Till Death Do Us Part

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2014
  • Opdateret: 6 aug. 2014
  • Status: Færdig
Kærlighed er en finurlig følelse. Nogle gange er den det bedste i verden, andre gange det værste. Nogle gange ender det i lykke, andre gange i smerte og sorg. Nogle gange tager det lang tid at opbygge, andre gange sker det ved et enkelt blik. Det sidstnævnte var sandheden for mig.

8Likes
12Kommentarer
431Visninger
AA

4. 18. februar, 2011

 

18. februar, 2011

 

Vores forhold gik godt, og vi fortsatte med at blive tættere, selvom det næsten virkede umuligt at blive meget tættere, end vi allerede var.

Det generede mig lidt, at han stadig ikke havde lukket mig ind i sin hemmelighed, men ellers var der ikke rigtig nogen ting, der skabte splid mellem os. Vi fortsatte med at have det fantastisk sammen. Der var aldrig et kedeligt øjeblik med ham, ligegyldigt hvad vi lavede. Vi løb aldrig tør for ting at lave eller emner at tale om.

I øjeblikket var vi på vej op mod hans forældres hus, der lå lige uden for byen. Jeg var lidt nervøs, for det var første gang jeg skulle møde dem, men Alex havde forsikret mig om, at det nok skulle gå helt fint. Han havde fortalt en del om mig, og bare ud fra det, de havde hørt, kunne de allerede godt lide mig, havde han sagt til mig.

Vi standsede foran hoveddøren, og han ringede på. Han sendte mig et smil og gav min hånd et forsikrende klem. Jeg smilede tilbage og vendte mig mod døren, da den blev åbnet. Mit første indtryk af hans mor var, han hun så utrolig venlig ud. Det næste var, at jeg godt kunne forstå, hvor Alex havde sit gode udseende fra, for på trods af hendes alder, var hun stadig en smuk kvinde.

”Velkommen, kom inden for! Det er så rart endelig at møde dig,” sagde hun med et varmt smil til mig, og selv hvis jeg havde prøvet, havde jeg ikke kunne holde mit eget smil tilbage.

Vi trådte indenfor og tog vores overtøj af. En efter en fik jeg hilst på hans familiemedlemmer. Hans bror, der stadig boede hjemme, hilste også på mig med et smil, og jeg havde aldrig følt mig så velkommen i et hjem før. Der var en varme, som jeg ikke var vant til fra mit eget barndomshjem.

Det var en fornøjelse endelig at møde de mennesker, Alex elskede så højt. Og jeg kunne virkelig forstå, hvorfor han elskede dem så dybt; de var nogle dejlige mennesker. Det var også fascinerende at se, hvordan han var overfor dem. Han krammede sine forældre, som om det var noget helt specielt, og han var så interesseret i sin brors liv. Der var så meget varme mellem dem, men i stedet for at føle mig udenfor, fik de mig til at føle mig som en del af dem.

Middagen var også skøn. Det var først, da vi var på vej ud af døren langt senere, der blev lagt en lille dæmper på humøret. Vi havde endnu engang fået vores overtøj på, og jeg var helt trist over, at vi allerede skulle hjem. Da vi stod der i entréen, trak hans mor mig ind i et varmt knus.

”Jeg er så glad for, at vores Alex har mødt en pige som dig. Du aner ikke, hvor meget gladere han har været, siden han mødte dig,” hun trak væk, men hendes hænder forsvandt ikke fra mine skuldre. Jeg så den samme tristhed i hendes øjne, som jeg kendte så godt fra Alex.

”Jeg håber, at I nyder jeres tid sammen til fulde. Man ved jo aldrig, hvor længe man har hinanden,” sagde hun, og jeg kunne mærke frygten sprede sig i mig. Det var ikke nogle unormale ord, og specielt ikke fra mødre på denne måde, men jeg var alligevel sikker på, at der lå noget mere bag det, hun lige havde sagt, end man lige skulle tro. Varmen jeg havde følt, siden jeg trådte ind i huset, var pludselig forsvundet og var i stedet blevet til en kriblende følelse af sorg.

”Det gør vi. Jeg lover at passe på ham og at gøre hvert øjeblik mindeværdigt,” svarede jeg, og jeg var sikker på, at jeg så tårer i hendes øjne. Jeg så ned i gulvet og trak væk fra hende for at lade Alex komme til.

”Alex, kan jeg snakke med dig under fire øjne? Det tager kun et øjeblik,” spurgte hun, og han så over på mig. Jeg nikkede med det samme. Det var tydeligt for enhver, at det var vigtigt for hende, at få det sagt – hvad det så end var.

Som hun selv havde sagt, tog det kun et øjeblik. Da Alex kom tilbage, var der dog noget forandret ved ham. Hårdheden i hans øjne var tydelig: jeg var blevet smækket ude igen, og jeg ville ikke have nogen chance for at komme ind i dag. De krammede farvel og vi gik ud i mørket og kulden.

Hvor jeg dog bare ville ønske, at han ville lukke mig ind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...