Reality Check

Blake og Naomi har været gode venner i årevis, uden at de nogensinde har set hinanden, og uden at det nogensinde har været på tale. Men pludselig vender Blake op og ned på dette, og da de beslutter sig for at mødes, sker der noget, der aldrig ville være sket via to computere og en distance på fem tusind kilometer.

18Likes
64Kommentarer
1417Visninger
AA

2. Kapitel 2

 

Da jeg vågnede næste formiddag, havde jeg modtaget en besked fra Blake på min telefon. Han mindede mig bare om, at jeg tabte til ham igen. Med et suk rullede jeg ud af sengen og tændte min bærbare computer. Med morgenhår og dårlig ånde trak jeg den op til mig i skødet og åbnede Facebook.

Min startside var fyldt med billeder og statusopdateringer fra mine skolekammerater og andre spillefreaks, som min mor kalder dem. Alle syntes at have foretaget sig et eller andet vildt og ungt og uansvarligt på deres fredag aften. Blandt andet kunne jeg se, at størstedelen af min årgang havde holdt fest, men at jeg ikke engang var blevet inviteret.

Jeg sank en klump og nægtede mig selv at blive ked af det, for sådan havde det jo altid været. Det var hele grunden til, at jeg begyndte at tilbringe størstedelen af min fritid online i første omgang i en alder af elleve år. Seks år senere havde dette ikke forandret sig det mindste, og det var ikke noget, jeg længere gad at bruge min tid på. Mine sande venner, dem der virkelig havde været der for mig gennem alting, var for det meste folk, jeg aldrig havde mødt. Og Blake var den bedste af dem alle.

Netop som tanken slog mig, poppede der en notifikation op. Den røde firkant med ettallet tegnede sig tydeligt op mod den blå globus i baggrunden, og jeg førte langsomt musen op til ikonet. Hvis jeg skulle se én anmodning om latterlige spil som Candy Crush eller Farmville, så ville jeg seriøst begynde at overveje livet i et fængsel.

En eller anden automatisk kode opfundet af Facebooks programmører meddelte mig, at ”Blake T. Williams blev tagget på et billede” og var så venlig at vedhæfte en form for link. Hver eneste gang siden mindede mig om noget, der skete på Blakes profil, følte jeg mig som den værste stalker i verden. Problemet var bare, at Blakes profil var så privat, at hvis jeg ville gøre mig forhåbninger om at lære mere om ham på den front, så blev jeg nødt til at være hurtigt ude.

I stedet for at trykke på linket, førte jeg musen op til søgefeltet og begyndte at skrive hans navn. Det kom frem med det samme, og jeg gled ind på profilen. Coverbilledet var en mandchauvinistisk joke, sorte bogstaver på en hvid baggrund. Hurtigt scrollede jeg ned til hans tidslinje og billeder og kunne konstatere, at hvis han virkelig var blevet tagget på et billede, så var tagget fjernet igen nu. Der var intet nyt.

Frustreret løb jeg hans profil over med blikket. Der var kun meget få billeder, som han ikke havde fjernet tagget fra. Størstedelen af dem var fra baseball-kampe, hvor han var catcher med en hjelm trykket godt ned over hovedet og ansigtet lagt i skygge. Andre var mange år gamle klassebilleder og børnebilleder.

Forgæves klikkede jeg på hans profilbillede, vel vidende at selv om det forestillede den samme lama som på Skype, så kunne jeg ikke engang åbne en større version af det.

Efter alle de år, hvor vi havde kendt hinanden, havde jeg kun set meget få billeder af Blake. Og de stammede alle fra en alder, hvor jeg stadig turde at spørge, om han ville sende den slags. De fleste viste slørede billeder af en dreng med mørkt hår og bøjle, der skar en hæslig grimasse. De seneste tre år havde jeg faktisk ikke haft nogen anelse om, hvordan han så ud, men eftersom han slettede alle nutidige billeder fra Facebook, eller fjernede tags, gik jeg ikke ud fra, at han så specielt godt ud.

Opgivende lænede jeg mig tilbage mod væggen bag min seng og vendte opmærksomheden tilbage mod min startside. Endnu en computerlavet kode fortalte mig, at Mitch Stephens havde inviteret mig til at deltage i The Secret World-maraton.

