Reality Check

Blake og Naomi har været gode venner i årevis, uden at de nogensinde har set hinanden, og uden at det nogensinde har været på tale. Men pludselig vender Blake op og ned på dette, og da de beslutter sig for at mødes, sker der noget, der aldrig ville være sket via to computere og en distance på fem tusind kilometer.

18Likes
64Kommentarer
1424Visninger
AA

18. Kapitel 18

 

Jeg vågner desorienteret og kan høre Amy Lees silkebløde og alligevel rå stemme flyde ud af radioen nede i køkkenet, hvor den bliver blandet med morgenstemmer.

Da jeg sætter mig op og ser på uret — klokken er lidt over ni om morgenen — vender aftenens begivenheder tilbage til mig. Det tager min rumlende mave store anstrengelser og endeløs insisteren at få mig til at rejse mig op og trække en T-shirt over hovedet. Idet jeg sukker kan jeg konstatere, at jeg har den grimmeste morgenånde, og jeg ser sikkert heller ikke særlig pæn ud.

Med vilje ignorerer jeg den forfængelige side af mig, der byder mig at kaste bare et enkelt blik i spejlet, inden jeg går nedenunder til den mest akavede morgen i mit liv. Lyden af musikken beroliger mig en smule, for jeg kender nummeret forfra og bagfra, og det er en meget rar tanke at have.

Min far taler. Hans stemme er ikke hævet, og han lyder ikke ophidset på nogen måde. Fordi han har mad i munden, kan jeg dog fra trappen ikke helt finde ud af, hvad det er, han siger. Min mor sidder overfor ham ved spisebordet i køkkenet med en bagel i hånden. Alting ser helt normalt ud, og det giver mig en knude i maven, for jeg er ikke sikker på, at den afslappede stemning vil fortsætte, når jeg slutter mig til dem.

Da jeg træder ind i køkkenet, ser min far på mig og smiler som sædvanlig. ”Godmorgen.”

Forvirret ser jeg over på min mor, som heller ikke fortrækker en mine. Det er, som om gårsdagens samtale slet ikke har fundet sted, som om en kæmpe orkan har passeret over huset uden at udrette nogen som helst skade. I min verden hænger det simpelthen ikke sammen, for jeg har ikke glemt, hvad de sagde i går, eller hvad jeg selv sagde.

”Godmorgen,” siger jeg og indtager min sædvanlige plads for at gribe en bagel i brødkurven på bordet og begynde at smøre den.

”Har du sovet godt?” vil min mor vide.

”Fint nok,” svarer jeg, for jeg har ikke lyst til at fortælle dem, at jeg for første gang bevidst har grædt mig selv i søvn.

”De lover godt vejr i dag,” siger min far opmuntret og vifter med sit kaffekrus. ”Dave og jeg tager nok ud og fisker. Vil du med? Jeg er sikker på, at hvis du kommer, så kan Carolina også overtales.”

Dave er min fars ven fra college, og Carolina er hans sekstenårige datter og bestemt ikke en person, jeg nyder at tilbringe tiden med. Som sådan har hun ikke gjort mig noget, og vi har aldrig gået på samme skole, så det er heller ikke derfor, at jeg ikke bryder mig om hende. Vi klikker bare ikke rigtig.

”Ellers tak,” brummer jeg og modtager et medsammensvorent blik fra min mor, som jeg ved aldrig nogensinde vil lade sig lokke ud på en båd, medmindre den er mindst halvtreds meter lang. ”Jeg tror bare, at jeg begraver mig i eksamensforberedelse.”

Netop som jeg siger det, ringer det på døren. Allerede før jeg når at se fra min mor til min far ved jeg, at de ser på mig, for det her er den evindelige ”hvem-åbner-døren”-kamp, vi har i dette hjem. Ingen af den rører sig det mindste, så i tavsheden, hvor musikken overtager for en stund, indser jeg, at det bliver mig igen i dag.

Med et suk rejser jeg mig og lunter ud af køkkenet til døren for enden af gangen. Mine fingre fumler med låsen et øjeblik, og jeg knurrer irriteret. Så får jeg trykket håndtaget ned og tvunget trædøren op, og sollys og skygge falder ind mod mig udefra sammen med lyden af fuglekvidren og biler på vejene i området. En af naboerne er ude for at slå græs, og dette får duften af forår til at eksplodere i luften.

