der er jo ikke noget spørgsmålstegn, din slatne vatnisse! Du har brugt den undskyldning i al for lang tid nu, og vi har været sammen i al for lang tid til at den giver nogen mening. Du er tiltrukket af mig og jeg elsker dig for helvede! Det er så simpelt!”

Luka sagde ikke noget men lagde armene over kors og pressede læberne trodsigt sammen. På trods af hendes raseri kunne hun ikke lade vær med at føle en susen af de obligatoriske sommerfugle i maven da Isabella sagde at hun elskede hende. Så mange sommerfugle at det gjorde ondt.

Isabella sukkede og rev sig frustreret i håret så det stod ud til alle sider. ”Det her handler jo overhovedet ikke om seksualitet eller køn, gør det vel? Det her handler om dig og mig. Om du ikke mener at vi kan fungere. Ikke som piger. Men som mennesker.”

Sommerfuglene fik pludselig klør og rev sig ind i indersiden af hendes stakkels mavesæk. En mental kvalme værre end tusind ture i Himmelskibet bredte sig. Det gjorde ondt. Så ondt at Luka blev nødt til at presse de korslagte arme stramt ind til sig for at holde det ud.

Hun havde lyst til at sige noget. En pressende stemme i hendes hoved havde lyst til at fortælle Isabella alt. At det ikke gjorde nogen forskel for hende om Isabella var pige eller dreng. At grunden til at hun var begyndt at holde afstand var på grund af hende selv. Ikke Isabella. Aldrig Isabella. Hun havde lyst til at fortælle hende at det ikke var deres forhold der ikke fungerede, men hendes egen hjerne der blev ved med at producere den ene forvirrede tanke efter den anden. Og mere end noget andet havde hun lyst til at fortælle hende at hun også elskede hende.

Men hun sagde ikke noget.

Det gjorde Isabella til gengæld. Og det var ord Luka ville ønske hun aldrig havde hørt.

”Jeg… Jeg kan ikke det her mere. Jeg ville ønske jeg kunne, men det er simpelthen for hårdt. Det er slut, Luka.”

Isabella havde altid fortalt om kunsten ved at lytte til følelserne bag folks stemmer. Sammen havde de siddet og smuglyttet til andre folks samtaler på caféer, i parker og i busserne og kommenterede stille mellem hinanden hvad de mente det egentlige budskab bag folks ord var. Og Luka havde altid været fascineret, selvom hun aldrig rigtig fik det samme ud af det som Isabella. Men selvom hun langtfra var en dygtig stemme-lytter, var det let at høre hvordan Isabellas stemme var tæt på at bryde ud i hulk. Hvordan frustrationen og sorgen og den brækkede kærlighed og så mange andre følelser lå gemt bag facaden i den altid let hæse stemme, der var en anelse dyb, men alligevel for lys til at tilhøre en drengs. Isabellas stemme.

Uden at se det absurde i at gå fra sin egen lejlighed i stedet for at smide den anden ud, vendte den korthårede pige sig om og gik med lange skridt ud af døren, og efterlod Luka alene.

Alene.

Alene mellem de halvfyldte papkasser af et andets menneskets liv. Luka kunne sige hvad der var i hver enkel af dem. Hun kendte disse ting ud og ind. Hun havde været med til at forme en del af det liv der lå gemt mellem køkkenredskaberne, bøgerne, fodboldmedaljerne, de alt for mange latterlige nikkedukker og lamperne. Og nu skulle hun ikke være en del af det mere.

Det er slut, Luka.

”Undskyld.” Mumlede hun endelig da døren for længst var smækket i og der ikke længere var nogen tilbage til at høre det.

Undskyld.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...