Reality Check

Blake og Naomi har været gode venner i årevis, uden at de nogensinde har set hinanden, og uden at det nogensinde har været på tale. Men pludselig vender Blake op og ned på dette, og da de beslutter sig for at mødes, sker der noget, der aldrig ville være sket via to computere og en distance på fem tusind kilometer.

18Likes
64Kommentarer
1433Visninger
AA

3. Kapitel 3

 

Jeg hørte ikke mere til Blake den weekend, men jeg kunne se ud fra opslag på hans Facebook-væg, at han havde tilbragt dagen sammen med Lucy, Alex og et par andre venner, hvis navne var mig bekendte, men som jeg ikke kunne forbinde med noget særligt. Det var kun Lucy og Alex og de venner, han havde haft i high school, jeg vidste noget uddybende om.

Lucy var en pige, som han studerede sammen med, og han kunne fortsætte i timevis om, hvor flot hun var. Flere gange havde han endda indrømmet overfor mig, at han havde drømt om hende om natten. På Facebook var hun meget mere offentlig end ham, og det havde vist sig, at hun var præcis det, alle drenge gik efter: tynd, blond og med rimelig store bryster, som hun viste lidt for meget af, selv i hverdagstøj. Det lod ikke til, at hun ejede en eneste bluse, der ikke havde en dyb udskæring.

Alex var, som allerede nævnt, Blakes bofælle. Siden de begyndte på Stanford havde de to mere eller mindre været uadskillelige, og jeg vidste, at Blake var meget taknemmelig for Alex’ afslappethed omkring huslige gøremål. Vasketøjet kunne godt ligge i klynger på gulvet, havde jeg fået at vide, uden at nogen af dem fandt det problematisk.

Det var primært med disse to, at han tilbragte sin tid væk fra skærmen. At flytte væk hjemmefra havde gjort ham mere social, syntes jeg, og jeg var ikke sikker på, om jeg var så glad for det, for jeg følte lidt, at disse mennesker stjal min bedste ven. Det var en irrationel form for jalousi, fordi Blake slet ikke vidste, at jeg tænkte på ham som min bedste ven. Faktisk troede jeg slet ikke, at vores venskab betød lige så meget for ham, som det gjorde for mig. Men jeg kunne ikke lade være.

Og nu ville han så mødes.

Selv om jeg burde være ovenud lykkelig, så plagede det mig nu mere end nogensinde, at jeg aldrig havde set ham rigtigt. Ikke i bevægelse. I princippet havde min mor ret; han kunne nemt være en syg voldtægtsmand med så lidt information om sig selv tilgængeligt som han havde. Den slags havde jeg ellers nægtet kategorisk at lytte til siden jeg var tolv år og første gang kom til at indrømme, at jeg have flere venner online på det tidspunkt, end jeg havde haft i ”virkeligheden” tilsammen.

Nu vandrede tankerne omkring i hovedet på mig som en person, der virkede meget mere håndgribelig end Blake pludselig syntes at være.

For at berolige mig selv mandag morgen bællede jeg et glas vand sammen med min jogurt, og så tog jeg ellers i skole. Den friske luft på vej derhen klarede mine tanker lidt, og regndråberne, der faldt fra den grå maj-himmel, skyllede tvivlen bort. Det var fjollet. Blake ville mødes med mig, og jeg havde kendt ham i seks år. Seks år! Så lang tid kunne man umuligt skrive med nogen og ikke vide, at vedkommende var den, de gav sig ud for at være. Jeg havde set Catfish, det der show på MTV, men det her var ikke det samme.

De andre piger stod i klynger i skolegården og omfavnede hinanden, inden de søgte væk fra støvregnen og indenfor i skolebygningen. Jeg fulgte efter, og det holdt sig på afstand af mig, som om jeg var giftig eller sådan noget.

Lige indtil Catherine, som var en af de piger, jeg altid havde gået i skole med, og som jeg altid havde kunnet snakke nogenlunde med, kom springende hen mod mit skab.

”Godmorgen,” sagde hun med et smil, jeg aldrig havde været helt sikker på var ægte.

”Godmorgen,” svarede jeg og placerede min tunge biologibog i skabet. Den fik mig til at tænke på min samtale med Blake lørdag formiddag, så jeg lukkede hurtigt lågen i, inden tvivlen igen kunne nå at komme snigende.

