Granatens splinter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2014
  • Opdateret: 5 aug. 2014
  • Status: Igang
Hun føler sig som en granat. Hun rummer en usikkerhed. Så er der afskeden. Den afsked der afskærer hende fra verden. Hun forsøger at sætte ord på sine følelser til ham, men afskeden er sværere end hun først troede. Føleserne der overrumpler hende, så tanker ikke bliver til ord. Granatens splinter.

7Likes
2Kommentarer
325Visninger

1. Oneshot

"Du plejede at sige, at det var kærlighed ved første blik, " begyndte jeg med en grådkvalt stemme.

Jeg kiggede ind i det tomme spejl og så mit triste spejlbillede. De fyldte øjne, hvor tårerne kunne trille ned af de udmattede kinder, når som helst. Jeg kiggede ned på mine rystende hænder, der klamrede til det krøllede papir. Bogstaverne, sætningerne, meningen på papiret blev slørede, hvilket skyldtes de tårefyldte øjne. Jeg lagde papiret fra mig og kiggede igen ind i spejlet. Spejlets refleksion var i mit hjerte, to spejlbilleder var blevet til et. Dit og mit. Dig og mig. Fortid.

Jeg kiggede igen i spejlet. Det tomme rum bag mig, du stod ikke længere ved min side. Her var så tomt uden dig.

Jeg sank en tanke, græd en tåre, jeg forsatte: " Først havde jeg været stædig. Først ville jeg ikke indrømme mine følelser for dig, men jeg indså hurtigt, at du ikke var så let at slippe af med."

Jeg stoppede igen. Jeg kiggede igen på papiret, min afsked til dig. Du havde været sammen med June i flere år, end jeg havde kendt dig. Hun havde fyldt mere i dit hjerte, end jeg  nogensinde fik mulighed for. Det var naturligt, at det var hende, der var frembrussende. Det var naturligt, at det ikke var mig. Granaten. Jeg kunne eksplodere i samme sekund, men noget holdt mig tilbage. Afskeden.

” Du fik hurtigt et speciel plads i mit hjerte. Dit smil der søgte svar, dine øjne der afklarende strålede og overskyggede alt andet.”

Jeg sukkede dybt og lyttede til ekkoet af min egen ødelagte stemme. Svimmelheden over tabet fik mig til at sætte mig på sengens bløde underlag.

”Tankerne fløj forvirrede omkring, med baskende vinger havde de skabt kaos, så kom du. En sommerfugl med tavse vibrationer. Dine vinger der bar den skrøbelige krop. Du var min sommerfugl, min redning fra undergrunden. I starten vidste jeg ikke, at dit klemte hjerte tilhørte en anden,” forsatte jeg.

Jeg lagde mig tilbage i sengen og tænkte på June. Hvor dybt hun måtte have hadet mig, men det kunne jeg ikke få mig selv til at konfrontere andre med. Det ville jeg ikke udsætte dem for. Det ville jeg ikke udsætte June for. Ikke når det kom til udtryk i afskeden.

" Livet går aldrig som planlagt, en kliché man ofte hører rungende fra befolkningen. Jeg kunne ikke give dem mere ret. Vi havde ikke planlagt noget. Vi tog egentlig bare tingene som de kom, men det her havde vi ikke planlagt."

Jeg kiggede ned på papiret, hvor de tunge klatter ramte den sammenklemte skrift. Det gik op for mig, at min stemme ikke længere var at høre, men kun forekom indvendigt. Jeg lagde papiret fra mig og fandt en serviet. Jeg forsøgte ihærdigt, at tørre de strømmende tårer væk, men som vores kærlighed, kunne de ikke fjernes.

Vores kærlighed havde været forbudt. Du ændrede det, for min skyld. Dit hjerte bankede ikke længere for hende, June, nu bankede det for mig. Skyldfølelsen voksede dog, da jeg lærte hende at kende. En skyldfølelse over at overlade mine intense følelser til et allerede optaget hjerte. Men jeg vidste det ikke, for sommerfuglen havde ikke afsløret sin partner.

Jeg lagde igen papiret fra mig, lod tårernes vand tørre. Med tunge nærmest svævende skridt bevægede jeg mig hen mod Mascha. Vores blods arv. Hun lå så stille i den lille seng. Hendes sagte vejrtrækninger der bevilgede om hendes hjerteslag, der stadig slog. Hun var for lille til at kunne forstå det, men jeg ønskede, at hun kunne. Nu havde hun fået en evig skytsengel. Dig.

Jeg kiggede på pigen i spejlet. Mig. Min krop så slidt og udkørt ud, kun jeg var vidne til, at det samme var gældende for min tankegang.

”Jeg var blot en af de personer, som elskede dig. Et enkelt individ ud af helheden. Du var, du er,  i manges hjerter.”

Jeg lukkede øjnene og forestillede mig den probede kirke.

” Du hadede at være midtpunkt, ingen tvivl om det. Alligevel har skæbnen nu ført til, at du er dagens midtpunkt. I dag hviler alles øjne på dig, skønt de ikke kan se dig. Deres tanker vil ramme dig. Tankerne vil bores i dit indre, men det vil gøre dig lykkelig. Så mange bekymringer, så meget nærvær. Spred dine vinger. Slip bekymringerne. Flyv. Bliv vores flænge i himlen,” afsluttede jeg uden at have gennemgået hele afskeden. Talen.

Jeg lagde mig opgivende på taget. Med ryggen mod det hårde underlag kiggede jeg observerende op. Jeg begyndte at snakke til dig, men du lyttede ikke.

Du var ikke ved min side: ” Se på stjernerne. De samme stjerne som sidste uge, sidste år, flere årtier siden, førend vi blev født, i tusindvis af år har fyldt nattehimlen. Ingen vil nogensinde kende til vores eksistens, hvis vi ikke har gjort os bemærkede, men de vil kende til de samme stjerner.”

Jeg lukkede øjnene og tænkte tilbage. Jeg forestillede mig dine vinger, der spredtes på den magre ryg. Hvordan du let og elegant fløj mod et andet sted. Jeg åbnede øjnene igen. Kiggede på de tusindvis af stjerner.

”Stjernerne er måske for langt væk til at vi nå dem, men du er min eneste stjerne. Andre drømmer drømme, men du er alt i mine, ” afsluttede jeg.

Mine øjne lukkede i. Jeg var nu væk. Granatens splinter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...