Don't Fall Inlove With Me

*DOCTOR WHO* Historie skrevet fra en Weeping Angel's synspunkt. Hvad sker der når en Weeping Angel bliver forelsket i en menneske dreng? Hvad gør hun, når han finder ud af, at hun ikke er som de andre statuer? Vil hun kunne leve resten af hendes lange liv, med at kigge på denne dreng uden så meget, som at røre ved ham?

2Likes
4Kommentarer
556Visninger
AA

2. Han snakkede til mig



~Han kom den næste dag. Denne gang kunne jeg høre, at han var alene. Han stod ved hendes gravsted. Fældede en tåre, som de fleste mennesker nu gjorde. Jeg forstod det ikke. Hvordan kunne noget gøre så ondt, at der kom vand ud af øjnene på dem? Weeping Angels kunne ikke græde. Vi kunne ikke holde af nogen. Det var i hvert fald sådan de andre var. De beundrede heller ikke menneskerne, men det gjorde jeg. Jeg hørte ham snakke.
”Mor, jeg savner dig. Jeg ville ønske at du var her lige nu. Jeg går stadig væk og håber og beder til, at du kommer tilbage. De andre siger at du er væk for evigt. Hvordan kunne du bare sådan forsvinde? Jeg tror ikke på at du er død, jeg tror simpelthen ikke på det.” Hvad mente han? Var hans mor ikke blevet begravet? Jeg fjernede igen to fingre fra mit ene øje og kiggede hen på ham. Han tørrede en tåre af hans kind.
”Jeg skal nok finde ud af hvad der er sket med dig og hvor du er. Det lover jeg.” Jeg mærkede endnu en gang hans øjne på mig. Jeg kunne ikke flytte mine fingre op foran mit øje igen. Han stirrede forbavset på mig. Han gik langsomt tættere på mig.
”Jeg ser dig.” sagde han da han kom helt tæt på mig.
”Jeg ved du ikke er som de andre. Jeg ved du kan bevæge dig.” Hvordan? Hvordan vidste han alt det. Hvorfor rendte han ikke skrigende væk? Han blinkede. Jeg skyndte mig at flytte mine fingre op foran mit øje igen.
”Ha! Jeg vidste det!” Han råbte nu. Hans ansigtsudryk ændrede sig pludselig. I stedet for sørgmodig, så han pludselig vred ud.
”Det var dig! Det var dig der tog hende fra mig!” Hvad snakkede han nu om?
”Jeg så det med mine egne øjne!” jeg kunne vreden blusse op i ham.
”De andre vil ikke tro mig. Hun blev taget af en engel. Sådan en som dig. Jeg stod og kiggede på hende i haven. Smilede til hende. Hun var forsvarsløs! Hvorfor tog du hende? Hun havde ikke gjort dig noget! Jeg sad og kiggede på hende, hun arbejdede bare i haven. Passede blomster. Pludselig stod du der. Og inden jeg kunne nå at gøre noget, var hun væk. Inden jeg overhovedet havde nået så meget som at blinke, var du også væk. Du forsvandt ud af den blå luft. Lige for øjnene af mig.” Han stod nu med tårerne trillende ned af kinderne på ham. Hvor ville jeg dog ønske, at jeg bare kunne fortælle ham, at det ikke var mig. Men han kiggede på mig. Jeg kunne ikke bevæge mine læber. Hvis jeg endelig kunne, ville der heller ikke komme nogen lyd ud. Det kunne Weeping Angels ikke. Vi kunne ikke snakke. Vi kunne ikke elske. Dylan kiggede bebrejdende op på mig.
”Hvorfor?” spurgte han bare. ”Hvorfor hende?” Han var vred, men på samme tid, var han dybt ulykkelig. Jeg kunne mærke det på ham. Jeg havde ondt af ham. Det troede jeg i hvert fald. Det var ikke meningen, at jeg kunne have ondt af et menneske. For første gang, følte jeg at jeg havde en eller anden følelsesmæssig forbindelse til et menneske. Det lød skørt. Jeg havde det som om at jeg kunne føle al’ hans sorg. Jeg vidste også godt, at det nok ikke passede. Jeg var jo en Weeping Angel.
”Jeg føler mig så alene… Jeg står her og snakker til en statue. Hvad er det der går af mig?” Han satte sig ned og tog hænderne op til ansigtet.
”Jeg føler mig så alene.” gentog han så. Så er vi to, tænkte jeg. Han kiggede forbløffet op på mig. Jeg kunne lige skimte hans forbavsede ansigtsudryk, igennem mine fingre.
”Var det dig der sagde noget?” Hvad fablede han nu om? Han rejste sig op med åben mund.
”Jeg hørte dig godt.” sagde han. Hvordan kunne han have hørt mig? Jeg havde jo ikke sagt noget, tænkte jeg.
”Du bevæger ikke munden, men alligevel kan jeg hører dig. Hvordan kan jeg hører dig?” Han kiggede på mig med det samme forbløffede ansigtsudtryk, som han hele tiden havde gjort. Kunne han høre mig tænke? Måske var det faktisk muligt. Det var vel et forsøg værd.
Jeg dræbte ikke din mor, tænkte jeg så højt jeg kunne.
”Hvem gjorde så?” Jeg vidste det ikke. Han tog sig til hovedet.
”Er jeg ved at blive skør?” spurgte han sig selv.
Nej, tænkte jeg, Du kan bare se mere end nogen anden kan. Du er ikke som de andre. Du er ligesom mig. Ensom og misforstået. Du og jeg. De to mest ensomme væsner i universet.
Han stod bare og stirrede på mig, med et udtryksløst ansigt. Han græd. Han dumpede ned på jorden. Sad bare og kiggede ned. Lidt efter rejste han sig og gik. Han ikke så meget som kiggede op på mig, før han forsvandt. Han kom ikke tilbage den aften. Eller den uge. Ikke engang den måned.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...