Don't Fall Inlove With Me

*DOCTOR WHO* Historie skrevet fra en Weeping Angel's synspunkt. Hvad sker der når en Weeping Angel bliver forelsket i en menneske dreng? Hvad gør hun, når han finder ud af, at hun ikke er som de andre statuer? Vil hun kunne leve resten af hendes lange liv, med at kigge på denne dreng uden så meget, som at røre ved ham?

2Likes
4Kommentarer
551Visninger
AA

5. For altid alene

 

~De næste par dage kom han ned til mig hver dag, grædende og fortvivlet over tilværelsen. Jeg havde den værste samvittighed nogensinde. Jeg vidste, at han ville det her mere end noget som helst andet. Jeg var til gengæld også ved, at indse, at jeg elskede den dreng. Jeg kunne ikke længere lyve for mig selv. Jeg elskede ham og jeg var helt sikker. Det var også derfor jeg besluttede mig for, at fortælle ham sandheden.
Endnu en dag kom han ned til mig på kirkegården. Han vidste stadig ikke hvad han skulle gøre med sit liv. Han sad på sin efterhånden sædvanlige sten overfor mig, og kiggede ned i jorden. Jeg flyttede hænderne fra ansigtet.
Dylan… Tænkte jeg. Han kiggede op på mig.
Lov mig, at du ikke hader mig nu… Tænkte jeg og holdte en kort pause.
Men jeg ved hvordan du kan få din mor, at se igen. Hans ansigtsudtryk ændrede sig nu fra trist til vredt.
Jeg har villet sige det til dig længe okay? Men jeg havde ikke modet til det. Jeg ville ikke mist… Han afbrød.
“Du har hele tiden kendt til en måde, at sende mig tilbage til hende? Og du har ikke sagt det? Hele den sidste uge har jeg søgt hjælp ved dig og du overvejede ikke at sige noget til mig?” Han gik frem og tilbage og lavede håndfakter imens han skiftevis kiggede ned i jorden og op på mig. Jeg havde det forfærdeligt. Han stoppede op og tog sig til hovedet, for derefter, at kigge alvorligt op på mig.
“Har du lyst til, at fortælle mig det nu?”
Ja, Dylan. Det var jo det jeg ville… Men det indebærer altså, at jeg er nød til også, at sende dig tilbage i tiden… Han kiggede brat væk i et kort sekund.
“Undskyld” sagde han så.
“Jeg overreagerede før, jeg burde have vidst, at det var for mit eget bedste, at du havde undladt noget så vigtigt. Undskyld Safira.” Han kiggede en enkelt gang op på mig. Han vendte derefter om og gik hjem. Jeg vidste ikke hvad han ville og jeg vidste ikke hvad han følte. Jeg vidste bare, at denne samtale havde ændret alt ting.

