Reality Check

Blake og Naomi har været gode venner i årevis, uden at de nogensinde har set hinanden, og uden at det nogensinde har været på tale. Men pludselig vender Blake op og ned på dette, og da de beslutter sig for at mødes, sker der noget, der aldrig ville være sket via to computere og en distance på fem tusind kilometer.

18Likes
64Kommentarer
1415Visninger
AA

10. Kapitel 10

 

Lørdag morgen vågnede jeg ved lyden af fugle, der kvidrede uden for mit vindue. Solen skinnede ned gennem det skrå glas og ramte mig lige i ansigtet, og jeg syntes aldrig, at jeg var vågnet mere behageligt.

Uret på min væg fortalte mig, at klokken var halv ti, og at jeg derfor havde masser af tid til at nå at spise morgenmad og købe tøj inden klokken tre. Derfor skyndte jeg mig ikke i bad med det samme, men trak min computer over på skødet og tjekkede Skype. For en gangs skyld var Blake ikke online, men klokken var vel også kun halv syv i Californien, så det var vel ikke så underligt.

Jeg tjekkede min Facebook-væg, men der var heller intet usædvanligt ud over opslag fra alle de nye venner, jeg havde fået i løbet af den sidste uges tid. Ud for linket til kommende begivenheder stod der et ettal, og da jeg trykkede på linket, blev jeg mindet om det maraton, jeg havde afslået at deltage i. Nu havde jeg et meget bedre alternativ, selv om Mitch havde skrevet til mig for at sikre sig, at jeg ikke havde trykket forkert.

Afslappet og i glimrende humør klappede jeg computeren sammen og gik nedenunder, hvor mine forældre sad samlet om morgenmaden. Min far læste avis, og min mor bladrede gennem et par reklamer uden rigtigt at se på siderne. Det var tydeligt, at hun lige var stået op.

Min far havde lavet vafler som fyldte køkkenet med en rund og varm duft, og min mave knurrede, da jeg satte mig ned og fortærede en. Smagen af den søde næsten kageagtige dej med den endnu sødere sirup ovenpå eksploderede i munden på mig, og det gjorde bare mit humør endnu bedre.

”Jeg tager ind til byen for at finde noget nyt tøj, når jeg har været i bad,” meddelte jeg dem begge, og pludselig vågnede min mor op.

I stilheden der fulgte mine ord stirrede de begge på mig, som om jeg netop var faldet ned fra månen. Jeg forstod dem godt, for jeg havde aldrig nogensinde i mit liv givet udtryk for en trang til at købe tøj på egen hånd, hvis det ikke kom fra internettet. Så at høre ordene komme ud af munden på mig så tilfældigt, som det her var tilfældet, måtte være et chok af rang for dem.

”God idé,” sagde min far muntert og rakte ned i lommerne på sine cowboybukser. Han rakte mig sine bilnøgler hen over bordet, og jeg tog imod dem med et smil.

”Tak.”

Jeg skyllede min vaffel ned med et glas friskpresset appelsinjuice og vendte tilbage til overetagen, der stort set var mit private domæne. I mit skab fandt jeg en ren bluse og rene sokker, på gulvet fandt jeg mine jeans fra i går, og i en kommodeskuffe fandt jeg et rent sæt undertøj.

Så gik jeg ellers i bad og tog mig god tid til at vakse mit hår igennem og børste det inde under bruseren, så jeg slap for at fælde klistrede, fugtige hår mod min nøgne krop når jeg kom ud. Der var ikke noget værre.

Når nu jeg var i gang med mit forfængelighedstrip kunne jeg lige så godt plukke mine øjenbryn, og det var første gang i lang tid — så de trængte virkelig til det. Stadig med enkelte spredte dråber hvor håndklædet ikke var gledet helt over huden trak jeg i undertøj og tøj og fjernede den turban, jeg havde lavet med håndklædet omkring mit våde, mørkebrune hår.

