Reality Check

Blake og Naomi har været gode venner i årevis, uden at de nogensinde har set hinanden, og uden at det nogensinde har været på tale. Men pludselig vender Blake op og ned på dette, og da de beslutter sig for at mødes, sker der noget, der aldrig ville være sket via to computere og en distance på fem tusind kilometer.

18Likes
64Kommentarer
1428Visninger
AA

19. Kapitel 19

 

Radioen i bilen spiller, mens Blake navigerer på vejene mod Boston. Undervejs fortæller jeg ham om samtalen med mine forældre i går aftes, og han forsøger at overbevise mig om, at de er helt normale. Fordi det er Blake, og fordi han lyder så logisk og afslappet, mens han siger det, tror jeg næsten på ham, da han parkerer bilen i et parkeringshus og leder mig ned ad en rungende metaltrappe til gadeniveau.

Jeg ringer til mine forældre og rapporterer om min ankomst, og fingrene på min frie hånd bliver varmet af hans, der er større, varmere og en perfekt kombination af ru og bløde. Det er lunt, men de høje bygninger omkring os forstærker vinden som i en sluse, og skyggen får gåsehuden til at indfinde sig på mine arme. Idet jeg stikker telefonen tilbage i min lomme og forbereder mig mentalt på at møde de forældre, Blake påstår er lige så slemme som mine, lægger han en arm omkring mig.

”Er du bange?” driller han, men da jeg nikker rystede han bare på hovedet. ”Jeg er sikker på, at selv om du mødte op i dit undertøj, ville du stadig imponere dem.”

”Ih, hvor er du sjov,” mumler jeg sarkastisk, meget bevidst om at en forræderisk strøm af blod fordeler sig over mine kinder og min hals i ujævne pletter.

Fordi det er lige præcis ham er jeg ikke så pinligt berørt over at have vist mig i døråbningen iført en grim T-shirt og et par barnlige trusser, men jeg ville have foretrukket at undgå det. Specielt fordi han driller mig med det nu. I fremtiden vil han måske referere til dagen, hvor han overbeviste mine forældre, som ”dagen hvor Naomi åbnede døren halvt påklædt og med morgenånde”.

”Det var da sødt,” griner han. Af en eller anden grund kan jeg se – hans flabede smil til trods – at han mener det, selv om jeg ikke forstår hvorfor.

”Klap i,” siger jeg og dasker til hans arm med den af mine hænder, der ikke er flettet sammen med hans.

Vi finder den rigtige opgang og tager trapperne op til tredje sal, hvor Blake forklarer at det hele foregår. Fordi jeg ikke er i Boston ofte, har jeg ingen idé om, hvor store lejlighederne sædvanligvis er, men det forekommer mig at være et lidt spøjst sted at samle familien. Fra den anden side af døren, hvor vi stopper, lyder der en karakteristisk summen af mange forskellige samtaler, der flyder sammen og bliver til en rumlen dæmpet af vægge og dør.

Blake trykker på ringeklokken, og netop som jeg er ved at overveje, om de mon kan høre os over hinanden derinde, går døren op. Personen, som står i døråbningen, ser undersøgende på os begge med en blanding af chok og irritation. Og jeg stirrer tilbage, for det her er meget mere end bare uventet.

”Hej,” siger han i en flad tone der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig og lader mig vide, at alting alligevel ikke er i skønneste orden.

”Hej,” forsøger jeg at sige, men der er ingen lyd bag ordet mine læber former.

Blake træder et lille skridt frem. ”Xavier,” siger han, oprigtigt forvirret. Men så er det, som om forståelsen rammer ham, for hans grønne øjne bliver store, og han stivner midt i en bevægelse og ser usikkert på mig. ”Vent. Den Xavier?”

På ethvert andet tidspunkt ville det have været komisk, men lige nu synes jeg bare, at det er tragisk. ”Ja,” siger jeg stille.

Han sætter hænderne i siderne og ser fra mig til min skolekammerat i døren og tilbage igen. ”Hvorfor har du ikke fortalt mig, at det var min fætter?” spørger han.

”Som om jeg vidste det,” snerrer jeg.

I et langt øjeblik stirrer jeg bare ind i de der fuldkommen grønne øjne. Så sænker han blikket og ryster let på hovedet, tydeligvis ikke længere helt så sikker på, at dette er en god idé. Hans skuldre runder en smule fremad, og smilet forlader hans ansigt.

”Blake,” siger Xavier og bryder den pinlige tavshed, ”kan vi få to minutter?”

En del af mig håber, at Blake alligevel har situationsfornemmelse nok til at afslå forespørgslen og trække mig med sig indenfor i lejligheden, men jeg ved også godt, at hvis jeg ikke tager denne ubehagelige samtale med Xavier, så bliver den her dag ulidelig. Eller… endnu mere ulidelig, i hvert fald.

Mine tanker flyver hastigt tilbage til de gange, hvor jeg har savlet på skrift over Xavier til Blake, som blot har opfordret mig til at gøre noget ved min tøsede forgabelse. At have mødt Xaviers fætter har ændret dette radikalt, for jeg ved pludselig ikke, hvad jeg nogensinde har set i Xavier. Ikke at han ikke er pæn eller flink eller noget. Han kan bare ikke måle sig med Blake, som har taget mig med storm og fået mig til at tro på noget, jeg ved ikke eksisterer.

