Fading fast | One Direction

Grace Walker's engelske mor og italienske far forlod Grace og hendes søster, Aly, hos deres moster i England, og rejste væk til Skotland. Grace og Aly voksede op, men sygdommen Bulimi overtog Aly krop. Grace's liv fortsatte trods tabet af sin søster, efterladt af sine forældre og alene. Lige indtil den dag Grace startede fritidsarbejde i den lokale bager som 15 årig og mødte drengen Harry, som senere bekom mere end en ven. Harry og Grace måtte sige farvel, da Harry stillede op i x-factor og fik stor succes med hans band og nu 4 år efter, tounere hele verden på deres stadium Tour. Men hvad sker der egentlig når man pludselig støder ind i sin gamle flamme på gaden? Vil der igen slå gnister imellem Grace og Harry? Hvad vil Harry gøre når han fortsætter på sin Tour? -Husk at tjekke traileren! ♥

25Likes
9Kommentarer
866Visninger
AA

2. | An old friend.

"Your heart and my heart are very, very old friends"

 

 

"Hvad kan jeg hjælpe dig med?", spurgte damen bag kassen. "En latte macchiatto", svarede jeg hurtigt uden at tænke det mindste over det. Jeg havde bestilt starbucks så mange gange og jeg skulle alligevel også bare altid have det samme. "Hvilket navn må jeg skrive?", spurgte hun. "Grace”. Hun nikkede og jeg stillede mig ned for enden af kassen og ventede på min bestilling.

 

Det var sommer og i London var det for én gang skyld varmt. Jeg havde taget mine blondeshorts og en grå T-shirt på, i dagens varme. Heldigvis er jeg halv italiener, så jeg havde lidt glød selvom jeg havde ikke råd til at tage på sommerferie i år. Jeg havde besluttet at bruge mine ferie penge, på at forkæle mig selv med en masse nyt tøj. Og det havde jeg så sandelig også gjort. Jeg havde hænderne fyldt med poser.

 

"Grace", blev der råbt ud over hele starbucks. Jeg rømmede mig og gik op og tog min kaffe. I et øjeblik overvejede jeg at sætte mig ned, men i stedet valgte jeg bare at tage hjem. Jeg ville hjem og prøve alt mit nye tøj. Og sko. Og make-up. Og tasker. Og jeg ved ikke hvad.

 

Et gadehjørne mere og jeg var ved døren til min lejlighed. Jeg gik i høj fart, da jeg glædede mig til at komme hjem og kigge på alle mine nye ting igen. Det var længe siden jeg havde brugt penge på mig selv. Jeg kan ikke engang huske hvor længe siden det er, så det var vidst på tide.

 

Imens jeg gik med min macchiatto i den ene hånd og mobilen i den anden, hvor mit hoved var begravet i, var der pludselig én, i høj fart, der bragede hårdt ind i mig. Et støn af smerte lød fra mine læber. Jeg tog mig til hovedet og kiggede op. Og en person jeg genkendte med det samme stod lige foran mig.

 

"Det er jeg virkelig ke....". Han stoppede midt i sætningen. Der var få sekunder stille. Vi stod et øjeblik bare og kiggede på hinanden i noget der føltes som flere timer. Jeg brød stilheden. "Harry?...", spurgte jeg og smilede skævt. Han rynkede brynene i et øjeblik inden hans øjne lyste op. "Grace?!", spurgte han begejstret. Vi begge grinede. Jeg satte en tot hår bag ved mit øre. "Tænk at jeg skulle møde dig her", sagde jeg en smule lavt. Harry sendte mig et stort smil. "Det er godt nok længe siden jeg har set dig", sagde han og kløede sig på kinden. -"sidst jeg så dig havde du altid dit hår sat op i en hestehale og var elendig til at bage brød". Jeg fniste. Han skulle lige nævne det med brødet?

 

Jeg lærte Harry at kende da jeg startede med at arbejde i en lokal bager. Det var mit aller første job. Harry arbejdede der allerede da jeg startede og han lærte mig en masse ting, og selvom jeg var helt ekstremt dårlig, opgav han det aldrig. Vi blev bedre og bedre venner og til sidst var vi nok lidt mere end venner. Harry havde et stort sangtalent og jeg bakkede ham op i at han skulle melde sig til X-factor. Så det gjorde han. Han gik videre og blev sat sammen med 4 andre drenge, som jeg aldrig mødte. Han havde så travlt at vi besluttede at vi to nok ikke kunne være sammen længere. Harry og hans band fik stor succes og han stoppede med at arbejde i bageriet. Og siden så jeg ham ikke.

 

Hans band havde fået stor succes nu. Jeg havde ikke set ham siden 2010, så i 4 år havde jeg kun set ham i blade og i fjernsynet. Og nu stod jeg her, ansigt til ansigt med min barndomskæreste. Måske var det lidt akavet. For os begge to.

 

"I har fået stor succes, var? Det var godt du meldte dig til x-factor", sagde jeg og sendte ham et smil som han gengældte. "Ja vi er igang med vores Where we are stadium Tour. Det er gået så stærkt", svarede han. Jeg nikkede kort. Stadium Tour. Det må jeg nok sige.

 

Harry lignede slet ikke sig selv. Hans hår var blevet langt og hans krøller var blevet mere løse og hans tøjstil en del bedre. Men hans øjne lignede sig selv på en prik. Jeg havde næsten glemt hvor flotte og grønne de var.

