Utopia - en dystopisk fremtid

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2014
  • Opdateret: 16 aug. 2014
  • Status: Igang
Vi lever i en tid, hvor verden er delt op i to - en dystopisk og utopisk verden. Menneskene er delt op i kategorier, og må som 18-årige gennemføre en undersøgelse, der viser hvilken verden de hører til - den gode eller den onde. 17-årige Elisabeth Miller lever i den utopiske verden. Hun har været hjemmeskolet hele sit liv, da det går i generation i hendes familie. Men Elisabeth vil gå på en almindelig skole ligesom alle andre, og en dag får hun på mirakuløst vis overtalt hendes forældre. Her opdager hun nye sider af sig selv, og ikke mindst hendes samfund. Hun møder også den fantastisk smukke og charmerende dreng Toby, men under det idylliske og fredelige samfund, lurer intriger og mørke hemmeligheder.

8Likes
6Kommentarer
385Visninger
AA

3. Lovestruck High

Jeg ser skolens silhuet nærme sig, jo længere jeg kommer væk fra mit indelukkede fængsel. Bygningen er høj, højere end jeg havde forventet den ville være. Børnenes glade råb kommer nærmere og nærmere, indtil jeg ser dem med mine egne øjne. Børn på omkring ti til tolv år hopper rundt på udenfor på skolens legeplads, nogle gynger, andre spiller fodbold. Der står nogle ældre piger henne i et af bygningens hjørner og snakker for dem selv. De ligner nogle på femten, at dømme udfra den mængde makeup de har på. En kølig brise får vinden til at ruske op i mit hår. Jeg står bag en stor sten placeret midt i indgangen til skolen: "Velkommen til Lovestruck High", står der indgraveret i stenen med snoede bogstaver. Sikke et ... fascinerende navn, tænker jeg. Jeg kunne egentlig godt passe ind sammen med resten af børnene, det sørger min lyserøde pelsjakke ihvertfald for.

Jeg står godt skjult bag den store sten, da klokken ringer. Nu da jeg er helt tæt på, er den utrolig høj og øredøvende, og lyden skærer i mine ører. Pladsen bliver efterhånden mere og mere tom, og jeg kommer først ud fra mit skjul, da jeg ser den sidste, en lyshåret dreng forsvinde ind gennem den store dobbeltdør. Uden alle børnene virker jorden kold og øde. De sidste vibrationer fra gyngen svinder langsomt ud i ingenting, og det får legepladsen til, at minde om en forladt spøgelsesby, uden noget liv. 

Jeg går hen til gyngen, sætter mig og svinger lidt frem og tilbage. Jeg længes efter, at føle den frihed, jeg engang kan huske fra børnehaven. Det at være en del af noget. Jeg havde ikke mange venner, men det gjorde ikke noget. På en måde kunne jeg godt lide, at være alene. Men tiderne ændrer sig, og jeg har ændret mig. 

Jeg går forsigtigt hen til en af ruderne. Jeg skulle helst ikke blive opdaget luske rundt på skolens udendørs legeplads, når jeg ikke engang er en del af den. Og mine forældre ville flippe fuldstændig ud, hvis de finder ud af, at jeg har lusket rundt herude, uden deres tilladelse. Der er vel en grund til, at jeg ikke må gå på en almindelig skole. Men jeg kan bare ikke finde den grund.

Inde bag den let tonede rude sidder en masse elever ved hver deres pult, og kigger op på en tynd, ranglet, kvindelig lærer med runde briller og tyndt hår. Udfra hvad jeg kan se på tavlen har de historieundervisning. Jeg skynder mig, at gå videre, så jeg ikke bliver opdaget af de tyve elever, der sidder derinde. Jeg dukker mig under ruden, så de ikke kan se mig gå forbi. Hvis nogen så mig luske rundt som en eller anden spion, ville det være pænt nederen. 

I det næste vindue ser jeg nogle piger sidde tæt sammen i en sofa og fnise og grine over noget, som hende i midten lige har fortalt. Jeg kan høre deres latter gennem ruden. Hele rummet er fyldt med sofaer, og der sidder unge mennesker over det hele, jeg vil gætte på de er omtrent min alder. 

"Hey," jeg hører en stemme bag mig, og det giver et gib i mig. Jeg vender mig hurtigt om med dunkende hjerte. Det er en dreng. Måske har han samme alder, som mig - måske ældre. Men nej, det kan han ikke være, for ingen skoleelever har gennemført deres prøve, der viser hvilken verden de hører til i endnu. Det er ligesom en eksamen. Når man fylder atten er man færdig med skolelivet, og skal begive sig ud i voksenlivet. God eller ond. 
Da jeg kigger nærmere på drengen ser jeg hvor smuk han faktisk er. Hans øjne er nøddebrune, og hans hår har en mørk, fortryllende farve, hans ansigt er perfekt proportioneret. Han er også høj, mindst et hoved højere end mig, og meget bred, så han får mig til, at føle mig helt lillebitte.
I et øjeblik føler jeg mig helt nøgen, som om jeg lige er blevet taget i noget meget slemt. Hvilket det her jo egentlig også er.

"Dig har jeg vist ikke set før," siger han med et smil om munden. 
"Eh, nej det har du vist ikke," får jeg fremstammet, og kigger ned af mig selv, og får øje på min lyserøde pelsjakke, jeg helt havde glemt, at jeg havde på, og bliver lidt forlegen. Okay, underdrivelse - meget forlegen. 
"Er du ny her?" Spørger han. Jeg står lidt og tripper, før jeg svarer, "nej, jeg øh, jeg går ikke på skolen," siger jeg. Han griner. Det her bliver værre og værre. 
Efter hans latterudbrud, får han endelig taget sig sammen til, at spørge: "Okay, prøver du bare på at pjække, eller hvad? For der er da ingen grund til, at luske rundt på en skole, man ikke går på," han har et smil på læben, uden nogen anelse om hvad der rent faktisk foregår, og han ville heller ikke kunne forstå det.
"Nej, jeg venter på en," lyver jeg. 
"Nå, så du har ikke selv en skole, at passe?" Spørger han, tydeligvis stadig med et smil på læben. 
"Jo, men det er kompliceret," siger jeg. "Hov, jeg kommer lige i tanker om, at jeg har glemt noget derhjemme," lyver jeg igen. Jeg vil gøre alt for at slippe ud af denne pinlige situation. 
Jeg begynder, at gå, men han følger med, så jeg siger spydigt: "og hvad med dig selv, har du ikke en skole, at passe?" Det får ham til, at stoppe op. "Jo, nu hvor jeg tænker over det, så har jeg. Vi ses forhåbentlig på et tidspunkt." Jeg svarer ikke, men fortsætter bare med at gå. Lidt efter hører jeg hans stemme råbe: "Hey, hvad hedder du?" 
"Elisabeth!" vender jeg mig om og svarer. 
"Elisabeth, en fornøjelse at møde dig!" Råber han tilbage. Han vender sig om og går, og jeg ser ham forsvinde ind i en mørk korridor med blade hvirvlende efter sig. 
Jeg undertrykker et lille smil. Min første rigtige samtale med et rigtigt menneske, som ikke er et familiemedlem. Sejt nok, tænker jeg og trasker ned ad gaden, stadig iført min lyserøde pelsjakke, og bevidst om at jeg nu har et hav af dødssyge matematikopgaver, der venter på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...