Da jeg ser op, bliver jeg pinligt bevidst om, at jeg kun er iført en grim T-shirt og trusser, og at mit hår må ligne en ørnerede — for en almindelig fuglerede kan ikke gøre det. ”Hej,” mumler jeg.

”Godmorgen.” Stemmen er drillende og munter.

”Skulle du ikke være sammen med din familie i dag?” spørger jeg og kommer næsten til at lyde anklagende.

Med sollyset spillende i sine mørke lokker, et grin oplysende sit ansigt og de grønne øjne strålende mig i møde tipper Blake nakken en anelse tilbage i en bekræftende bevægelse. Han er iført en lyseblå skjorte med opsmøgede ærmer og et par sorte jeans, der kun er en smule grå over knæene.

”Jeg kunne ikke lade være,” indrømmer han og angiver med en tommelfinger over skulderen sin lejede bils placering langs fortovet. ”Hvordan vurderer du dine chancer for at slippe ud i dag?”

”Med dig?” Jeg forsøger — diskret og forgæves — at trække min T-shirt ned over mine barnlige sportstrusser.

”Nej, med julemanden.” Hans tonefald er så tørt og alvorligt, at det er tydeligt, at han finder spørgsmålet dumt. Og det har han nok også ret i, at det er.

”Se, i øjeblikket tror jeg, at julemanden ville have større chancer end dig for at få mig med på en kanetur i måneskin – og han er tusind år gammel, overvægtig og har hvidt skæg. I hvert fald hvis du spørger mine forældre,” fortæller jeg ham useriøst og glemmer alt om at være selvbevidst, da hans grønne øjne møder mine jævnt og roligt.

Han sukker og stikker hænderne i lommerne på sine jeans, skærende en overvejende grimasse. ”Det er også i orden,” bekendtgør han, og selv om han smiler, så kan jeg høre skuffelsen i hans stemme som en ru kant under det blide tonefald. ”Jeg var bar—”

”Naomi, hvem er det?” råber min mor inde fra køkkenet, nysgerrig som hun er. Hun synes sikkert, at jeg er lidt for længe om at lukke døren efter hvem det end er.

”Øh,” siger jeg og overvejer et splitsekund om jeg skal lyve. ”Det er Blake.”

”Blake?” lyder det bag mig, og min mor kommer til syne i entréen. Hun ser ikke vred ud, men hun smiler heller ikke længere.

”Godmorgen, Mrs. Hill.” At dømme ud fra høfligheden i det tonefald, Blake bruger, kunne han lige så godt stå og hilse på præsidenten.

”Godmorgen,” gentager min mor, mindre imødekommende end overfor nogen anden, men ikke direkte afvisende. Selv hun må kunne se, at Blake er præsentabel og ikke ude på at slå mig ihjel eller voldtage mig.

Min far slutter sig ordløst til os, så jeg står med begge mine forældre bag mig inden for døren, og Blake står alene udenfor i solskinnet. En evighed passerer i fuldstændig tavshed, inden Blake symbolsk træder et skridt baglæns og rømmer sig.

”Jeg ved godt, at jeg nok ikke står højt i jeres agtelse i øjeblikket,” siger han i et naturligt, accepterende tonefald. ”Og det respekterer jeg, for alt, hvad der skete i går, var trods alt min skyld. Hvis jeg ikke havde været så dårlig til at informere Naomi om mine planer, ville hun have talt med jer om det, inden hun mødtes med mig.”

Jeg lytter interesseret, for jeg kan høre på hans stemmeføring, at der er et ”men” på vej. Da jeg ser mig over skulderen og får et glimt af min mors ansigt, kan jeg se, at hun fornemmer det samme.

Egentlig bør jeg protestere, for det er ikke Blakes skyld det hele. Jeg burde have taget telefonen. Men jeg er rimelig sikker på, at mine forældre vil have lettere ved at tilgive ham den del af skylden, han har, hvis jeg lader ham tale ud, for Blake kan sælge sand i Sahara.

”Men?” spørger min far i den afventende stilhed. Så han har også regnet det ud.

