Reality Check

Blake og Naomi har været gode venner i årevis, uden at de nogensinde har set hinanden, og uden at det nogensinde har været på tale. Men pludselig vender Blake op og ned på dette, og da de beslutter sig for at mødes, sker der noget, der aldrig ville være sket via to computere og en distance på fem tusind kilometer.

18Likes
64Kommentarer
1431Visninger
AA

13. Kapitel 13

 

Vores forelskede døs bliver brat afsluttet, da Blake samme aften følger mig tilbage til bilen. Eller, det er nok i virkeligheden mig, der følger ham, selv om hans holder et andet sted, for han har ingen idé om, hvad der er op og ned i Salem.

Alligevel er det nok mig, der bliver mest overrasket, da jeg ser blå blink på vejen omkring bilen. Nervøst ser jeg mig om, for det kunne godt ligne mig at placere bilen på et sted, hvor jeg kun må parkere den i et vist antal timer. Men så vidt jeg kan se, er der ikke noget problem for mig i at holde der. Åbenbart er politiet uenige, for hele fire betjente går rundt og taler sammen i hektiske toner, mens en femte kommanderer en stor schæferhund ned fra forsædet.

Jeg har ikke gjort noget ulovligt nogensinde, så jeg ved, at min frygt ikke er velbegrundet. Men det ændrer ikke på, at mine lunger snører sig en smule sammen og jeg klemmer Blakes hånd lidt hårdere med en svedig hånd. Hans tommelfinger stryger blidt og trøstende over min, og det beroliger mig lidt. Meget lidt.

”Fuck,” mumler jeg stille. Min far slår mig ihjel, hvis han opdager, at politiet har været indblandet.

Blake trækker forsigtigt sine maste fingre fri af mine og gør noget, jeg er rædselsslagen for bliver hans sidste handling. Måske har han ikke opdaget det, men betjentene er alle udstyret med pistoler, som hænger til skue i bælterne omkring deres hofter. Det føles, som om alt andet end lyden af Blakes fodspor og synet af hans afslappede holdning, idet han nærmer sig politiet, forsvinder ud af mit hoved.

Det er mørkt, og vi har tilbragt timevis på en restaurant med at tale sammen om alt, hvad vi kunne finde på, inden en tjener på høfligste vis smed os ud. En betjent med gråt hår og et kraftigt overskæg løfter den lygte, han ellers bruger til at undersøge bilens fælge med, og lyser Blake lige i ansigtet.

”Hvad sker der?” spørger Blake roligt og bruger en hånd til at skærme sine øjne for lyset.

Manden sænker lygten igen med et professionelt udtryk i ansigtet. ”Er du Naomi Hill?” spørger han, og havde jeg ikke været så bange, ville jeg nok have smilet. Nu stirrer jeg bare med store øjne.

”Ikke sidst jeg tjekkede,” indrømmer Blake med et strejf af humor i stemmen, de færreste nok ville have fundet passende i den givne situation. ”Hvorfor? Har hun gjort noget ulovligt?”

”Nej, hendes forældre har meldt hende savnet,” forklarer betjenten venligt. ”Ved du, hvem det er?”

Selv bagfra ser Blake åbenlyst frustreret og temmelig forvirret ud, som han klør sig i nakken. En sten falder fra mit hjerte, og jeg trækker vejret dybt ned i lungerne af lettelse. Modigere nu end før bevæger jeg mig hen mod de to, der fører en samtale, og stopper ved siden af Blake. Tættere på kan jeg lugte hunden, men det gør ikke noget.

”Det er mig,” fortæller jeg betjenten, og rødmen stiger hastigt til mine kinder, for jeg ved lige pludselig godt, hvad jeg har gjort forkert.

Langsomt fisker jeg min telefon op af lommen, bare for at tjekke for en sikkerheds skyld, at det er opkald fra mor eller far, der ligger der. Chokeret kan jeg konstatere, at batteriet er fladt, for der kommer ikke andet end en sort skærm frem, når jeg trykker på de to af fire knapper, der kan fremkalde noget på displayet i standbytilstand. Nu forstår jeg mine forældres bekymring meget bedre.