Jeg overvejede det i et par minutter, mens jeg skimmede beskrivelsen af begivenheden, der ville finde sted en uge senere. På en lørdag, hvor alle andre normale unge mennesker hyggede sig sammen og gjorde ulovlige ting som at indtage alkohol og eksperimentere med bløde stoffer. Min finger trykkede ned på berøringspuden over muligheden ”Deltager ikke”.

Få sekunder senere lød der et velkendt, rundt ”plop” fra Skype, der fortalte mig, at nogen ville have fat i mig. Beskeden var fra Blake.

Skal du ikke deltage i TSW-maratonet?

Netop som jeg skulle til at svare ham, lød den underlige, ikke-telefon-agtige ringetone, så jeg greb ud efter mine headset og kom til at skubbe en tung biologibog på gulvet i processen. Bandende forbandt jeg den elektroniske genstand med computeren og besvarede opkaldet.

”Tålmodighed er en dyd,” fortalte jeg ham, og selv om min pande stadig var rynket, fordi jeg burde frigøre mig af ledningerne og samle bogen op, så trængte smilet sig frem på mine læber.

Vækkede jeg dig, eller er det den tid på måneden?” spurgte han, og hans stemme vrængede af latter. Han har en rar, blød stemme at lytte til — den slags der burde tilhøre en radiovært.

”Ingen af delene,” svarede jeg. ”Du er bare uudholdelig.”

Han lo ind i mikrofonen, og det skrattede en lille smule, men det var jeg efterhånden vant til at overhøre. Når Blake lo, så lo han afslappet og en lille smule dæmpet, som om han var bange for at tiltrække sig opmærksomhed.

Nå, nå,” blev hans svar, og så var der stille i lige akkurat tre sekunder, inden han tilføjede: ”Nu har jeg været tålmodig. Svar så på spørgsmålet.”

”Hvilket af dem?” spurgte jeg drillende, mest fordi det var sjovt at holde ham på pinebænken.

Sgu da ikke det sidste. Jeg ved godt, hvornår du har ”det røde”, som man siger.” Det var måske nok rigtigt, men det behøvede han altså ikke at blære sig med.

Med et suk lænede jeg mig helt tilbage og pillede lidt ved et stykke ståltråd indviklet i blød plastic, der var beregnet til at holde samling på ledningen til headsettet. ”Nej,” svarede jeg simpelt, og så kunne jeg ikke lade være med at grine.

Det kunne Blake heller ikke, så der gik et par sekunder, inden samtalen kunne genoptages. ”Har du planer?”

”Nej, Blake, det har jeg ikke.” Irritation sneg sig ind i min stemme; han burde ikke lyde så overrasket over sin fejlkonklusion. ”Jeg gider ikke.”

Fint nok.” Selv om jeg ikke kunne se ham, så forestillede jeg mig ud fra tonefaldet, at han rynkede panden en smule og trak på skuldrene. ”Så sæt lige kryds i kalenderen.

”Jeg gider ikke, Blake, det er—”

Jeg gider heller ikke,” afbrød han mig. ”Men sæt dagen af alligevel.

”Tror du, at hvis jeg siger nej til et maraton med de sædvanlige, så vil jeg hellere spille med dig?” mumlede jeg og legede med tanken om at finde en hurtig undskyldning for at lægge på.

Ja, for jeg er meget bedre end dem.” Blake lo, og selv om jeg var lidt irriteret, så kunne jeg ikke lade være med at smile.

”Din selvtillid fejler i hvert fald ikke noget,” konstaterede jeg ironisk og tænkte på alle de billeder, der skulle have været af ham på Facebook.

Selvfølgelig ikke.

”Jeg havde egentlig tænkt mig at tage en tur ind til byen og finde noget tøj til det der bryllup, jeg skal til,” løj jeg, bare for at have en undskyldning for ikke at skulle forklare, at jeg tilbragte en hel lørdag bag skærmen, til min i forvejen kritiske mor.

Det kan også arrangeres,” sagde han i et hemmelighedsfuldt tonefald.

Jeg kneb øjnene sammen og lyttede, præcis som jeg ville have gjort det, hvis jeg havde siddet med én i kød og blod frem for en bærbar computer. I højttalerne i mit headset kunne jeg høre hans dæmpede vejrtrækning, og at han flyttede nogle papirer rundt. Intet tydede på, at han ville fortælle mig mere om sin mystiske udtalelse, for stilheden varede ved.

