Don't Fall Inlove With Me

*DOCTOR WHO* Historie skrevet fra en Weeping Angel's synspunkt. Hvad sker der når en Weeping Angel bliver forelsket i en menneske dreng? Hvad gør hun, når han finder ud af, at hun ikke er som de andre statuer? Vil hun kunne leve resten af hendes lange liv, med at kigge på denne dreng uden så meget, som at røre ved ham?

2Likes
4Kommentarer
548Visninger
AA

4. Safira


~Han kom tilbage nogle dage efter. Grædende. Jeg havde fjernet hænderne fra mit ansigt og kiggede bare på ham. Han kiggede op på mig og viste mig et billede. Det var et billede af en gravsten. Det var hans mors gravsten. Jeg læste teksten.
”Lisa Rhodes 1890 – 1972”
"Hvil i fred kære mor, kone og mormor, du vil aldrig blive glemt.”
Dylan tog billedet til sig igen.
”Hun blev 82 år gammel…” Han kiggede selv på billedet og tørrede nogle tåre af sin kind. På billedet stod der nogle rådne blomster. Ellers var der ingen tegn på, at der havde været nogen i meget lang tid.
”Hun ligger på kirkegården Woodlawn Cemetery… Det er I New York.” Han kiggede op på mig med et lille smil. ”Det er et smukt sted.”
Han var utrolig smuk at observere. Et af de smukkeste væsner jeg havde lagt mine grimme, grå, stenøjne på. Så smuk, at man havde lyst til at kysse ham. En af de ting, der gjorde ham så forbandet uimodståelig, var den kærlighed han indeholdt. Jeg kunne mærke al’ energien i ham. Den energi han indeholdt kom fra kærlighed og ikke had, ligesom så mange andre mennesker jeg havde observeret. han følte den største kærlighed for sine medmennesker, og til verdenen, men allermest havde han følt kærlighed til sin mor. Jeg kunne mærke det hele. Nu var hun væk. Han var ensom. Jeg ville virkelig gøre alt for, at hjælpe ham, men jeg vidste også godt hvad det ville indebære. Jeg må indrømme at jeg blev ufattelig bedrøvet bare ved tanken.
Hvor gammel var din mor Dylan? Tænkte jeg, for at komme nærmere årstallet.
”Hun var 44 år gammel.” Han trak ikke en mine.
”Hvad kan jeg egentlig kalde dig?” Sagde han pludseligt og kiggede op på mig.
”Du må da have et navn, ikke?” Han så spørgende på mig. Jeg tøvede.
Du kan kalde mig lige hvad du føler for. Tænkte jeg. I hele mit uendeligt lange liv, havde jeg aldrig haft et navn. Jeg var aldrig blevet kaldt andet end ”statue” eller ”stenengel”. Menneskene brugte ikke disse ord i nogen god sammenhæng. Det var altid enten ”Ej mor, den der stenengel er altså uhyggelig” eller noget som ”hvorfor lave sådan en skræmmende statue? Den er ikke engang flot.” Aldrig ville nogen have givet mig et navn før nu. Dylan var virkelig unik. Det fik jeg hermed bekræftet.
”Fint” sagde han grublende.
”Så kalder jeg dig Safira. Det betyder lykkens gudinde.” Han kiggede smilende op på mig. Mit ikke-eksisterende hjerte slog et par slag over. Han syntes, at jeg var en gudinde. Lykkens gudinde endda. Jeg havde aldrig været så glad i mit liv. Dylan havde virkelig ændret mit syn på alt ting. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg sige, at jeg var blevet forelsket. Forelsket i et menneske. Dette ville selvfølgelig være umuligt, da jeg aldrig ville kunne være sammen med ham. Han følte garanteret heller ikke noget for mig. Det var i virkeligheden nok også sådan, at det var bedst.
Tak Dylan. Jeg har aldrig haft et navn før. Tænkte jeg. Hvis jeg kunne rødme, havde jeg nok gjort det.
”Et væsen, så forunderligt som dig, fortjener et navn. Jeg synes det passer perfekt til dig.” Jeg var ovenud glad, men jeg vidste også godt at det ikke var for, at give mig et navn, at han var kommet.
Tusind tak Dylan, det betyder virkelig meget for mig, men tilbage til sagen. Hvis din mor var 44 år gammel, da hun blev sendt tilbage i tiden, vil det sige, hun blev sendt tilbage i året 1934. Dylan kiggede op på mig. Hans øjne fyldtes med tårer.
”Hvorfor ville noget væsen gøre sådan noget?” Spurgte han ud i luften.
”Hvordan kan man være så hjerteløs?” Nu kiggede han op på mig igen. Jeg havde så forfærdelig ondt af ham.
Jeg ved det ikke Dylan. Jeg forstår det heller ikke. Han kiggede stadig op på mig. Vandet i hans øjne glimtede i solens lys.
”Du får da aldrig en trang til, at dræbe de mennesker du ser, gør du?” Der var en smule tvivl i hans rystende stemme.
Nej Dylan, det gør jeg ikke. Slet ikke folk der har et godt sind og det er jeg sikker på, at din mor havde. Præcis som dig. Han gemte nu sit hoved i hænderne. Hans gråd var hjerteskærende.
”Hvad skal jeg gøre?” Spurgte han.
”Jeg vil bare se hende igen.” Jeg fik en klump i halsen af tanken, om at fortælle ham, at det rent faktisk godt kunne lade sig gøre, at se hende igen. Skulle jeg fortælle ham det? Jeg vidste, at når jeg først havde sagt det til ham, ville der ikke være nogen vej udenom. Han ville gøre alt for, at være ved hendes side igen. På en måde beundrede jeg ham, men på en måde frygtede jeg for at miste ham. Jeg vidste nemlig, at hvis jeg tilbød ham, at se hende igen, ville jeg for altid miste ham. Jeg ville aldrig se ham igen, men han ville leve lykkeligt. Valget var mit. Lade som ingenting eller miste min sjæleven?





Kapitel 4, endelig ude! beklager den laaaaange ventetid, men da jeg har haft meget at se til, har det været svært, at holde mine movellas opdaterede. Jeg vil dog gøre mit bedste :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...