Hvis Blake ikke er sikker på, hvor inderligt forelsket jeg er blevet i ham fra første øjekast i går, så kan jeg levende forestille mig, at han befinder sig i en ubehagelig situation. For jeg tvivler ikke på, at han føler det samme for mig, som jeg føler for ham.

”Ja da,” siger han og sender mig et lille smil over sin skulder idet han giver Xavier et klap på skulderen. ”Men kun to. Og jeg tager tid.”

Letheden hvormed han får det sagt tillader mig at trække vejret en smule nemmere igen. Xaviers ansigtsudtryk ændrer sig ikke. Heller ikke da Blake sparker sine sko af og forsvinder længere ind i lejligheden, hvoraf jeg kun kan se en lille entré med en knagerække og skotøjshylde.

”Hvor fanden blev du af i går?” spørger han så endelig, skarpt og alvorligt. ”Da du ikke tog din telefon tog vi kraftedeme hjem til dig for at slæbe dig med, men du var der tydeligvis ikke. Og dine forældre vidste heller ikke, hvor du var.”

Han ser afventende på mig, og jeg ved, at jeg er nødt til at fortælle ham sandheden og intet mindre, selv om jeg ikke ved, hvilket lys det vil sætte mig i. Kort inden jeg åbner munden minder jeg mig selv om, at Blake og jeg har været venner meget længere Xavier har kendt mit navn, og det hjælper lidt på min samvittighed.

”Jeg ville virkelig være kommet,” indleder jeg og rømmer mig akavet. ”Så jeg tog ind til byen for at finde en kjole at tage på. Men så var det at Blake ringede netop som jeg var på vej hjem igen for at klæde om, og jeg kunne ikke bare lade ham køre forgæves.” Selvbevidst kaster jeg et blik ned over kjolen, som jeg har taget på for at se præsentabel ud overfor Blakes familie. Den kjole jeg skulle bruge til at imponere mine ”venner” med.

Xaviers øjne bliver til smalle sprækker, og selv om jeg har fortalt ham præcis hvad der skete, så er det helt tydeligt, at han ikke er tilfreds med min undskyldning. ”Og det kunne du ikke have fortalt os? Vi ventede på dig, Naomi!”

”Jeg ved det godt!” udbryder jeg frustreret og kommer til at hæve stemmen. Efter en dyb vejrtrækning fortsætter jeg mere fattet: ”Selvfølgelig skulle jeg have fortalt jer det, men jeg troede ikke, at det betød så meget for jer, om jeg kom med eller ej.”

Egentlig er det ikke helt sandheden, for jeg har ikke rigtig overvejet den del. Det er bare for, at han ikke skal skyde hele skylden over på mig — en slags forsvarsmekanisme, der går i gang og minder ham om, at indtil for ganske nylig vidste han dårligt, hvem jeg var. Inderst inde ved jeg jo godt, at det var egoistisk af mig, og at jeg bør være mere åben overfor de andres tilsyneladende lyst til mit selskab, men det tør jeg ikke at indrømme overfor andre end mig selv og måske Blake.

”Tro det eller lad være, men vi ville faktisk gerne være dine venner.” Hans stemme er kold og monoton, da han siger det, og hans normalt livlige øjne er helt mørke af vrede. ”Blakes forældre siger, at han skulle mødes med en, han kendte fra nettet, i går. Det var dig, var det ikke?” Da jeg ikke svarer, tilføjer han: ”Tydeligvis er du fuldstændig ligeglad med at have virkelige venner. Og jeg troede måske endda, at du kunne li’—”

”De to minutter er gået,” annoncerer Blake bag Xavier, som tier øjeblikkeligt og rødmer åbenlyst i dagslyset der falder ind gennem vinduerne i opgangen.

Aldrig nogensinde har jeg været gladere for at se nogen person, end jeg er for at se Blake lige nu, smilende skævt og selvsikkert igen med en juice i den ene hånd og den andens fingre lukket omkring en af knagerne inden for døren. Alle spor af usikkerhed eller bekymring er forsvundet fra hans ansigt, og hans blik viger ikke fra mit, mens Xavier brummer et eller andet om at ”så kan det sgu også være lige meget” og trasker ind i lejligheden.

”Er der virkelig gået to minutter?” spørger jeg Blake, da jeg slutter mig til ham. Det føles, som om der er gået en evighed, og ubehaget begynder kun langsomt at slippe mig, for jeg ved, at jeg lige har mistet den potentielle vennekreds, mine tidligere skolekammerater udgjorde i går.

”Et minut og halvtreds sekunder, men hvem tæller?” Han viser mig displayet på sin telefon, hvor et stopur lyser op. Jeg ler dæmpet. ”Jeg tænkte, at du havde brug for redning.”

Stadig leende nikker jeg ivrigt. ”Tak for det, ædle prins.” Jeg skærer en grimasse af mig selv, og en dæmpet rislende latter sniger sig ud mellem hans læber, idet han tager min hånd i sin.

”Kom, nu skal jeg føre dig gennem dragegrotten.” Uden at lade mig smide skoene trækker han mig med sig gennem entréen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...