Reality Check

Blake og Naomi har været gode venner i årevis, uden at de nogensinde har set hinanden, og uden at det nogensinde har været på tale. Men pludselig vender Blake op og ned på dette, og da de beslutter sig for at mødes, sker der noget, der aldrig ville være sket via to computere og en distance på fem tusind kilometer.

18Likes
64Kommentarer
1441Visninger
AA

11. Kapitel 11

 

Nu var jeg endelig kommet ind i varmen i de sociale kredse her i Salem, hvor jeg var født og opvokset, og hvor jeg havde været venneløs så længe jeg kunne huske. Og jeg vidste, at hvis jeg blev væk fra festen, så ville jeg være lige så langt ude i kulden, som jeg altid havde været. Xavier ville aldrig nogensinde hviske drillende bemærkninger og brudstykker af sangtekster i mit øre, og Catherine og Julie og de andre piger ville aldrig komplimentere mit hår eller min rene hud igen. Jeg ville ikke få brugt den sorte kjole, jeg netop havde brugt en lille formue på og tilbragt mere end en time i shopping-helvede med at finde.

Men at komme et par minutter eller måske en halv time var udelukket, fordi jeg godt vidste, at hvis jeg mødtes med Blake, så ville jeg ikke kun bruge ti minutter på det. Og brugte jeg mere, kunne jeg ikke nå at gøre mig klar til de festlige begivenheder med mine skolekammerater. Men det her var Blake, som havde været min bedste ven gennem seks år, og som var rejst hele vejen fra Californien en dag tidligere end forventet for at mødes med mig. Blake som påstod, at jeg kunne se godt ud i grimme T-shirts og forvaskede jeans, og Blake som havde trøstet mig alle de gange, hvor jeg havde følt mig udenfor og alene.

Blake som havde en irriterende, besidderisk kæreste. Blake som havde antaget, at selv om han glemte at informere mig om vores aftale, og at han havde tænkt sig at overholde den, så var den stadig intakt. Blake som jeg aldrig nogensinde havde set billeder af, og som i princippet kunne være en morder, men sikkert bare var en overvægtig dreng med sukkersyge og et behov for opmærksomhed fra en rimelig pæn pige.

I det øjeblik, hvor der blev krævet et svar af mig, syntes valget ikke specielt svært at foretage.

Så nu står jeg foran et af de mest offentlige steder på Essex Street. The Witch House. I modsætning til alle de pæne, pastelfarvede parcelhuse på vejen er dette mørkt og skummelt at se på, og der er altid en tæt række af folk, der går forbi på fortovet, mens en lang kø leder folk indenfor og tillader dem at få en smag på, hvordan heksekunsten blev udøvet i sekstenhundredetallet.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal kigge efter, ud over at jeg har en idé om farvesammensætningen af hår og hud fra børnebillederne på Facebook og en idé om, at Blake ikke er specielt pæn og måske er lidt overvægtig. Jeg føler mig lidt dum, for tænk nu hvis jeg står og glor direkte på ham. Han kan vel i princippet godt være den midaldrende mand, der går forbi mig på fortovet og sender mig et høfligt smil da han opdager min intense stirren. Men det er han nok ikke.

Tvivlen kryber omkring i maven på mig som en slange, og min puls banker hårdt i halsen, som om jeg har løbet om kap med vinden hele vejen herhen. I håbet om ikke at se direkte rædselsslagen ud sparker jeg let til fortovet med spidsen af min venstre sko.

Måske var det bare en spøg, da han ringede. Jeg kan ikke lade være med at tænke tanken, for hvis han virkelig var på vej til Salem fra Californien klokken seks i morges, så ville han vel have givet mig besked der. Men jeg kan godt tåle at vente en halv times tid. Så får jeg også lidt frisk luft. Den slags skulle jo være så sundt.

Men det får mig altså ikke til at føle mig mindre dum, at jeg fortæller mig selv, at jeg har brug for frisk luft. Min mave knurrer så højlydt at jeg er sikker på, at dens lyde skræmmer folkene i kø til huset bag mig til at tro, at der stadig foregår noget, der aldrig har foregået i det hus, der er på vej ind i. Det beroliger heller ikke mit hamrende hjerte eller min hjerne, der på skift reagerer med forventning og en ægte, inderlig frygt der sætter gang i mit kamp-flugt-instinkt.

Flere gange er jeg ved at gå min vej, men jeg minder mig selv om, at det her måske er min eneste chance. Og Blake lød virkelig oprigtigt skuffet, da jeg talte med ham i telefonen. Så jeg bliver stående og ser mig omkring som en, der lider af vrangforestillinger eller et ekstremt tilfælde af paranoia.

Et ældre ægtepar går forbi mig på fortovet. De taler stille sammen mellem gisp efter luft, mens de støtter hinanden, som om de vil vælte, hvis de giver slip. Jeg nyder synet lidt og lader blikket glide videre til en kvinde med to børn i en tvillingebarnevogn. Hun har en lang hestehale, og hendes høje hæle klikker mod fortovet, mens børnene kvidrer af fryd over det gode vejr. Begge er iført lyserøde jakker, men den ene har af en eller anden grund en rød elefanthue trukket ned omkring hovedet.

