Reality Check

Blake og Naomi har været gode venner i årevis, uden at de nogensinde har set hinanden, og uden at det nogensinde har været på tale. Men pludselig vender Blake op og ned på dette, og da de beslutter sig for at mødes, sker der noget, der aldrig ville være sket via to computere og en distance på fem tusind kilometer.

18Likes
64Kommentarer
1419Visninger
AA

15. Kapitel 15

 

Først da dørene omslutter os trækker jeg vejret helt normalt. Det værste er overstået: jeg har fået præsenteret dem for Blake, uden at de har slået mig ihjel endnu. Og det lader endda til, at selv om de ikke er glade for mig lige nu, så har de ikke noget imod ham. Der er stille i et godt stykke tid, mens jeg trykker på speederen og lader bilen trække os gennem lygtepæl-oplyste Salem. I vinduerne til huse og lejligheder langs vejen er der lys, og silhuetter bevæger sig rundt derinde. Striberne på vejen lyser klart op i hvid og gul under billygternes indflydelse, og de glider rytmisk forbi.

”Det var måske heller ikke for smart,” kommenterer Blake i stilheden mellem os, som ikke engang den lette summen af radioen kan overdøve.

”Nej,” indrømmer jeg, for jeg ved udmærket, hvad han hentyder til. Og jeg er helt enig. Det var omtrent lige så dumt som at lyve.

”Ville du have fortalt dem det, hvis du havde vidst, at vi ville mødes?” spørger han nysgerrigt og holder øje med vejen sammen med mig.

Ved et lyskryds stopper jeg og blinker til højre, længere ind mod centrum. ”Ja,” sukker jeg. ”De ville alligevel have fundet ud af det før eller senere.”

”Tydeligvis.” Han siger det med et smil i stemmen, og det får mine mundvige til at trække opad, uden at det egentlig er morsomt.

”Jeg ville ønske, at de ville give mig lidt længere snor,” mumler jeg.

”De passer bare på dig,” minder han mig blidt om.

”Det kan de godt gøre uden at behandle mig som et barn,” påpeger jeg.

”Sådan er mine forældre da også, Naomi,” fortæller han mig i et blødgørende tonefald. ”De var heller ikke yderligt begejstrede, da jeg fortalte dem om mine planer for i dag.”

”Men de lod dig tage af sted.”

”Og det er jeg sikker på, at dine forældre også ville have ladet dig gøre, hvis du virkelig insisterede.” Hans ene hånd finder en lok af mit hår, som han åndsfraværende vikler omkring sine fingre, mens han ser på mig.

”Måske,” siger jeg skeptisk og holder igen for rødt. ”Men dine forældre har en grund til at ville holde øje med dig.”

”Og hvad er så det?”

Jeg sender ham et sigende blik ud af øjenkrogen, for jeg har af en eller anden grund ikke lyst til at udtale navnet på hans sygdom. Men han sender mig bare et lige så sigende blik tilbage, og jeg ryster på hovedet.

”Åh, du mener diabetes?” Det giver et sæt i mig, da han pludselig ler. ”Naomi, det er noget, jeg har levet med hele mit liv, og der er styr på det.”

Fordi jeg ikke kan udtale mig om noget, jeg i realiteten ikke ved ret meget om, tier jeg stille.

Det sidste stykke vej taler vi om noget andet end forældre og sygdom, og da jeg sætter Blake af, læner han sig ind mod mig og kysser mig blidt midt på munden. Den fulde smagspalet, der udgør smagen af hans læber, får mig til at ville have mere, som om jeg er sulten, og jeg presser mine egne læber mod hans.

Vi sidder sådan lidt, akavet lænet ind over armlænene og den opbevaringsboks, der adskiller vores sæder. Men det føles ikke ubehageligt, at armlænet borer sig ind i min side, for Blakes blidhed og varme dulmer alt omkring mig, og det eneste, jeg kan tænke på, er, at han forsvinder lige om lidt. Og jeg ved i realiteten ikke, om jeg ser ham inden for den nærmeste fremtid, eller hvad der bliver af vores venskab nu.

Mine fingre vikler sig ind i hans bløde hår, og hans hænder omkranser blidt mit ansigt, ru og silkebløde på én gang. Så trækker han sig langsomt tilbage uden at flytte sine hænder, så jeg bliver, hvor jeg er, selv om jeg meget gerne vil følge med ham.

”Skriv til mig, når du har talt med dine forældre,” hvisker han til mig. Der er ingen grund til at tale højere, for hans stemme giver genlyd i mit hoved, som havde han råbt det i et meget stort, meget tomt rum.

”Mhm,” brummer jeg, og han smiler idet han åbner døren. Jeg rækker ud og får fat i hans ærme, pludselig meget bange. ”Du lover, at jeg hører fra dig igen, ikke?”

Hans grønne øjne bliver store som tekopper og uforstående. Det varer kun et splitsekund, for så smiler han igen med sin perlerække af hvide tænder og nikker. ”Vær nu ikke dum. Du slipper aldrig for mig.”

Selv om det lyder en smule kikset, som en replik fra en film, så er jeg ikke i tvivl om, at han mener det. Så jeg lader mig overtale uden at stille flere spørgsmål — måske fordi jeg helst vil tro på det. Og indtil videre har Blake ikke givet mig nogen grund til ikke at stole på sig. Aldrig nogensinde.

”Okay,” siger jeg, og han hopper ud på fortovet. ”Tak for i dag.”

”Selv tak. Godnat, Naomi.”

”Godnat, Blake.”

Han vender sig om og vinker efter sig, idet han går hen mod en sort firehjulstrukket Chrysler, der holder et par meter længere fremme. I lommen på sin jakke finder han nøglen og låser køretøjet op, og i lyset fra både røde og hvide billygter sender han mig et smil, inden han hopper ind bag rattet og sætter i gang.

Jeg bliver holdende og ser ham køre, mens mit hjerte langsomt banker sig vej ud mod mine ribben, som jeg ikke tvivler på er ved at sprænges. At være sammen med Blake føles så naturligt, at nu hvor han ikke er her, har jeg det, som om jeg netop er blevet kastet ud i rummet uden det rette udstyr: jeg mangler ilt, og alt i mig skriger, at lige om lidt skal jeg dø.

Lidt efter starter jeg bilen og begynder at forberede mig mentalt på den skideballe, jeg vil modtage fra mine forældre, nu hvor Blake ikke er der.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...