”Hvorfor kom du ikke til Janices fest?” spurgte Catherine nærmest anklagende og fulgtes med mig hen til engelsklokalet, hvor vi skulle have time inden for de næste fem minutter.

Festen fredag aften var helt gledet ud af mine tanker, men nu da jeg blev mindet om den, så var det tydeligt, at der var sket meget med sammenholdet til den fest. Og selvfølgelig var der da det. Det var formentlig den sidste fest vi kom til at holde inden vi blev færdige. High school var snart ude af syne, og nu hvor jeg fik åbnet øjnene stod det klart for mig, at en form for nostalgi var ved at ramme mine meddimittender.

Jeg så ingen pointe i at lyve for Catherine, og sandheden ville nok finde vej rundt alligevel på et tidspunkt. ”Jeg var ikke inviteret.”

Hendes bryn trak sig sammen. ”Det kan ikke passe. Janice sagde, at hun havde inviteret hele årgangen,” kvidrede den lyshårede pige, som satte sig ved bordet ved siden af mit og krydsede benene.

Til Janices forsvar skal det siges, at hun godt kunne have været i den tro, at alle var blevet inviteret, for jeg havde ingen timer med hende, og vi havde aldrig udvekslet så meget som ét ord. Den eneste gang jeg havde været inden for en radius af to meter fra hende i mere end tre sekunder, var da vi var sidemakkere i en enkelt religionstime for fire år siden.

”Nå, men jeg blev altså ikke inviteret,” sagde jeg afvisende til Catherine og fiskede min notesbog op af skoletasken. ”Og det gør ikke noget. Helt ærligt.”

”Men vil du ikke gerne være sammen med os andre her i den sidste tid?” Selv om jeg var forberedt på, at hun måske ville kommentere på min asociale side, så kom det sårede tonefald bag på mig. Hvordan kunne hun egentlig tillade sig at se ud, som om jeg havde slået hende, når det var mig, der var blevet ekskluderet?

”Ikke hvis I ikke gider at have mig med,” mumlede jeg, og så var den sag ligesom afgjort, for selv om Catherine prøvede at være venlig og få alle med, så var det langt fra alle, der ønskede det.

Som et resultat af denne samtale kunne jeg slet ikke fokusere i engelsk, og Mrs. Watts prøvede ihærdigt at fange mit vigende blik flere gange i løbet af timen. Det var en kæmpe lettelse da den sluttede.

Jeg var ligeglad med, at Blake egentlig burde skrive til mig og finde ud af noget med lørdag. Den slags var forbeholdt kærester, og det her var min bedste ven. Jeg havde brug for at høre fra ham på den her møgdag. Om ikke andet så for at få min tvivl omkring ham til at gå lidt væk.

Mine fingre dansede over den glatte touch-skærm mellem mine hænder.

Jeg glæder mig til på lørdag.

Egentlig ventede jeg ikke et svar lige med det samme, men af en eller anden grund blev jeg stående med telefonen i hånden og så åndsfraværende ned mod dørene, der senere ville lede mig ud i friheden. Lige nu overvejede jeg virkelig at pjække, men det havde jeg aldrig gjort, og jeg havde ikke haft en fraværsdag i fire år. Det ville være dumt at plette mine eksemplariske bedrifter til nu, bare fordi jeg havde en dårlig dag.

Min mobil vibrerede, og jeg hoppede af forskrækkelse, så ned og åbnede beskeden. Selvfølgelig var den fra Blake — der var ikke så mange, der skrev til mig, hvis jeg ikke kontaktede dem først.

Jeg kan næsten ikke vente. Det bliver rart endelig at mødes!

Jeg smilede. Dels fordi svaret var sødt, og dels fordi det kom så hurtigt. Det var en enormt lille ting, at jeg ikke behøvede at vente i timevis, før Blake svarede mig, men den betød alverden for mig lige præcis den dag.

Lidt efter kom endnu en SMS dumpende:

Er du okay?

Mit smil blev bredere. Jeg kunne altid regne med Blake, og tvivlen sivede lige så langsomt ud af hovedet på mig som vand gennem en rist.

Pludselig så dagen ikke helt så sort ud. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...