Reality Check

Blake og Naomi har været gode venner i årevis, uden at de nogensinde har set hinanden, og uden at det nogensinde har været på tale. Men pludselig vender Blake op og ned på dette, og da de beslutter sig for at mødes, sker der noget, der aldrig ville være sket via to computere og en distance på fem tusind kilometer.

18Likes
64Kommentarer
1434Visninger
AA

7. Kapitel 7

 

Jeg er okay. Undskyld det i går.

Beskeden, som jeg først læste, da jeg var kommet hjem, havde været tilgængelig på min telefon siden middag, men jeg havde slet ikke registreret den. Den kom selvfølgelig fra Blake.

Var du fuld? spurgte jeg med blikket limet til touch-skærmen.

Lidt efter kom svaret, kort og simpelt:

Nej.

Om jeg skulle tro ham eller ej var jeg ikke helt sikker på. Jeg trak fødderne op til mig i sengen og lænede mig tilbage mod skulderbladene mod væggen.

Hvad så?

Jeg ventede i spænding, men at skrive med Blake mindede mig også om Lucys besked, som jeg helst ville glemme, fordi den gjorde mig både vred og forvirret.

Jeg var på vej i insulinchok.

Shit. I min irrationelle forvirring og irritation og bekymring for, hvad der kunne være sket ham, havde jeg slet ikke overvejet, at Blake var diabetiker. Fordi det ikke var noget, han til daglig mindede mig om, var det ikke noget, jeg normalt skænkede en tanke. Han fungerede jo fuldstændig fint og beklagede sig aldrig.

Kun én gang havde han nævnt for mig, at han var skiftet fra at skulle gøre arbejdet med insulinen manuelt til en lille pumpe. Google havde givet mig nogle billeder af, hvordan hele mekanismen så ud, men det var også så langt min viden rakte.

Hvad skete der så?

Mit kendskab til sukkersyge var begrænset til, at jeg havde hørt om det jævnligt, men aldrig haft behov for at sætte mig ind i, hvad det virkelig gjorde. Jeg vidste kun, at det kunne være farligt ubehandlet, og at der fandtes forskellige typer, hvoraf den ene var associeret med fedme. Måske af denne grund forestillede jeg mig, at Blake var overvægtig, selv om drengen på børnebillederne på Facebook var tynd. Den slags kunne jo ændre sig.

Alex kom hjem og ringede 911.

Lige præcis på dette tidspunkt var jeg glad for, at det ikke var mig, der var hans bofælle, for jeg var nok bare gået i panik.

Hvad skete der så?

Så snart beskeden var sendt, følte jeg mig dum. Mens jeg ventede, fiskede jeg min computer op af skoletasken og tændte for den.

I det øjeblik at Skype åbenbaredes på min skærm, ringede Blake mig op. For ikke at lade ham vente, besvarede jeg opkaldet uden headsettet, som jeg først rakte over på mit bord efter bagefter.

”Hej,” sagde jeg, mens jeg viklede ledningen til mine hørebøffer med tilhørende mikrofon ud.

Hej,” svarede han. ”Jeg tænkte, at det måske var nemmere at tale sammen.

Han lød fjern. ”Er der noget galt med din mikrofon?”

Nej,” lo han. ”Det var bare ikke lige det første, jeg tænkte på at få med mig.

”Hvor er du da henne?”

Hos mine forældre. Min mor befalede, at jeg skippede mine timer resten af ugen og kom hjem. Du ved, for at sikre sig, at det virkelig var pumpen, der overproducerede og ikke noget andet.” Det skrattede lidt i mine ører, og jeg var fristet til at droppe privatlivet, når nu jeg alligevel var alene hjemme. Men jeg gjorde det ikke.

”Selvfølgelig,” sagde jeg, og jeg kunne ligefrem høre medlidenheden i min egen stemme. ”Det er nok også meget fornuftigt. Stakkels Alex.”

