Reality Check

Blake og Naomi har været gode venner i årevis, uden at de nogensinde har set hinanden, og uden at det nogensinde har været på tale. Men pludselig vender Blake op og ned på dette, og da de beslutter sig for at mødes, sker der noget, der aldrig ville være sket via to computere og en distance på fem tusind kilometer.

18Likes
64Kommentarer
1434Visninger
AA

6. Kapitel 6

 

Onsdag morgen vågnede jeg til en SMS fra et nummer, jeg ikke kendte.

Hej Naomi. Mit navn er Lucy. Jeg ved ikke, om du har hørt det, men Blake og jeg er begyndt at gå ud sammen. Det er ikke for at være en kælling eller noget, men jeg ville virkelig sætte pris på, at du skrev lidt mindre med ham. Og det vil skåne dig et knust hjerte når han fortæller dig, at han ikke er interesseret. Bare så du ved det: hvis han ikke svarer dig første og anden gang du spørger, om han er okay, så svarer han nok heller ikke tiende gang.

Jeg var ikke helt vågen, da jeg læste beskeden første gang, men den mærkelige sprogtone fik mig til at sætte mig op, tvære mascaraen omkring mine øjne ud og lade blikket glide over teksten én gang til.

Ikke at det hjalp ret meget. Det overgik min forstand, hvordan hun kunne tro, at Blake ville være i stand til at knuse mit hjerte. Jeg havde aldrig nogensinde været forelsket i ham — faktisk havde han altid været den, jeg fortalte om mine forelskelser, den der gav mig råd. Han vidste det lige så godt som jeg, og jeg var klar over, at han heller ikke var forelsket i mig.

Med andre ord var vi enige om, at vi bare var rigtig gode venner, der delte personlige detaljer med hinanden. Lidt som meget nære søskende.

Én positiv effekt havde beskeden dog: den slettede fuldstændig den nagende bekymring, der havde fået mig til at sende besked efter besked til Blakes telefon aftenen før, selv om jeg godt vidste, at sandsynligheden for at få et svar svandt mere og mere for hver besked. Og så fik det mig oven i købet til at fremstå som et besat kvindemenneske der blev bekymret over det mindste.

Og nu havde jeg så formået at få Lucy til at blande sig. Før eller senere havde jeg jo godt vidst, at hun ville kommentere på vores venskab, og så ville Blake formentlig fortælle mig det, som han havde gjort det med andre kærester i årenes løb. Men at hun selv tog affære med sådan en besked irriterede mig mere, end det gav mig lyst til at bidrage til min bedste vens glæde.

Egoistisk som jeg var trak jeg blot på skuldrene og rejste mig fra sengen for at tumle ud på badeværelset. Undervejs strejfede mit lår kommoden i gangen, og først et par sekunder efter kom den nærmest kvalmende smerte, der stoppede min hals til, fordi jeg endnu var blød og ikke helt vågen efter nattesøvnen.

Et blik på mit eget spejlbillede fik mig til at glemme alt om Blake og Lucy og deres forhold og lykke. Xavier havde sagt, at jeg var pæn, og han havde tydeligvis ment det. Lige nu så jeg ikke særlig pæn ud. Et endnu vinterblegt ansigt stirrede tilbage på mig med smalle sprækker der, hvor der normalt sad et par lidt for små vandblå øjne. Mine glatte, brune lokker var uredte og faldt omkring mit ansigt og det øverste af mine skuldre i filtrede totter der ville tage en evighed at rede helt ud.

Langsomt fik jeg det dog gjort alligevel, hvorpå jeg klaskede vand og sæbe på de mest nødvendige steder og lagde et tyndt lag mascara. På værelset fandt jeg noget tøj, der var knapt så kedeligt som dagen før, så jeg måske kunne gøre mig en lille smule mere fortjent til Xaviers opmærksomhed.

Nedenunder kunne jeg høre mine forældre rumstere rundt, og da jeg småløb ned ad trappen med skoletasken over den ene skulder, var min far på vej ud ad døren. Han hævede en hånd og vinkede til mig, og jeg vinkede ivrigt tilbage. I køkkenet sad min mor bøjet over en portion jogurt, stadig med morgenhår og matte øjne.

Den runde, mælkeagtige duft af jordbærsmagen i produktet kildrede min næse, og jeg havde pludselig slet ikke lyst til at spise noget. Men jeg tvang mig selv til at skære en bolle midt over og smøre den ene side med Nutella.

”Skal der ske noget spændende i dag?” spurgte min mor, nu lidt mere vågen efter at have fået noget mad og skyllet det ned med en mundfuld lunken kaffe.

”Næ,” svarede jeg og håbede, at det lød lige så henkastet, som jeg havde tænkt mig det. ”Hvorfor?”

”Du virker bare glad,” kommenterede hun.

Hovedrystende fandt jeg beholderen med rester fra aftensmaden i går, som jeg stoppede i skoletasken. ”Det er jeg da også, men der er altså ikke nogen særlig grund.”

Da hun drejede sig for at se mig i øjnene blev jeg mindet om, hvorfor jeg sjældent besværede mig med at lyve for min mor. Hun var mester i de der blikke, der så helt ind i sjælen på andre mennesker. Ubehaget rørte sig i mig, men jeg tvang mig selv til at smile og holde mit blik roligt, så jeg i det mindste ikke opførte mig mistænkeligt.

”Okay,” sagde hun så til sidst. ”Det er da også dejligt, skat.”