Et par dage efter kom han tilbage. Til min store overraskelse, havde han en kæmpe taske på ryggen og man kunne se, den var pakket til renden. Han kom hen til mig.
“Jeg er klar.” Sagde han. Han fortrak ikke en mine. Hverken glæde eller angst kunne man ane i hans ansigt.
Så du vil det virkelig? Tænkte jeg. Mine øjne var stadig dækket af mine hænder.
“Jeg vil det mere end noget som helst andet.” Sagde han og kiggede op på mig.
Hvad har du sagt til din far? Tænkte jeg. Jeg vidste at hans far, aldrig ville tro på noget så tåbeligt, som at blive sendt tilbage i tiden. Det havde jeg tydeligt kunne høre, den dag han og Dylan snakkede sammen på kirkegården.
“Jeg har sagt til ham, at jeg skal på en tur med skolen i et par uger. Han var glad for, at jeg endelig var i stand til, at komme ud og gøre sådan noget igen. Inden jeg gik, sagde jeg til ham, at jeg elskede ham. Det har jeg aldrig gjort før. Han kiggede bare mærkeligt på mig og sagde, at jeg skulle se at komme af sted, hvis jeg skulle nå i skole.” Dylan kiggede ned.
“Jeg ser ham aldrig igen, gør jeg?” Spurgte han med en meget lav stemme.
Nej, det gør du ikke. Tænkte jeg. Han kiggede op på mig. Jeg kunne ane hans smukke, brune øjne igennem mine fingre.
Er du stadig sikker på, at du vil det her Dylan? Jeg håbede inderligt på, at svaret var nej, men jeg vidste også godt, at det ikke ville være tilfældet. Han nikkede. Han var klar.
“Så hvad skal jeg gøre?” Spurgte han.
Inden jeg kunne nå at svare, hoppede en mand frem fra busken og tog ham. Jeg havde overhovedet ikke lagt mærke til ham.
DYLAN! Tænkte jeg så højt jeg kunne. En anden mand sprang frem fra den anden side. De greb fat i ham og hev ham væk. For første gang, var jeg nød til selv at bevæge mig, hvis jeg skulle redde ham. Jeg havde aldrig prøvet det før, så hvordan skulle jeg kunne? Jeg vil sammenligne det med en nyfødt baby, der skulle lære at gå. Jeg forsøgte. Mændene kiggede på mig. Jeg kunne ikke længere bevæge mig, jeg var blevet forvandlet til sten. De blev ved med at kigge på mig, til de havde forladt kirkegården. Derefter forsøgte jeg igen. Jeg kom ingen vegne. Okay, hvad skulle jeg lige gøre? Dette var min eneste chance for at redde, min eneste ven og jeg kunne ikke bevæge mig.
Jeg er nød til at redde ham! Jeg er nød til at komme hen til Dylan! Med et havde jeg rykket mig. Denne gang var det ikke kun mine arme der havde rykket sig, det var hele min krop, som havde bevæget sig den vej mændene løb. Jeg skulle bare tænke!
Dylan! Tænkte jeg. Jeg rykkede mig igen.
Jeg skal hen til Dylan! Jeg rykkede mig endnu en gang. Jeg blev bange over hvad jeg så denne gang. Et gammelt og forladt hus med en masse smadrede vinduer. Der var ikke en sjæl. Det var blevet mørkt og selv for en weeping angel, virkede dette sted virkelig skræmmende. Hvorfor havde de dog ført ham herhen? Hvad havde han gjort dem?
Dylan! Tænkte jeg igen, men denne gang rykkede jeg mig ikke. Jeg måtte være tæt på ham. Jeg blev helt ude af mig selv, da jeg så hvad der stod på hver sin side af døren til huset. To weeping angels med hænderne oppe foran øjnene. Bare de nu ikke allerede havde rørt ved ham. Jeg var nød til at finde ham!
DYLAN! Tænkte jeg af min hjernes fulde kraft.
“Safira, er det dig!?” Hørte jeg en stemme. Ikke hvilken som helst stemme. Det var nemlig Dylans stemme. Hvor kom den fra? Jeg kiggede mig omkring.
HVOR ER DU!? Tænkte jeg højt.
“Hernede!” Råbte han tilbage. Jeg kiggede ned. Der var et vindue i huset. Det var et kældervindue.
Er du nede i kælderen!? Jeg bevægede mig selv tættere på, ved hjælp af tankernes kræft.
“Ja, men det er jeg nok ikke meget længere. Der er weeping angels over det hele. Selv babyer! Lyset er ikke for godt hernede. Jeg ved ikke hvordan jeg kommer ud!”
Løb hen til kælder vinduet! Tænkte jeg højt og bevægede mig selv helt derover.
Og få så hurtigt vinduet op! Jeg satte mig ned på hug og kiggede ind. Lyset flimrede forfærdeligt. Han åbnede lynhurtigt vinduet og jeg kunne lige nå, at få et glimt af ham. Jeg kunne i øvrigt også få et glimt af den weeping angel der var få meter bagved ham og som kun kom tættere på hver gang lyset flimrede.
Dylan, hvis du røre ved mig nu, bliver du sendt tilbage til den tid, din mor havnede i. Hvis du ikke gør, tager de dig og du ved aldrig hvor du ender henne. Vinduet var lige akkurat for lille, til at han kunne komme igennem det. Lyset blev værre og værre og den weeping angel, som før havde stået få meter bag ham, stod nu få centimeter bag ham. Han stillede sig på tær, så hans ansigt var helt tæt på vinduet.
“Farvel min gudinde” hviskede han inden han lænede sig få centimeter længere frem og placerede sine bløde, smukke læber imod mine. I samme øjeblik forsvandt han. Jeg var lettet. Lettet over, at Dylan nu var sammen med sin mor. På samme tid, var jeg dog også i den største sorg, som jeg nogensinde havde oplevet at være i. Min sjæleven. Min ensomme sjæleven. Væk for altid. Jeg bevægede mig tilbage til min plads på kirkegården.

For et væsen så grufuldt som mig, er det åbenbart skæbnen, at være alene. Alene for altid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...