To Timer i Himlen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2014
  • Opdateret: 10 aug. 2014
  • Status: Igang

2Likes
2Kommentarer
309Visninger
AA

3. Delen i midten

Hvor går grænsen mellem at kunne lide nogen som en ven og som en kæreste?

Luka havde aldrig stillet sig selv det spørgsmål før. Havde aldrig haft behov for at stille det spørgsmål. Men det havde ændret sig da Isabella for alvor kom ind i hendes liv, med sin frigivende selvtillid, asymmetriske ansigt og øjenbrynspiercing.

Luka var i den del af livet hvor verden både er det smukkeste, mest spændende og sjoveste sted, men hvor man samtidig hader den og har lyst til at brænde det hele ned til grunden. Hvor man ser sig selv som det bedste menneske på planeten, men samtidig føler trang til at ændre alt der kan ændres. Hvor det føles som om ens hjerne er sat i konstant kog, og man ikke ved om det er fordi man overdrevet lykkelig eller vanvittig deprimeret. Eller kortere sagt: Teenageårene.

Det var den samme stærke tvivl hun havde med hensyn til Isabella og deres måske-venskab/måske-mere-end-venskab. Og hun var ovenud rædselsslagen for undersøge sine følelser videre.

Men på trods af hendes frygt, ventede livet ikke på at hun fik forberedt sig mentalt. Som så ofte før, blev hun kastet direkte ud i konfrontation med sine tanker. Det skete en kold januar aften. Klokken var ikke mere end 7 og himlen havde allerede farve som håret på en emo. Selv gadelygterne virkede forfærdelig dovne, som om lyset havde givet op mod det tætpakkede mørke. Når man kom tæt nok på, kunne man dog se hvordan de fine, pudrede snekrystaller der faldt langsomt ned fra himlens uendelighed, blev reflekteret i det gule rampelys.

Der var noget fantastisk magisk og stemningsfyldt omkring det, og hvis Luka havde haft tid, ville hun have ignoreret kulden, sat sig ned på den nærmeste bænk, og nydt den fredfyldte ro der obligatorisk rammer sjælen og varmer en indefra, selvom ens tæer er frosne. Men for det første havde Luka ikke tid, og for det andet var hun lige nu for rastløs og urolig til at kunne finde tålmodighed nok.

Isabella havde skrevet. Det i sig selv lød ikke mærkeligt, men det var det alligevel. Isabella hadede at skrive. Det var for upersonligt ikke at kunne mærke og reagere ud fra det andets menneskes egentlige reaktion, som hun selv beskrev det. Hun mente at lyden og tonen i ens stemme fortalte langt mere end selve ordene der kom ud. At vi automatisk ændrer lidt i stemmen for at få den til at passe med samtalen og med hvad den modsatte part i en samtale har brug for. Derfor var det vigtigt for hende at ringe og snakke hvis hun ville i kontakt. Aldrig skrive.

Det var den første grund til at Luka vidste at der var noget galt. Den næste grund var SMS’en selv. ”Det hele er noget lort. Jeg hader det. Jeg fucking hader det.”

Det var hvad der havde stået. Lukas mave havde trukket sig sammen til en yderst ubehagelig, tung klump, og hun havde ikke tøvet med at tage sine ting og vandrer ud mod Isabellas boligkompleks så hurtigt som muligt. Ordene havde kørt ind og ud af hendes hjerne mens hun gik, og efterhånden som hun kom tættere og tættere på, kunne hun mærke bekymringen tage mere og mere fat. ”Jeg hader det. Jeg fucking hader det.

Hun havde forsøgt at kontakte Isabella igen flere gange, ringe, skrive, på alle sociale medier hun vidste den anden havde. Men den nu 18-årige pige havde ikke svaret. Derfor tøvede Luka heller ikke et sekund med at brase ind af hoveddøren hos den lille familie, kun bestående af Isabella og hendes mor, med sne under støvlerne og røde kinder. Med et blik rundt på fod-og overtøjet i entreen fandt ud hurtigt ud af at Isabella var alene hjemme, og hendes bekymring blussede op igen.

Alle mulige tanker om selvskadning af forskellige slags, vrimlede rundt i hendes hoved, da hun endelig fik åbnet døren op til Isabellas værelse. Det var et sørgeligt syn.

Overalt var der væltet ting ned fra hylderne, bøger, fodboldmedaljer, skriveredskaber, de små souvenir nikkehoveder Isabella samlede på, lå spredt rundt på gulvet. Den store dobbeltseng i midten af værelset var et stort rod med et lagen der lå krøllet sammen i fodenden, de mange, mange puder der lå overalt, og den store, tunge vinterdyne der var som en klump inde i midten. Og inde i klumpen sad Isabella. Tårevæddet og blegansigtet.

Ja. Et sørgeligt syn. Heldigvis var der dog ingen blod, barberblade, brækspande, eller noget andet alt for foruroligende, i syne, så Luka tillod sig selv at ånde lettet op.

”Du-du kom…” Hikstede den anden, og hendes hæse stemme lød slidt af gråd.

