Reality Check

Blake og Naomi har været gode venner i årevis, uden at de nogensinde har set hinanden, og uden at det nogensinde har været på tale. Men pludselig vender Blake op og ned på dette, og da de beslutter sig for at mødes, sker der noget, der aldrig ville være sket via to computere og en distance på fem tusind kilometer.

18Likes
64Kommentarer
1442Visninger
AA

20. Kapitel 20

 

At møde Bree og Tim – Blakes forældre – er på ingen måde forfærdeligt. Faktisk er de begge rigtig søde og imødekommende og meget påpasselige med at udtrykke sig negativt om mit og Blakes bekendtskab gennem årene. Også selv om jeg kan høre, at de deler holdning med mine forældre på det punkt. De giver mig små komplimenter, og efterhånden som dagen skrider frem fortæller Bree flere og flere historier om  Blakes barndom. På et tidspunkt når hun endda at nævne for mig, at hun aldrig havde troet, at hendes søn kunne være en rigtig gentleman — ikke før nu.

Så da dagen er omme og jeg har ringet for at fortælle mine forældre, at jeg er på vej hjem, får jeg et lift af hele familien Williams, som er ivrige efter at se ”hvor Blakes udkårne bor”, som Tim udtrykker det. Blake siger ikke så meget men sidder ved siden af mig på bagsædet og ser ud på bygningerne i tusmørket. Hele dagen har han været den perfekte gentleman og introduceret mig for mennesker og skabt god stemning overalt omkring sig.

”Blake?” spørger Bree fra passagersædet ved siden af Tim, hvis hænder med snilde manøvrerer bilen rundt i gaderne.

”Mm?” brummer han og tager øjnene fra ruden.

”Er du træt?”

”Lidt,” indrømmer han, selv om mit ur viser mig, at klokken kun er otte. ”Naomi, har I mælk hjemme hos dig?”

Spørgsmålet kommer bag på mig. ”Øh, ja,” svarer jeg. ”Det tror jeg. Hvorfor?”

Bree har rettet sig op og drejet sig i sædet, og hun sidder nu og ser om på os. Selv i bilens mørke kan jeg se, at hendes øjne er opmærksomme nu. ”Blake, er du dårlig?”

Blake møder mit blik, og jeg fortryder med det samme, at panikken sikkert er synlig i mine ansigtstræk, for han smiler et lidt blegt — men ikke desto mindre muntert — smil og ryster på hovedet. ”Nej, nej. Men jeg kan godt mærke, at jeg ikke fik frokost.”

Det er delvist min skyld, for det tog mig lige lidt tid at blive klar til at komme ud af døren, og da vi ankom til Boston var det over middag. I løbet af eftermiddagen var der blevet serveret kage og frugt, og så havde vi fået aftensmad, men hvis Blake havde haft brug for frokost … Så bærer jeg en del af skylden.

Bree rækker en hånd ud og lader den glide gennem hans hår. ”Skal vi holde ind og finde noget?” spørger hun alvorligt.

Ikke ublidt skubber Blake hendes hånd af sit hoved og lukker sine fingre om mine. ”Mor, du gør Naomi bange,” skænder han smilende. ”Jeg klarer mig, hvis jeg kan få et glas mælk, når vi kommer frem.”

”Selvfølgelig,” siger jeg omgående og giver hans hånd et klem.

”Er du sikker, Blake?” spørger Tim uden at tage øjnene fra vejens forløb.

”Helt sikker.” Blake læner sig sidelæns og lægger hovedet mod min skulder, og jeg slapper lidt mere af, for hvis han virkelig havde det dårligt, så ville han næppe tage det så roligt. Specielt ikke fordi han allerede har observeret, at jeg ikke er helt tryg ved situationen.

Bree vender sig igen, og jeg lukker kort varigt øjnene. Blakes skulder støder mod min arm, og jeg kan mærke de små bevægelser i hans krop, når han trækker vejret. Hans åndedræt er roligt, men ikke så tungt at han på nogen måde kan være faldet i søvn. Fingrene tegner cirkulære mønstre i min håndflade og på mit håndled, og tråde af silkeblød velbehag snor sig fra berøringspunkterne og op til mit hjerte, som de vikler sig omkring.

”Der er ingen grund til at være bekymret,” hvisker han til mig, da jeg hviler mit eget hoved mod hans.

”Men jeg ville ikke have nogen idé om, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg havde været alene med dig,” hvisker jeg tilbage.

Da han smiler mærker jeg det mod min skulder. ”Det kan du lære, hvis du vil,” forsikrer han mig roligt om.

Egentlig har jeg ikke lyst til at lære det, for jeg tvivler på, at jeg vil være god til at sørge for ham, hvis uheldet en dag er ude. Men jeg vil hellere vide, hvad jeg skal gøre i et nødstilfælde, end jeg vil lukke øjnene for den potentielt livstruende sygdom, han må leve med resten af sit liv.

