Lucca

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2014
  • Opdateret: 12 feb. 2015
  • Status: Færdig
<Måske handler kærlighed i virkeligheden om at forære den man elsker en tom bog og give dem lov til selv at skrive en ny historie. Det gjorde det for mig og Lucca.>

32Likes
18Kommentarer
1007Visninger
AA

1. *

 

Det første jeg fandt forkert ved Lucca var hendes navn. Hun lignede ikke en Lucca. I mine tanker var Lucca en høj, muskuløs kvinde, med langt glat hår og modelkindben. I stedet blev jeg mødt af en lille, splejset tøs, med store, røde slangekrøller, i en alt for stor herreskjorte med afrevede ærmer, og et påsyet kvindetegn.

Det næste jeg fandt forkert ved Lucca var hendes dialekt. Hun talte en forfærdelig blanding mellem sønderjydsk og nørrebrosk, tilsat en masse forkortelser og internetsprog der næsten fik mine ører til at bløde. Deruodver spyttede hun lidt når hun skulle sige ”s” – lyde. Hun spyttede ikke nok til at andre bemærkede det, men nok til at jeg gjorde, og de knap tre minutter jeg snakkede med hende den første aften til festen hos Aksel var nok til at jeg følte at hele mit ansigt var smurt ind i klamt sønderjyde-nørrebro-feminist-spyt, og jeg flygtede meget hurtigt for at påbegynde en jagt på bare lidt mere rationelle mennesker at snakke med.

Dengang var jeg fjorten år gammel og havde styr på det hele. Jeg vidste at kærlighed var en tynd, høj kvinde, med velformede bryster, og lange ben solidt plantet i et par høje hæle. Jeg vidste at jeg i hvert fald ikke ville finde hende til min første privatfest, og da slet ikke hos langhårede Aksel. Jeg vidste at jeg en dag ville gifte mig med kærlighed, få tre børn og en stor villa magen til mine forældres. Jeg vidste at jeg ville stemme konservativt, når den tid kom, selvom jeg ikke kunne fordrage politik, og jeg vidste med sikkerhed, at jeg skulle på gymnasiet og universitetet, og ende med en stilling et sted, hvor jeg ville blive kaldt Hr. Felixen, og ikke Adam. Det jeg med aller størst sikkerhed vidste var, at typer som Lucca, i hvert fald ikke skulle sætte en stopper for nogle af mine planer.

 

Men en dag møder realiteterne en. For mit vedkommende dumpede de ind i mig på Søndre Boulevard en regnvejrsdag i Oktober, ca. ni måneder efter festen hos Aksel. Som du nok allerede har gættet hed realiteterne Lucca, og kom trækkende bag mig, med en punkteret cykel, og en gennemblødt cowboyjakke. Hun nåede næsten op ved siden af mig, og ud af øjenkrogen genkendte jeg hende med det samme. Men jeg sagde ikke noget. For det første havde jeg overhovedet ingen interesse i at snakke med Lucca, ikke kun fordi hun spyttede, og ikke kun fordi det eneste hun kunne tale om var de undertrykkende strukturer der overalt herskede i vores ”mandsdominerede samfund”, men fordi jeg havde besluttet mig for at Lucca var et tydeligt symbol på alt jeg hadede. For det andet havde jeg overhovedet ingen idé om hvad jeg skulle sige til hende, og om hun overhovedet ville kunne huske mig. Der var trods alt ikke meget andet end et kort hej, og et ”nå så du kender også Aksel” mellem os den ene gang vi havde set hinanden. Derfor blev jeg også dybt chokeret da Lucca pludselig sagde ”Hej Adam!” som om vi da bare kendte hinanden super godt. Det handlede sikkert om et eller andet med solidaritet, at kunne huske mennesker man ikke kendte og betragte dem som ens venner, selvom det var dybt upassende, husker jeg at jeg tænkte. Alligevel tog jeg mig selv i at sige ”Hej Lucca!” i et ligeså entusiastisk tonefald.

Det tredje jeg fandt forkert ved Lucca var at hun troede på ”kærlighed ved første blik”. Hun troede simpelthen på, at det var muligt at to mennesker kunne passere hinanden, og bare med et enkelt blik have kemi. Det fandt jeg ud af den oktober dag, hvor Lucca havde fuldt mig rundt gennem byen, og vi på mystisk vis var havnet på en café med en cola hver. Vi havde begge, med overdreven skepsis til hinanden, nævnt at vi måske ville finde læ fra regnen et sted. Og altså var vi havnet her.

Som om det ikke var nok, at tro på verdens største kliche, var Lucca mere end hundrede procent sikker på, at hun selv en dag skulle have æren af at opleve en kærlighed ved første blik historie. Jeg grinte lidt af hende, og prøvede at forklare hende noget om den virkelige verden.

”Ærligt Lucca, synes jeg det er sørgeligt at leve i en så naiv bobel.”

”Jeg synes det er sørgeligt at tro så lidt på at det kan ske, og give så lidt plads til naiviteten.”

Det fjerde jeg fandt forkert ved Lucca var, at det faktisk ikke gjorde mig noget at sidde på en café med hende og finde ud af at hun rent faktisk godt kunne tale om andet end undertrykkende strukturer (I hvert fald en sjælden gang imellem). Måske det allermest forfærdelige ved Lucca var at jeg på en sær og lidt frastødt måde fandt hende ekstrem dragende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...