Fortabt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2014
  • Opdateret: 5 aug. 2014
  • Status: Færdig
Denne one shot hører vi omkring et barn, der netop lige har overlevet et jordskælv.

0Likes
0Kommentarer
81Visninger

1. Fortabt

Stille, som en tom kiste, hvor ikke engang jord fandtes. Skrig, nu var der skrig, men det var glade skrig, sådan nogle som kom fra en munter leg eller når man fik noget man virkelig altid havde ønsket sig, sådan et skrig, strømmede der igennem hans ører. Sådan et skrig ville han selv opleve men han vidste, eller troede at det aldrig nogensinde ville ske. 

Et stille suk kom ud fra hans mund, som udfyldte tomrummet. Han rejste sig stille fra sin skyggede plads, under det ødelagte tag. 

Det var sommer, og solen skinnede, blomsterne spredte deres velduftende parfume, mens fuglene fløj rundt ved træ toppende og sang for lystens skær. Men han, hans humør var nede på den laveste bund. 

Bump… Han sparkede til en sten der lå på loftet, den faldt ned i stueetagen, hvor der var ligeså ødet som der hvor han var. Stille, igen, som altid, eller næsten altid, der var en tid hvor dette hus havde været fyldt med glæde og smil, en tid hvor folk strømmede ind og ud med børn eller hunde under armen. Hvor der blev sagt goddag og farvel, der hvor der var liv, men som så blev erstattet med stilhed og mørke. Et stille suk igen, da han tænkte tilbage på den tid, som var væk nu, han satte sig ned og kiggede ned mod underetagen. 

Huset han levede i, var halvt, hele den ene side var røget ned, eller brudt sammen da et jordskælv havde slået til, det havde taget hans sidste familie med sig, hans mor, far og tvillingebror. Hans bror var nok noget af det i verden der betød mest i hans liv, men nu var han væk. 

Inden denne tragiske skæbne skete havde han haft venner, men nu var alt hvad han havde, dette gamle hus tilbage som kunne bryde sammen når som helst. Han kiggede ned i det dybe men dog smalle sprække hvor en masse brædder lå hen over, dog kunne man stadig svagt skimte den. 

En tåre gled ned af hans kind, nu hvor han kiggede derned, der hvor hans bror lå, tanken om hvordan han så ud, før og nu, det brændte i hjertet at tænke på det, at tænke på ham, hans brune øjne som lignede hans egne så meget, bare det at de havde næsten samme udsende og at de mindede så meget om hinanden, bare tanken om at han var, dernede, fik det til at gøre ondt i hele kroppen. Han sørgede ikke over forældrenes død, men over sin betroede følges ven, hans bedste ven, hans højt elskede bror. 

Han tørrede hurtigt tåreren væk da han fandt ud af at den var der, selvfølgelig græd man vel en gang imellem men han ville ikke fremstås svag, et stille lille suk drog ud gennem hans læber, hvad skulle han dog stille op nu? Han havde intet tilbage ikke engang et billede, alt var væk og kun det halve hus, der sikkert også snart ville falde sammen i løbet af en måneds tid. Han snøftede lidt, prøvede nu at lade være, da han så svaghed som frygt og kujon-agtigt, han havde bare brug for sin bror, bare være sammen med ham, fordi sammen med ham kunne han alt. Men nu, nu kunne han intet det var lige før han kunne gå døden i møde, da der ikke var noget at gøre, da alt virkede meningsløst. 

Et tordenbrag lød få mil borte. Hans hoved drejede sig hen imod den brummende lyd og kunne nu se det lysglimt fra det. Han snøftede lidt igen mens han kiggede på det, han elskede tordenvejr, men lige nu kunne ikke engang det få ham op i bedre humør, det var dog fem dage siden jordskælvet havde slået til, han havde ikke fået noget at spise i de fem dage. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...