Reality Check

Blake og Naomi har været gode venner i årevis, uden at de nogensinde har set hinanden, og uden at det nogensinde har været på tale. Men pludselig vender Blake op og ned på dette, og da de beslutter sig for at mødes, sker der noget, der aldrig ville være sket via to computere og en distance på fem tusind kilometer.

18Likes
64Kommentarer
1437Visninger
AA

16. Kapitel 16

 

Der er meget, meget stille, da jeg træder inden for døren og tænder lyset, så jeg kan se, hvor jeg går. Mine forældre må opholde sig inde i stuen, for jeg kan se den umiskendelige flimren at blåligt lys fra tv’et falde ud på væggene i rummet for enden af gangen, som entréen munder ud i.

Fordi jeg ved, at jeg ikke med fordel kan udsætte det, går jeg ind i stuen og stiller mig i døren, så de har styr på, hvor jeg er. Begge ser væk fra den actionfilm, der kører over skærmen, og jeg slår blikket ned i gulvet. Det er ikke, fordi jeg skammer mig over at have tilbragt dagen og aftenen med Blake, men det mindste jeg kunne have gjort var at tage telefonen, når jeg nu vidste, at den ringede.

”Var det hele tiden aftalen, at du skulle mødes med ham?” spørger min mor.

”Nej,” svarer jeg ærligt og går hen og sætter mig i den del af hjørnesofaen, hvor de ikke optager pladsen. ”Han ringede til mig, netop som jeg var på vej hjem.”

”Og sagde hvad?”

”Han ville vide, om vi kunne mødes, for han var på vej til Salem allerede på det tidspunkt.”

”Uden at du vidste noget om det?”

”Ja.” Jeg tænker mig om, ombestemmer mig og indrømmer: ”Nej. Han havde snakket om, at han alligevel skulle til Boston i morgen, så det ville være en oplagt mulighed for at mødes. Men så gik der nogle dage, hvor jeg ikke hørte fra ham, og han lovede at melde tilbage, men de gjorde han aldrig.”

”Hvorfor sagde du ikke noget om, at han havde foreslået det?” spørger min mor strengt.

”Jeg ville vente og se, om det rent faktisk blev til noget.”

Alene ved at se på min mors hænder, der bliver helt stille i skødet på hende, kan jeg se, at hun ikke tror på mig. Så løfter jeg øjnene til hendes ansigt og tvinger mig selv til at se rolig, fattet og overbevisende ud. Det hjælper ikke. Hendes øjenbryn forbliver trukket sammen i alvor, mens hendes øjne, der ligner mine, gennemsøger mit ansigt for den mindste indikator på, at jeg lyver for hende.

Min far dræber lyden på fjernsynet og tænder en lampe, så vi kan se hinanden bedre. Jeg ville ønske, at han bare kunne lade mørket være. Så kunne jeg gemme mig og min skam og ydmygelse lidt i det, men nu sidder jeg til frit skue.

”Hvis du havde vidst det, ville du så have fortalt os det?” spørger han.

”Selvfølgelig,” udbryder jeg, da mit temperament pludselig kommer i kog. For i modsætning til da Blake spurgte lyder han ikke, som om han finder det sandsynligt. ”Hvornår har jeg sidst gjort noget, jeg ikke fik lov til af jer?”

”I dag,” påpeger min mor. ”Hvis du ville have fortalt os sandheden, hvorfor tog du så ikke din telefon?”

Pis! Her sidder jeg og prøver at give dem ærlige svar på deres spørgsmål for at undgå, at nogen kommer til at hæve stemmen. Og så har jeg gjort noget så torskedumt, at de aldrig nogensinde kommer til at tro på et ord, jeg siger.

”I ville bare have krævet, at jeg kom hjem, og det havde jeg ikke lyst til,” svarer jeg. Det er delvist sandt, for jeg var jo faktisk ikke klar over tidligere, hvem der ringede til mig.

”Selvfølgelig ville vi det. Naomi, du kender ikke Blake. Vi vidste heller ikke noget som helst om ham. Han kunne have været den værste voldtægtsforbryder i landet.” Jeg kan høre på den måde, hvorpå hendes stemmer bliver mere og mere skinger, at min mor er meget, meget tæt på sin grænse, og at hun har lyst til at kaste den fornuft, hun ikke tror, at jeg har, ind i hovedet på mig.

Bittert tænker jeg, at hun skulle have læst mine tanker, mens jeg gik og overvejede, om det nu var en god idé at mødes med Blake. Jeg har ligesom tænkt voldtægt-tanken mere end én gang, og jeg har endda været ude i seriemorder-teorier, fordi Blake er så privat i forhold til de offentlige medier. Så det er ikke ligefrem, fordi jeg er danset ind i hans favn uden forbehold, og uden at gøre mig tanker om, at det måske kunne være farligt.

”Tror du ikke, at jeg er forsigtig, måske?” snerrer jeg, da jeg ikke kan dæmpe min irritation længere.