Blakes fnys af latter forsikrede mig om, at han virkelig var så frisk, som hans stemme lød. ”Nu skal jeg bare finde ud af at komme til Salem, mens de glor mig over skulderen.

”Ellers må det jo vente til en anden gang,” påpegede jeg og forsøgte at holde skuffelsen ude af min stemme. ”Det er lidt vigtigere, at du har det andet under kontrol.”

Nå, så det synes du alligevel?” Den drillende klang i hans behagelige stemme fik mig til at slappe af og læne mig tilbage med et skævt smil på læben.

”Ja, det synes jeg.”

Jeg finder lige ud af noget, og så hører du fra mig. Okay?”

”Klart, klart.”

Jeg kunne høre ham sukke dybt i den anden ende. ”Har du lyst til at spille et eller andet?”

”Ja,” sagde jeg ærligt. ”Tillad mig at slå dig ihjel i Counter-Strike.”

Jeg synes ellers, at der har været nok forsøg på at slå mig ihjel inden for det sidste døgn.” Det var helt tydeligt, at han mente det i sjov, men jeg syntes ærligt talt ikke, at det var særlig morsomt.

Derfor var min stemme lidt anstrengt, da jeg sagde: ”Det synes jeg ikke. Kom nu.”

Hvad får jeg til gengæld?”

”Tilgivelse for at jeg modtog en rimelig muggen besked fra Lucy i morges,” svarede jeg i et drillende og let tonefald, som jeg skønnede ville være en god tone at få overleveret nyheden i.

Hvad?” udbrød han. ”Har Lucy skrevet til dig? Hvor har hun fået dit nummer fra?”

”Det ved jeg da ikke. Din telefon måske?” foreslog jeg.

Måske,” brummede han, og højttalerne skrattede, da han lukkede luft ud af lungerne. ”Hvad skrev hun til dig?”

Jeg startede spillet op og skruede ned for lyden på det, så jeg stadig kunne høre, hvad Blake sagde. ”Hun markerede bare sit territorium. Hun tror, at jeg er forelsket i dig,” fortalte jeg ham afslappet og kunne ikke lade være med at grine, fordi tanken var så fjollet.

Han lo. ”Jeg har også haft lidt besvær med at overbevise hende,” tilstod han. ”Tydeligvis er det ikke lykkedes mig endnu. Man kan vel heller ikke bebrejde hende. Du elsker mig jo.”

”Nu skal du ikke have for høje tanker om dig selv,” fortalte jeg ham. ”Men måske skulle vi skrue lidt ned for kontakten, så det ikke ødelægger noget mellem jer.”

Han var stille lidt, og jeg kunne høre spillet begynde at larme på hans computer, inden han også dræbte støjen. ”Vil du da gerne skrue ned?”

Hvordan kunne han spørge så dumt? Han var min bedste ven. Selvfølgelig ville jeg ikke mindske kontakten med ham for nogen pris. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det skete nok af sig selv, når jeg startede på college.

”Nej, det er bare, så I ikke får problemer,” svarede jeg tøvende.

Nu er du fjollet. Jeg holder af Lucy, men jeg har kendt dig seks gange så lang tid, som jeg har kendt hende. Jeg sætter ikke bare vores venskab til side, fordi hun beder om det.”

”Du er godt klar over, at hun vil opfatte det, som om du ikke synes, at hun er det værd.”

Jeg kunne forestille mig, at han himlede med øjnene. ”Piger.” Han tilsluttede sig en server, og jeg gjorde det samme. ”For resten, du skrev noget om Xavier. Fortæl mig om det.

Og det gjorde jeg så, mens vi jagtede hinanden rundt mellem sparsomme bygninger i et ørkenlandskab og forsøgte at dræbe alle andre, så vi kunne stå ansigt til ansigt til sidst. Jeg var glad for at han var okay, og at han stadig ville være venner, selv om Lucy ikke brød sig om mig.

Min glæde blev lidt større, da det lykkedes mig at plante en kugle i hans ansigt — og jeg dermed vandt håneretten. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...