En ung mand går og ser interesseret på den mørke bygning, hvor alle turisterne står i kø til at komme ind. Hans hår blæser lidt i den lette brise, og han har hænderne i lommerne på en åbentstående trenchcoat. Indenunder har han en skrigende rød T-shirt med hvid skrift. Jeg identificerer bogstaverne …ord Univ…, bare for at underholde mig selv.

Måske kan han mærke, at jeg kigger på ham, for han drejer hovedet og møder mit blik. Ikke noget med at lade sine øjne tage et midlertidigt panoramabillede af omgivelserne og derefter konstatere, at en syttenårig pige står og kigger på ham. Nej, nej. Han møder mit blik direkte og åbenlyst, og da det sker, rykker et eller andet i mit indre sig løs. En pludselig, intens varme meget stærkere end den, jeg mærker, når Xavier rører ved mig, fylder hele min krop, og mit hjerte sænker farten så meget, at jeg næsten frygter, at jeg har fået hjertestop. Men det bliver ved med at dunke, hårdt og ubarmhjertigt og livsbekræftende mod mine ribben, mens mine øjne suger fyrens blik til sig.

Han ser direkte ind i min sjæl, ser det ud til, og er åbenlyst lige så overrasket over den intimitet, der opstår mellem os over flere meters afstand, som jeg selv er. Jeg har aldrig set fyren før, men jeg føler, at jeg har kendt ham hele livet, og at hvis jeg ikke bruger resten af mit på at lære mere om ham, så har jeg slet ingen grund til at leve.

Kom nærmere, befaler hans blik mig, og uden at sige noget, og uden at kende fyren det mindste, begynder jeg at bevæge mig. Mine fødder nærmest svæver over betonklodserne, der udformer fortovet under dem, og mine ben føles som gelé. Men jeg føler mig meget stærkere, end jeg nogensinde før har følt mig.

Hans læber er let adskilte, og hans øjne udtrykker både forvirring og overbevisning og sikkerhed på én gang. Jeg overvejer ikke engang, at det ikke er normalt, og at jeg ikke kender den gut, jeg stopper foran. Jeg står så tæt på ham, at hvis jeg bevæger mig så meget som en centimeter mere fremad, kommer jeg til at støde ind i hans brystkasse.

Mit hår hvisler ind foran mit ansigt fra siden, men jeg blinker ikke engang for at få de enkelte strå ud af øjnene. Jeg kan ikke tage øjnene fra hans, der er grønnere end bladene på træerne her sidst i maj måned, klarere end den luft der er mellem os og dybere end Marianergaven.

Det strejfer mig slet ikke, at det her er underligt, da han lægger hænderne på hver sin side af mit ansigt og kommer nærmere. Min eneste tanke er, at jeg vil have ham tættere på. At jeg vil forsvinde ind i de grønne oceaner, der omringer de sorte huller der er hans pupiller. At jeg vil føre mine fingre gennem hans kraftigt udseende, garanteret silkebløde mørke hår, der i nuance minder om en blanding af kastanje og mahogni. At jeg vil have hans læber til at røre mine og sætte gang i den supernova, jeg er sikker på det vil udløse.

Det føles som om der går en evighed fra begyndelsens start til hans læber rører mine. De er bløde og kølige mod mine, der er brændende og let adskilte for at byde dem velkommen. Der er ingen usikkerhed, ingen søgen, ingen forsigtighed. Det er ikke et klassisk, akavet første forsøg, men derimod en bekræftelse af det, jeg fornemmede, da hans blik mødte mit.

Han kender mig ud og ind allerede. Vi har aldrig set hinanden før, men han kender mig bedre end mine forældre. Bedre end jeg kender mig selv. Og jeg ved af instinkt, at hvis jeg øger presset mod hans læber, så nyder han det lige så meget, som jeg gør nu. Så det gør jeg.

Han smager sødt og surt og salt på én gang. Bløde og skarpe smage flyder ind i min mund, uden at han på noget tidspunkt lader sin tunge komme frem. Han dufter af solskin og saltvand og minder mig om sommeraftener ved stranden, hvor huden stadig føles glødende og brisen kilder den bare hud og bærer duften af salt ind over det bløde, kølende sand.

Da vinden igen leger med vores hår og stoffet, der gør det ud for vores beklædningsgenstande, mærker jeg en ekstra kulde mod min højre kind, og det går op for mig, at tårerne triller ud af mine øjenkroge. Jeg er ikke ked af det. Tværtimod. Mit hjerte er så fuldt af lykke, at jeg simpelthen ikke kan holde tårerne tilbage.

Hans læber slipper mine, men magien forsvinder ikke helt. Den bliver bare udholdelig, og den tillader mig allernådigst at indse, hvad jeg netop har foretaget mig. Jeg har lige kysset en vidt fremmed midt på gaden, foran mere end hundrede stirrende turister, der står i kø til en turistattraktion på min venstre side.

