Utopia - en dystopisk fremtid

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2014
  • Opdateret: 16 aug. 2014
  • Status: Igang
Vi lever i en tid, hvor verden er delt op i to - en dystopisk og utopisk verden. Menneskene er delt op i kategorier, og må som 18-årige gennemføre en undersøgelse, der viser hvilken verden de hører til - den gode eller den onde. 17-årige Elisabeth Miller lever i den utopiske verden. Hun har været hjemmeskolet hele sit liv, da det går i generation i hendes familie. Men Elisabeth vil gå på en almindelig skole ligesom alle andre, og en dag får hun på mirakuløst vis overtalt hendes forældre. Her opdager hun nye sider af sig selv, og ikke mindst hendes samfund. Hun møder også den fantastisk smukke og charmerende dreng Toby, men under det idylliske og fredelige samfund, lurer intriger og mørke hemmeligheder.

8Likes
6Kommentarer
381Visninger
AA

4. Opgøret

Klokken har lige rundet fire, og jeg er blevet færdig med mine sidste matematikopgaver. Det var en hård omgang. Jeg når dårligt nok, at slappe af inden min mor træder ind ad døren, med min lillesøster på slæb. 

"Elisabeth, så er vi hjemme," råber min mor nede fra forhallen. Jeg går som sædvanlig ned til dem af ren høflighed og ikke af lyst. Min lillesøster står iført et skrigende pink strutskørt, med en stram overdel, med en blomst syet fast på toppen. Hun smiler selvtilfreds til mig. Jeg er forvirret et kort øjeblik, men så går det op for mig. Det er Halloween! Og selvfølgelig er hun klædt ud som en sød lille ballerina-prinsesse, istedet for et ondt monster, som hun jo i virkeligheden godt kan være til tider. 

"Er jeg ikke flot, Beth?" Spørger hun tilsynladende godt tilfreds med sig selv. Mor stiller friske varer på bordet, som de lige har handlet ind. 
"Jo, helt vildt flot," siger jeg med en anelse ironi i stemmen. Mor sender mig et blik. Jeg kan se drys til, at lave lyserøde cupcakes blive stillet på bordet. Uden tvivl min lillesøsters valg, som forresten hedder Melissa. Hun er altid blevet forkælet af min mor, og får stort set alt hvad hun peger på. Måske er jeg faktisk lidt misundelig. Jeg føler ikke min mor elsker mig på samme måde som min lillesøster, bare fordi jeg er ældst, og er den mest ansvarlige, så jeg burde kunne tage vare på mig selv. Hvilket selvfølgelig også er rigtigt nok.
Ikke nok med at Melissa er klædt ud som en lille ballerina-prinsesse, men hun står selvfølgelig også med en kæmpe pose fyldt med slik i hånden. Typisk.
Hun ser, at jeg kigger på den, og spørger: "Vil du smage en karamel?" Mærkeligt. Hun plejer ikke, at være så sød, måske er det kostumet der har fortryllet hende, og en karamel ville da ikke skade. Det er så sjældent jeg får slik.
"Ja tak," siger jeg. 
"Nå, men det må du ikke," siger hun og fryder sig. Hun løber op på hendes værelse, som uheldigvis er placeret lige ved siden af mit. 
Det kunne jeg have sagt mig selv, hun kommer aldrig til at ændre sig. 

 

