To Timer i Himlen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2014
  • Opdateret: 10 aug. 2014
  • Status: Igang

2Likes
2Kommentarer
315Visninger
AA

1. Delen før første del

Hvem er jeg?

Spørgsmålet er simpelt. Lige til. Hvis nogen spurgte dig midt på gaden, tilfældigt stødte ind i dig.

”Hej! Hvem er du?”

Hvis denne tilfældige person du var blevet stoppet af ikke så for mistænksom ud, ville du ikke tøve med at fortælle vedkommende dit navn. Og hvis vedkommende ligefrem spurgte ind til dig, oprigtig interesseret eller ej, ville du straks gå i gang med din livshistorie. For alle er desperate efter at nogen lytter til dem. Man bliver specielt glad, hvis det er en person man ikke kender. Man bliver på en gang smigret over den opmærksomhed vi får – vi elsker opmærksomhed – og lettet over at kunne give slip på nogle af de obligatoriske problemer der har fulgt med mennesket lige siden vi fik den tåbelige idé at udvide vores frontallap.

Det allerbedste, der kan få selv de mindst begejstrede homo sapiens, til at skide i bukserne af lykke, er hvis man er tvunget sammen med denne fremmede person i længere tid. For eksempel hvis man befinder i samme elevator med den udvalgte fremmede, og elevatordøren så pludselig låses fast, på bedste kliché Hollywood maner.

Eller den mere dramatiske scene hvor man befinder sig på klimaks af den vilde karrusel som så pludselig uventet stopper ligesom man har læst om i avisen, men aldrig har troet ville ske for en selv.

Eller hvis man skulle være så heldig at være to sammen på en lang biltur. Bilture er altid fantastiske, fordi man er på vej. Det er næsten lige meget hvad destinationen er, vi mennesker elsker bare den simple tanke i at være på vej. Det giver os et formål, en mening. Faktisk er det endnu bedre hvis man ikke engang er klar over hvor denne vej fører hen men man alligevel kører den. Behovet for frihed der alt for ofte bliver overfuset af behovet for tryghed. Derfor forekommer disse fantasiske sindsåbnende øjeblikke, ofte vedrørende transportmidler.

Men selvom vi selv kalder os den klogeste art på hele Tellus, hvilket måske er rigtig nok i et eller andet omfang, er vi nok noget af det dummeste der nogensinde har trukket vejret siden Big Bang. For selvom vi ved hvor meget vi har brug for omsorg, hvor meget vi har brug for, at alle de ord der bliver banket ind i knolden på os, bliver snakket ud, en gang i mellem, er samfundet bygget op, så det næsten er umuligt. Det sker kun sjældent. Kun meget få gange får mennesker lov opleve denne befrielse det er at overfalde en artsfælle med hele vores liv, reduceret til ord.

Selvfølgelig har vi forsøgt at være smarte og snyde skæbnen, fordi vi stadig lever i den illusion af at vi er dem der styrer verden. Og selvfølgelig har det åndssvage begreb ’penge’, der næsten har lagt verden i ruiner, en rolle at spille i dette. Som om det ikke var slemt nok at vi nu betaler for sex og fysisk kærlighed, er vi nu gået så vidt også at fange den indre omsorg, i vores sindssyge net af uvidenhed. Vi er ligefrem gået så vidt at betale for at et andet menneske skal lytte til os. Vi har nemlig skabt noget så dumt at det ligefrem er ynkeligt, gemt i et ord der lyder så sofistikeret som ’psykolog’. Janteloven er for old school. I stedet har vi udviklet os til et i-landssamfund hvor menneskelige problemer er så små at civil personer føler behov for at give dem selv en diagnose så alle kan blive sorteret i de rigtige kasser.

Det store spørgsmål er ikke længere ”hvem er du?” det er ”hvad har du? Er du et depression, OCD, eller autisme menneske?”. Og i det så veludviklede i-landssamfund kan de stakkels, sofistikerede psykologer og psykiatere ikke gøre meget andet end at tage disse mennesker seriøst, da psykiatriske privatklinikker popper op over alt som paddehatte midt i galskaben. Så meget at de virkelig hjælpeløse drukner i mængden af wanna-be diagnoser. Hvis hønemoren vil have at sit barn har ADHD er der ikke noget der kan stoppe fuglekræet fra at smide sit æg allerforrest i køen, og så må resten pænt vente.

Hvis vi rent faktisk, for en gangs skyld, lod vær med at leve vores liv med skyklapper på, ville vi måske opdage, at der findes 7 milliarder andre individer, med en hjerne der er på størrelse med vores egen, og at nogle af dem måske ligefrem er villige til at veksle sine tanker.

Men heldigvis sker det også ind i mellem at kosmos af sig selv forbarmer sig over vores uvidenhed, og giver os vores helt egne magiske øjeblikke. Små, flyvske sommerfugle, der nogle gange bliver mast under hverdagens tunge sten. Knækket under dagpleje-hentning, essay-skrivning, trafik-dytning og frysepizzaer. Usynlige, røde tråde som du aldrig ser, men ind i mellem er det eneste der hægter dig fast til virkeligheden.

Et øjeblik i frihed. Et sekund i fred. To timer i Himlen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...