Reality Check

Blake og Naomi har været gode venner i årevis, uden at de nogensinde har set hinanden, og uden at det nogensinde har været på tale. Men pludselig vender Blake op og ned på dette, og da de beslutter sig for at mødes, sker der noget, der aldrig ville være sket via to computere og en distance på fem tusind kilometer.

18Likes
64Kommentarer
1432Visninger
AA

5. Kapitel 5

 

På mit værelse satte jeg mig i sengen, krængede min våde trøje af og halede computeren op på mit skød over korslagte ben. Den eneste, der var online, da jeg klikkede ind på TSW var Mitch, som jeg spillede lidt med, samtidig med at jeg nægtede at bukke under for fristelsen til at tjekke Xaviers Facebook-profil og måske sende ham en venneanmodning denne gang.

Skype informerede mig et par timer senere om, at ”Blake Williams er online. Ivrig efter at dele min surrealistiske oplevelse med ham gjorde jeg en ende på spillet med Mitch og fokuserede på at formulere mig rigtigt. Til sidst gav jeg op og tillod mig selv at skrive som en pige på sytten år med forelskelsen brændende i kroppen:

Åh gud! Xavier sagde, at jeg var pæn i dag!

Der gik et stykke tid. Så kunne jeg se, at han var i gang med at skrive noget, og lidt efter poppede beskeden op på skærmen:

Det var han længe om at indse.

Mit fjogede smil blev om muligt endnu bredere, og jeg fattede igen tasterne.

Han sagde også: ”Jeg er ikke færdig med dig”.

Denne gang gik der længere tid. Tilstrækkeligt til at mit blik veg til uret i skærmens bund og derefter sammenlignede med tidspunktet, hvor jeg selv sendte min besked. Normalt var jeg ikke utålmodig med Blakes svar, fordi han jo også havde et liv og derfor ikke kunne forventes at tilbringe al tiden med blikket limet til skærmen.

Så kom det endelig, hans svar:

Han vil hel sikkeri sengmedig

Jeg kneb øjnene sammen og forsøgte at tyde, hvad der stod på skærmen. At se Blake stave forkert og benytte ukorrekt grammatik var så sjældent for mig, at jeg et øjeblik blev helt bekymret. Men da jeg fik skilt ordene ad, kunne jeg sagtens se meningen i dem.

Det virkede ikke som noget, han ville skrive til mig. Lige præcis på det punkt, der hed drenge, havde han altid været forsigtig med at knuse mine forhåbninger. Først bagefter indrømmede han ofte, at han ikke altid havde haft den bedste fornemmelse vedrørende dem, jeg blev interesseret i. Måske mest fordi størstedelen af disse var internet-forelskelser.

Han virker ikke som typen til at gå i seng med folk på den måde, skrev jeg til Xaviers forsvar, for det mente jeg virkelig ikke, at han var.

Holf på alle drenge vij i seng mes piger!!!!

Dét der kunne umuligt være Blake. I de seks år jeg havde kendt ham, havde han aldrig stavet så dårligt, at jeg kun ud fra nogle enkelte ord kunne gennemskue, hvad budskabet i hans beskeder var. Han havde altid gået meget op i at skrive rent og fejlfrit. Og så var dette budskab slet ikke det, jeg forventede fra ham.

Min hjerne arbejdede på højtryk for at finde en forklaring. Noget der kunne give mig et praj om, hvem jeg havde fat i, eller hvorfor han skrev så underligt og ukarakteristisk.

Så slog en tanke ned i mig. Jeg huskede nytårsaften, som han havde tilbragt sammen med en gruppe venner på universitetet. Deres første år som studiekammerater skulle fejres med stil, og selv om ingen af dem var gamle nok, så skulle de indtage alkohol i lange baner til at skyde det nye år i gang med. På slaget midnat havde jeg skrevet til Blake på telefonen for at ønske ham et godt nytår, og hans stavning og væremåde mindede om den, jeg oplevede nu.

Da det gik op for mig, at Blake næsten kun kunne være påvirket af alkohol — eller noget andet —, var jeg ikke helt sikker på, om jeg skulle grine eller græde. For det var vel lidt komisk, men på den anden side fandt jeg det lidt ubehageligt.

Er du fuld? skrev jeg, bare for at sikre mig.

