Reality Check

Blake og Naomi har været gode venner i årevis, uden at de nogensinde har set hinanden, og uden at det nogensinde har været på tale. Men pludselig vender Blake op og ned på dette, og da de beslutter sig for at mødes, sker der noget, der aldrig ville være sket via to computere og en distance på fem tusind kilometer.

18Likes
64Kommentarer
1433Visninger
AA

1. Kapitel 1

 

Som den kedelige syttenårige pige, jeg nu engang var, sad jeg på mit værelse i Salem, Massachusetts. Brune lokker faldt fra mine skuldre og ind foran mit ansigt, så jeg hele tiden blev nødt til at kaste med hovedet for at få dem væk fra øjnene. Et hår sneg sig ind mellem to øjenvipper, og jeg pustede irriteret til det uden at tage opmærksomheden fra computerskærmens billeder foran mig og den ophidsede stemme i mine ører:

Du er en heks!

”Så længe det gør mig i stand til at sparke din røv.

Ikke denne gang.”

”Har du ikke øjne i hovedet?”

Jo, og jeg glæder mig til at se dit blod sprøjte!”

”Du drømmer.”

Tre, to, en… BOOOM!”

”FUCK!”

Fornøjelsen er helt på min side.

”Du er et lusket røvhul. Ingen skam i livet.”

Så længe det gør mig i stand til at vinde.

”Jeg skrider. Farvel.”

Det var en helt normal samtale mellem ham og mig på en helt almindelig fredag aften. Og jeg skred rent faktisk – i fem minutter, inden jeg vendte tilbage med en Cola Light og et skrællet æble. På skærmen var spillet vendt tilbage til listen over servere, jeg kunne tilkoble mig, og proceslinjen i bunden af skærmen viste mig, at jeg havde fået en besked fra Blake på Skype.

Med et lydløst suk, der skulle camouflere min dårligt tilbageholdte latter klikkede jeg på ikonet og fremkaldte programmet på min lysende blå skærm. Billedet af en grinende lama sprang mig i øjnene, inden jeg nåede at slå blikket ned til hans besked.

Jeg vandt!!!

Smilende rystede jeg på hovedet og fattede tastaturet foran mig. Efter seks års grundig øvelse i at skrive beskeder under stress, var mine fingre blevet meget, meget vant til tasternes placering, ligesom mine ører kunne opfatte det, hvis jeg trykkede på den forkerte.

Jeg lod dig vinde.

Lamaen grinede tåbeligt til mig fra ikonet på skærmen, og jeg kunne forestille mig, at personen bag skærmen gjorde præcis det samme fem tusind kilometer væk. Præcis som jeg havde forestillet mig det i mange år efterhånden.

Du skal endelig ikke holde dig tilbage for min skyld.

Kommentaren var provokerende, og det var helt sikkert også meningen. Sådan havde det altid været. Godmodig drilleri og praleri når den ene af os slog den anden ud var en del af vores fasttømrede venskab. Det gyldne ved dette venskab var, at vi aldrig nogensinde havde mødt hinanden — og vi havde spillet sammen og skrevet sammen dagligt i seks år.

Jeg var tolv år, da jeg første gang blev overtalt af en veninde til at prøve at spille online. Siden har det været en del af min hverdag og er det stadig. Ikke ret længe efter, at jeg begyndte at spille, stødte jeg ind i et brugernavn (Diablo-boy95), hvis ejer syntes ustoppelig. Uanset hvor meget jeg spillede det samme spil mod ham, kunne jeg bare ikke vinde, og det var lige meget, hvad jeg gjorde. Til sidst nægtede jeg at spille med ham.

Da var det, at han spurgte, om jeg havde Skype. Det var første gang jeg havde kontakt til Blake uden for spillenes verdner. Som tiden gik blev vores venskab tættere og tættere, og somme tider så tæt, at jeg lyttede mere til ham, end jeg lyttede til mine forældre. Gennem seks år lærte jeg at Blake var et år ældre end mig, at han voksede op i San Diego, men senere flyttede til Stanford for at læse på universitetet der. Derudover kom alt det personlige langsomt men sikkert i løbet af de tidlige teenageår. Jeg hørte om hans påbegyndte og forliste forhold, om hans forelskelser og venner og familieaffærer, der ikke altid var lige gode. Til gengæld fortalte jeg også om mig selv.

Og det havde bragt os til hvor vi var: venner, som aldrig havde mødt hinanden. Mange gange tænkte jeg endda, at Blake nok var den bedste ven, jeg nogensinde havde haft.

Jeg gik i gang med at skrive: Det gør jeg skam heller

Lucy banker på. Jeg må hellere løbe nu.

Inden jeg kunne nå at trykke ”Send” eller svare på hans besked, viste hans status, at han med al sandsynlighed havde klappet sin computer sammen eller slukket for skærmen. Alt efter hvilken type computer, han havde slæbt med sig.

Jeg sad lidt og kiggede på vores ordveksling. Så trak jeg på skuldrene og smilede, hvorpå jeg gik ind i stuen til mine forældre, som sad og så Ekstrem Hjemmeservice.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...