Har du lyst til en øl?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2014
  • Opdateret: 5 aug. 2014
  • Status: Færdig
En ung kvindes problemer udtrykt gennem uansvarlig opførsel og en liv uden mening.

0Likes
0Kommentarer
104Visninger
AA

1. ”Har du stadig lyst til en øl?”

”Har du stadig lyst til en øl?”

 

Lange sejlende blikke fanger mine råb. Jeg kan mærke, min hår på nakken løfte sig. Som en lufttom glasklokke, står alt stille. Ingen bevægelser, sekundet er frosset. Jeg fornemmer, at min krop tynges. Manglen på kontrol skaber uro. Mine øjenlåg lukkes og skaber et trygt mørke omkring min krop. Hælene bores længere ned i gulvet, som tyngdepunktet ændres. Alt virker urørligt. I refleks strækkes min arm og mit fokus flyttes til en jagende smerte i albueleddet. Jeg åbner øjnene og forstår, at jeg er ude af balance. Langsomt glider blikket ned mod mine fødder, lige tidsnok til at se en sort og hvid plettet sko miste gebet i egetræsgulvet. Mine skuldrene trækkes mod underlaget, sammenstødet er uundgåeligt. Kort presses min kæbe mod den vulgært synlige kavalergang, hvorefter den hales tilbage med fornyet kraft mod gulvet. Jeg rammer plet. Rummet fyldes af lyd igen og jeg ser bevægelserne. Klarsynet før sammenstødet gav alt omkring mig det rette tempo tilbage.

 

Gråt og hvid blandes og danner en ukendelig masse. Tid og sted ligger langt væk. At samle tankerne virker svært. Mellemgulvet skriger på hjælp og trækker sig sammen i spasmer. Med krampende bevægelser, mærker jeg den velkendte følelse af gårsdagens madindtag i min mund. Uden at have åbnet øjnene, åbner jeg mundet og lader indholdet løbe ud. Jeg væmmes inderligt og stønner en tung lyd. En ildelugtende dunst breder sig omkring min krop. Tyndtflydende bræk ligger sig som en beskyttende hinde omkring min arm. Jeg åbner det ene øje på klem og ser kun en tåge foran mine marskarabefængte øjenvipper. Impulsivt hviler jeg min hoved på min brækindsmurte skulder og lugten forstærkes. Mit hoved klares og jeg opfatter en stikkende smerte i min albue. En rasende vrede bredes i mig, men bremses af min krops ubevægelighed. Et forsøg på at sætte mig op, resulterer i sort, tyk tåge og mine tanker bliver opslugt i mørket. Tynget stemmer jeg fra mod gulvet. Let forvirret retter jeg ryggen og strækker benet. Erkendelsen af natten fejltagelser kommer aldrig. Luften er ugennemsigtig af cigaretrøg og den umiskendelig lugt af skunk vækker en hungrende trang i mig til mad. Jeg rejser mig langsomt fra det mørkbeskidte gulv og fornemmer, at jeg ikke genkender lejligheden. Intet er ladt alene i rummet. Alle overflader er dækket med skodder, papirstumper eller ølkapsler og glasskår. Et blåt og hvid malet skilt fanger mit blik. Uden nærmere tanke rækker jeg ud efter det. Et øjeblik hviler mit blik fast på de to tegneseriemennesker, der skulle udbrede forståelse for færdselen det sted det nu engang kom fra. Resolut vandrer jeg gennem den mennesketomme herskabslejlighed uden tanke for at vende tilbage. Den lårkorte silkekjole trækkes op og ned over mine lår, som jeg går skælvende ned af den uoverkommelige trappe. Jeg overvældes af træthed og stemmer ryggen mod væggen. Ubevægeligt lader jeg mig trække ned mod trappetrinnet og synker sammen over færdselsskiltet. Jeg føler mig fortabt og hensat til et liv uden minder.