Neeeeeej da!!! Hvirfoe tro di det?

Bare begyndelsen på svaret var nok til mig.

Du er fuld.

Det var en temmelig kølig konstatering, men jeg var sikker i min sag.

Nwj hae ijje druket har dey font

Den var god med ham.

Du burde ikke drikke på en tirsdag, mindede jeg ham om, selv om jeg var ret sikker på, at jeg ikke trængte igennem.

Efter nytår havde Blake ellers svoret, at han aldrig nogensinde ville drikke alkohol igen, og selv om han ikke havde fortalt mig præcis hvad, så kunne jeg fornemme på ham, at det ikke var gået helt godt. Måske var han bare en af dem, der ikke kunne styre den slags, når han først gik i gang med at drikke, men hvis han ikke havde planlagt at røre alkohol igen, måtte der være en særlig grund til, at han havde gjort det alligevel.

Jeg hat der fint

Himlende med øjnene stillede jeg computeren fra mig på bordet ved siden af min seng og lænede mig fremover, så jeg stadig kunne nå tasterne. Hvis dette blev ved, gad jeg ikke at spilde min tid.

Hvis du siger det.

Er dy sue

Hvordan kunne man stave så meget forkert og glemme spørgsmålstegnet i ”er du sur?”?

Nej.

åø¨’

Indtil nu havde det været rimelig let at forstå, hvad der blev skrevet til mig, selv om stavningen var helt grotesk. Denne gang havde jeg virkelig ingen idé, uanset hvor meget jeg stirrede på skærmen. Og der kom ikke mere. Ikke en eneste rettelse. Intet forsøg på at omformulere, da jeg ikke svarede.

Til sidst blev jeg lidt urolig.

Er du okay?

Da jeg efter fem minutter blev træt af at stirre på en skærm, hvor der ingenting skete, skiftede browser, kunne jeg ikke lade være med at være bekymret. Men hvis han var fuld, var det vel sandsynligt, at han var faldet i søvn hen over sit tastatur eller noget. Det kunne i hvert fald forklare den mærkelige sidste besked, han sendte mig. Når han vågnede var han måske også så ædru, at han kunne opfatte, hvad jeg havde skrevet til ham.

Så jeg slappede lidt af i stedet og gav mig til at se Easy A i stedet. Selv om jeg måske ikke udpræget var pige med stort P, så kunne jeg godt i ny og næ lide at se tøsefilm som Mean Girls, Easy A og Confessions of a Shopaholic. Dem behøvede man ikke at tænke over, og somme tider var det meget befriende.

Da rulleteksterne begyndte at køre over skærmen til musik, jeg havde hørt en million gange før, havde Blake stadig ikke svaret. Til gengæld var hans status på Skype skiftet fra ”Tilgængelig” til ”Optaget”. Derfor fandt jeg min mobil frem og sendte ham en simpel SMS:

Blake?

Derefter kastede jeg et blik rundt omkring i mit værelse. De hvide vægge og de simple, hvide møbler lignede sne under det matte lys, der faldt ind gennem det tagvindue, der tillod solens stråler at falde ind i en firkant på det lyse trægulv. Det eneste mørke ud over min skoletaske var faktisk min dyne og mit tv. Alt andet var på mystisk vis holdt i lyse farver. Mest fordi det var nemt at holde og ikke så let så rodet ud. Med min tendens til at lade stakke af rent tøj ligge fremme, når min mor kom ind med det, var det praktisk at have en minimalistisk smag i møbler og farver.

For en gangs skyld var der rent og ryddeligt på mit værelse nu, men det hang nok sammen med, at min mor havde været tvær hele den forrige eftermiddag. Hvis jeg skulle gøre mig forhåbninger om at tale med hende om Blake med et positivt udfald, så blev jeg nødt til at sørge for, at hun ikke i forvejen havde lyst til at kvæle mig. Derfor var det min plan at holde hende i så godt humør som muligt.

Skævende til mit ur kunne jeg konstatere, at hun sandsynligvis ville være hjemme inden for fem minutter. Med et dæmpet støn – af dovenskab frem for alt – rejste jeg mig og begav mig nedenunder for at tømme opvaskeren, så hun netop kunne nå at træde ind ad døren og se mig blive færdig med at stille tallerkener og glas på plads i køkkenskabene. Det ville i hvert fald glæde hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...