”Selvfølgelig,” svarede Luka, og satte sig forsigtigt på kanten af den rodede seng. Isabella så endnu værre ud tæt på. Det uglede, korte hår var endnu mere uglet end normalt, og hendes øjne var røde og hævede.

”Du har valgt at ommøblere dit værelse, kan jeg se. Det er godt. Forandring fryder,” Luka nikkede rundt til de væltede ting.

Isabella udstødte et ufrivilligt grin der lød som et grynt.

”Så… Hvad er der sket?” Spurgte Luka nu med alvor i stemmen og bekymring i blikket.

Isabella svarede ved at proppe en mobil, der indtil da havde ligget gemt under dyne-fortet, op i ansigtet på Luka. Der gik nogle sekunder før det gik op for Luka at det var et billede på skærmen og ikke mobilen hun skulle koncentrere sig om. Udadtil så det ikke så farligt ud. Egentlig lignede det bare et almindeligt Facebook billede med en lyshåret, glad dreng der holdte om en lyshåret, glad pige, mens den lyshårede, glade pige kyssede ham på kinden. Ikke noget særligt. Men det var det åbenbart for Isabella.

”Se! Se hvor glad hun ser ud! Jeg vil ikke have noget med hende at gøre, men det giver hende ikke ret til at være så glad! Hvorfor smiler hun når jeg tuder mine øjne ud? Det er ikke fair. Det er ikke fair, det er ikke fair, det er ikke fair!”

At Luka var forvirret var et faktum. Burde hun vide hvem denne person var? Det var åbenbart vigtigt. Så vigtigt at Isabella kunne reagere så voldsomt over det. Derfor rynkede hun koncentreret øjenbrynene og kiggede på billedet igen.

Imens fortsatte Isabella: ”Jeg hader hende! Jeg hader hende så meget! Hvorfor skal hun absolut være så fandens lykkelig?”

En iskold, knugende mistanke begyndte at gå op for Luka med hensyn til personerne på billedet. Hun kunne ikke lade vær med at knytte sine hænder.

”Hvorfor…” Der lød en hikstende lyd, og Luka så hvordan tårerne trillede ned ad hendes venindes vante kinder. ”Hvorfor lige med ham..? Af alle mennesker, hvorfor lige ham?” Hendes stemme blev svagere og svagere, mens hun kæmpede for at holde den under kontrol.

”Ville det da gøre nogen forskel hvis hun var med en anden?” Kunne Luka ikke lade vær med at spørge, så blidt hun kunne, men med hænderne stadig knyttet.

”D-det ved jeg ikke…” Sukkede den korthårede hikstende. ”Hun var utro med en eller anden. Det er sikkert ham. Den lyshårede skiderik.” Hun gloede aggressivt ned på mobilen.

Hun var utro med en eller anden. Selvfølgelig. En eks-kæreste. Luka havde allerede regnet det ud, men det var alligevel anderledes at høre det på den måde. Hun knyttede nu neglene så hårdt ned i kødet i sine hænder at det ikke ville undrer hende om der snart blev hul.

”Det er så latterligt det her…” Begyndte Isabella igen. Med lukkede øjne og rystede på hovedet af sig selv. ”Det er lang tid siden. Hun har sikkert glemt alt. Er sikkert fuldstændig ligeglad. Det burde ikke påvirke mig på den her måde.”

Luka lyttede. Hun trøstede. Hun strøg sin veninde over håret. Men selvom hun forsøgte at være så uselvisk og omsorgsfuld som muligt, var de eneste tanker der kunne løbe gennem hendes hjerne egoistiske.

Der var aldrig nogen der havde grædt over hende på den måde før.

Det var svært at bedømme klokketidspunkt når solen går så tidligt ned, og det blev hurtigt sent ud på aftnen. Der var så stille i det lille hus, kun de små lyde fra radiatoren og et bornholmerur ude i gangen kunne høres. Isabella var faldet i søvn, formentlig af udmattelse af at græde og smide rundt med tingene på sit værelse, og lå og vendte og drejede sig i den rodede seng. Der var ingen egentlig grund til at Luka skulle blive her. Alligevel var hun her. Hun sad på en stol tæt ved sengekanten og betragtede sin veninde mumle i søvne.

Den ældre, altid højere, altid stærkere Isabella, så pludselig så forfærdelig sårbar ud. De seriøse, selvsikre øjne var lukkede, og piercingen var intet andet end en prik. En voldsom beskyttertrang svulmede op i Luka. Hvor vovede denne anden pige at få Isabella til at se sådan her ud? Hvor vovede nogen mennesker at gøre noget som helst der kunne såre hende?

Det gik pludselig op for hende hvor grænsen mellem at kunne lide nogen som en ven og lide nogen som en kæreste var. Den var lige her. Den var de få centimeter mellem hende og Isabella, og den ventede kun på at blive overtrådt.

Med et hjerte der bankede så hårdt at det overdøvede bornholmeruret i gangen, bukkede Luka sig ned og kyssede sin venindes læber.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...