Lucca

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2014
  • Opdateret: 12 feb. 2015
  • Status: Færdig
<Måske handler kærlighed i virkeligheden om at forære den man elsker en tom bog og give dem lov til selv at skrive en ny historie. Det gjorde det for mig og Lucca.>

32Likes
18Kommentarer
1009Visninger
AA

2. *

 

Det første jeg fandt fantastisk ved Lucca var hendes stædighed. Hvordan hun aldrig tabte en diskussion, og hvordan det aldrig bare var fordi hun var stædig, men fordi hun kom med det ene argument efter det andet, der altid efterlod mig mundlam og med en følelse af at have fået mentale tæsk, på samme tid med at et smil ikke kunne lade være med at tegne sig på mine læber.

Det andet jeg fandt fantastisk ved Lucca var hendes læber. Hun havde en lille bitte mund, tomatrøde læber, der matchede hendes hår, så meget, at man næsten skulle tro at hun altid brugte læbestift, bare for at få det til at matche. De bevægede sig uafbrudt, og tit spekulerede jeg over hvordan en så lille mund kunne frembringe så mange ord i minuttet. Efterhånden havde jeg vænnet mig til den spøjse dialekt og spyttet bemærkede jeg ikke længere, kun når hun blev ekstra begejstret, eller vred over noget. Første gang jeg tænkte over Luccas læber som værende fantastiske var engang hun meget spontant, lynhurtigt og ekstremt akavet placerede et tantekys på mine læber. I et kort sekund ønskede jeg, at hun ville kysse mig igen. Så kom jeg i tanke om hvem og hvad Lucca var, og vi fortsatte med at elske at hade hinanden, som om intet nogensinde var sket.

 

Dengang var jeg seksten år gammel, og havde ikke styr på en skid. Jeg vidste intet om kærlighed, udover at hun de sidste to måneder havde heddet Ester. Ester var høj, smuk, brugte utrolig meget tid på Tumblr, og drak strawberry dakary når vi var til fester. Hun passede perfekt ind i min plan, og var et levende eksempel på mit billede af hvordan kærlighed så ud. Hun ville have tre børn, drømte om en villa magen til mine forældres, og hvis jeg havde bedt hende om det havde hun sikkert også kaldt mig hr. Felixen, istedet for Adam. Og det var netop her problemet lå. Jeg måtte indrømme at typer som Lucca, allerede havde sat en stopper for en masse af mine planer. Jeg kunne stadig ikke fordrage politik, men alligevel fandt jeg mig selv gang på gang til det ene politiske møde eller oplæg efter det andet. Jeg fandt mig selv på barer sammen med Lucca og langhårede Aksel, og selvom jeg stadig var kendt som den konservative nar i deres vennekreds, kan jeg nok ikke komme helt udenom at vi alle sammen holdt en del af hinanden. Stadig med en stor dosis skepsis, selvfølgelig. Mit billede af kærlighed var ikke længere et billede, det skulle være en følelsen, og den var der ikke med Ester. Ester var ansigtet på en lille drengs drøm, og endnu engang ramte realiteterne mig: Jeg var ikke længere en lille dreng, og kærlighed var ikke bare en stram kjole og det rigtige hår.

Det tredje jeg fandt fantastisk ved Lucca var hendes øjne. Hvordan hun skelede en smule på højre øje, men ikke nok til at man ikke kunne følge med i hvor hun kiggede hen. Den måde de skiftede farve med årstiderne; hvordan de var helt mørkegrønne om efteråret, og hvordan sneen lyste dem op om vinteren, lidt på samme måde som solen gjorde det om sommeren.

Det fjerde jeg fandt fantastisk ved Lucca var alle hendes drømme, der i led med hendes stædighed kom til at lyde som faste planer, også selvom en stor del af dem var fuldstændig surrealistiske. Lucca ville opleve verden, hun drømte om at blive skuespiller i et omrejsende teater. Jeg havde tidligere hørt hende fortælle om, at hun ville lave politik, og redde den tredje verden, men aldrig før en aften hvor Aksel havde brændt os af, og Lucca og jeg var havnet alene i Luccas kælderværelse, havde hun fortalt mig om hendes skuespillerdrømmer, og for første gang hørte jeg hende, med en snert af nervøsitet sige:

”Men det er jo bare fjollede drømme.”

Det femte jeg fandt fantastisk ved Lucca var Lucca. Det ramte mig dén aften, nøjagtig to år og tre måneder efter jeg havde mødt hende aller første gang. Lucca var fantastisk. Jeg strøg en krølle bag hendes ører, kiggede ind i hendes øjne, og fortalte hende at det jo var hende der kunne alt. Og vi kyssede, længe og intenst, og jeg kastede de sidste sørgelige rester af mine planer på gulvet.

Og jeg elskede Lucca.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...