”Hvis du havde været det, ville du have fortalt nogen, at du tog hen for at mødes med ham,” pointerer hun.

”Hvordan ved I, at ingen andre vidste det?” spørger jeg, bare for at få min egen dumhed lidt på afstand.

”Dine rigtige venner kom her hjem for at spørge, hvor du var, da du ikke var kommet. De havde ringet til dig?”

”Mine rigtige venner?”

”Ja! En rigtig pæn, brunhåret fyr og en lyshåret pige!” Hun råber nu, og jeg er meget bevidst om, at hun gør det, fordi jeg selv har hævet stemmen.

Det må være Xavier og en af pigerne – der er ret mange lyshårede piger, så beskrivelsen siger mig ikke rigtig noget, men Xavier er den eneste dreng, jeg rigtigt har talt med – der har været her. Tanken giver mig et lille stik af skyldfølelse, for jeg har tydeligvis skuffet dem, nu hvor de endelig har fået øjnene op for, at jeg er deres selskab værdig.

”De er ikke mine rigtige venner! Jeg har kendt dem i cirka en uge ud af de fire år, hvor vi har gået i skole sammen!” råber jeg, og vredens tårer prikker i mine øjenæbler. ”Blake har jeg haft kontakt til mere eller mindre hver dag i seks år! Han kom hele vejen fra Californien en dag før tid for at mødes med mig!”

”Man hører jo historier om folk, der giver sig ud for at være noget, de ikke er, hver anden dag, Naomi. Du er bare heldig, at det ikke var tilfældet i dag.” Da min far blander sig, bryder tårerne fri af kanalerne, for jeg føler mig både anklaget og overmandet og meget uretfærdigt behandlet.

Der er ikke sket mig noget, der er ikke sket dem noget, politiet har endda mødt Blake uden at finde grund til at arrestere ham, og jeg har oplevet noget, jeg ellers ikke tror på. Hvorfor kan de ikke bare lade det ligge, nu hvor alting endelig giver mening? Nu hvor jeg rent faktisk har mødt den bedste ven, jeg nogensinde har haft, og samtidig har forelsket mig så voldsomt i ham, at jeg bare græder endnu mere ved tanken.

”Jeg har overvejet, at Blake måske ikke var den, han udgav sig for at være. Derfor aftalte jeg også med ham, at vi mødtes ved The Witch House mens der stadig var masser af turister udenfor,” hulker jeg. ”Jeg er altså ikke komplet idiot.”

Måske får de ondt af mig, eller måske vil de bare gøre en ende på diskussionen. I hvert fald er min mors hånd blid, da hun stryger mig over kinden og fjerner en lok af mit hår fra min øjenkrog. ”Lille skat, det er jo ikke, fordi vi vil være onde, at vi siger det her. Vi gør det, fordi vi elsker dig, og vi vil ikke have, at der sker dig noget,” siger hun forsonende.

”Men der er jo heller ikke sket mig noget!” hvæser jeg og trækker mig skarpt tilbage. ”Hvorfor kan I ikke bare lade mig styre mit liv?”

De ser på mig, som om jeg har stukket dem en lussing. Min fars øjne bliver mørke af vrede idet han læner sig frem mod mig. ”Er det noget, han har bedt dig om at sige?”

”Nej!” skriger jeg med det samme, for jeg min samtale med Blake i bilen ringer stadig for mine ører. De passer bare på dig.

”Det må det være,” fejlkonkluderer min mor. ”Sådan her ville du aldrig opføre dig over for os. Du har aldrig været sådan før.”

”Men det er jeg nu!” Selv om jeg godt ved, at det ikke hjælper at blive hysterisk, så kan jeg ikke lade være. ”Jeg er sytten år, og jeg vil have indflydelse på mit eget liv! I skal ikke bestemme alt, hvad jeg gør!”

”Faktum er, at så længe du bor under vores tag og vi forsørger dig, så gør du, som vi beder dig om!” Når min far en sjælden gang imellem hæver stemmen bliver der altid lige så stille som i et gravkammer. Denne gang er ikke anderledes. ”Er det forstået, unge dame?”

Ordene slår hårdt, og jeg ved, at han bliver god igen, og at han ikke gør det for at være ond. Men i situationen er det altid anderledes, og selv om jeg meget gerne vil prale af at holde hovedet koldt og være realistisk og tænke på alle parter, så er det ikke altid tilfældet. For lige nu er faktum også, at jeg hader min far for den udtalelse. Hader ham så inderligt og brændende, at mine tårer bliver endnu flere. Det hjælper ikke, at jeg er bevidst om, at jeg ikke kan hade mine forældre, for jeg elsker dem over alt på jorden. Lige nu hader jeg min far, og jeg hader min mor, fordi hun er på hans side.

Jeg siger ikke noget. I stedet rejser jeg mig fra sofaen og stormer op på mit værelse. Dog lader jeg være med at smække med døren, for jeg vil ikke have, at min far bliver endnu mere gal i låget, end han er lige nu. Og det bliver han, hvis jeg begynder at te mig endnu mere vanvittigt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...