”Okay,” mumler jeg og kysser ham i håret, fordi det er det eneste, jeg kan nå. ”Så lær mig det.”

Smilet på hans læber bliver bredere inden hans ansigt slapper af igen. Resten af turen bruger jeg på at forklare Tim vejen, mens Blake slapper af med hovedet mod min skulder og Bree nynner dæmpet med på musikken i bilradioen.

Det er blevet mørkt da vi når mit hjem, og lyset inde fra køkkenet falder i en ujævn firkant ud på græsplænen i forhaven. Tim lader bilen stå i tomgang mens Blake og jeg hopper ud. Aftenluften sniger sig tæt ind på min bare hud og køler mig ned lige indtil det øjeblik, hvor Blake tager min hånd og fletter vores fingre ind mellem hinanden med ekspertise, som om han har gjort det i årevis.

I det øjeblik vi træder ind i forhaven lyser udendørslampen foran hoveddøren op, og jeg fisker en nøgle til døren op af tasken ved min side. Inden jeg får den sat i låsen, går døren op, og min mor står klar til at tage imod os. Hendes blik når lige at vige spørgende mod Blake, inden jeg forklarer:

”Han skal lige have noget … var det mælk, du sagde?”

Han nikker, og da min mor blot ser endnu mere forvirret ud, tilføjer han opklarende: ”Jeg er diabetiker, og mit blodsukker er en smule lavt. Det tager ikke mere end to sekunder.”

Jeg efterlader ham i døråbningen med min mor, mens jeg går ind i køkkenet og finder et glas, som jeg fylder med den hvide væske, der er en normal del af min morgenmad. Bag mig kan jeg høre min mor sige til Blake, at han skal invitere sine forældre indenfor, og da jeg går ud i entréen igen, er Blake halvvejs gennem forhaven.

Jeg sætter hænderne i siderne og ser forlangende på min mor, som trækker på skuldrene med et påtaget uskyldigt smil. ”Vi skal da som minimum møde hans forældre, når nu de ulejliger sig med at køre dig hjem,” argumenterer hun snusfornuftigt i samme øjeblik som min far slutter sig til os.

Åbenbart har Bree og Tim ikke travlt med at komme tilbage til Boston til deres overnatninger, for de takker ja til tilbuddet om kaffe og går med ind i stuen, hvor de vender hele verdenssituationen med mine forældre. Imens sidder jeg sammen med Blake i en lænestol og halvsover, fordi hans hænder stryger blidt og søvndyssende op og ned ad min arm. Af og til blander han sig i samtalen, hvilket jeg slet ikke magter, men for det meste sidder han bare og lytter med hagen hvilende mod min skulder.

Efterhånden som samtalen skrider frem, kan jeg godt høre, at Bree og Tim har været lige så skeptiske overfor mit og Blakes venskab, som mine egne forældre har været, og det giver mig en smule bedre samvittighed at vide det. Grinende konstaterer vores mødre i fællesskab, at det måske trods alt har været godt for noget, at vi har været rebelske i løbet af de sidste to - tre dage.

”Ja, Blake kom sågar tilbage i går og erklærede, at han ville flytte til Massachusetts,” afslører Bree, og det giver et lille sæt i den ellers afslappede drengekrop under mig. Et blik over min skulder fortæller mig, at han rødmer dybt i den hyggelige belysning, men han protesterer ikke.

Oprigtigt overrasket puster jeg til hans pandehår, for én ting er, at han siger det til mig. En helt anden er at gå hjem til sine forældre med nyheden efter første gang vi har mødt hinanden. Havde det været mig, var der nok gået ret lang tid, inden jeg så meget som overvejede noget så drastisk. I virkeligheden er det nok også grunden til, at det er ham, der har taget affære allerede — for eftersom jeg ikke engang er begyndt på college endnu, og han allerede er i gang på det prestigefyldte Stanford, burde det vel være mig, der flyttede.

”Hvorfor? Der er da skønt i Californien.” Står det til min mor flytter vi til Californien lige med det samme, og selv om jeg allerede er blevet optaget på college her, så ville jeg ikke have noget imod det lige nu.

”Han mener ikke, at han kan leve med at bo så langt fra Naomi længere,” fortæller Bree med et strejf af latter i stemmen.

”Men går du ikke i skole?” spørger min far henvendt til Blake, som retter sig op for at se forbi mig og hen på vores forældre.

”Jo,” svarer han selvfølgeligt, ”men jeg klarer mig tilstrækkeligt godt til, at det nok ikke bliver noget stort problem at skifte fra Stanford til Harvard.”

