Reality Check

Blake og Naomi har været gode venner i årevis, uden at de nogensinde har set hinanden, og uden at det nogensinde har været på tale. Men pludselig vender Blake op og ned på dette, og da de beslutter sig for at mødes, sker der noget, der aldrig ville være sket via to computere og en distance på fem tusind kilometer.

18Likes
64Kommentarer
1437Visninger
AA

14. Kapitel 14

 

Mine forældre stirrer på mig, som om jeg er et spøgelse, da jeg lukker mig selv ind og sørger for, at Blake ikke er det første, de ser. Min mors øjne er store og rædselsslagne, og min fars mundvige er krænget en smule nedad, mens en lang fure træder frem på hans pande. Kun én gang kan jeg forestille mig, at de har set lige så bekymrede ud – og da var jeg fem år og stukket af hjemmefra med madpakke og min dukke, fast besluttet på ikke at vende hjem, før jeg måtte få en is. Problemet var bare, at jeg var kommet til at spærre mig selv inde i bilen, og der gik nogle timer, før de fandt mig. Heldigvis var det på hverken en varm eller en kold dag, så jeg døde ikke.

Nu er jeg sytten år og bør være i stand til at tage vare på mig selv. Og alligevel ser de på mig, som om jeg er en femårig, der har gjort noget meget tragisk.

”Hvor i al verden har du været henne?” spørger min mor, som er den første til at finde mælet.

Jeg sparker mine sko af. ”Bare inde i byen.” Jeg viser hende min pose med kjolen, som jeg skulle have haft på. ”Min telefon gik død, og jeg var lige i gang med noget andet, da I ringede.”

”Hvilket andet? Skulle du ikke til fest?” Min mors blik skifter fra rædselsslagent til strengt, og hun sætter hænderne i siderne så bestemt, at jeg også føler mig som en femårig igen.

”Jo, men så —”

”Dine venner var her for at hente dig, så du kunne nå med,” raser min mor videre uden at give mig den mindste chance for at forklare. Det gør mig irriteret, men jeg kan ikke vinde den her ved at råbe.

”Undskyld,” siger jeg stille. ”Men Blake ringede, og jeg —”

”Blake?” For mit indre blik ser jeg røgen stå ud af min mors ører, og jeg hører den klare hyletone fra et gammelt lokomotiv der skal til at forlade perronen. Hendes ansigt bliver rødt, og jeg mærker varmen stige til mine egne kinder. ”Jamen det er da også en helt vildt god grund til ikke at besvare vores opkald resten af dagen! Er du klar over, at vi ringede til politiet?”

”Ja,” siger jeg stille og ser ned på mine fødder. ”Vi mødte dem.”

”Vi?” Det går langsomt op for dem, at jeg ikke er alene. Min fars blik glider over på Blake, som står skråt bag mig. ”Naomi, hvad er det her?”

Jeg synker en klump. Det her er knald eller fald. ”Det her er Blake,” siger jeg stille. ”Han er kommet hele vejen fra Californien i dag.”

Hvis jeg har ventet et møgfald af en anden verden, så bliver jeg mildest talt overrasket over mine forældres reaktioner. Frem for vrede miner bliver deres ansigter præget af forvirring og formildelse, som om Blakes tilstedeværelse gør det ved dem. Eftersom deres opmærksomhed er afledt og stilheden hersker i entréen udnytter jeg roen til at trække min taske over hovedet og lægge den fra mig på bordet neden for det spejl, der viser en omvendt version af køkkenet inden for døren overfor.

”Du er Blake?” Spørgsmålet i min fars stemme er så udtalt, at jeg stønner opgivende.

”Far,” begynder jeg.

”Naomi, vi er ikke færdige med den her samtale,” siger den ældste af de to tilstedeværende mænd, og jeg tager det som mit stikord til at tie stille.

Blake tager det pænt. Han ser stadig ikke nervøs ud, men han smiler heller ikke som før. Hans ansigt er voksent og alvorligt at se på, og hans øjne møder min fars uden at flakke. Så løfter han langsomt den ene hånd fra sin jakkelomme og rækker sit kørekort frem.

Begge mine forældre inspicerer det, som om de er politifolk på jagt efter et meget sjældent navn eller billede. Min mors ene øjenbryn hæves en anelse i en beundringsværdig bue, og min far gnubber sin hage med to fingre, inden han læner sig lidt tilbage.

”Der var du heldig, Naomi,” siger han en smule strengt.

Jeg sender min far et bedende ”ikke nu”-blik. Som et resultat af, at han respekterer min manglende lyst til at blive formanet over for Blake, opstår der en lang, pinlig tavshed i entréen. Et sted i køkkenet bobler kaffemaskinen, og jeg kan høre, hvordan køleskabet trækker strøm rundt i systemet og køler vores mad ned.

”Jeg må hellere se at komme af sted,” siger Blake, som skæver til uret omkring sit venstre håndled. ”Det er ved at være sent.”

”Ja,” siger min mor bare tøvende og trækker lidt på det, som om hun ikke kan finde på andet.

Blake rækker en hånd frem mod henholdsvis min mor og min far, hvorpå han træder et skridt ud i aftenluften. ”Det var rart endelig at møde jer,” siger han. ”Naomi er heldig at have så omsorgsfulde forældre.” Selv om det er den slags, man siger til sine svigerforældre, hvis man ved, at man er i unåde, så lyder det slet ikke, som om han fedter for dem.

Jeg sukker og følger efter ham, idet jeg indser: ”Blake, din bil holder inde i byen.”

”Det ved jeg,” fortæller han mig. ”Men jeg kan sagtens finde vej.”

I virkeligheden er det nok heller ikke så svært, for godt nok er der et stykke, men hvis jeg har regnet rigtigt ud, hvor han har parkeret sit køretøj, så er det mere eller mindre ligeud hele vejen. Langs den vej jeg bor på.

Inden nogen når at sige noget, skynder jeg mig dog at spørge: ”Skal jeg ikke køre dig derhen?”

”Hvis det er okay med dine forældre,” svarer han med et blidt smil. ”Ellers gør det altså ikke noget.”

Jeg ser mig over skulderen og møder min fars blik. Han ser ikke glad ud, men han ser heller ikke vred ud. Så nikker han kort og finder bilnøglen, som jeg har lagt ved siden af min taske indenfor. Ukoordineret fumler jeg med den, da han kaster den, og jeg er lige ved at tabe den, inden mine fingre lukker sig fast omkring den sorte plasticgenstand.

”Men du kommer lige hjem,” befaler min mor, idet jeg lunter hen mod bilen, hvis lygter blinker, da jeg låser den op igen.

”Ja,” lover jeg og sætter mig ind bag rattet, mens Blake hopper ind i den anden side.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...