To Timer i Himlen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2014
  • Opdateret: 10 aug. 2014
  • Status: Igang

2Likes
2Kommentarer
313Visninger
AA

2. Første del

Det havde ikke helt været meningen.

Luka havde forberedt sig selv mentalt på at det ville blive en social udfordring at tage på denne Tivoli tur med de to veninder. Hun havde ikke tilbragt 9 år i murstensjunglen, a.k.a. folkeskolen, uden at finde ud af at piger fungere bedst i lige antal. Det var som et spil russisk roulette om at finde ud af hvem der skulle være det tredje hjul i dag. Bam, kugle, om bag ved når fortovet er for smalt. Bam, kugle, du sætter dig på buspladsen ved siden af den svedige, gamle mand så vi kan sidde sammen to og to. Altid to og to. Velkendt lov indenfor de sociale spilleregler.

Men selvom Luka vidste alt det, kunne hun ikke lade vær med at føle en grøn, obligatorisk skuffelse da de to andre piger satte sig på gyngepladserne foran hende. Den ene kiggede tilbage med en undskyldende smil som om hun var oprigtigt trist over at Luka skulle sidde alene. Måden hun hurtigt vente sig om på igen afslørede dog hendes lettelse over at det ikke var hende.

Det var den tykke af dem. Trine. Ved hendes side sad den anden og kastede med håret så alle kunne se den dårlig lavet dip dye der herskede blåt og spaltet i spidserne. Emma. Emma var den mest cool af de tre, og var ikke engang særlig cool. Hun udstrålede bare selvtillid (arrogance) på en anden måde end Trine og Luka der begge havde affundet sig med deres plads i skyggen og bestemt ikke følte behov for at bevæge sig ud derfra. Derfor havde den blå-hårspidsede pige ingen problemer med at skaffe sig lederrollen da hun fik mast sig selv ind i deres nu tredelte venskab. Det var hende der nu satte de sociale regler som diktatorerne i børnehaveklassen dengang man var delt op i grupper. Det var hende der trykkede på aftrækkeren. Og Luka havde været så uheldig at tage skuddet i dag.

”Er det første gang du prøver den her?” Spurgte en stemme tæt på der nærmest fik Luka til at spjætte af forskrækkelse så kæderne der hang i sædet raslede. Det gik op for hende at hun knugede stramt rundt om dem, hårdt nok til at hendes knytnæver blev hvide. De virkede så tynde og skrøbelige, disse kæder. Alt for tynde og skrøbelige til at bære hende og den fremmede ved siden af hende så højt op over jorden. Alt for højt. 80 meter for at være præcis. Det var i hvert fald hvad Emma havde fortalt at denne kæmpemæssige rædselsmaskine til karrusel var. Selvom Emma ikke altid var til at stole på.

De vidste at hun havde højdeskræk, de vidste det. Og alligevel havde de på en eller anden måde formået at manipulere hende med op i den højeste karrusel i parken. Himmelskibet. Tænk at sådan et forfærdeligt og ondskabsfuldt monster kunne have sådan et blidt navn. ”Himmelskibet.” Det lød som noget fra et eventyr, og så ud som noget fra et mareridt. Lukas hoved havde snurret i kvalme af bare synet, og alligevel sad hun her nu. Få sekunder fra at stige op. Op. Op.

Og ikke nok med at hendes tanker skulle klare at hyperventilere over selve karrusellen som hun tåbeligt nok lige havde spændt sig selv fast til, sad hun nu også ved siden af en person der kun fik hendes hjerte til at slå endnu hurtigere og gøre hendes håndflader endnu svedigere. Det var af de mennesker der udstrålede en sund, ægte selvtillid der fik mennesker som Luka til at føle sig endnu mindre.

Hun havde som ethvert andet fornuftigt væsen desperat forsøgt at undgå al øjenkontakt og gøre hvad hun altid havde været bedst til. – Være usynlig. Dette viste sig dog at være umuligt da mennesket havde direkte snakket til hende nu. Kvalmen i hendes mave steg en smule længere op og hun undertrykte trangen til at knibe øjnene i.

”Ser jeg så rædselsslagen ud?” Lykkedes det hende at kvække og tvang et skævt smil frem.

Mennesket smilede tilbage. Et stort smil med ansigtet vendt mod Luka så solen fik det til at skinne i en piercing ved øjenbrynet. Luka kunne se det ud af øjenkrogen og hendes forskræmte hjerte gav et ekstra, forvirret slag.