Undertrykkende et lettelsens suk kastede jeg et blik udenfor. Vejret så ud til at efterabe mit humør, for hvor himlen dagen før havde været dækket af skyer mere eller mindre overalt, var den nu blå, og fra øst skinnede solen skarpt ind i vores køkken på den mørke marmorbordplade og de råhvide vægge.

Jeg skyllede resterne af min bolle ned med et glas mælk og fandt badeværelset i underetagen, hvor jeg børstede tænder og rettede lidt på mit hår.

Så var jeg klar til at tage i skole. Jeg råbte farvel til min mor, som jeg har gjort det hver dag i sytten, snart atten år, og hun gengældte min sprudlende afsked. Nynnende gik jeg hen ad fortovet, og efterhånden som mit humør forstærkedes af solens varmende stråler og musikken, der strømmede gennem mine høretelefoner, blev jeg klar over, at jeg måtte ligne én, der var bindegal som jeg gik og rokkede i takt til tonerne. Måske var det ikke så underligt, at de andre undgik mig.

Skolens udendørsarealer summede af liv, da jeg ankom, og jeg var ikke i stand til at pille et glædefuldt smil af læberne, mens jeg gik ind mellem grupperne af sludrende piger og skraldgrinende drenge. Det var så småt ved at gå op for alle, at vi var ved at være færdige med skolen, og at de lavere årgange skulle til at have sommerferie. Der var en helt speciel stemning, der var til at tage og føle på.

”Jorden kalder Naomi!” var der én, der sagde i mit højre øre, idet den lille højttaler blev fjernet.

Drejende rundt på spidsen af foden fik jeg øje på Catherine, og i baggrunden to af hendes veninder, der stod og snakkede afslappet. ”Godmorgen,” sagde jeg — stadig smilende.

”Vi er i gang med at arrangere en lille fodboldkamp ude på plænen efter skole,” begyndte Catherine frygtløst og uden at snakke udenom. ”Alle afgangselever er velkomne. Vil du ikke være med?”

”Til fodbold?” lo jeg. ”Det har I slet ikke lyst til at opleve, tror jeg.”

”Jo, vi har da!” udbrød hun og slog ud med armene. ”Kom nu. Der er ikke ret mange piger, der gider.”

Og så endte jeg alligevel med at sige ja. Tanken om at lave noget efter skole ud over lektier og computerspil var næsten mærkelig for mig, men da jeg begav mig ud mod plænen sammen med Catherine og en del andre fra vores årgang — hvoraf cirka to tredjedele var drenge —, så jeg frem til det. Der var god stemning, og drengene luntede i forvejen og pjattede.

Xavier løb op på siden af mig, da jeg læssede af ved bunken af overtøj og skoletasker, de andre allerede havde lavet, og som der konstant blev bidraget til.

”Skal du være med?” spurgte han.

”Ser det sådan ud?”

”Jep.” Han smilede et blændende smil, og hvis jeg nu ikke havde været bevidst om, at jeg burde opføre mig normalt, så ville jeg have skygget for mine øjne med en hånd.

”Så er det nok det, jeg skal,” påpegede jeg og knælede i græsset for at slå dobbelt knude på mine snørebånd, så de ikke pludselig gik op.

Vi sluttede os til gruppen af spillelystne skoleelever et øjeblik senere. Xavier meldte sig som førstevælger, og hans ven Mark blev den anden holdkaptajn. Xavier lagde ud med at vælge Philip, som spillede fodbold til daglig. Mark valgte Rico, som spillede sammen med Philip. Fordi de blev anset for at være de bedste til fodbold, blev drengene fordelt først. Så nåede de til pigerne. Julie og Natascha blev valgt først, fordi de begge havde spillet fodbold i mange år og var vant til at manøvrere bolden rundt i græsset.

Xavier valgte den sidste pige, der kendte til spillet som mere end bare noget, man gjorde for sjov en gang imellem, Beth. Mark valgte mig og sendte Xavier et flabet grin, da han protesterede i sjov. Grinende sluttede jeg mig til mit hold, der snart talte rimelig mange. Jo flere vi var, des sjovere ville det blive, påstod Catherine, som endte på mit hold.

Jeg var lidt chokeret over at være blevet valgt så hurtigt, for jeg havde forventet at blive valgt sidst. Det havde været det mest logiske, eftersom ingen rigtig kendte mig og sikkert ikke havde lyst til at spille med mig. Men nu var jeg med.

”Bered jer på at tabe!” erklærede Xavier i et påtaget overbevist tonefald der fik alle hans holdkammerater til at grine, og alle mine til at protestere kraftigt med små fornærmelser.

Og så spillede vi. Hvis jeg havde forventet at stå passivt til, mens de andre sendte bolden trillende gennem græsset, så blev jeg positivt overrasket. For selv om vi var lige lovligt mange på hvert hold, så fik alle lov til at røre bolden, og alle spillede en rolle, fordi meget få af os rent faktisk kunne finde ud af spillet.

Svedige og forpustede stoppede vi en time senere. Xavier fik ret. Hans hold vandt, men det var ikke med mange mål.

”Tak for kampen,” sagde han til mig, da jeg begav mig væk fra plænen med min jakke over armen og skoletasken på ryggen.

”Selv tak,” svarede jeg, og jeg kunne mærke rødmen stige til mine kinder. ”Næste gang skal vi nok vinde.”

”Aldrig nogensinde!” erklærede han dramatisk, og vi lo begge to.

Da vi nåede ned til fortovet, skulle vi i hver sin retning. ”Vi ses i morgen,” sagde jeg derfor og løftede hånden i et dovent vink.

”Ses,” svarede han og blinkede til mig, inden han gik sin vej. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...