Min mor får en tår kaffe galt i halsen, og jeg bebrejder hende det ikke, for jeg var også ved at få et chok, da han første gang fortalte mig, at han var blevet optaget på Stanford. Bree ryster bare sigende på hovedet og læner sig tilbage mod Tims arm, der ligger langs ryglænet på den sofa, de sidder i.

Der falder et par drillende kommentarer om, at der i det mindste ikke er mangel på hjernekapacitet fra vores fædre, mens vores mødre ser ud til bage at sidde og overveje fremtiden nøje. Begge har det dér særlige lidt uudgrundelige udtryk i ansigtet der betyder, at de tænker på noget, de ikke nødvendigvis er i stand til at forestille sig.

”Måske vi bare starte med at bruge sommerferien som en prøveperiode,” foreslår Tim min far, som lægger nakken en anelse tilbage, som for ordløst at tilkendegive, at det er en god idé.

”For at se, om I kan holde hinanden ud, og om det er noget for dig at flytte til en anden stat, Blake,” uddyber han, og Tim nikker anerkendende.

Jeg ser på Blake, for jeg kan ikke lade være. Han ser overvejende ud, selv om han jo allerede er kommet dem i forkøbet med sine sommerferieplaner. Så lukker han armene omkring livet på mig og trækker mig en smule tættere ind til sig.

”Det lyder som en god idé,” bekendtgør han mildt.

Derfra glider planlægningen som i blød smør; vores forældre diskuterer frem og tilbage hvordan tingene skal foregå og inddrager os af og til, hvis de finder vores meninger relevante.

Min mave snurrer rundt, og mit hoved snurrer i modsatte retning, så jeg ikke bliver helt rundtosset. Varmen breder sig behageligt til min krop fra Blakes, og sol, måne og stjerne ville umuligt kunne overstråle julelysene i mine øjne, da min egen mor tilbyder, at han kan overnatte på gæsteværelset, hvis han har lyst.

Jeg har en stensikker fornemmelse i maven af, at dette kun er begyndelsen på den evighed, Blake og jeg skal tilbringe sammen, men jeg er ikke helt idiot. Vi er stadig teenagere og kan stadig nå at ændre os meget, og i realiteten har vi kun mødt hinanden to gange, hvoraf den første ledte til vores første kys. Derfor forsøger jeg at opføre mig civiliseret og svare på spørgsmål, som om jeg godt ved, at det i princippet kunne gå galt for os hen ad vejen. Også selv om jeg finder det usandsynligt.

Blake er mindre betænkelig og giver mere frit udtryk for sin entusiasme, og det slår mig, at det formentlig er sådan, det vil blive fremover; at jeg er den, der tænker grundigt over tingene, mens han tager lettere på dem. Han er helt klart både den mest impulsive og initiativtagende af os, mens jeg er mere tilbageholdende og afventende. Vi minder ikke på nogen måde om hinanden af personlighed; tvært imod opvejer vi hinandens styrker og svagheder perfekt.

Visheden, som har slået rod i mig siden første gang jeg så ham, er dybt forankret i mig, da jeg sammen med mine forældre og Blake tager afsked med Bree og Tim, som lover at komme forbi med tøj og lignende i morgen. Visheden om at Blake og jeg er skabt for hinanden, og visheden om at jeg med ham har oplevet noget, jeg ville være gået glip af, hvis jeg havde sagt nej til at mødes med ham.

Visheden om at venskab ved allerførste blik blev vendt til den mest dybfølte kærlighed, jeg nogensinde har oplevet.

Da mine forældre forsvinder ud af entréen lægger han begge arme omkring mig i halvmørket og hviler sin pande mod min. ”Hvordan føles det her for dig?” hvisker han.

Jeg strækker mig for at placere et blidt kys på hans læber og ånder: ”Som om jeg drømmer.”

En skarp smerte strækker sig gennem mine nervebaner fra underarm til skulder, og jeg skærer en grimasse i ubehag. Mit blik falder bebrejdende på Blake, som blot smiler drillende til mig og viser mig de to fingre, han har brugt til at knibe min hud sammen og efterlade et midlertidigt mærke sammen med den snurrende prikken, der langsomt fortager sig og fører mig tilbage til fornemmelsen af at drømme.

”Hvorfor gjorde du det?” spørger jeg dæmpet og kysser ham på hagen.

Han ler sin bløde og lette latter. ”Reality check,” svarer han simpelt.

Det virker åndssvagt, men i det øjeblik tænker jeg, at han bliver nødt til at gøre det hvert andet øjeblik, hvis jeg skal forblive overbevist om, at mit liv for én gangs skyld flasker sig.

Men i stedet tager han mig med storm ved at placere sine læber over mine, blødt og insisterende og overtalende på én gang, og så lader jeg mig suge længere ind i den drømmeagtige tilstand igen, ret ligeglad med om det her er virkelighed eller ej. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...