Jeg ville jo bare shoppe og så tage hjem og skifte tøj, så jeg kunne komme til den der fest med mine venner. Da jeg ikke er kommet hjem, har de nok forsøgt at ringe til mig, hvilket forklarer, hvorfor min telefon har vibreret insisterende flere gange i løbet af dagen. Til sidst er de nok stødt på en direkte telefonsvarer, og så er der gået panik i dem. Den opførsel ligner mig heller ikke, hvilket bare gør mig endnu mere flov.

Det værste er dog næsten, at jeg har haft en helt fantastisk dag med Blake.

”Du er Naomi Hill?” Samtlige politifolk holder inde med det, de er i færd med, og stirrer på mig, som om jeg er faldet ned fra en sky.

”Ja,” siger jeg hurtigt, for ikke at trække den pinlige tavshed i langdrag, og fisker i min taske efter min pung. Da det lykkes, trækker jeg mit kørekort ud af den ene lomme og rækker det frem.

Den gråhårede betjent lader blikket scanne kortet omhyggeligt, og jeg bliver næsten nervøs for, at han vil beskylde mig for dokumentforfalskning, da han skiftevis ser fra mig til billedet og tilbage igen en del gange. Så vifter han med den ene hånd og ryster på hovedet, som om nogen har fortalt ham en fjollet vittighed.

”Minsandten om det ikke er dig,” siger han venligt og lader sine øjne glide videre til Blake, som bare står med hænderne i lommerne på sin frakke. ”Jamen så er problemet jo løst. Skal vi følge dig hjem til dine forældre, Naomi, eller er alt, som det skal være?”

I spørgsmålet ligger der et mere indirekte ét. Nemlig om Blake er lige så fredelig, som han opfører sig, eller om han blot er der for at forsøge at undgå at blive forfulgt som kidnapper. Jeg kan ikke lade være med at grine.

”Alt er i skønneste orden,” lyver jeg, for det bliver bestemt ikke sjovt at skulle forklare mine forældre, hvad jeg har foretaget mig hele dagen og aftenen.

Betjentene lukker hunden ind i den ene af de to politibiler, der holder ved vejen, sætter sig derefter ind, slukker for de blå blink og kører. I mørket bliver deres baglygter kun gradvist mindre, og jeg får prikker for øjnene, da jeg ser væk fra vejen igen og op på Blake.

”Det var slet ikke pinligt,” kommenterede jeg og slog blikket ned igen.

Det er på ingen måde morsomt, men han ler alligevel, og som det så ofte er tilfældet smitter hans latter af på mig. ”Har de forsøgt at ringe til dig?”

Rødmende viser jeg ham min telefon, selv om skærmen er sort. ”Kun cirka tredive gange,” tilstår jeg.

”Åh-åh.” Han prikker mig på næsen. ”Så må vi hellere se at få dig hjem, ikke sandt?”

”Vi?” Jeg ser forfærdet på ham, for det her har ikke noget med ham at gøre. ”Jeg tror ikke, at du har lyst til at opleve mine forældre lige nu.”

”Præcis,” siger han skråsikkert og går hen til passagersædet, ”og jeg lader dig ikke stå alene med ballade, jeg har fået dig rodet ud i.”

”Hør, Blake, mine forældre er ikke —” begynder jeg, men han bremser mig med en lettere irriteret håndbevægelse.

”Jeg ved det godt. Du har sagt flere gange, hvordan din mor har det med vores venskab. Kom nu,” sukker han. ”Der er større chance for at de tilgiver dig, hvis de kan forholde sig til, at jeg er en virkelig person.”

Selv om jeg har lyst til at fortsætte mine protester trækker jeg overgivende på skuldrene og låser bilen op med nøglen. Så glider jeg ind bag rattet og opdager, at sædet lugter af hunde-ånde. Skærende en grimasse sætter jeg bilen i gear og triller ud på vejen.

Hele vejen hjem er der helt stille mellem os, for jeg er ikke i humør til at snakke, og det tror jeg smitter af på Blake, som hverken ser nervøs eller bekymret ud. Han sidder tilbagelænet og betragter bygningerne i Salem, efterhånden som de glider forbi vinduerne i mørket, oplyst af gadelygter med jævne mellemrum.

Jeg håber inderligt, at han har ret, da jeg kan se indkørslen til mit hjem længere fremme. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...