”En smule,” smilte han videre. Luka var i hvert fald temmelig sikker på at det var en ’han’, uden at være helt sikker alligevel. Hende, Emma og Trine havde tidligere set ’ham’ sammen med sine venner, betragtet dem og snakket om hvordan den ene lignede en candyfloss med sit pink farvede hår, om ’han’ mon var en dreng eller en pige, gemt under sin sorte hættetrøje og halvlange kastanje-brune unisex hår, og om hvor latterligt det egentlig var at have en øjenbrynspiercing, mens de i deres tanker i virkeligheden ville ønske at de var ligesom dem.

Pludselig satte monsteret i gang og begyndte langsomt at glide op. Luka knugede om muligt endnu hårdere om kæderne, og maste tæerne godt ned i bunden på sine slidte, gule converse. Op og op steg de og for hver meter, hvert sekund blev Lukas vejrtrækning hurtigere og hurtigere. Hurtigere og hurtigere, højere og højere. Hun kneb nu øjnene sammen, ude af stand til holde synet af den forsvindende jord under sig ud. Kæderne var hendes eneste holdepunkt. Hun havde intet andet end luft omkring sig. Frit fald. Frit fald, frit fald…

”Slap af,” lød en beroligende stemme pludselig udefra. Der gik et øjeblik før hun genkendte den hæse klang. Det var mennesket ved hendes side igen. ”Slap helt af. Det hele er okay. Lyt til min stemme og slap helt af.”

Og underligt nok virkede det. Luka begyndte at slappe af. Langsomt kunne hun begynde at åbne øjnene igen. Hun var dog hurtigt ved at lukke dem igen, før hun pludselig opdagede udsigten. Udsigten over alle udsigter. Skræmmende betagende. Det var en klar dag så man kunne se langt. Hele Tivoli. Hele København. Hele verden.

”Ja sådan der,” smilede den hæse stemme. ”Det var jo ikke så slemt, vel?”

Luka rystede på hovedet, og kunne ikke lade vær med selv at smile. Kvalmen i maven var der stadig væk, men det hjalp da de havde nået toppen og langsomt gled ned igen. Hun åndede lettet op. Ned til fast grund igen.

Indtil de pludselig ikke gik ned mere.

Omkring 50 meter fra jorden besluttede rædselsmaskinen at stoppe, tilsyneladende af sig selv, og lod menneskerne hænge og dingle som vasketøj på en vaskesnor. Man kunne høre folks undren blive til ord rundt omkring dem, da det gik op for dem hvad der skete.

”Hv-hvad sker der?!” Spurgte hendes sidemakker målløst ud i luften. Luka var temmelig sikker på at det var et retorisk spørgsmål, og selv hvis det krævede et svar, var hun ikke i stand til at give et. Panikken bølgede indover hende igen og fik hele hendes krop til at ryste. Hun havde aldrig været så bange i sit liv.

Det var nu hun skulle dø. Det var hun sikker på. Karrusellen var stoppet af sig selv. En fejl i maskineriet. Den ville styrte ned hvert sekund nu, det var sikkert. Hun ville dø nu. Hun ville dø nu, hun ville dø nu, hun ville dø nu…

”Hey, det er okay, det er okay!” Lød det hastigt fra sidemakkeren igen da denne opdagede Lukas paniske tilstand, og satte sin egne bekymringer til side. ”Jeg er sikker på at de har fuld kontrol over situationen. Det er meget normalt at karruseller kan stoppe sådan her. Det gør de under nødsituationer og sådan, så det var bare en fejl der udløste det nu.”

Luka lyttede til ordene. Forsøgte at indprente dem i sin hjerne. Det hele skulle nok gå. Folk begyndte at snakke højere og højere omkring dem. En pige skreg. Luka lukkede øjnene igen. Hun kunne mærke tårerne løbe ned ad kinderne.

”Tag det helt roligt, jeg lover at der ikke sker noget! Jeg har læst om noget lignende der skete i USA. De kan sagnets ordne det her, ingen problemer.”

Luka nikkede febrilsk og koncentrerede sig om at lytte til ordene den anden sagde. Nede på jorden lod det til at nogen havde fået fat i en højtaler af en slags og råbte en meddelelse. Det lød vigtigt, men var svært at høre præcist. Luka fangede dog nogle få ord: ”Beklagelig situation… grund til panik… noget tid før redning…”

”Noget tid,” gentog hun hviskende.

”Det skal de sige. Det er sikkert meget kortere end hvad vi regner med. Bare rolig.” Stemmen fortsatte. ”Jeg er Isabella for resten.”

På trods af hendes stadig næsten-paniktilstand, kunne Luka ikke lade vær med at blive overrasket. Han var altså en pige. Det havde hun ikke forventet. Og så alligevel. Nu hvor hun tænkte over det var det egentlig underligt at hun ikke havde lagt mærke til de feminine, bløde ansigtstræk, og den hæse stemme der ikke var speciel lys, men ikke dyb nok til at tilhøre et hankøn af den alder.