Blake smiler en lille smule. ”Men jeg vil ikke undskylde for at have tilbragt dagen med Naomi.” Hans øjne møder mine, smilet bliver større og jeg ved, at han tænker på vores kys. ”Vi har været venner i mange år efterhånden, og det har aldrig strejfet mig, at vi måske kunne være mere. Ikke før i går.”

Selv om det er noget fjollet noget at sige foran mine forældre, og selv om jeg burde krumme tæer over hans måde at sige det på, så krænger mine mundvige opad i et fjoget smil. For jeg har det på præcis samme måde, og jeg er fløjtende ligeglad med, om mine forældre bryder sig om det eller ej.

”Så,” siger han og trækker øjnene fra mig og op til mine forældres ansigter, ”jeg håber, at I kan tilgive os begge for vores dumheder i går.”

Bag mig tøver mine forældre. Jeg ved instinktivt, at Blakes ord har sat dem i gang med at tænke, men jeg ved ikke, om det er til min fordel eller ulempe. Så for ikke at gøre mig selv mere bekymret, end jeg er i forvejen, flytter jeg mine øjne til Blakes, som er præcis lige så rolige, som de hele tiden har været.

”Hvor fører det her hen?” spørger min far kritisk.

”Jeg håbede lidt på, at I måske ville lade Naomi tage med mig til Boston. Bare et par timer, og kun hvis hun har lyst, selvfølgelig,” fortæller Blake, og jeg stirrer på ham med store øjne. Familiefesten … Skal jeg med til den?

Mine forældre trækker sig lidt tilbage og tøver åbenlyst. En lille spire af håb begynder at gro i mit bryst, for det er ikke et blankt nej. Men jeg ved, at det kommer til at kræve nogle løfter fra os begge, hvis jeg skal have lov. Såfremt de kommer til enighed om at lade mig vælge selv, naturligvis.

De undskylder sig og går ud i køkkenet for at diskutere, og jeg bliver stående med Blake ved døren. Jeg forsøger at lade være med at lytte, selv om jeg kan høre den lette summen af deres stemmer fra det tilstødende rum. Blake flytter lidt på fødderne og afslører de første tegn på nervøsitet.

”Jeg er glad for, at du er her,” siger jeg til ham, og han lyser op som en sol.

”Vil du gerne have, at jeg bliver her?” spørger han.

”Selvfølgelig.”

”Naomi!” kalder min far, og jeg skynder mig ud i køkkenet, usikker på om jeg skal dæmpe mine forhåbninger på forhånd eller ej.

De to står nær hinanden ved køkkenbordet, og hvis Blake træder et skridt tilbage, vil han kunne se dem gennem vinduet ud mod vejen. Ingen af deres ansigter bærer præg af undskyldning eller dårlig samvittighed, og jeg er lige ved at smile på forhånd, da jeg husker, at de ikke har nogen grund til at føle den slags. Smilet synker tilbage i maven, hvor det kom fra, og jeg sluger en klump, der sidder i halsen på mig.

Tanken om at møde Blakes familie — jeg går ud fra, at det er det, jeg skal i Boston — skræmmer mig mere end tanken om at mødes med ham gjorde, men jeg vil ikke takke nej, hvis jeg får lov af mine forældre. For jeg vil gerne det her. Jeg vil gerne gøre vores forhold til mere end blot det venskab, vi havde over internettet, og som vi aldrig får tilbage efter i går.

”Blake virker fornuftig,” siger min mor stille, sikkert bevidst om at hun i stilheden kan høres fra døren. ”Og tydeligvis er der ikke sket dig noget ondt. Så for vores skyld kan du tage til Boston …”

Mit forsøg på at holde smilet tilbage mislykkes: det bryder frem, stort og fjoget på mine læber, mens jeg ser på mine forældre på skift. Blodet bruser varmt i mine årer, og mit hjerte slår en smule hurtigere og friere.

”På én betingelse,” tilføjer min far, og tonefaldet er af den slags, der straks får smilet til at blive en smule stift på mine læber.

”Hvad er det?” spørger jeg og forsøger at lyde, som om jeg ikke frygter hvad de kan finde på at bede mig om.

En underlig blanding af iver og nervøsitet og frygt vrider sig som en snurretop i maven på mig, og jeg slår armene omkring mig selv i håbet om at dulme fornemmelsen en smule. ”At du ringer hjem når du er kommet og når du tager derfra.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...