Reality Check

Blake og Naomi har været gode venner i årevis, uden at de nogensinde har set hinanden, og uden at det nogensinde har været på tale. Men pludselig vender Blake op og ned på dette, og da de beslutter sig for at mødes, sker der noget, der aldrig ville være sket via to computere og en distance på fem tusind kilometer.

18Likes
64Kommentarer
1437Visninger
AA

17. Kapitel 17

 

Mine fingre glider i saltvandsdråberne på touchskærmen på min telefon, da jeg forsøger at formulere en besked til Blake. Til sidst bliver det bare til:

Overstået.

Mit værelse er mørkt, og hovedpuden under mine underarme er gennemblødt af de tårer, jeg har ladet falde uhæmmet ned på stoffet, mens jeg har prøvet at kvæle mine lyde af afmagt. Lyden af filmen, som de har skruet op for igen nede i stuen, bliver båret op ad trappens trin og ind på mit værelse. Mit had bliver endnu større, fordi jeg kan forestille mig, at de sidder og hygger sig over det stykke samarbejde, de netop har ydet overfor mig.

Irrationelle forestillinger om min mor, som smiler til min far, peger sigende på trappen og laver ansigter, plager mig når jeg lukker øjnene. Inderst inde ved jeg godt, at jeg opfører mig næsten lige så latterligt, som de gør i mine øjne. Der er ingen tvivl om, at de bare vil beskytte mig mod alt ondt, men Blake er ikke ond, og de kan jo se, at der ikke er sket mig noget, så jeg forstår slet ikke problemet længere. Ud over at jeg godt ved, at jeg skulle have fortalt dem det, så snart jeg traf beslutningen om at mødes med min bedste ven.

Det lyder ikke godt, skriver Blake efter et par minutter.

Jeg smiler gennem mine tårer og tørrer mine øjne med håndryggen på højre hånd, glad for at jeg ikke valgte at lægge makeup inden jeg tog ind til byen tidligere.

De flippede ud + jeg flippede ud = kaos, bliver mit svar.

Et lille øjeblik efter tikker et gult, smilende ansigt ind på min skærm, og jeg lader fingeren glide over glasset så beskeden kommer frem i fuld størrelse, selv om det ikke gør nogen forskel. Ikke indtil fortsættelsen følger i ord:

Det er jeg ked af.

Fordi jeg ikke magter medlidenhed eller at skrive mere om det, skifter jeg emne og spørger ham i stedet, om han også synes, at vores første kys var mærkeligt. Dertil svarer han:

Næh. Det var dejligt, og jeg har aldrig følt noget lignende. Men det var ikke mærkeligt.

Vi skriver lidt frem og tilbage, indtil jeg kan høre mine forældre gå i seng nedenunder. Som den eneste vågne i mørket begynder jeg at fortryde min egen reaktion overfor mine forældre. Jeg skulle have holdt hovedet koldt og talt med dem, fremstået som den voksne person, jeg krævede at blive betragtet som. I deres øjne har jeg netop bekræftet, hvorfor jeg stadig bør behandles som et lille barn.

Men det er ikke kun af egoistiske årsager, at jeg fortryder min opførsel. Mine forældre elsker mig, og når det sårer mig, at de ikke tror jeg forstår dem, så sårer det nok også dem, at jeg beskylder dem for ikke at forstå, hvordan jeg har det. De er også personer, og de har også følelser. Og jeg ved godt, at jeg på flere måder har såret dem i løbet af i dag.

Det værste er næsten, at det hele kunne have været afværget, hvis jeg bare havde taget den fucking telefon!

Jeg har aldrig været en dramatisk person. Jeg lider normalt i tavshed og gør, som jeg får besked på, for at undgå konflikter. Men lige på Blake-punktet er jeg åbenbart anderledes. For ingen anden kunne have fået mig til at skubbe alle rationelle tanker om at besvare opkald til siden, og ingen anden kunne have fået mig til hårdnakket at minde mine forældre om, at de tog fejl hele tiden.

Og Blake ønsker det med garanti ikke engang. Han er fornuftig og forstående og forholdsvis upartisk, og han har på ingen måde sagt eller gjort noget, der kunne opfattes som en ansporing til denne opførsel. Tvært imod har han jo forsøgt at få mig til at forstå, hvordan mine forældre utvivlsomt har det.

Jeg stirrer længe på den lysende, firkantede skærm mellem mine hænder, og på Blakes erklæring af, at han ikke behøver at sove, hvis jeg ikke er træt, inden jeg skriver et kort godnat og lukker øjnene.

Aldrig nogensinde har jeg forestillet mig, at jeg ville blive den slags pige, der faldt i søvn helt udmattet af følelser, jeg slet ikke anede, at jeg var i stand til at have. Men det er dét, jeg er, da jeg langsomt lader mig lulle ind i en dyb, udmattet, drømmeløs søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...