Til sidst kunne jeg ikke lade være med at udbryde: ”Så fortæl mig dog, hvad du mener. Du ved jo, at jeg venter!”

Latter sneg sig ind i mine øregange igen, lidt som på tegnefilm, hvor noderne fra musik bølger gennem luften og ind i ørerne på lytterne. ”Tålmodighed er en dyd. Var det ikke det, du sagde til mig?”

”Du må hellere skynde dig at fortælle mig, hvad du mener. Jeg er millimeter fra at afbryde opkaldet,” advarede jeg ham drillende.

Okay, okay!” Han gispede dramatisk i sjov. ”Jeg — øjeblik, Alex siger et eller andet.”

Der lød en skraben, og lidt efter kunne jeg høre den lette summen af samtale, uden egentlig at kunne tyde et eneste af ordene. Mit blik veg til uret nederst i højre hjørne på min skærm. Klokken nærmede sig så småt middag, og jeg begyndte at blive svedig af at sidde begravet under min dyne i sengen med en varm computer ovenpå.

Så lød der et fjernt ”blob”, en skratten og et ironisk fnys, der tilkendegav, at et eller andet var morsomt, men ikke helt morsomt nok til at grine af.

Undskyld,” sagde Blake ind i mikrofonen, og jeg trak på skuldrene selv om han ikke kunne se det. ”Hvor var jeg?”

”Du er håbløs,” fortalte jeg ham. ”Jeg skal reservere lørdag, fordi…?”

Nåh ja!” Udbruddet var så overdrevet at det var tydeligt, at han slet ikke havde glemt det. ”Jo, ser du … På lørdag begynder min ferie, og søndag skal jeg til familiefest. Gæt hvor?”

Meget vidste jeg om Blake, men jeg kunne ikke overskue at holde styr på, hvor hans forskellige familiemedlemmer boede. Og så vidt jeg vidste, havde han ikke nævnt denne familiefest før nu.

”Jeg gider ikke at gætte.”

Du gider ikke at spille TSW. Du gider ikke at gætte. Hvor er du dog kedelig.” Munterheden i hans stemme lod mig vide, at han stadig ikke var irriteret.

”Surt show.”

Du kommer ikke til at gøre det,” konkluderede han. ”Det er i Boston.

Tilfreds med at have fået ham til at opgive sin leg sad jeg og stenede lidt og lod mit blik glide over skærmen. Jeg havde endda øjnene rettet mod en Facebook-browser. Derfor var det først, da han blev stille, at det gik op for mig, at jeg nok skulle have lyttet bedre efter.

Hvad var det nu? Jeg endevendte den del af min hjerne, der burde have haft ansvaret for at lytte til hans ord, og fandt endelig frem til noget, der gjorde mig meget forvirret.

”Boston?” gentog jeg overrasket. ”Som i …?”

Som i mindre end en times kørsel fra Salem,” bekræftede han mit ustillede spørgsmål og lød en lille bitte smule nervøs. ”Jeg tænkte, at nu hvor jeg alligevel skal være i nærheden dagen efter, så kunne jeg komme lørdag, og vi kunne finde ud af at mødes?” Spørgsmålet kunne høres tydeligt i hans stemme, og lydniveauet sænkedes en smule, efterhånden som han fik forklaret mig, hvad han havde i tankerne.

Jeg smilede henrykt. ”Selvfølgelig. Det lyder som en god idé.”

Jeg nævnte ikke for ham, at jeg muligvis ville blive nødt til at finde på en langt ude undskyldning til at overtale min mor med. Min far forventede jeg ikke problemer fra, for han var på arbejde det meste af tiden og kunne alligevel ikke holde styr på mine venner efter elementary school. Men min mor blev ved med at insistere på, at jeg skulle komme ud og få nogle rigtige venner. Og med det mente hun venner, som jeg kunne ses med til daglig.

Jeg frygtede allerede den svada, jeg vidste, at jeg ville komme til at høre på i mindst en halv time, hvis jeg sagde sandheden. Men at lyve lød heller ikke så godt, selv i mine ører.

Godt. Kan vi snakke senere om hvad tid og den slags? Jeg bliver nødt til at løbe nu.”

”Klart. Vi snakkes bare ved.”

Jep.” Blake afbrød opkaldet, som han selv havde startet, og jeg sad tilbage på min seng med en underlig følelse af spænding og frygt i maven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...