Till Death Do Us Part

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2014
  • Opdateret: 6 aug. 2014
  • Status: Færdig
Kærlighed er en finurlig følelse. Nogle gange er den det bedste i verden, andre gange det værste. Nogle gange ender det i lykke, andre gange i smerte og sorg. Nogle gange tager det lang tid at opbygge, andre gange sker det ved et enkelt blik. Det sidstnævnte var sandheden for mig.

8Likes
12Kommentarer
428Visninger
AA

6. 19. maj, 2011

 

19. maj, 2011

 

Der var gået lidt over 3 uger, siden jeg sidst havde set Alex. Jeg havde modtaget en kort e-mail fra ham, men det var den eneste kontakt, jeg havde haft med ham siden morgenen, efter vi havde været sammen. Mit liv føltes tomt, men alligevel gik det videre. Selvfølgelig gjorde det det.

Udover mit savn, var der dog en anden ting, der fik mig til at glæde mig endnu mere, til han kom hjem til mig. En uges tid efter vores nat sammen, havde det været meningen, at min menstruation skulle komme, men på trods af, at den normalt var meget punktlig, kom den aldrig

Det første stykke tid havde jeg bare ventet. Jeg havde tænkt, at det ikke kunne lade sig gøre efter en enkel gang, men som dagene var gået, var jeg blevet nødt til at finde ud af det med sikkerhed. Jeg havde købt to tests, bare for at være sikker.

Tirsdag morgen havde jeg taget dem begge, og de havde vist positiv. Jeg var gravid.

Man skulle have troet, at jeg ville være i panik efter at have fundet ud af det, men det var jeg ikke. Selvom vi ikke havde kendt hinanden ret lang tid, havde jeg været glad. Vi havde ikke snakket om det. Vi havde aldrig nævnt børn eller nogen andre ting, vi regnede med lå langt ude i fremtiden, men alligevel følte jeg mig lykkelig.

Tanken om at det var vores barn, jeg havde inde i maven, og at det var blevet skabt ud af ren kærlighed vækkede en stor glæde inde i mig, og jeg var sikker på, at jeg nok skulle blive en god mor.

Jeg havde ikke fortalt ham det endnu, for jeg ville helst gemme den store nyhed, til han kom hjem. Jeg var ikke i tvivl om, at han ville være lige så glad, som jeg var.

Det var torsdag, så jeg var på arbejde, da min privatmobil ringede 10 minutters tid over et. Nummeret var ukendt, men jeg tog den alligevel. Jeg kunne ikke forestille mig, hvem der ringede til mig nu, men det kunne jo være, at det var vigtigt. Jeg nåede ikke engang at sige noget, før der blev snakket i den anden ende af telefonen.

”D-det er Alex’s mor. D-du.. bliver n-nødt til at komme til h-hospitalet. D-det er A-Alex.. han f-forlod os h-her til morgen,” blev der hulket gennem mobilen, og jeg kunne mærke min krop gå i chok, mens mine hænder begyndte at ryste.

Nej. Nej, nej, nej. Det kunne ikke være sandt. Det kunne ikke være sandt!

Men det vidste jeg, at det var. Tegnene havde været så tydelige lige fra arrene på brystet til de evigt kolde hænder og trætheden. Jeg havde bare ikke villet se det. Jeg havde nægtet at indrømme det over for mig selv, og nu var det for sent. For sent at se ind i hans varme øjne igen, for sent at blive varmet op af hans skæve smil, for sent at kysse ham igen. For sent.

Jeg havde ikke engang nået at fortælle ham om vores barn.

 ”J-jeg.. jeg kommer med det samme,” svarede jeg i en tåge af sorg og fortvivlelse. Jeg havde mistet ham. Jeg havde virkelig mistet ham.

Jeg var ude af kontoret på et øjeblik. Jeg lagde knap mærke til de andre ansatte, der sendte mig lange blikke, idet jeg fløj ned ad gangen. Der var ingen, der stoppede mig.

Bussen var næsten mennesketom i dag på dette tidspunkt. Jeg krøb sammen på sædet og gjorde alt for at holde sammen på mig selv, selvom det føltes, som om jeg var ved at falde fra hinanden. Minder fløj gennem mit hoved, og jeg kunne intet gøre for at stoppe dem.

Vores første møde, min betagelse af ham, hans tristhed og glæde gennem månederne, de utallige aftener, vi havde holdt hinanden vågne til langt ud på natten, vores tætte venskab og endnu tættere kærlighed, hans smukke kærlighedserklæring, vores første kys og den første og eneste gang, vi virkelig havde været sammen.

