Utopia - en dystopisk fremtid

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2014
  • Opdateret: 16 aug. 2014
  • Status: Igang
Vi lever i en tid, hvor verden er delt op i to - en dystopisk og utopisk verden. Menneskene er delt op i kategorier, og må som 18-årige gennemføre en undersøgelse, der viser hvilken verden de hører til - den gode eller den onde. 17-årige Elisabeth Miller lever i den utopiske verden. Hun har været hjemmeskolet hele sit liv, da det går i generation i hendes familie. Men Elisabeth vil gå på en almindelig skole ligesom alle andre, og en dag får hun på mirakuløst vis overtalt hendes forældre. Her opdager hun nye sider af sig selv, og ikke mindst hendes samfund. Hun møder også den fantastisk smukke og charmerende dreng Toby, men under det idylliske og fredelige samfund, lurer intriger og mørke hemmeligheder.

8Likes
6Kommentarer
383Visninger
AA

2. Begyndelsen

Jeg vågner med et sæt. Vækkeuret ringer klokken 7:30, som det altid gør. Jeg slukker så hurtigt jeg kan den irriterende tone, som kun påminder mig om, at der nu skal til at starte endnu en kedelig dag, præcis ligesom den i går. Jeg rejser mig langsomt op, men jeg når kun halvvejs, før min morgentrætte krop falder ned i den store seng igen, hvor der sagtens kunne være plads til to personer, ja måske endda tre. Efter fem minutter har jeg endelig taget mig sammen igen, og jeg rejser mig op og placerer mine nøgne fødder på det blanke marmorgulv, som forresten er skidekoldt, så jeg skynder mig, at tage mine lyserøde sutsko på, som min mor købte til mig da jeg var tretten, og jeg kan stadig passe dem, så noget tyder på at mine små fødder, ikke kommer til at vokse mere. Jeg går forbi mit hvide, blanke skrivebord, hvor jeg om lidt skal til at lave skolearbejde. Helt alene. Jeg går ind ad trædøren, som er skåret ud i smukke roser, som løber langs dørens kant. Man kan måske godt betegne vores hus, som luksus, min mor sætter altid kvalitet og skønhed fremfor alt andet. Hun siger altid, at vores hus skal se pænt ud, når der kommer gæster, og det kunne være en del af grunden til, at hun går så meget op i detaljerne og udsmykningen i huset. 

Bag den smukke trædør er badeværelset. Det er også smukt, der er guldhåndtag og porcelæn med håndmalede roser på væggene. Det minder mig om, at jeg kun om otte måneder skal gennemføre prøven, der viser hvilken verden jeg hører til. Hvis de sender mig til Dystopia, skal jeg vinke farvel til mit værelse, badeværelse, hele huset og ikke mindst min familie. Jeg kan ikke lide, at tænke på det, så jeg kaster tanken ud af hovedet, og koncentrerer mig istedet om, at børste tænder. 
Jeg betragter mig selv i spejlet. Mørkt, uglet hår, lang næse, blå-grønne øjne, perfekt synkroniserede læber og bleg. Jeg er ikke særlig stor, jeg kunne sagtens gå for at være en pige på fjorten, taget i betragtning af min højde og former. 

Jeg går ned af den store, snoede vindeltrappe, så jeg kan komme ned til køkkenet, men inden da skal jeg igennem forhallen, som er stor og med en smuk lysekrone af guld i loftet. Køkkenet er meget moderne - i forhold til resten af huset, som er inspireret af den victorianske tidsalder - , lyst og åbent. Vi har udsigt til stranden, som kun ligger femhundrede meter herfra, så jeg kan se bådene, der fredeligt sejler i havet fra vores vindue. Jeg tør ikke tænke på hvad vores hus har kostet, men jeg er sikker på, at mine forældre ikke har haft de store problemer med, at betale det. Min far er direktør for et stort verdensdækkende firma, der producerer miljøvenligt el. Min mor er direktør for et stort modemagasin, så man kan vist godt sige, at jeg kommer fra en succesfuld familie.

Jeg har en lillesøster på fem, hun er en rigtig dramaqueen, selvom hun stadig er meget ung, og er på sit sidste år i børnehaven, så jeg tør ikke tænke på hvordan hun bliver, når hun bliver ældre. 
Selvom vi ikke må gå i skole, måtte vi godt gå i børnehave, som andre normale mennesker. Jeg husker faktisk ikke så meget fra den tid, men jeg kan dog huske, at jeg for det meste sad for mig selv, og tegnede regnbuer og enhjørninge, det er ihvertfald hvad jeg husker. 

Køleskabet i køkkenet er stort, og af rustfrit stål. Jeg finder et æble og en banan frem, og tager det med op på værelset. Jeg dumper ned i den hvide læderstol, som jeg er meget forsigtig med ikke, at spilde i. Jeg spildte engang kakao i stolen, og jeg fik en ordentlig skideballe af min mor, da hun kom hjem, så hun sendte den på renseriet, og måtte betale et par tusinde kroner, for at få den renset - trodsalt bedre end, at betale for en helt ny stol.
Jeg logger mig ind på siden, hvor jeg finder alle de lektier og opgaver jeg skal igennem i dag. Jeg kan se en masse matematikopgaver jeg skal igennem. Jeg hader matematik, det er det værste og mest kedelige fag der findes. Så jeg starter med noget af det jeg kan finde ud af. Engelsk er mit speciale, jeg har altid været god til fremmedsprog. Jeg har det nok efter mine forældre, siden de mestrer alverdens sprog, fordi de rejser rundt omkring i vores utopiske verden, med deres arbejde. Nu er klokken otte, og jeg hører skoleklokkerne ringe ind til time, ligesom jeg kan hver morgen. Skolen ligger ikke andet end et par tohundrede meter, fra hvor vi bor, og jeg kan se taget af den fra min søsters værelse, ved siden af mit.
Jeg ville sådan ønske, at jeg bare kunne få lov til, at gå i en almindelig skole. Jeg har faktisk aldrig oplevet følelsen af, at have venner, for jeg har aldrig haft nogen. En trist tanke, men jeg slår den hurtigt af mig igen, men det varer ikke længe, før den igen dukker op. Klokken er halv ti, og jeg er på vej videre til mine opgaver i dansk, da jeg hører skoleklokken ringe endnu engang, og denne gang ringer den til frikvarter. Jeg hører børn, der leger, løber og har det sjovt. Jeg forestiller mig selv som elleveårig, løbe rundt med rottehaler, og et sjippetov i hænderne, sammen med nogle andre børn ude på skolens legeplads, men det kom aldrig til, at ske, og det kommer aldrig til at ske. Jeg kan ikke koncentrere mig længere. Jeg kan kun tænke på alle de ting, jeg har misset gennem årene, når jeg har siddet indelukket på mit værelse hver dag, som om det er et fængsel, men det er slut nu. Jeg lunter nedenunder i forhallen, griber mine sko og min lyserøde pelsjakke, som om jeg stadig er tolv år. Jeg kommer udenfor og mærker den kølige efterårsluft kærtegne mit ansigt. Jeg går ned af trappestenene, og hen ad gaden. Mine fødder er fast besluttet på deres destination.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...