Don't Fall Inlove With Me

*DOCTOR WHO* Historie skrevet fra en Weeping Angel's synspunkt. Hvad sker der når en Weeping Angel bliver forelsket i en menneske dreng? Hvad gør hun, når han finder ud af, at hun ikke er som de andre statuer? Vil hun kunne leve resten af hendes lange liv, med at kigge på denne dreng uden så meget, som at røre ved ham?

2Likes
4Kommentarer
555Visninger
AA

1. Intro - Jeg er ikke som de andre



~Jeg er en engel. Jeg er ikke som de engle, du kender som gode og guddommelige. Jeg er præcis det modsatte. Jeg er en Weeping Angel. Jeg er et væsen fra en anden verden. Jeg er skabt til at sende mennesker tilbage i tiden. Kun ved at gøre det, kan jeg få energi. Hvis et menneske røre mig, bliver de med det samme sendt tilbage i tiden. Før de overhovedet selv er blevet født. Jeg spiser ikke. Jeg drikker ikke. Det eneste jeg kan leve af, er energien. Energien jeg får ved at dræbe. Jeg er ikke som de andre. De andre sender glædeligt mennesker tilbage i tiden, så snart de kan komme til det. Jeg står bare her. Og holder mig for øjnene. Det er det vi gør. Jeg står på en kirkegård. Engle er lidt mere velkommende her. Mennesker kommer tit grædende og beder til mig.
”Kære gud” siger de altid. Hvor ville jeg dog ønske at jeg kunne forklare dem, at der ikke er noget som helst guddommeligt over en skabning som mig, men hvis jeg begyndte at tale, ville de enten løbe skrigende væk, eller røre ved mig.
En dag hvor jeg stod på min plads, kunne jeg pludselig høre nye grædende stemmer. Jeg var nysgerrig. Jeg hørte en dreng. En dreng der græd. Jeg fjernede forsigtigt et par fingre fra det ene øje. Han havde mørkt hår og så nu meget normal ud. Ikke så gammel. Omkring 19 menneskeår ville jeg skyde på. Han stod og krammede en voksen mand, som jeg ville tro var hans far. Der var ingen voksen kvinde. Ud fra hvad jeg kunne bedømme, havde han mistet hans mor. Stakkels barn. Han trak sig ud af hans fars greb og tørrede sine øjne. Han kiggede herover. Han fik øje på mig. Jeg mærkede straks at jeg blev forstenet. Han kiggede ikke på min gamle slidte statue kjole. Han kiggede mig lige i øjnene. Eller øjet, da jeg kun havde gjort et tydeligt. Han kiggede i lidt tid, men flyttede så sit blik igen. Jeg skyndte mig at flytte mine fingre op til mit øje igen.
Lidt senere kunne jeg mærke hans blik på mig igen. Jeg kunne igen ikke bevæge mig. Jeg kunne fornemme, at han kom tættere på.

”Det var pokkers. Jeg vil sværge på at man kunne se hendes ene øje før” Det var ham drengen.
”Sikke noget sludder Dylan. Hvorfor snakker du om en statue, som om det er en levende person? Kig dog på den. Den er lavet af sten.” Dylan. Sikke et smukt navn. Jeg ville gå ud fra at det var hans far, som havde svaret ham. Han skulle bare vide tænkte jeg. Han skulle bare vide.
”Nej, jeg mener det far. Jeg er helt hundrede” Jeg kunne stadig mærke deres blikke på mig, så jeg kunne ikke engang bevise at han havde ret, ved at rykke på mig. Det ville jeg i øvrigt heller aldrig gøre. Tænk hvis nogen rørte ved mig. Tænk hvis Dylan rørte ved mig. Han ville dø. Eller han ville blive sendt tilbage i tiden. Jeg syntes det var det samme. At miste hele sin hverdag, må være det værste for et menneske. Jeg kunne se hvor knuste de blev, hver gang de blot mistede ét menneske. Forestil dig at miste dem alle sammen og vågne op et helt andet sted. I en helt anden tid.  Det må være forfærdeligt. Jeg forstod ikke, at de andre engle kunne få sig selv til det. Jeg forstod til gengæld heller ikke, hvordan jeg stadig kunne være i live. Jeg havde aldrig sendt et menneske tilbage i tiden. Alligevel var jeg i stand til, at gøre ligesom alle andre engle, måske var vi i virkeligheden ikke tvunget til at gøre det. Måske kunne vi faktisk leve fredeligt med menneskerne.
”Kom Dylan, vi er nød til at tage hjem nu.” Jeg kunne høre hans far vende sig om, for at gå. Dylan stod dog saligt og kiggede på mig i nogle sekunder, før han også gik. Jeg fjernede to fingre fra mit ene øje igen, og så dem forlade kirkegården.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...