Jeg gik mere og mere i stykker for hvert eneste minde, og det var umuligt for mig at sætte de tusindvis af stykker sammen igen. Hvis bare jeg havde vidst det, hvis bare jeg kunne have udnyttet det sidste stykke tid vi havde sammen.

Hospitalet var kun et enkelt stop væk, og jeg fik med besvær slæbt mig selv derind. Min fornuft vidste, at det var sket, og at der ikke var noget at gøre, men mit hjerte blev ved med at skrige, at det ikke kunne være rigtigt.

Jeg husker knapt nok, da jeg spurgte om vej til hans værelse, eller hvordan jeg kom derhen. Jeg husker bare at se hele hans familie sidde ude foran værelset, holdende om hinanden. Hans utroligt varme og glade familie, der var knust over henholdsvis at have mistet sin søn og storebror. Af en eller anden grund gjorde det bare det hele så meget mere virkeligt. I det mindste havde de hinanden.

Da hans mor så mig, rejste hun sig op fra stolen og rakte armene frem mod mig. Jeg havde aldrig været gladere for at få et varmt kram, end jeg var i det øjeblik. Jeg følte næsten, at jeg havde en mor igen – en mor, der var varm og var der for mig, når jeg havde brug for det. Vi græd sammen og igen kom minderne fra min og Alex’ sidste aften frem igen. Den allersidste gang jeg havde set ham. Den allersidste gang jeg nogensinde ville komme til at mærke hans bankende hjerte.

På et eller andet tidspunkt blev jeg ledt ind på hans værelse, hvor hans hudfarve næsten gik i ét med sengetøjet. Jeg var fanget mellem at flygte eller at blive der og aldrig gå igen. Jeg rystede over hele kroppen, og endnu et halvkvalt hulk undslap mig. Jeg kunne knapt trække vejret.

Jeg lod mig falde ned på sengekanten ved hans side og tog hans hånd. Den var kold som is, endnu koldere end den normalt var. Glansen i hans hår var væk og gløden i hans kinder var forsvundet. Jeg klemte den livløse hånd, som om det ville få ham til at vågne op på mirakuløs vis. Jeg skreg og græd min smerte ud, men det gjorde mig ikke mere hel.

Jeg anede ikke, hvor længe jeg havde siddet der, før hans bror kom ind i rummet. Han rakte noget til mig, og jeg tog det med hænder, jeg næsten ikke havde styr over.

”Alex bad mig om at give dig dette,” mumlede han grådkvalt og gik så ud igen. Jeg så ned på brevet i mine hænder med øjne, der var slørrede af tårer.

Efter jeg havde samlet mig så meget, det var muligt, åbnede jeg brevet og gik i gang med at læse, selvom det næsten var en umulig opgave. Det gjorde så forfærdeligt ondt. Det var hans ord, hans personlighed, hans allersidste tanker, skrevet ned. Det var også hans sidste tårer, der havde slørrede skriften flere steder. Jeg tog mig til hjertet. Vil jeg nogensinde komme i orden igen?

Min elskede,

Jeg ved, at jeg ikke vil være der, når du læser dette, og det piner mig, at jeg ikke kan være der til at holde om dig, når du græder. Du ved, at jeg hader, når du er ked af det.

Jeg vil starte ud med at sige, at jeg er meget ked af, at jeg løj for dig. Det var aldrig min mening at gøre det på den her måde, men sandheden er, at jeg ikke kunne sige farvel til dig. Jeg kunne ikke fortælle dig sandheden, og jeg kunne ikke lade dig se mig de sidste dage af mit liv. Det er ikke sådan, jeg gerne vil have dig til at huske mig på, men i stedet for den person, du har kendt gennem det sidste halve år. Jeg kunne ikke bære at se dine tårer som det sidste. Jeg ville hellere tænke på dine smil og dø med tankerne om, hvor lykkelig du har gjort mig.

Jeg vil gerne fortælle dig en historie. Jeg ved du elsker historier. Måske er denne historie hård og forfærdelig, men for mig endte den som det rene eventyr.

Allerede som barn fik jeg at vide, at jeg havde tegnene på en hjertesygdom, og at jeg ikke havde ret store chancer for at overleve, hvis den udviklede sig. Som 15-årig skete det, og jeg vidste, at jeg nok aldrig ville få chancen for at leve et liv og blive gammel. Jeg ville aldrig kunne gøre som alle andre. På det tidspunkt måtte jeg stoppe med at gøre alle de ting, jeg elskede, fordi jeg ikke måtte overbelaste mit hjerte. Jeg kunne ikke længere dyrke nogen form for sport, hvilket vil sige, at jeg også måtte glemme alt om at danse. Mit liv blev et helvede.

