Reality Check

Blake og Naomi har været gode venner i årevis, uden at de nogensinde har set hinanden, og uden at det nogensinde har været på tale. Men pludselig vender Blake op og ned på dette, og da de beslutter sig for at mødes, sker der noget, der aldrig ville være sket via to computere og en distance på fem tusind kilometer.

18Likes
64Kommentarer
1424Visninger
AA

8. Kapitel 8

 

Torsdag midt i biologitimen slog det mig, at mit møde med Blake nok måtte blive en anden gang, eftersom han ikke var vendt tilbage med noget svar. Det gjorde mig lidt ked af det, men jeg ville selvfølgelig hellere have, at han havde det godt og havde sin sygdom under kontrol. Desuden sparede mig for besværet med min mor, som jeg endnu ikke havde taget mig sammen til at tale med om det.

Nu kunne det så være lige meget.

Efter biologi var der frokostpause, og jeg fulgtes med en gruppe af piger fra mit biologihold ind i kantinen, hvor vi satte os ved et stort bord, der snart blev proppet til randen med bakker og omringet af så mange, at vi sad skulder ved skulder.

”Hvad skal I lave i weekenden?” spurgte Tommy Ramone, som sad over for mig på en kant af Catherines stol.

”Ikke noget særligt,” blev der svaret rundt omkring, og jeg trak bare på skuldrene, for jeg havde jo ikke længere planer.

Måske burde jeg takke ja til det der maraton, men det gad jeg egentlig stadig ikke. Måske ville Blake deltage, men det var jo hans valg.

”Hvorfor?” Catherine prikkede Tommy i siden, og han var lige ved at glide ned på gulvet.

”Jeg tænkte bare, at vi burde lave noget sammen, når nu vi ikke skal i skole mere. Mine forældre har en hytte ude ved Lake Nagog, hvis I er interesserede?” tilbød han elskværdigt.

Tanken om at være i en hytte langt ude i skoven sammen med folk, jeg først lige var begyndt at lære at kende, tiltalte mig ikke helt så meget, som den burde. Hvis der var stemning for at tage derud, så ville jeg kraftigt overveje at takke nej og undskylde mig med forberedelser til college i stedet. Det ville ikke blive svært.

”Jeg har en bedre idé,” brød Julie ind. ”Vi kan bare tage vores yacht og sejle ud i Collins Cove. Mine forældre er ikke hjemme, men min bror vil gerne sejle os derud, er jeg sikker på.”

Der lød en samtykkende mumlen, inden erklæringer om at begge forslag var gode, men at Julies var tættere på civilisationen, brød ud. Jeg var fuldstændig enig med de andre, men hvis alle afgangselever skulle samles på den måde, ville alkohol helt sikkert blive indblandet, og det var måske ikke den bedste idé på en båd. Desuden var jeg ingen stor fan af fulde mennesker.

Xavier lænede sig tilbage fra sin stol, der var skråt bag min. Opfattende bevægelsen ud af øjenkrogen tillod jeg mig at læne mig lidt tilbage for at møde ham på halvvejen. Mit hjerte slog lidt hurtigere end sædvanligt.

”Du siger ikke så meget,” kommenterede han. ”Har du ikke lyst?”

Det var slet ikke gået op for mig, at det andet bord også fulgte med i samtalen, men det blev klart for mig nu. Varmen steg mig til hovedet.

”Jo,” svarede jeg og følte mig en lille smule presset, fordi alle kunne høre det, hvis jeg sagde nej. ”Selvfølgelig har jeg det.”

Om løgnen var overbevisende vidste jeg ikke, men han smilede sit hjerteknuser-smil og gav min skulder et let klem med den ene hånd, inden han vendte tilbage til de spredte samtaler ved sit eget bord. Der, hvor hans fingre havde berørt min skulder, nærmest brændte huden, men det var på en god måde. Som et varmetæppe mod bar hud.

”Vi kan mødes lørdag formiddag,” erklærede Julie, som allerede var i gang med at opridse hvad der lød som en slagplan.

Efter frokostpausen havde jeg allerede nye planer for weekenden, og disse var betydeligt nemmere at tale med min mor om, for hun ville elske, at jeg tilbragte tiden med mine klassekammerater, selv efter at vi ikke længere havde timer sammen. Jeg var ikke sikker på, at jeg var lige så glad for ideen som hende, for det føltes lidt som at erstatte Blake med noget bedre, og bitterheden rev i mig.

Selv om jeg vidste, at det var for hans helbreds skyld, så kunne jeg ikke lade være med at bebrejde ham en lille smule, at vi alligevel ikke kunne ses efter seks år. Og når jeg begyndte på en ny uddannelse var der endnu mindre chance for, at det kom til at ske, eftersom jeg så ikke ville have råd til den slags.

Timerne sneglede sig af sted resten af dagen, og mit humør blev dårligere og dårligere, selv om jeg burde være ovenud lykkelig for endelig at blive en del af fællesskabet. En blanding af dårlig samvittighed og manglende lyst til at tage med gav mig en nagende form for kvalme, der ikke var forsvundet, da det ringede ud efter sidste time.

”Ain’t no sunshine when she’s gone,” sang en stemme pludselig ind i mit øre, idet jeg lukkede mit skab og efterlod de tungeste og mest unødvendige af mine bøger på skolen for natten.

Jeg vendte mig om, og allerede inden jeg fik øje på stemmens ejer smilede jeg skævt mod min vilje. For selv om kvalmen ikke forsvandt helt, så glemte jeg den hurtigt, da jeg fik øje på Xavier, som stod og så mit direkte ind i ansigtet med sine dybe øjne.

”Hvis du siger det,” kommenterede jeg en smule åndeløst og forsøgte at lyde normal.

”Og det gør jeg,” pointerede han. ”Vi andre tager på café i eftermiddag. Har du lyst til at tage med?”

Egentlig havde jeg ikke lyst, men hans insisterende øjne mødte mine, og jeg kunne ikke sige nej til det bedende udtryk, resten af hans ansigt antog. Så jeg nikkede ivrigt og skottede til den flok af folk, der stod og ventede på os ved udgangen.

”Som du kan se,” sagde han og tilbød mig sin arm med et drillende smil på læben, ”er vi ventet.”

”Tydeligvis,” brummede jeg muntert og stak min arm ind gennem hans.

Folk smilede og lo hele vejen hen til den café, vi udvalgte, og selv om jeg ikke sagde det, og de ikke spurgte, så var jeg sikker på, at det var helt tydeligt, at jeg nød de andres selskab. I seks år i træk havde jeg fundet mig i mere eller mindre at have venskaber udelukkende på internettet, og min bedste ven boende mere end fem tusind kilometer væk.

Nu var jeg tæt på dem, der påvirkede min hverdag i en positiv retning, og Xaviers blik varmede mig som en sol fra alle vinkler.

Efterhånden som indtaget af varm kakao og kage blev større, blev min skyldfølelse og tristhed over Blake mindre. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...