                                                                                                    ***
 

Om aftenen sidder vi ved det store antikke middagsbord af træ i stuen, som vi altid gør, når vi spiser aftensmad. Far er kommet hjem fra en lang forretningsrejse, så derfor står menuen på engelsk bøf med brun sovs, kartofler og ærter - fars livret. 
"Hvordan har jeres dag så været?" Spørger far. Min lillesøster sidder stadig iført hendes latterlige ballerina kostume, og svarer: "Jeg har fået masser af slik!" 
"Ja, som hun ikke gad, at dele noget af," siger jeg irriteret. Jeg ved godt det bare er en lille bagatel, men Melissa irriterer mig sommetider grænseløst, og i dag er en af de dage. Jeg ved ikke engang hvorfor, måske ligger der noget mere bag.
"Hvordan har din dag så vejret, Beth?" Spørger far, efter han har hørt færdig på Melissas historie om hendes perfekte dag. 
Jeg overvejer om jeg skal fortælle dem om det jeg har foretaget mig i dag henne på skolen, så de kan se, at jeg mener det alvorligt, at jeg gerne vil gå på en almindelig skole. Men de andre gange jeg har fortalt dem det, har de været så sure efterfølgende, så jeg ved ikke om jeg tør.
Efter lang tid siger jeg med en klang af træthed i stemmen: "som sædvanlig, intet spændende."
Far kigger bekymrende på mig et kort øjeblik, inden han retter sin opmærksomhed mod maden igen. 
Der er stille i lang tid, hvor ingen siger noget. Vi sidder bare opslugt i vores egne tanker, og vores mad. 
Jeg sidder panisk og overvejer om jeg skal fortælle dem om skolen. Men jeg ved stadig ikke om jeg tør, jeg ved de bliver sure og skuffede, og det har som aldrig endt ud i noget godt, de andre gange jeg har bragt emnet på banen. 
Men på et tidspunkt kan jeg ikke holde stilheden ud længere, og det ryger bare ud af munden på mig. 
"Jeg var henne på skolen i dag." Jeg har fortrudt at jeg sagde det, lige som det kom ud af munden på mig. Det føles heller ikke bedre, da jeg ser mine forældres vrede blikke, og min lillesøster smiler fornøjet til mig. På en måde tror jeg hun ender i Dystopia ligeså snart hun bliver atten. Gudskelov.
"HVOR var du henne?" Spørger far vredt. Han ved tydeligvis godt hvad jeg sagde, men jeg svarer ham bare med lillebitte stemme: "Henne på skolen."
Jeg ser hvordan vreden blusser op i ham, og mor sidder ved siden af med et skuffet blik, og kigger ned i bordet. 
"Elisabeth, jeg troede du vidste bedre," siger far med indebrændt stemme. Jeg krymper mig.
"Du kommer aldrig til, at gå på en normal skole, du er ikke ligesom dem, og det vil du aldrig blive!" 
Det var det. Nu bliver min skam gjort til vrede, og det syder inden i mig, og venter bare på at boble over, og det var dråben. Jeg rejser mig, og slår hænderne ned i bordpladen. Jeg siger ingenting, løber bare så stærkt mine ben kan bære mig ovenpå, og smækker døren vredt efter mig. Jeg smider mig på sengen, så jeg ligger med hovedet nede i dynen, også kommer tårerne. De kan ikke holde sig tilbage mere, og er nødt til at bryde ud af deres fængsel.
Jeg har ret til, at være mig selv. Jeg har ret til at gøre de ting jeg har lyst til. Så hvorfor skal de stå i vejen for mig? De har brugt den samme undskyldning med, at de bare vil beskytte mig i årevis, og jeg er træt af det. Beskytte mig fra hvad? Andre mennesker? Jeg kan sagtens klare mig selv. Jeg er ikke en svag, spinkel pige, som de går og tror. Jeg er meget mere end det.


                                                                                            ***

En halv time senere banker det på døren, og mor træder ind. Hun har et forsigtigt smil om munden. Hun går langsomt hen og sætter sig ved siden af mig på sengen.
"Din far og jeg har talt om det," begynder hun. "Og jeg synes vi skal give det en chance."
Hørte jeg rigtigt? Sagde hun lige, at de ville give det en chance? 
Det er som om min mor kan læse mine tanker, for i næste øjeblik siger hun: "Og ja, du hørte rigtigt. Vi har skrevet dig op til at begynde på Lovestruck High, og du har din første prøvedag i morgen. 
Mit ansigt lyser op i et smil, og jeg kan næsten ikke styre min glæde. "Tusind tak," siger jeg og kaster armene om mor. 
"Men du må forstå, at det kan være svært for dig, at tilpasse dig. Din far har ret; du er ikke ligesom alle andre." 
Det er som om jeg ikke hører hendes ord. Bare er i min egen lille boble af glæde. Jeg kan ikke forstå det. I morgen skal jeg starte på en rigtig skole i en rigtig klasse.
"Men du må hellere gå i seng nu, Beth. Du har en stor dag i morgen," siger mor og rejser sig op fra sengen. Hun går hen til døren, stopper op, vender sig om og smiler til mig. Jeg smiler tilbage. Hun har ret. Jeg har en stor dag i morgen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...