Da jeg var 16, begyndte de at skære i mig for at finde noget at gøre. En eller anden form for løsning, der kunne give mig den chance for at leve, som jeg så brændende ønskede.

Det blev ved og ved, og jeg kunne ikke se nogen ende på det. I årevis kæmpede jeg en brav kamp mellem livet og døden. Hvis man da overhovedet kan kalde det et liv. Jeg var væk meget af tiden på grund af de mange operationer.

Selv perioderne hvor jeg ikke var lukket inde på hospitalet, kunne jeg ikke være som alle andre.

Jeg var næsten lige fyldt 21, da jeg en grå dag i oktober fik at vide, at lægerne ikke kunne gøre mere. De havde givet op på mig og havde ikke givet mig andet end et par måneder mere at leve i, højest.

På vejen ud fra hospitalet den dag følte jeg, at hele denne lange kamp havde været spild. Hvorfor have brugt så mange kræfter på at kæmpe imod, når døden alligevel vandt til sidst?

Men så skete der noget, der ændrede alt. Kan du huske det? Jeg mødte dig. Du, der i al din uskyldighed smilede til mig og vinkede mig hen? Jeg husker det, som var det i går. Jeg vidste med det samme, at du var noget helt specielt. Du var som en engel, der kom ind i mit liv lige på det tidspunkt, hvor jeg havde allermest brug for dig.

Mine følelser voksede kun for dig som tiden gik, men jeg kunne ikke være sammen med dig. Det ville være egoistisk at bede dig om at være sammen med mig, når jeg vidste, at jeg ikke havde lang tid tilbage at leve i.

Alligevel kunne jeg ikke stoppe mig selv til sidst. Jeg blev nødt til at have dig. Du lyste mit liv op og gav mig endnu engang lyst til at kæmpe. Du var min første og eneste kærlighed. De hvide roser symboliserede din smukke uskyldighed og renhed, mens den røde viste min evige kærlighed for dig. Selvom jeg ikke havde langt igen, elskede jeg dig mere, end jeg nogensinde havde troet muligt, og det gør jeg stadig i dette øjeblik.

Det gjorde så ondt at være sammen med dig, hver eneste gang mit hjerte bankede hurtigere, men jeg elskede hvert eneste minut af det alligevel.

Da jeg valgte at tage afsked med dig, vidste jeg, at det var ved at være slut. Jeg vidste, at selvom det sidste halve år har virket som en drøm, var min krop ved at slå fra. Det var et farligt valg, jeg tog den aften. Lægerne havde fortalt mig, at jeg ikke kunne have sex med nogen, da det ville overbelaste mit hjerte lige så meget, som hvis jeg dansede, men jeg kunne ikke tage af sted uden at have oplevet det med dig først.

Det drænede mig for energi, men selv i dette øjeblik fortryder jeg det ikke den mindste smule. Jeg kunne umuligt fortryde noget som helst, jeg har gjort med dig, selvom jeg ved, at det jeg nok aldrig burde have startet det.

Du gjorde hele min kamp det værd. Du gjorde al smerten det værd. Det halve år jeg delte med dig, var det mest fantastiske, jeg kunne have oplevet, og jeg elskede det. Selvom jeg snart ikke er her mere, har dette halve år været et eventyr for mig, som har fået mig til at acceptere min skæbne. Selvom jeg aldrig kunne danse eller kunne blive gammel, er det okay, for jeg har oplevet ægte kærlighed. Jeg er ikke længere bange for at dø, og jeg fortryder ikke, at jeg kæmpede mig igennem så mange hårde år. For det er alt sammen okay nu.

Du skal ikke være ked af det, selvom jeg ved, at det er svært. Men bare fordi jeg ikke er der mere, betyder det ikke, at dit eventyr også slutter her. Du kan stadig leve videre og opleve alt det, jeg kun kunne drømme om. Grib chancen og lev!

Hvis jeg kunne, var jeg blevet gammel og grå med dig, så vi kunne sidde på terrassen sammen en varm sommerdag og se vores børnebørn løbe rundt og lege sammen. Desværre blev det aldrig en mulighed, men det er okay. Alt er okay nu, og det vil du også blive.

Lov mig at være den positive kvinde, jeg lærte at kende. Lov mig at leve dit liv til fulde. Lov mig det.

Jeg elsker dig, og det vil jeg altid gøre.

Din Alex.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...