Till Death Do Us Part

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2014
  • Opdateret: 6 aug. 2014
  • Status: Færdig
Kærlighed er en finurlig følelse. Nogle gange er den det bedste i verden, andre gange det værste. Nogle gange ender det i lykke, andre gange i smerte og sorg. Nogle gange tager det lang tid at opbygge, andre gange sker det ved et enkelt blik. Det sidstnævnte var sandheden for mig.

8Likes
12Kommentarer
428Visninger
AA

1. 27. oktober, 2010

Kærlighed er en finurlig følelse. Nogle gange er den det bedste i verden, andre gange det værste. Nogle gange ender det i lykke, andre gange i smerte og sorg. Nogle gange tager det lang tid at opbygge, andre gange sker det ved et enkelt blik.

Det sidstnævnte var sandheden for mig.

 

27. oktober, 2010

 

Jeg havde et liv, der kunne betegnes som ganske almindeligt. Der var intet specielt ved det. Jeg var ansat i en af afdelingerne i et firma inde ved centrum af byen. Det gav ikke meget med min position, men det gjorde mig i stand til at overleve. Jeg boede i en lille etværelses lejlighed i udkanten af byen – igen var det ikke meget, men nok til at jeg kunne klare mig.

På trods af min minimalistiske livsstil, ville jeg selv mene, at jeg havde det godt. For mig var det de små usete skønheder i livet, der betød noget. Som når man sad i parken en solrig forårsmorgen og kunne se livet udfolde sig i form af blomster, der stod i flor, børns klingende latter, når de legede eller nyforelskede pars kærlighed for hinanden. Eller som når man mødte en venlig person på gaden, der sendte et smil, selvom man ikke kendte hinanden.

Disse små skønheder var der ikke mange mennesker, der lagde mærke til i deres travle hverdag, men jeg ville ikke kunne leve uden dem. Selv i de værste situationer gjorde jeg alt for at se på den positive side af sagen.

Det var en grå onsdag, men det gjorde mig ikke noget, for dette var en af de dejlige dage, hvor jeg ikke var blevet nødt til at arbejde over. Lige for tiden havde jeg utrolig meget overarbejde, da jeg havde fået overrakt min første større opgave. Dette var min store chance. Det kunne gå begge veje – hvis aftalen kom i hus, ville det være et skridt mod en højere stilling, men hvis jeg ikke klarede det, kunne det sætte mig i fare for at blive fyret.

Jeg havde ikke nogen bil, så jeg tog altid bussen til og fra arbejde. Dette var ikke et problem de aftener, hvor jeg fik sent fri, for busserne kørte ofte, og om aftenen var der alligevel rigeligt med ledige pladser. Det var næsten behageligt på disse tidpunkter.

I dag var dette ikke tilfældet. Dette var tidspunktet, hvor de fleste mennesker fik fri, så alle maste sig frem for at få en plads. På trods af dette var der intet, der kunne ødelægge mit humør. Jeg var endelig klar med min præsentation og kunne derfor med god samvittighed gå hjem og få noget tiltrængt søvn.

Der var ikke helt så overfyldt, som jeg havde forventet, for jeg formåede at finde et ledigt sæde ved siden af en kvinde med et barn på skødet. Jeg ville have sagt hej, men hun sendte mig et irriteret blik, så snart jeg havde sat mig, så jeg nøjedes i stedet med et smil og vendte så blikket mod vinduet.

Kvinden skulle allerede af ved det næsten stoppested, så denne gang fik jeg muligheden for at rykke ind på vinduespladsen. Hvis der ikke var nogen at snakke med, var udsigten i det mindste bedre end ingenting.

Endnu engang blev der fyldt med mennesker. Mange af dem så ud til at komme lige fra arbejdet, præcis som jeg. Jeg betragtede dem med interesse. Mange holdt blikket på deres taske, gulvet eller andre ting, hvor de ikke risikerede at få øjenkontakt med nogen og de få, der ved en fejl så mig i øjnene, kiggede hurtigt væk uden så meget som et smil. Nogle gange undrede det mig, hvor reserverede mennesker kunne være.

Bussens døre begyndte at lukke, og jeg vendte blikket mod vinduet. Jeg glædede mig til at komme hjem og slappe af. Bare en halv times tid mere, og jeg kunne hoppe i seng med en god bog.

Jeg så undrede op, da dørene åbnede igen. Andre passagerer sukkede eller brokkede sig over, at de ikke bare kunne komme hjem med det samme, men jeg så nysgerrigt op mod indgangen. Jeg havde ikke rigtig noget, jeg skulle nå, så hvis det sparede en person for at skulle vente på den næste bus, kunne jeg ikke se problemet. Bussen var alligevel lidt tidligere på den, end den burde være.

En ung mand kom ind, og jeg kunne ikke lade være med at se mere indgående på ham. Jeg kunne indtil videre kun se ham fra siden af, men alligevel var jeg ikke tvivl om, at han var attraktiv. Han havde sort hår, der var lidt længere end de fleste fyres og en anelse pjusket, og han havde en spinkel kropsbygning med let tonede muskler, så vidt jeg kunne se.

Han havde snart betalt og vendte sig om, så jeg nu kunne se hans ansigt. Mit åndedræt blev fanget i min hals og mit hjerte satte farten op. Jeg kendte ham ikke, men jeg var alligevel fanget med det samme. Han var, ad mangel på bedre beskrivelse, smuk.

Kæben var smal, men skarpt defineret og næsen havde samme skarpe træk over sig. Læberne var ikke fyldige, men var formet i en amorbue og så utroligt bløde og indbydende ud. Håret gik ned i panden og nåede næsten helt ned til øjnene.