Fyren over for mig fjerner ikke sine hænder fra henholdsvis min nakke og min hage, hvor de er gledet hen i løbet af vores spontane, uforklarlige kys. Men han trækker ansigtet lidt tilbage med et strålende smil, der utvivlsomt får englekorene i himlen til at synge som aldrig før. Måske er han en engel på jord.

Jeg kan ikke tænke på andet, end at jeg vil have ham til at kysse mig igen. Det er irrationelt og fuldstændig uansvarligt, men jeg ønsker det så brændende, at jeg er lige ved at tage det selv, da han ikke opfylder mit ønske med det samme.

”Det var en uventet velkomst,” siger han, og da jeg hører den lettere stakåndede behagelige stemme, der lyder som et maskulint stykke musik komponeret af alle de store i fællesskab, ved jeg det. ”Naomi.”

Jeg synker en klump og bliver pludselig usikker. Den nærmest elektriske tiltrækning til ham sidder stadig i kroppen på mig, og trangen til at mærke hans læber mod mine gør mig stadig lidt omtåget. Men jeg ved med sikkerhed, hvem jeg står overfor.

”Blake,” ånder jeg, ude af stand til at sætte mere skub i mine stemmebånd.

Han nikker, og jeg tager et lille skridt baglæns for at se ordentligt på ham. Han har samme mørke hår som drengen på Facebook, men bøjlen er væk og har efterladt en perlerække af hvide tænder. Hans kindben sidder højt, og han har et smalt ansigt med ren, lettere solbrændt hud. Hans læber ser både bløde og faste ud på én gang, og et smilehul griner til mig et stykke oppe ad hans ene kind, idet han trækker på smilebåndet. Han er højere end gennemsnittet, er slank og ser ud til at have spor efter muskler under den røde T-shirt.

Med andre ord er det slet ikke sådan, jeg har forestillet mig, at Blake ser ud. Men det passer til ham, og det går op for mig, at han umuligt kunne have set andre ud. Det her er Blake.

Foran mig står den person, jeg har kaldt min bedste ven gennem seks år. Den person jeg har diskuteret alt fra livretter til politik med. Den person jeg gang på gang har frydet mig over at slå ihjel i barbariske skydespil på diverse platforme. Den person jeg aldrig nogensinde har næret skyggen af romantiske følelser for.

Den person, der pludselig har fejet alle tanker og overvejelser og ønsker om en videreudvikling af mit forhold til Xavier væk med et enkelt blik første gang jeg møder ham. Den person jeg pludselig er hjælpeløst forelsket i, og som jeg er sikker på gengælder mine følelser.

”Jeg har aldrig været forelsket i dig før,” siger han, og hans grønne øjne brænder sig ind i mine og vikler sig ind i min sjæl, sætter sine spor i essensen af mig.

”Heller ikke mig,” indrømmer jeg fortumlet.

Det er sandt. Jeg var endda glad på hans vegne, da han begyndte at blive vild med Lucy, og hun udviste interesse for ham. Nu har jeg lyst til at sende hende meget, meget langt væk. De fem tusind kilometer, han har lagt mellem sig selv og hende for at mødes med mig, er slet ikke en distance, der føles stor nok.

Samtidig er jeg underligt nok ligeglad med Lucy. Den måde, hvorpå han ser på mig, fortæller mig, at han har det præcis på samme måde med Xavier. Han hader ham, men han er samtidig ligeglad. For han ved, at jeg er komplet og aldeles i hans vold og har været det fra første øjekast.

”Den her følelse,” siger jeg og rører ved mit bryst, som kan jeg tage varmen ud af mit bryst så han kan føle på den, ”hvad er det?”

”Ret mig hvis jeg tager fejl,” hans stemme er ru og alligevel silkeblåd, som om vi ikke blot har kysset hinanden men er gået hele vejen midt på gaden, ”men jeg tror, at det her kan kaldes kærlighed ved første blik.” Han siger det så naturligt, at jeg ikke kan andet end at tro ham.

Jeg har aldrig troet på den slags før. Jeg har troet på tiltrækning og forfølgermentalitet overfor en, der ikke helt gengælder den andens følelser fra første sekund. Men ikke decideret kærlighed ved første blik.

Og alligevel ved jeg, at han har ret. Jeg man mærke det i den måde, hvorpå mit hjerte slår helt roligt og taktfast i brystet på mig. Som om jeg før var et ur uden nogen tid at måle, og jeg nu har fået al tid i verden. Jeg tikker upåklageligt og taktfast og ved, at så længe Blake lever, så vil jeg blive ved med det.

”Kys mig,” befaler jeg.

”Jeg troede, at du havde travlt,” siger han, og forvirringen i hans blik bliver kort efter erstattet af visheden om, at jeg ikke går nogen steder.

Uret i mig tikker bekræftende, og jeg er sikker på at han kan mærke det. ”Det havde jeg. Men nu har jeg al den tid, der findes,” fortæller jeg ham.

Og så kysser han mig igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...