Lettere bølget af fugtighed faldt det ned omkring mine skuldre, og jeg så vurderende på spidserne, inden jeg børstede det igennem igen, så det blev glat og skinnende når det tørrede.

Makeup ventede jeg med, så jeg ikke behøvede at vaske det hele af og begynde forfra inden jeg tog af sted senere. I stedet greb jeg bare min pung, min mobiltelefon og min Nike-skuldertaske og forlod huset i udkanten af Salem.

Det var først da jeg parkerede min fars bil langs en sidegade til Essex Street, at jeg huskede, at jeg burde se, om jeg havde fået beskeder på telefonen i løbet af natten. Jeg håbede halvt om halvt, at Xavier havde skrevet til mig, så mit hjerte slog lidt hurtigere, da jeg fik lyset til at springe frem på den mørklagte skærm.

Xavier havde skrevet, men det havde Blake også, og første sætning af hans besked pirrede min nysgerrighed mere, end Xaviers godmorgen, smukke gjorde.

Hvis du vil have fat i mig de næste seks timer, så sidder jeg i et fly på vej til Boston.

Forvirring og vrede skyllede ind over mig, mens jeg skubbede beskeden lidt til siden med fingeren, så jeg kunne se, hvornår den var modtaget. Klokken seks i morges. Og klokken nærmede sig elleve nu.

Så han tog altså til Boston i dag, men havde alligevel ikke tænkt sig at mødes med mig. Selv om jeg ikke ønskede at tro det om nogen, så kunne jeg ikke undgå at bide mærke i den lille tvivlende stemme i mit hoved, der sagde at han måske bare havde løjet om insulinchokket. Det var måske bare en dårlig undskyldning for at undgå at mødes med mig. Måske havde han også tvivlet og var nået til den konklusion, at det var bedst at lade vores venskab forblive begrænset til brugen af elektroniske genstande. Eller måske var han bukket under for Lucy. Jeg vidste det ikke, for jeg havde ikke hørt fra ham hele dagen i går.

Denne besked fik mig til at stoppe telefonen tilbage i lommen i protest. Nej, jeg ville ikke i kontakt med ham, så der var ingen grund til at stirre mere på den tekst. Og nu var mit shopping-humør helt ødelagt. Derfor skyndte jeg mig ind og ud af butikker uden at prøve det tøj, jeg måske på andre dage ville have fundet pænt nok. Ej heller bemærkede jeg de andre mennesker i Essex Street eller de pæne, gammeldags bygninger, der flankerede gågaden.

Det var først, da jeg hørte en gruppe børn hyle af skræk — mens en ældre dame klædt ud som tegneserieheks fortalte dem om alle de magiske ting, der var foregået i Salem —, at jeg igen kom til at smile. Hun fortalte dem om hekserygterne, der naturligvis ikke passede. Der var intet skræmmende eller mystisk ved Salem. Selv hvis der engang skulle være kommet en heks forbi, så var hun sikkert vendt om igen ved synet af den kedelige bymidte, der kun var i live midt på sommeren, når turistsæsonen gik i gang for alvor.

Prisende mig lykkelig for ikke at skulle mase mig vej frem mellem tusinder af turister skred jeg hen ad gaden og ind i butik efter butik. Til sidst prøvede jeg en løs, sort kjole, der fremhævede mine lange, slanke ben og mine smalle skuldre. Denne købte jeg, og så syntes jeg efterhånden, at jeg havde shoppet nok for denne gang.

Da jeg begav mig hen mod bilen var det blevet over middag, men jeg havde stadig mindst to en halv time til at gøre mig klar. Min telefon vibrerede i bukselommen, og jeg fiskede den op og trak panisk min tommelfinger hen over skærmen for ikke at miste opkaldet til telefonsvareren.

”Hallo?” gispede jeg, da det lykkedes mig.

Hej Naomi,” blev der sagt, og netop som jeg skulle til at trække telefonen væk fra øret for at kunne sætte navn på en stemme, der virkede underligt bekendt men alligevel anderledes, blev der tilføjet: ”Det er Blake.

