Reality Check

Blake og Naomi har været gode venner i årevis, uden at de nogensinde har set hinanden, og uden at det nogensinde har været på tale. Men pludselig vender Blake op og ned på dette, og da de beslutter sig for at mødes, sker der noget, der aldrig ville være sket via to computere og en distance på fem tusind kilometer.

18Likes
64Kommentarer
1445Visninger
AA

9. Kapitel 9

 

Fredag efter skole var jeg klar til at tage snakken med min mor om bådturen, selv om jeg vidste, at det ikke ville blive noget problem. Hun nynnede og var glad, da hun kom hjem fra arbejde, og jeg havde jo sørget for at opføre mig eksemplarisk op til den forventede samtale om Blake, så mine odds var gode. Desuden kunne jeg ikke se, hvorfor hun skulle sige nej. Ud over at det foregik på en båd, men det behøvede hun jo ikke at vide før jeg havde fået det svar, jeg gerne ville have.

”Mor,” sagde jeg og tog turen ned fra mit værelse i let løb.

Hun havde lagt sin taske fra sig på bordet i entréen og var allerede ude i køkkenet og i færd med at hive en halv liter Coca Cola Zero ud af køleskabet.

”Ja, min skat?” Hun lænede sig mod marmorbordpladen og skruede låget af flasken.

”Min årgang på skolen har snakket om at være sammen i morgen hos Julie,” fortalte jeg hende ligeud.

Hendes ansigt lyste op, som om jeg i dette øjeblik var blevet den sociale, udadvendte datter hun altid havde ønsket sig. Det var næsten pinligt og gjorde en smule ondt indeni.

”Det var da en god idé!” sagde hun entusiastisk og slog ud med armene så Colaen sydede og skvulpede i flasken.

”Jeg ved det ikke helt endnu, men jeg tror, at mange bliver og overnatter til søndag,” fortsatte jeg og placerede mig omvendt på en af spisebordstolene.

”Det kan du da også bare gøre. Du må gerne låne min bil, hvis du helst vil køre,” tilbød hun ivrigt, men jeg må have skåret en grimasse, for hun kneb øjnene en smule sammen i forståelse. ”Bliver alkohol involveret?”

Jeg trak på skuldrene og åbnede hænderne med håndfladerne opad i en hjælpeløs gestus. ”Det er det som regel til fester.”

Hun mumlede noget, der lød som ”ungdommen nu til dags”, men tog så en dyb slurk af det brusende indhold i flasken og rakte den til mig. ”I ved godt, at det er ulovligt, ikke?”

”Jo, mor,” sukkede jeg og tog selv en tår Cola. Små bobler prikkede på min tunge og rev i mit spiserør på vejen ned, og kulden fik mine tænder til at fryse. ”Vi er ikke dumme.”

Hun lukkede øjnene, som om hvad jeg havde fortalt hende var mere, end hun lige kunne klare. Som om hun stod overfor et svært valg. ”Vil Julies forældre være hjemme?” spurgte hun.

I de mørkeste dybder af mit sind overvejede jeg at lyve for hende, for det ville gøre alting så meget nemmere. Ligesom jeg måske bare skulle have løjet omkring det med alkoholen og ladet være med at drikke noget selv. Den sidste del ville ikke blive noget problem, men jeg ville nok få lidt forklaringsbesvær hvis nu nogen spildte et eller andet på mig. Det var jo ikke ligefrem, fordi alkohol lugtede godt.

”Nej,” indrømmede jeg, men skyndte mig så at tilføje: ”Men jeg kan bare lade være med at drikke. Det ville passe mig helt fint, og så gør det jo ikke noget, at hendes forældre ikke er hjemme.” Den del var sand.

”Men hvis alle de andre kommer til at gøre det …”

Jeg kunne ikke lade være med at grine, fordi det her var helt den modsatte samtale omkring druk af hvad der var normalen. Normalt var det teenageren der tiggede forældrene om at få lov til at drikke en lille smule, fordi alle andre gjorde det, selv om det var imod loven. Her var det min mor, der mindede mig om, at alle andre nok ville være fulde, mens jeg ikke nærede det mindste ønske om at drikke så meget som en tår.

