Reality Check

Blake og Naomi har været gode venner i årevis, uden at de nogensinde har set hinanden, og uden at det nogensinde har været på tale. Men pludselig vender Blake op og ned på dette, og da de beslutter sig for at mødes, sker der noget, der aldrig ville være sket via to computere og en distance på fem tusind kilometer.

18Likes
64Kommentarer
1443Visninger
AA

4. Kapitel 4

 

Tirsdag efter skole var jeg i rimelig godt humør. Blake havde skrevet til mig aftenen før, at han ville invitere Lucy ud, og selv om jeg ikke mente, at hun var ham værdig, så var jeg glad på hans vegne, for han virkede glad for hende. Senere erfarede jeg, at hun havde takket ja til tilbuddet, og tirsdag morgen oplyste en enkelt SMS min skærm:

Jeg har det, som om jeg skal til at synge platte High School Musical-sange.

Skoledagen havde været udholdelig. Som om Catherine havde spredt rygtet om, at jeg gerne ville inkluderes mere i fællesskabet af afgangselever var alle mulige begyndt at tale til mig, mens vi var til time, og jeg havde tilbragt frokostpausen sammen med Catherine og hele hendes slæng af venner. Det var slet ikke min stil, og jeg havde intet imod at sidde alene og gumle på min sandwich, for jeg kunne ikke følge med i de interne samtaler alligevel, men hvis jeg kunne komme hjem og fortælle, at jeg rent faktisk havde været sammen med andre mennesker i skolen, så ville min mor måske være mere tilbøjelig til at tro på en løgn om, at jeg skulle hænge ud med dem om lørdagen.

Det var i hvert fald mit håb. Jeg havde det naturligvis skidt med at lyve for min mor, særligt fordi Blake havde skrevet til mig for længe siden, at hans forældre var helt på det rene med vores venskab. Han forstod ikke, at jeg ikke bare tvang mine forældre var så mistroiske, men selv om det frustrerede mig endeløst til tider, at de var så overbeskyttende, så forstod jeg dem godt. For de havde jo lidt ret.

”Naomi!” råbte en stemme pludselig bag mig, da jeg gik hen ad fortovet på vej til bussen.

Forbløffet drejede jeg hovedet ved lyden af mit navn. Mine øjne udvidedes, da jeg identificerede den løbende skikkelse. Xavier. Mit hjerte slog en smule hurtigere, uden at jeg kunne gøre noget som helst for at sænke rytmen igen.

Xavier og jeg havde haft engelsk sammen i fire år i træk nu, men jeg havde aldrig nogensinde talt med ham. Han var, som Janice nok ville have udtrykt det, langt over min standard men egentlig en type, der kunne tale med de fleste. Og så var han flot med kort, strittende brunt hår og dybe brune øjne.

At se ham komme løbende mod mig var lidt af et chok, så jeg stoppede automatisk op og ventede, til han nåede op på siden af mig.

”Hej,” sagde han med et skævt smil og stak hænderne i lommerne, da han slap stroppen på den taske, han havde slynget over skuldrene.

”Hej,” svarede jeg lidt akavet og begyndte at gå. Til min store overraskelse fulgte han med.

”Cat sagde, at du var ked af det med Janices fest,” indledte han uden videre tøven, og hans tonefald var undskyldende.

Jeg tillod et suk at slippe ud mellem mine læber, og det bremsede ham i den fortsættelse, jeg kunne se var på vej. ”Nej, det gør virkelig ikke noget.”

Den grå himmel over vores hoveder påbegyndte en let støvregn, og jeg glippede med øjnene for at vænne mig til de mikroskopiske vanddråber, der klistrede til mine øjenvipper. Hvis det blev ved med at støvregne, ville jeg få brug for at skifte tøj når jeg kom hjem.

Ved skolen bag os kunne jeg høre, at folk beklagede sig over vejret, og den rutsjende lyd af paraplyer, der blev foldet ud, fyldte stilheden mellem os. Bilers motorer summede i baggrunden, men det virkede fjernt i forhold til Xavier, hvis fodtrin mod det endnu tørre fortov faldt i takt med mine.

”Jeg forstår altså ikke, at Janice ikke inviterede dig,” meddelte han mig, som om han slet ikke hørte efter.

”Jeg forstår det godt,” tilstod jeg med et skuldertræk. ”Janice kender mig ikke. Jeg har ikke haft timer med hende siden første år, og jeg gør jo ikke ligefrem opmærksom på mig selv.”

Xavier smilede skævt til mig, og jeg slog blikket væk for ikke at smelte af lykke. ”Det forstår jeg heller ikke, at du ikke gør. Hvis du gjorde, ville du garanteret være omringet af drenge døgnet rundt.”

Leende virrede jeg med hovedet, og almindelige brune lokker faldt omkring ansigtet på mig, lige så glatte som altid. ”Meget morsomt.”

”Jeg mener det!” Han slog let ud med armene, og frustrationen blev overmandet af hans hæse latter. ”Du er pæn. Jeg har ikke lagt mærke til det før, men det gør jeg nu. Og jeg ved ikke hvorfor. Er det skørt?”

”Ja,” fortalte jeg ham ærligt med et hævet øjenbryn. Det var tydeligt at han mente det, selv om jeg ikke ville fremstå så naiv, at jeg troede på det, bare fordi han sagde det. ”Det er skørt.”

Tilbage mod skolen, der efterhånden lå på rimelig god afstand, kunne jeg høre hans venner spørge højlydt efter ham. Fodbolddrengene og pigerne, der aldrig blev væk fra en eneste kamp. Dem der næsten altid hang i hans kølvand. Hvad fik ham egentlig til at følge efter mig?

Xavier blæste luft ud af lungerne, og hans skuldre sank i et ryk, mens et ironisk smil overtog hans ene mundvig. ”Jeg bliver nødt til at smutte,” erklærede han og bakkede et par skridt, da jeg stoppede. ”Men jeg er ikke færdig med dig. Vi ses i morgen.”

Han vinkede efter sig uden at vente på svar, og så joggede han ellers tilbage ad den vej, vi lige havde tilbagelagt i fællesskab, efterladende mig med bankende hjerte og kinder, der måtte være cirka lige så røde som en brandbil.

Så traskede jeg hjem. Jeg var ikke typen, der gik helt i selvsving, bare fordi den fyr jeg havde haft et godt øje til i årevis, uden at han nogensinde havde set i min retning, pludselig talte til mig. Og kaldte mig pæn. Og åbenbart ikke var klar til at opgive at tale med mig endnu. Og havde sagt vi ses i morgen inden han vendte tilbage til sine venner.

Regnen stoppede selvfølgelig i samme øjeblik, som jeg åbnede havelåge, og solen tittede frem gennem de grå skyer mens jeg krydsede forhaven mod det toetagers hus hvor jeg var vokset op. Mine forældre var ikke hjemme endnu, og det var nok meget heldigt, for på den korte gåtur kunne mine kinder umuligt have antaget en helt normal farve.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...