Øjnene var dog det, der fangede mig mest. Mit hjerte stoppede helt for et kort øjeblik, da vores øjne mødtes, og verden virkede til at stå stille omkring os. Det var mandelformede, mørkebrune øjne, der virkede til at have en uendelig dybde, som man nemt kunne drukne i, hvis man ikke passede på. De indeholdt en varme, men også en tristhed, jeg ikke havde set længe.

Jeg vidste med det samme, at han ikke var som alle andre. Han var ikke bange for at møde mit blik, og han koncentrerede sig ikke kun om sin egen travle lille cirkel. Det virkede, som om han så, virkelig så, verden omkring sig, ligesom jeg selv gjorde.

Jeg havde aldrig haft det på den måde før, hverken med en fremmed eller en bekendt. De stærke følelser, der vældede op i mig i det øjeblik, vores blikke låstes fast, var ikke noget jeg havde forestillet mig nogensinde at opleve. Det tændte nærmest en indvendig ild og en nysgerrighed efter at vide mere. Mere om ham, hans liv og hans fortid.

Verden vendte tilbage til mig, idet han gik ned ad gangen. Jeg vidste, at jeg måtte reagere hurtigt, hvis jeg skulle nå at komme i kontakt med ham. Jeg vidste også, at hvis det ikke lykkedes nu, ville jeg nok aldrig komme til at se ham igen, hvilket fyldte mig med forfærdelse.

Mens jeg stadig havde hans blik og hans opmærksomhed, sendte jeg ham et af mine varme smil og pegede på den tomme plads ved siden af mig. Han havde ikke ret mange andre muligheder, men jeg kunne ligeså godt være ekstra sikker på, at han ikke valgte en af de få andre ledige pladser.

Jeg kunne ikke stoppe mig selv fra at blive betaget af ham endnu engang efter hans reaktion. Idet han sendte et fantastisk smil tilbage, kunne jeg se en række hvide, lige tænder. Så snart jeg så op i hans øjne igen, gik det dog op for mig, at smilet slet ikke nåede derop. Varmen var der, men tristheden var der også stadig. I det øjeblik ville jeg ønske, at jeg på et tidspunkt ville være i stand til at sætte glæde i de øjne.

”Jeg tænkte på, om du ville sidde her, nu hvor der ikke er så mange andre pladser,” sagde jeg, da han kom ind for hørevidde, og han sendte endnu et kort smil.

”Mange tak,” svarede han og satte sig ned ved siden af mig. Hans stemme var dybere, end jeg havde forventet. Han duftede også godt, kunne jeg med det samme konkludere. En anden ting jeg lagde mærke til, nu hvor han var kommet tæt på var, hvor træt han så ud.

”Det var da så lidt! Hvor skal du af henne?” spurgte jeg med interesse, og han svarede mig uden tøven. Jeg glædede mig indvendigt over, at han ikke bare skulede til mig, som damen med barnet havde gjort.

Jeg fandt ud af, at han kun boede et stoppested fra mig. Jeg blev glad ved tanken om, at jeg kunne snakke med ham det meste af turen.

Selvom den lille halve time lige pludselig føltes meget kort, nåede vi omkring en del emner, og jeg følte allerede, at jeg havde kendt ham hele mit liv. Hans personlighed virkede lige så perfekt som hans udseende. Det var noget mystisk over ham og den forfærdelige tristhed, men han var også både sød og sjov.

Som vi nærmede os hans stop, følte jeg mig en anelse tom. Selvom vi kun lige havde mødt hinanden, kunne jeg godt lide hans selskab, og jeg kunne ikke lide tanken om måske ikke at komme til at se ham igen. Jeg håbede på, at han ville tage initiativet til videre kontakt, men det gjorde han ikke.

Jeg overvejede kort, om jeg burde gøre det. Jeg havde lyst til det, men vi kendte trods alt ikke hinanden ret godt, så jeg vidste ikke helt, om det ville virke for prangende. Som tiden gik, blev jeg enig med mig selv om, at jeg blev nødt til det. Det var absolut ikke hver dag, jeg mødte en person som ham, så jeg ville ikke lade chancen forbigå mig.

”Kan jeg få dit nummer, så vi kan holde kontakten?” spurgte jeg omsider, mens jeg rakte min mobil frem, og jeg blev lettet over smilet. Han virkede allerede til at være lidt gladere, end da han kom ind i bussen.

”Selvfølgelig,” svarede han og tog mobilen. Vores hænder strejfede hinanden, og jeg kunne mærke, hvor kolde hans fingre var. Det undrede mig lidt, for selvom det var koldt udenfor, var der en god temperatur i bussen.

Han havde kun lige nået at række mobilen tilbage, da vi begyndte at sagtne farten. Han greb sin taske og rejste sig op.

”Det var en sand fornøjelse at snakke med dig. Du kan bare skrive, når du har lyst. Så kan vi mødes igen,” sagde han, denne gang med lidt mere liv i øjnene.

”Jeg skriver snart,” lovede jeg med det samme. Han gav et nik og begyndte at gå mod udgangen. Først der gik det op for mig, at jeg faktisk ikke kendte hans navn. Jeg fløj op og kaldte et ”vent!” efter ham, men døren havde allerede lukket sig bag ham, og bussen satte i gang igen. Jeg satte mig ned med et smil. Selvom jeg ikke havde fået hans navn, vidste jeg, at det ikke var sidste gang, jeg ville møde ham.

Jeg hev mobilen frem og ledte efter den nye kontakt. Mit smil blev kun større, da jeg fandt den. Så havde jeg altså fået hans navn alligevel.

Alex

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...