”Siden hvornår har jeg været den, der gjorde som alle andre?” spurgte jeg hende retorisk, vel vidende at hun aldrig nogensinde ville kalde mig en helt normal teenager.

Lige i dag kom min asociale side mig til gode på en måde, der var helt uventet.

”Men hvis du ikke skal drikke,” indledte hun, ”så kan du vel også sagtens låne bilen.”

”Det kan jeg sagtens, hvis du meget gerne vil af med den,” medgav jeg. ”Men jeg kan ikke garantere dig for, at den ikke bliver ridset med så mange mennesker.”

”Hvor mange er I da?”

”Sikkert halvtreds eller mere,” svarede jeg, men i virkeligheden havde jeg ikke den fjerneste idé.

I mine øjne var det urealistisk at have så mange mennesker på en yacht, men på den anden side havde der været snak om, at hele årgangen skulle samles i den weekend. Hvis hele årgangen kom, så holdt mit skøn slet ikke en meter. Så blev antallet mindst ganget med fire, og det inkluderede afbud. Tanken om så mange mennesker omkring mig tiltalte mig slet ikke. Det ville blive ligesom kantinen i frokostpauserne, bare i fireogtyve timer i træk.

Min mor så vurderende på mig et øjeblik, som overvejede hun at tvinge mig gennem en løgnedetektor. Så fugtede hun sine fyldige læber og generobrede Colaflasken.

”Hvis det er dine venner, der har inviteret dig, så synes jeg, at du skal tage med. Men du får ikke lov til at låne bilen, og jeg vil sikre mig, at du har det godt. Og hvis du bliver fuld —” Jeg sendte hende et sigende, opgivende blik og rullede med øjnene ”— jeg siger kun hvis. Hvis det sker, så skal vi selvfølgelig nok komme og hente dig, så du ikke ligger og føjter rundt i gader og stræder.”

Selv i mine syttenårige ører lød det meget rimeligt, selv om jeg aldrig nogensinde kunne finde på at drikke mig fuld. Jeg havde oplevet Blake og samtlige af mine skolekammerater berusede, og alene beretningerne om tømmermændene dagen efter var nok til, at jeg svor, at jeg aldrig nogensinde ville drikke.

Eller i hvert fald ikke før jeg blev enogtyve og rent faktisk kunne drikke lovligt.

”Aftale,” sagde jeg og rejste mig hurtigt for at give hende et kram.

Hun slog armene omkring mig, og jeg grinede.

”Lad være med at give mig Cola i håret,” drillede jeg, og hun knugede mig endnu tættere ind til sig.

”Så lad være med at fedte på den måde,” gav hun igen, og så lo vi begge.

Jeg blev siddende i køkkenet og lavede lektier til mandag morgen, så jeg ikke skulle bekymre mig om det i weekenden. Imens lavede min mor mad og hilste lige så muntert på min far som altid. Under aftensmaden fortalte jeg ham om mine weekendplaner, og han erklærede, at hvis vi kunne overholde den aftale, jeg havde lavet med min mor, så var det da en fantastisk idé. Min far var lidt mere løssluppen end min mor på nogle punkter, og jeg var knapt så meget et barn i hans øjne som i hendes længere.

Resten af aftenen tilbragte jeg på mit værelse med at forsøge at udvælge tøj, der ikke skreg fest, men heller ikke lignede noget, jeg normalt ville tage på i skole. Noget der var lidt mere spændende og piget end T-shirts med print og lyseblå jeans.

Da jeg fik en besked fra Julie, som under cafébesøget havde bedt om mit telefonnummer — så vi kunne få fat i hinanden —, om at det hele begyndte klokken tre om eftermiddagen, besluttede jeg mig for, at min lørdag formiddag skulle bruges på noget, der var helt fremmed for mig. Noget de fleste piger på min alder kunne få timevis til at gå med, men som jeg frygtede mere end noget andet.

Shopping.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...