”L-luka,” stammede Luka da hun mente at det trods alt var for uhøfligt at lade panikken tage overhånd nu hvor Isabella havde gjort en sådan indsats for at berolige hende.

”Davs med dig Luka,” smilte sidemakkeren der havde et navn og et køn nu.

Tiden gik. Der blev råbt noget mere op til dem med en højtaler der var bedre end den første så man nu kunne forstå hvad de sagde. De sagde en masse fornuftige ting der lød meget kloge, men i sidste ende var det eneste Luka fik ud af det, at de absolut ingen anelse havde om hvornår de kunne få dem ned.

Hendes kvalme havde aftaget sig mere og mere, og hun kunne mærke sine tanker falde mere og mere til ro. Om det var tilvænning af situationen eller Isabellas konstante strøm af ord, vidste hun ikke. Nok en blanding.

Hun ville ikke have haft noget imod at lytte til den andens hæse stemme hele tiden indtil de kom ned igen, men uheldigvis insisterede den anden pludselig på at bringe hende ind i samtalen.

”Jeg forstår godt at du er genert og bange og al det pis, men en dialog kræver altså at man er to der snakker. Lige nu tvinger du mig ud i monolog, og jeg føler mig ærlig talt som en egotripper.”

”Jeg er ikke så god til at snakke,” indrømmede Luka mumlende. Hendes greb om kæderne var blevet løsnet, og hun mærkede nu med velbehag hvordan blodet strømmede ud i hænderne.

”Hit me.” Isabella smilede igen. Nu hvor Luka tænkte over det var det egentlig ikke et særlig kønt smil. Ansigtet var ikke symmetrisk og fortænderne sad en smule skævt. Næsen var en smule stor, øjenvipperne var ikke lange og buede som cool mennesker normalt har på film. Alligevel var der noget utroligt ved de skinnende, engagerede øjne der fik en til at glemme alle fejlene og kildre i ens mave.

Og så snakkede Luka.

Hun snakkede om højdeskræk, om frygt og håb for fremtiden, om veninder med seriøst dårlige dip dyes, og om hvordan hun altid godt kunne tænke sig at have en gul bil som voksen så hun kunne se folk slå hinanden når hun kørte forbi. Hun kunne slet ikke lade vær med at snakke. Og som hun hang og der og dinglede med fødderne udover København, alt for mange meter over jorden, med håret uglet af vinden og læberne blå af kulde, glemte hun alt andet.

Men som alt andet i livet, var det dømt til at slutte på et tidspunkt. Ondskabens karrusel, der måske ikke var så ond endda, blev repareret og gled langsomt og forsigtigt ned på sin retmæssige plads igen, og smed samtidig Luka pladask tilbage til virkeligheden, efter Danmarks længste karrusel tur på omkring to timer.

Isabellas venner kom løbende hen med det samme og candyfloss-håret (der faktisk var professionelt farvet og så hundrede gange bedre ud end Emmas halvdøde blå spidser) kastede armene om hende.

Det gik pludselig op for Luka hvor ubehageligt hun egentlig havde det mens hun betragtede scenen. Hendes mave var tom og alligevel tung som en sten af sult. Hendes ben rystede voldsomt efter at have hængt og siddet i så lang tid. Og en gennemskærende kulde ramte hende fra lilletæerne til ørene.

Hun var ved at gå over til Emma og Trine der vinkede som gale over fra et hjørne hvor nogle mænd stod og delte tæpper ud, da hun pludselig mærkede noget om sin arm. En hånd. Det gjorde helt ondt i årene da varmen bredte sig over hende og endte med en stærk rødmen i kinderne, da hun fulgte blikket op til håndens ejer. Det usymmetriske ansigt. Øjenbrynspiercingen.

”Det kan godt være du synes jeg er nederen, men hvis du har lyst kunne det være fedt hvis vi kunne holde kontakten.” Endnu et stort smil blev tilbudt.

Hvis du har lyst kunne det være fedt hvis vi kunne holde kontakten.

Luka var i en trance resten af dagen. Lagde ikke mærke til noget omkring sig. Lagde ikke mærke til Emma og Trine da de skræppede løs om alt der var sket. Lagde ikke mærke til maden de fik uddelt af Tivoli-folkene der desperat forsøgte at sørge for dem. Lagde ikke engang mærke til at den bagerste del af bussen var tom så de alle tre kunne sidde ved siden af hinanden (Emma i midten selvfølgelig), på vej hjem igen.

Det eneste hun kunne tænke på var den varme hånd om hendes arm, hud mod hud, og navnet ”Isabella” der nu lå gemt i hendes kontaktliste på mobilen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...