 

"Nå men øh... Godt at se dig igen, Grace. Jeg håber vi ses igen. Hvis det er kan du jo bare ringe, hvis du stadig har mit nummer", sagde han og smilede. Jeg gengældte og nikkede inden vi fortsatte hver sin vej.

 

 

Jeg havde næsten prøvet alle mine nye ting igen, og jeg havde skiftet til joggingtøj, så nu lå jeg bare på sofaen og så fjernsyn. Noget med One direction dukkede op i nyhederne. Et eller andet om deres Tour og Harry passede straks mine tanker. Det var slet ikke gået op for mig, at den Harry jeg havde kendt siden han var 16 - og jeg 15 - havde jeg lige mødt nede på gaden. 4 år og vi kunne kende hinanden med det samme.

 

Jeg hev min mobil frem og kiggede under 'H' efter Harrys nummer. Jeg havde det stadig. 4 år og det var stadig i min telefon bog. Et smil gled over mine læber. Uden at tænke videre over det, sendte jeg ham en besked:

 

#jeg har det stadig. Godt at se dig igen.

-Grace#

 

En tvivl steg op i mit hoved. Måske mente Harry slet ikke at jeg skulle skrive, men bare ville være sød. Han havde nok for længst glemt mig, og jeg havde jo egentlig også glemt ham. Han havde ikke passeret mit hoved siden han stoppede i bageriet og mig liv fortsatte uden ham. Jeg havde mange flere problemer at tage mig af. Han havde så travlt med bandet, at han måske ikke engang gad at se mig igen, men bare var høflig? Men nu havde jeg sendt beskeden og lidt efter modtog jeg en besked tilbage. Et lettet suk lød fra mine læber.

 

#Og jeg har stadig dit :D I lige måde! Dit hår er blevet langt#

 

Typisk Harry med den sidste bemærkning. Dengang i bageriet var mit hår ikke længere end til lidt under skuldrene og nu gik det cirka til navlen. Mit hår var mørkebrunt og krøllede en smule. Men dengang var det lidt lysere end nu.

 

Jeg lagde mobilen fra mig på bordet og smilede stadig over Harry's bemærkning. Det var så underligt at møde ham igen.

 

 

Harrys synsvinkel:

 

Jeg sad i sofaen og spillede Fifa med Niall. Han vandt stort da jeg sad med min mobil i hånden. Et smil kom frem på mine læber, da Grace skrev at hun stadig havde mit nummer. Og jeg havde stadig hendes. Aldrig havde jeg slettet det.

 

"Hvem skriver, som er vigtigere end kampen?", spurgte Niall og puffede til mig. Jeg trak på smilebåndet. "En gammel veninde", svarede jeg og lagde mobilen fra mig på bordet og koncentrerede mig om spillet. "Hvem? Kender jeg hende?", spurgte Niall interesseret. Jeg rystede på hovedet. "En jeg arbejdede sammen med i bageren, så det er længe siden", mumlede jeg og undlod at komme ind på, at vi jo egentlig havde været kærester, men vi måtte slå op efter x-factor.

 

"Wow ja. 4 år eller sådan noget", svarede Niall overrasket. Ja, 4 år var lang tid, men efter jeg stoppede med at arbejde i bageren, havde jeg glemt hende. Og hvis jeg ikke havde stødt ind i hende på gaden idag, ville jeg nok stadig have glemt hende og jeg var overrasket over at hun stadig var i min telefonbog og omvendt.

 

"Skal i så ikke ses?", spurgte Niall nysgerrigt. Jeg trak på skuldrene. Måske gad hun slet ikke. Måske troede hun bare jeg var blevet arrogant efter at vi havde fået så meget succes og hvem ved, måske havde hun fået en kæreste? "Jeg ved ikke. Det er så længe siden vi havde noget", svarede jeg uden at tænke over det. "Ey! Det sagde du ikke før!", udbrød Niall og puffede mig drillende i siden. -"Så skal i da ses!". Jeg trak på skuldrene igen. Hvad skulle jeg snakke med hende om? Måske havde vi begge ændret os. "Inviter hende på café eller noget", sagde Niall. Tanken strejfede mig. Og helt ærligt, hvis det nu gik helt galt var det jo ikke værre end at vi bare begge var blevet ældre, og sådan var det. Så jeg tog en hurtig beslutning.

 

☁ 

 

Grace's synsvinkel:

 

Med et chok fra mobilens bibbende lyd, vågnede jeg fra en søvn som åbenbart var steget til mig, da jeg lå på sofaen. Det var jo altså hårdt at shoppe. Jeg greb ud efter min mobil og da jeg så beskeden var fra Harry, kom et lille smil til syne på mine læber.

 

#Hvad siger du til kaffe på starbucks i morgen klokken ét? ;)#


Okay, så den tanke jeg havde strejfet mig tidligere - med at Harry måske ikke mente det med at han håbede vi kunne ses igen - ikke passede. Han ville gerne ses igen, og nu havde han inviteret mig på starbucks i morgen.

 

 

 

Det var så første kapitel! 

Måske blev det lidt kort, men syntes det var et godt sted at stoppe den! 
Jeg kan allerede nu sige, at der ikke kommer et bestemt mønster for hvornår kapitlerne kommer ud, da jeg ikke er 100% sikker på om jeg kan overholde det.. 

Anyways, håber selvfølgelig at i vil læse med!
Husk at trykke 'like', hvis du lyster! 

xx
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...