Till Death Do Us Part

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2014
  • Opdateret: 6 aug. 2014
  • Status: Færdig
Kærlighed er en finurlig følelse. Nogle gange er den det bedste i verden, andre gange det værste. Nogle gange ender det i lykke, andre gange i smerte og sorg. Nogle gange tager det lang tid at opbygge, andre gange sker det ved et enkelt blik. Det sidstnævnte var sandheden for mig.

8Likes
12Kommentarer
425Visninger
AA

2. 20. november, 2010

 

20. november, 2010

 

”Kan vi se en kærlighedsfilm?” spurgte jeg sødt, og Alex rystede på hovedet af mig.

”Hvad med, at jeg kunne vælge for en gangs skyld?” svarede han med et grin, mens hans blik var fokuseret på maden foran sig. Jeg havde senere fundet ud af, at han var god til at lave mad, så fremover når vi var sammen, stod han for madlavningen. Jeg kunne lave mad til husbehov, men vi var blevet enige om, at hans mad var langt mere spiselig. Eller rettere sagt: han havde ihærdigt prøvet på at se ud, som om han faktisk nød min madlevning den første gang, men havde alligevel insisteret på at lave mad fremover.

Vi var blevet meget tætte i løbet af den lille måned, der var gået, og vi brugte meget af vores fritid sammen. Lige meget hvor mange timer, jeg brugte med ham, kedede hans selskab mig aldrig. Det meste af tiden var han meget åben. De eneste tidspunkter, hvor han blev meget stille og ikke rigtig ville uddybe var, når vi kom ind på emner som noget af hans fortid og privatliv.

Forstå mig ret, han havde ikke noget imod at tale om sin familie eller nogle af de minder, han havde fra sin barndom eller teenageliv, men alligevel var der noget stort, han skjulte for mig. I starten havde jeg prøvet at få ham til at tale om det, men jo mere jeg prøvede, jo længere væk kom han fra mig, så jeg havde besluttet mig for at lade ham komme til mig, når han var klar til at fortælle det.

Jeg brød mig ikke om følelsen af at være lukket ude fra en vigtig del af hans liv, men jeg ville ikke lade det ødelægge det venskab, vi var i gang med at bygge op.

”Hvad vil du gerne se?” spurgte jeg, og han grinede kort.

”Jeg sagde det bare for sjov. Jeg er sådan set ligeglad, du kan bare vælge, hvad du gerne vil se,” svarede han, og jeg lyste op i et smil. Så kunne vi godt se den film, jeg gerne ville!

”Yay!” svarede jeg med en drillende tone, og han rakte tunge af mig. Det var det sjove ved os. Vi kunne være utroligt barnlige til tider, men på andre tidspunkter var det intet problem at være alvorlige. Det var endnu en ting, jeg godt kunne lide ved ham. Jeg elskede, at han havde de forskellige personlighedstræk, og at jeg bare kunne være mig selv omkring ham, uden at blive dømt.

Senere den aften, havde vi slået os ned på sofaen. Jeg havde valgt Dirty Dancing, som var en af mine favoritter. Alex havde ikke sagt noget, men han havde smilet af mig på ”du forbedrer dig aldrig”-måden. Ikke at det gjorde mig noget, for jeg vidste, at han ikke mente det på en ond måde.

Han sad for enden af sofaen, mens jeg lå med hovedet i hans skød. Mens vi så filmen, strøg hans fingre gennem mit hår. Jeg havde set op på ham med et smil, og han havde sendt et tilbage. Det var ofte vores måde at kommunikere på. Et smil og et delt blik sagde mere, end vi kunne have sagt med ord.

Vi opførte os tit mere som et par end som venner, men af en eller anden grund havde det ikke udviklet sig i den retning. Ikke endnu, i hvert fald. Jeg var ret sikker på, at det ville ske på et eller andet tidspunkt, men vi havde trods alt kun kendt hinanden i en måneds tid.

Ikke at det ændrede mine følelser for ham. Mit hjerte bankede stadig hurtigere ved hans tilstedeværelse eller bare ved tanken om ham. Jeg følte også stadig en dybere connection til ham. Jeg var forelsket i ham, ingen tvivl om det, og det var allerede startet den første gang, jeg så ham. Det måtte være det, man kalder kærlighed ved første blik.

Som vi så filmen, kom jeg til at tænke på noget og så endnu engang op på ham. Han så ned, da han mærkede mit blik på sig.

”Danser du? Din krop ligner en, der ville være god til at danse,” sagde jeg og hentydede både til musklerne, der sad, som de ville på en danser, og til hans kropsbygning, som var slank og virkede smidig.

Jeg fortrød mit spørgsmål, så snart jeg så tristheden vende tilbage i hans øjne. Jo længere tid der gik, jo mere glad virkede han, men det havde aldrig helt lykkes mig at få den følelse ud af hans øjne. Ofte viste han mig det ikke; glimtet af sorg plejede at forsvinde lige så hurtigt, som det kom, men jeg vidste bedre. Jeg havde set hans blikke, når han troede, at jeg ikke så på ham, og jeg havde lagt mærke til, når glimtet dukkede op ved nogle af mine spørgsmål, præcis som nu.

”Jeg plejede at danse, men.. ikke mere,” svarede han endelig, og jeg så undrede på ham. Hvorfor stoppe, hvis han gerne ville blive ved? Hvis han længdes efter at gøre det, hvorfor havde han så ikke fortsat?

”Hvorfor ikke?” spurgte jeg, selvom jeg vidste, at jeg var ved at komme derud, hvor han ikke ville sige mere. Der, hvor han lukkede og låste døren til sit hjerte, så jeg fortvivlet kunne stå på den anden side uden at kunne gøre fra eller til.

”Jeg mistede interessen for det,” svarede han, men jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var en løgn. I stedet for at presse videre, valgte jeg dog bare at give op for nu.

”Se, jeg tør vædde på, at det er dit yndlingssted i filmen!” sagde han pludselig med et smil, der ikke nåede øjnene, og pegede på skærmen. Jeg var klar over, at han kun sagde det for at aflede min opmærksomhed, men alligevel lod jeg det ske. Det var nemmere for ham på den måde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...