 

Jeg stryger let mine fingre henover bænkens afskallede røde maling. En bister vinterbrise fortærer min krop. Hånligt ler den af mig, hvisker mig min synd og stryger mig let over håret og fortæller mig hvordan jeg er ligegyldig. Den mudrede sne under mine stiletter kikker op på mig med et tvært blik og kvækker bittert, at jeg ikke er værdig til at træde på den. Jeg kryber sammen og holder om mine bare knæ. Ligger mig sidelæns på bænken og føler medlidenhed med dens forfald. Det minder om mit forfald. Nedbrud og åbnet, lige klar til at modtage nådesstødet. Luften trænger sig ind i mig, udfylder mine mangler, mine fejl. Jeg er én stor sky uden sammenhæng. En mand passerer forbi mig med en mine at indestængt sorg i blikket. Mine svømmende øjne følger hans bevægelser, råber og skriger til hans ben om at stoppe, vende tilbage og rede mig. Hjælpe mig op fra denne endeløse sump af fortumlethed. Intet høres, intet hjælp kommer og den sidste pøs af beslutsomhed forlader min krop. Samtidigt glider mine øjne i og lukkes for en stund.

 

Med afsky for tilværelsen og frustration i kroppen, bevæger jeg mig i en tåge hen mod fortovet og den uendelige række af ligusterhække. Jeg ser grusstien, der leder op til carporten. Afstanden er ikke stor, men på trods af det stadig uoverkommelig. I ubalance sætter jeg hånden mod forhavens græs lige indenfor hækkens territorium. Uvelkomment stikker det mig i håndfladen og skriger til mig, at jeg skal tage mig sammen. Med uvant hurtigt tempo når jeg op til hoveddøren, hvor det går op for mig, at jeg har brug for vand. På jagt efter noget læskende, tager jeg i dørhåndtaget og skubber døren ind. Lange skridt fører mig hurtigt ind i entreen. En ukendt lugt gennemborer min næse og jeg stiller skarpt på rummet. Det går op for mig, at jeg ikke kender huset.

 

På vej ned af kældertrappen til et sted, som aldrig har set dagen. Uformelt og snusket beværtning signalerer billig øl i mine øjne. Tætpakket med halvgamle, ildelugtende og liderlige mænd. Uværdigt stilet skridter jeg gennem rummet. Ilde til mode sætter jeg mig alene ved baren og forventer at blive sprunget på af den altid klammeste tåbe. Jeg sænker mit blik og kikker dybdegående på udskæringerne i disken. Forfaldne kærlighedserklæringer og glemte løfter forevigede med en nøglen. Bartenderen placerer sine hænder, hvor mine øjne før havde hvilet og med et ufravendt blik kræver jeg en øl. Et øjeblik reagerer han ikke, men trækker sig så væk fra disken. Jeg overvejer hans tøven og lader mit blik glide op på ham. Halvvejs gennem livet og hærdet af hans oplevelser, læser jeg af hans ansigt, da han vender tilbage med min savnede ynglings. Den tørre fornemmelse breder sig i min hals og jeg løfter glasset op til min mund. Lader den kølige væske trænge ned gennem mit svælg og nyder følelsen af ro, der breder sig i samme tempo som øllen glider ned.

 

Uden fornemmelse for nattens begivenheder og uden interesse for afklaring, vågner jeg op med uvant let følelse i kroppen. Ingen tømmermænd. Fjedrene i sengen river mig i ryggen og jeg sætter mig op. Jeg mærker trangen til væske gennembore min krop. Roligt rejser jeg mig op og undgår at snuble i det afklædte tøj på gulvet. Det kolde gulv føles ubehageligt og jeg sætter tempoet op for at nå vandet i køkkenet. Jeg drejer vandhanen og stikker hovedet ind under. Lader den våde fornemmelse brede sig udover mit ansigt og lader det løbe ned over min beskidte nøgen krop. Med stillet tørst, opdager jeg et afrevet stykke notespapir med et otte-cifret tal skrevet hen over sig. Jeg genkender hverken nummeret, seddelen eller ordene skrevet under tallene. Jeg husker intet.

”Har du stadig lyst til en øl?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...