Reality Check

Blake og Naomi har været gode venner i årevis, uden at de nogensinde har set hinanden, og uden at det nogensinde har været på tale. Men pludselig vender Blake op og ned på dette, og da de beslutter sig for at mødes, sker der noget, der aldrig ville være sket via to computere og en distance på fem tusind kilometer.

18Likes
64Kommentarer
1418Visninger
AA

12. Kapitel 12

 

Blake og jeg går gaderne tynde, hånd i hånd, og taler om alt mellem himmel og jord. Han fortæller mig om sin rejse, om en snorkende gammel mand i flyet og om hvad han tænkte, da vores blikke mødtes. Han fortæller mig, at selv hvis han aldrig havde set billeder af mig på Facebook og Skype, så ville han stadig have vidst med hundrede procents sikkerhed, at det var mig, han kyssede. Jeg benytter benævnelsen af billeder til at beklage mig over manglen på nogle af ham, der er offentlig tilgængelige, og han kommer med en grinende bemærkning om, at han ikke vil dømmes på sit udseende.

Da han bringer festen med min årgang på banen, er klokken langt over tre, og han tilbyder mig at komme tilbage i morgen tidlig, hvis jeg gerne vil ses mere og stadig nå at forblive en del af det fællesskab, jeg netop er indtrådt i. Men jeg er fuldstændig ligeglad med Catherine og Julie og Xavier og alle de andre. De kender mig ikke på samme måde, som Blake gør det, og de har haft mulighed for at lære mig at kende i virkelighedens verden hver eneste dag i fire år. At jeg først nu, hvor Blake ikke har haft så meget tid til mig, som han havde tidligere, er begyndt at interessere mig for andre, må være et tegn.

Så jeg vælger mine prioriteter rigtigt, og vi tager ud at spise. Flere gange vibrerer telefonen i min lomme, men jeg lader opkaldet dø ud og præsentere hvem der end vil have fat i mig for min voicemail. Lige nu er intet vigtigere end at jeg tilbringer så meget tid med Blake som overhovedet muligt, inden han rejser tilbage til Californien.

”Jeg har tænkt på noget,” siger han, da vi forlader McDonald’s. Jeg forsøger stadig at få resterne af min milkshake suget op fra bunden.

”Ja?” spørger jeg, stadig med sugerøret mellem tænderne, søgende efter et stykke af bunden der ikke er blotlagt.

”Nu har jeg jo sommerferie,” indleder han, ”og efter det går et nyt skoleår i gang. Skal du stadig på college her i Salem?”

Jeg nikker ivrigt og smiler, da sugerøret får fat i den sidste rest af milkshake og tilkendegiver, at min beholder er helt tom med først en raslende lyd og derefter en stille piben, da jeg suger luft ind i munden gennem røret. ”Vi skal nok få det til at fungere,” erklærer jeg overbevist og smider skaldet i en skraldespand for så at tage hans hånd.

”Det er netop det,” fortsætter han og giver min hånd et klem, mens han sender mig et varmt smil. ”Jeg har sommerferie nu, og med lidt held kan jeg overtale noget af min familie i Boston til at lade mig være der et stykke tid. Og når det nye semester starter, kan jeg måske ansøge om at blive flyttet til Harvard. Mine karakterer er gode nok til det.”

Jeg stirrer på ham, og det må se sjovt ud, for han begynder at le. Jeg elsker hans latter, der lyder præcis som alle andre gange, bortset fra at den ikke bliver gjort flad af elektronikken, der tidligere har sendt den ind i mine øregange. I virkeligheden overvejer jeg, om ikke det her kærlighed-ved-første-blik-halløj er temmelig farligt for forstanden. Hvis han efter at have mødt mig én gang er villig til at flytte hele sin tilværelse fra Stanford i Californien til Harvard i Massachusetts, så tør jeg næsten ikke tænke på, hvad han er villig til næste gang vi ses.

Men jeg er glad for hans villighed, for han er ikke begrænset af sine forældre på samme måde som mig. Jeg har ikke dårlig samvittighed over at være sammen med ham, når mine forældre tror, at jeg er et andet sted. Teknisk set har jeg jo ikke løjet for dem, for jeg troede oprigtigt, at jeg skulle ud til Julie sammen med de andre. Virkelighedens begivenheder skal jeg nok fortælle dem så snart jeg kommer hjem. Det lover jeg Blake.

”Tak,” siger jeg og ved, at jeg bør fortælle ham, at han ikke behøver at give afkald på alt det bare for at være sammen med mig. Men hans blik forsikrer mig om, at jeg ikke skal forsøge at tale ham fra det nu.

I stedet vikler jeg en arm omkring livet på ham, og han slår sin omkring mine skuldre. ”Er jeg så tilgivet?”

Jeg smiler. ”Ja. For nu.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...