”Nå,” sagde jeg og blev irriteret over lettelsen i min stemme. ”Hvad vil du?”

Jeg havde ellers besluttet mig for ikke at være en sur mokke, når han engang tog kontakt til mig igen. For jeg var jo ikke den typiske pige, der blev fornærmet over ingenting, og vi havde været venner i årevis uden at mødes. Det burde ikke være noget problem, og jeg havde jo selv tvivlet på, om det var en god idé at mødes.

Alligevel lykkedes det mig ikke at holde irritationen og skuffelsen ude af spørgsmålet. Og Blake, fordi han kendte mig, opfattede det med det samme:

Hvad er der galt?”

”Ikke noget,” løj jeg, men vi havde talt sammen så mange gange uden at behøve ansigtsudtryk eller kropssprog at han med det samme gennemskuede mig og sukkede dybt.

Lad være med at lyve. Har jeg gjort noget forkert?”

Da jeg ikke svarede, opstod der en lang, pinlig tavshed. Denne benyttede jeg til at grave bilnøglen op af den anden bukselomme og låse bilen op.

Hvad laver du?” Spørgsmålet lød opgivende, som om han med tonefaldet sagde ”så får du din vilje”.

”Jeg har lige købt en kjole,” svarede jeg ærligt.

Til det der bryllup?”

Først da huskede jeg, at jeg for en uges tid siden havde sagt, at jeg skulle købe tøj til et bryllup. Det var sådan set ikke løgn, for jeg skulle jo bruge noget tøj til det, men det var altså ikke lige i dag.

”Faktisk er det til en fest senere,” fortalte jeg ham og følte et svagt stik af tilfredshed ved indirekte at fortælle ham, at jeg for en gangs skyld skulle lave noget med andre mennesker.

Skal du til fest i dag?” Der skete noget med hans stemme, jeg ikke tidligere havde hørt. ”Hvad tid?”

”Klokken tre.” Og jeg glædede mig allerede til at vise min nye, klædelige kjole frem til de andre. Og til Xavier.

Javel,” brummede Blake i den anden ende. Hans tonefald var hårdt som sten, da han fortsatte: ”Jeg vidste ikke, at du havde lavet andre planer.”

Andre planer? ”Hvad mener du?”

Ja, hvad tror du, at jeg mener?” Hans pludselige vrede føltes som at få stukket en lussing. Blake havde aldrig været vred på mig før. ”Havde vi ikke aftalt at mødes i dag?”

Hvor vovede han at spørge mig i det anklagende, skuffede og vrede tonefald? Min egen vrede og frustration flammede op og dannede tårer i mine øjenkroge.

”Du sagde, at du ville vende tilbage. Da du ikke skrev noget eller sagde noget, gik jeg ud fra, at det ikke blev til noget,” fortalte jeg ham og tvang min stemme i ro.

Jeg sagde også, at jeg ville finde ud af noget. En måde at komme til Salem på.

”Gjorde du så det?” spurgte jeg frustreret, klar til at lægge på. ”Eller er det for at fortælle mig nu, at vi ikke kan mødes, at du ringer?”

Naomi.” Hans stemme var bedende. Vreden var forduftet lige så hurtigt som den var kommet. ”Undskyld. Jeg glemte fuldstændig at skrive til dig. Men sagen er den, at jeg er på vej til Salem.

Jeg var så forbløffet over hans skift i tonefald, at jeg først ikke rigtig hørte efter, hvad der blev sagt. Derfor tog det mig et lille øjeblik at fange betydningen af ordene. Jeg er på vej til Salem

”Hvad?!”

Ja,” sukkede han. ”Undskyld. Jeg skulle have aftalt det med dig på forhånd. Men selv hvis du kun har et par minutter, kan vi så ikke mødes? Jeg er der senest om en halv time. Du kan bare vælge et mødested.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...